Tilbage til sager

OLRØstre Landsret

AM2025.10.17Ø2

OL-2025-Ø-00059

Dom
PDFKilde: Anklagemyndigheden →
Dato
17-10-2025
Sagsemne
vold, psykisk vold
Fuldtekst
Kilde: Anklagemyndigheden

AM2025.10.17Ø2 Retten på Frederiksbergs

DOM

Dato: 8. marts 2024 Rettens sagsnr.: 9107/2022 Politiets sagsnr.: 0100-84111-00153-21 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født januar 1978 Sagens baggrund og parternes påstande Sagen er fremmet i medfør af retsplejelovens § 855, stk. 3, nr. 3. Denne sag er behandlet med domsmænd. Anklageskrift er modtaget den 17. oktober 2022.

Tiltalte er tiltalt for 1. overtrædelse af færdselslovens § 1 18. stk. 1, nr. 1. jf. § 42, stk. 1 nr. 1, jf. straffelovens § 89, ved den 23. juli 2020 kl. 19.54 at have ført personbil med reg.nr. … ad Jagtvej ud for nr. … i København med mindst 57 km/t, selv om hastigheden i tættere bebygget område ikke må overstige 50 km/t. 2. overtrædelse af færdselslovens § 117 a. stk. 2. nr. 2, jf. straffelovens § 89, ved den 23. juli 2020 kl. 19.54 at have ført personbil med reg.nr. … ad Jagtvej ud for nr. … i København, selv om han var frakendt førerretten. 3. overtrædelse af lov om euforiserende stoffer§ 3, stk. 1, jf. § 2. stk. 4, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 30, stk. 1 (dagældende§ 27, stk. 1), jf. § 3, stk. 2, jf. bilag 1, liste B, nr. 152 og nr. 218, jf. straffelovens§ 89, ved den 4. februar 2021 ca. kl. 12.05 på adressen Adresse i Brønshøj at have været i besiddelse af 3,35 gram metamfetamin og 50 ml GHB med henblik på videreoverdragelse. 4. vold efter straffelovens § 244, stk. 1, og legemsangreb af særligt rå, brutal eller farlig karakter efter straffelovens § 245, stk. 1, jf.§ 247, stk. 1, jf.§ 89, ved i perioden fra den 27. juli 2020 til den 3. august 2020 på bopælen Adresse i Brønshøj, som tidligere straffet for vold, gentagne gange at have udøvet vold mod sin hustru, Forurettede, idet tiltalte brændte Forurettede på låret med en cigarettænder, slog Forurettede, der var gravid, i maven med et samuraisværd, der var i en skede, sparkede Forurettede på låret, holdt en fod på Forurettedes brystkasse og slog Forurettede i hovedet ved det ene øje. 5. vold efter straffelovens § 244, stk. 1, og legemsangreb af særligt rå, brutal eller farlig karakter efter straffelovens § 245, stk. 1, til dels forsøg herpå jf. § 21, jf.§ 247, stk. 1, jf.§ 89, ved den 31. oktober 2020 i tidsrummet mellem ca. kl. 18.00 og ca. kl. 22.00 på bopælen Adresse i Brønshøj, som tidligere straffet for vold, at have slået sin hustru, Forurettede, i hovedet med flad hånd, så Forurettedes hoved ramte ind i et køkkenskab, ligesom tiltalte senere slog Forurettede med en metalstang på skulderen, hvilket slag Forurettede dog til dels afvej, da hun beskyttede sig med en pude, samt at have slået hende på armene med flere knytnæveslag. 6. psykisk vold efter straffelovens § 243, jf.§ 247. stk. 1, jf. § 89, ved på ikke nærmere angivne tidspunkter i perioden fra den 1. april 2019 til den 31. oktober 2020 bl.a. på bopælen Adresse i Brønshøj, som tidligere straffet for vold, gentagne gange at have udsat sin hustru, Forurettede, for groft nedværdigende, forulempende eller krænkende adfærd, der var egnet til utilbørligt at styre Forurettede, idet tiltalte tvang Forurettede til at tage narkotika, udsatte Forurettede for vold, herunder bl.a. slog hende i hovedet mens hun sov, spyttede på Forurettede, omtalte Forurettede, som om hun ikke var noget værd, idet tiltalte kaldte hende "prostitueret", "luder", "narkoman" og fortalte hende "at hun ikke var noget værd", "at hun bare var en der skulle fodres", "at hun ikke havde nogen rettigheder", "at hun ikke havde ret til at blive syg", "at hun ikke havde ret til at brokke sig", "at hun skulle alt hvad tiltalte bad hende om", "at hun kunne blive sendt hjem til Filippinerne", "at politiet ikke vil tro på hende" eller lignende, tog kontrol over hendes sociale relationer, idet tiltalte tog Forurettedes mobiltelefon og slettede hendes e-mails og kontakter, tvang Forurettede til at sige, at hun havde en anden mand, fremsatte trusler mod Forurettede, herunder "at han ville slå hende ihjel", "at han ville sende hende i fængsel", "at han ville lade sine venner voldtage hende'' og "at han ville sælge hende til et andet land'' eller lignende, videooptog sex med Forurettede som tiltalte viste til sine venner.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf. Anklagemyndigheden har endvidere nedlagt påstand om, at der hos tiltalte i medfør af straffelovens § 75, stk. 2, konfiskeres 3,35 gram metamfetamin, 9 pølsemandsposer, en digitalvægt og 50 ml GHB. Tiltalte har erkendt sig skyldig i forhold 1-2, erkendt besiddelse til eget forbrug i forhold 3 og nægtet sig skyldig i forhold 4-6.

Tiltalte har nedlagt påstand om frifindelse i det ikke erkendte omfang og i øvrigt rettens mildeste dom. Tiltalte har ikke haft bemærkninger til konfiskationspåstanden.

Forklaringer Der er under hovedforhandlingen afgivet forklaring af tiltalte og af vidnerne politiassistent Vidne og Forurettede. [FORKLARINGER UDELADT] Oplysningerne i sagen Der er under sagen dokumenteret fra: Forhold 1, bilag 5 (foto fra Automatisk trafikkontrol) Forhold 3, bilag 3 (ransagningskendelse af 21. januar 2021) Forhold 3, bilag 3-1 (anmeldelsesrapport) Forhold 3, bilag 3-2 (rapport vedrørende messengerkorrespondance) Forhold 3, bilag 3-4 (rapport vedrørende udfindelse af mistænkte) Forhold 3, bilag 5 (rapport ransagning Adresse) Forhold 3, bilag 99 (kosterrapport) Forhold 5, bilag 2-1 (rapport besigtigelse forurettet) forhold 5, bilag 2-2 (fotorapport besigtigelse) Forhold 5, bilag 2-7-1 (politiattest vedrørende Forurettedes henvendelse på skadestuen den 3. august 2020) Forhold 5, bilag 2-7-2 (fotos i journalmateriale fra Forurettedes henvendelse på skadestuen den 3. august 2020) Forhold 5, bilag 2-7-3 (politiattest vedrørende Forurettedes henvendelse på skadestuen den 31. oktober 2020) Ubilageret oplysninger om epikrise af 3. august 2020 Personlige oplysninger Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at han kommer fra filippinerne.

Han kom til Danmark som 18-årig og har arbejdet med flere forskellige ting, herunder som kok, servicemedarbejder og chauffør. Han er uddannet kok. Siden han blev løsladt i 2019, har han har arbejdet som chauffør og stationsbetjent. Han har ikke noget arbejde nu, fordi sagen har påvirket ham. Han lever af kontanthjælp. Han er gift med Person og bor på Vej.

Sagen fylder for ham, hvorfor han er ukoncentreret og ikke har kunnet tage et arbejde. Han er mødt til alle retsmødet bortset fra det første. Han synes, at sagsforløbet har været meget langt.

Tiltalte er tidligere straffet ved Østre Landsrets ankedom af 5. november 2015 med fængsel i 3 år for overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 2, jf. til dels § 21, jf. § 225, jf. § 210, jf. til dels § 7, stk. 1, nr. 1, og § 232 samt § 244.

Løsladt endeligt den 6. august 2019. ved Københavns Byrets dom af 29. juni 2020 med en bøde på 11.500 kr. for overtrædelse af færdselslovens § 117, stk. 1, nr. 3, jf. § 54, stk. 1, nr. 1, og § 117 d, stk. 2, jf. § 56, stk. 1, 1, pkt., og frakendt førerretten fra den 19. maj 2018 til den 18. april 2023. ved Retten i Hillerøds dom af 27. januar 2023 med 4 dagbøder a 125 kr. for overtrædelse af straffelovens§ 276, jf. § 287, stk. 1. ved Retten i Hillerøds dom af 22. februar 2023 med 4 dagbøder a 125 kr. for overtrædelse af straffelovens § 276, jf. § 287, stk. 1. ved Retten på Frederiksbergs dom af 6. marts 2023 med 4 dagbøder a 125 kr. for overtrædelse af straffelovens § 276, jf. § 287, stk. 1. ved Retten i Lyngbys dom af 6. juni 2023 med 4 dagbøder a 125 kr. for overtrædelse af straffelovens § 276, jf. § 287, stk. 1.

Tiltalte og Forurettede var gift fra den 21. december 2015 til den 28. januar 2021. Tiltalte havde i 2020 en konteret A-indkomst på 260.352 kr. og i 2021 en konteret A-indkomst på 149.985 kr.

Rettens begrundelse

og afgørelse Forhold 1-2 Tiltalte har erkendt sig skyldig, og tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger i sagen, herunder foto fra Automatisk trafikkontrol med oplysning om bl.a. den målte henholdsvis tilladte hastighed og Københavns Byrets dom af 29. juni 2020, hvorved tiltalte blev frakendt førerretten.

Retten finder det derfor bevist, at tiltalte er skyldig i overensstemmelse med tiltalen i forhold 1 og 2, dog således at forhold 2 henføres under færdselslovens § 117 a, stk. 1, da betingelserne i stk. 2, nr. 2, efter de foreliggende oplysninger ikke er opfyldt.

Forhold 3 Ved tiltalte og vidnet politiassistent Vidnes forklaring sammenholdt med de i øvrigt foreliggende oplysninger, herunder kosterrapporten, finder retten det bevist, at tiltalte på det pågældende sted og tidspunkt var i besiddelse af 3,35 gram metamfetamin og 50 ml GHB til eget forbrug.

Det af tiltalte anførte om, at stofferne var købt af ham og to andre til fælles forbrug kan ikke føre til andet resultat henset til, at vidnet politiassistent Vidne har forklaret, at stofferne blev fundet gemt bag en urkasse henholdsvis i en skuffe, og at de tre personer på stedet ikke umiddelbart var påvirkede. Retten finder således, at alle stofferne var tiltaltes og bestemt til hans forbrug.

Retten finder det derimod ikke på baggrund af vidneforklaringen, den fremlagte korrespondance og de øvrige fund på stedet bevist med den til domfældelse fornødne sikkerhed, at tiltalte var i besiddelse af stofferne med henblik på videreoverdragelse.

Retten har herved navnlig lagt vægt på, at der er tale om en begrænset mængde narkotika, og at korrespondancen stammer fra december, mens det i anklageskriftet angivne gerningstidspunkt er i februar. Retten finder således tiltalte skyldig i overensstemmelse med tiltalen med den ændring, at tiltalte var i besiddelse af 3,35 gram metamfetamin og 50 ml GHB til eget forbrug.

Forhold 4 På baggrund af vidnet Forurettedes troværdige forklaring sammenholdt med politiattest og jounalmateriale fra hendes henvendelse pa skadestuen den 3. august 2020 lægger retten tiI grund, at tiltalte i perioden fra den 27. juli til den 3. august 2020 på deres daværende fælles bopæl slog Forurettede i maven med et samuraisværd i en skede, mens hun var gravid, sparkede hende på låret, holdt en fod på hendes brystkasse og slog hende ved øjet, ligesom han, mens de kørte i bil, brændte hende på låret med en cigarettænder.

Tiltaltes forklaring om bl.a., at han ikke vidste, at Forurettede var gravid, og at han aldrig har slået hende med et samuraisværd, at hun nogle gange fik skader, når hun ramte kanten af håndvasken på badeværelset, at deres barn kastede en iPad i hovedet på hende, at cigarettænderen "poppede ud" og fløj ned på hendes lår ved et uheld, og at de var lige gode om det, tilsidesættes således som utroværdig.

På denne baggrund finder retten tiltalte skyldig i overensstemmelse med tiltalen i forhold 4.

Forhold 5 På baggrund af vidnet Forurettedes troværdige forklaring sammenholdt med rapport besigtigelse og dertilhørende fotorapport samt politiattest fra hendes henvendelse på skadestuen den 31. oktober 2020 lægger retten til grund, at hun og tiltalte den pågældende dag skændtes på deres daværende fælles bopæl på grund af hendes opholdstilladelse, og at han var aggressiv og påvirket.

Retten lægger endvidere til grund, at tiltalte i den forbindelse bl.a. slog hende i hovedet med flad hånd, slog hende på armen og i hovedet, men ikke på skulderen, med en gardinstang og en stang til en gynge, som begge var lavet af metal, hvilket hun delvis afværgede med en pude foran hovedet, samt slog hende på armene med flere knytnæveslag.

Tiltaltes forklaring om bl.a., at de ikke skændtes og sloges i 2020, og at han derfor ikke har slået hende, herunder med en metalstang. men at hun har slået ham med en metalstang og med en vase, og at han har slået hende på armene med knytnæveslag, fordi hun slog ham med et bat, men ikke den pågældende dag, tilsidesættes således som utroværdig.

Efter bevisførelsen finder retten derimod ikke, at der er fort tilstrækkeligt bevist for, at Forurettede tillige slog hovedet ind i et køkkenskab. På denne baggrund finder retten tiltalte skyldig i forhold 5 i det ovenfor anførte omfang.

Forhold 6 Tiltalte har nægtet sig skyldig og forklaret bl.a., at han ikke har tvunget Forurettede til at tage narkotika, og at han ikke har truet, slået eller spyttet på hende, ligesom hun kaldte ham skældsord, og de var lige gode om det. Han har hverken været kontrollerende eller haft adgang til hendes telefon, men hun havde adgang til hans og brugte hans e-mail og Facebookprofil.

Retten lægger indledningsvis til grund, at tiltalte og vidnet Forurettedes var gift indtil den 21. januar 2021, og at de boede sammen på den i anklageskriftet angivne adresse fra den 6. august 2019, hvor tiltalte blev løsladt, til i hvert fald den 31. oktober 2020. Tiltalte tilhørte således Forurettedes husstand.

Efter bevisførelsen, herunder navnlig vidnet Forurettedes forklaring, som for retten fremstod både sikker og troværdig, lægger retten til grund, at tiltalte i perioden fra den 6. august 2019 til den 31. oktober 2020 tvang hende til at tage metamfetamin, slog og spyttede på hende flere gange, omtalte hende som om, at hun ikke var noget værd ved bl.a. at kalde hende prostitueret, luder og narkoman samt sige, at hun ikke var noget værd, ligesom han sagde, at hun ikke havde rettigheder, at hun skulle gøre alt, hvad han bad om, og at hun ville blive sendt hjem til Filippinerne.

Retten lægger endvidere til grund, at tiltalte truede med at slå Forurettede ihjel med en pistol, tvang hende til at sige, at hun var ham utro, så han holdt op med at slå, tog hendes mobiltelefon og slettede hendes veninders telefonnumre, ligesom han slukkede internettet, så hun ikke kunne kontakte sin familie, hvorved han tog kontrol over hendes sociale relationer, samt optog dem have sex flere gange.

Forurettede har tillige forklaret, at tiltalte fik hende til at føle sig mindre værd, at hun oplevede, at han bestemte over hende, herunder hvordan hun skulle opføre sig foran andre, og at hun var bange for sig selv og børnene samt led af depression og angst, ligesom hun kun havde tiltalte i Danmark. Hun fremstod for retten tydeligt påvirket, mens hun afgav forklaring.

Herefter finder retten, at den af tiltalte udøvede adfærd må karakteriseres som bade gentagen samt groft nedværdigende, forulempende og krænkende for Forurettede, og at adfærden var egnet til utilbørligt at styre hende og fratage hendes selvværd. På denne baggrund finder retten tiltalte skyldig i forhold 6 i det ovenfor anførte omfang.

Retten finder således, at der ikke er ført tilstrækkeligt bevist for, at tiltalte sagde, at Forurettede bare skulle fodres, ikke havde ret til at blive syg eller brokke sig, at politiet ikke ville tro hende, at han ville sende hende i fængsel, lade sine venner voldtage hende eller sælge hende til et andet land, samt at han slettede hendes e-mails og vidste de optagne sexvideoer til sine venner.

Straffen fastsættes til fængsel i 9 måneder, jf. færdselslovens § 118, stk. 1, nr. 1, jf. § 42, stk. 1, nr. 1, og § 117 a, stk. 1, nugældende lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 30, stk. 1, jf. § 3, stk. 2, jf. bilag 1, liste B, nr. 152og218, og straffelovens§ 244, stk. 1, og § 245, stk. 1, jf. til dels § 21, jf. § 247, stk. 1, og § 243, jf. § 247, stk. 1, alt jf. straffelovens § 89.

Straffen er en tillægsstraf til Retten i Hillerøds domme af 27. januar og 22. februar 2023, Retten på Frederiksbergs dom af 6. marts 2023 og Retten i Lyngbys dom af 6. juni 2023.

Retten har ved strafudmålingen lagt vægt på navnlig karakteren og grovheden af den fysiske og psykiske vold, som tiltalte i forhold 4-6 er fundet skyldig i, de konsekvenser, som denne har haft for Forurettede, den periode, som den psykiske vold blev begået i, og at tiltalte tidligere er straffet for ligeartet kriminalitet.

Henset til længden af den idømte fængselsstraf og den forløbne tid, siden forhold 1 ug 2 blev begået, har retten ikke fastsat en særskilt bøde for overtrædelserne af færdselsloven. Påstanden om konfiskation tages i medfør af den påberåbte bestemmelse til følge som nedenfor bestemt.

Thi kendes for ret

: Tiltalte Tiltalte skal straffes med fængsel i 9 måneder. Hos tiltalte konfiskeres 3,35 gram metamfetamin, 9 pølsemandsposer, en digitalvægt og 50 ml GHB. Tiltalte skal betale sagens delvise omkostninger. ::::::::::::::::::::::::::::::: Østre Landsrets 10. afdelings

DOM

(landsdommerne Uffe Sørensen, Lone Dahl Frandsen og Tina Susanne Nielsen (kst.) med domsmænd).

Dato: 17. oktober 2025 Rettens sagsnr.: S-961-24 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født januar 1978, (advokat Poul Helmuth Petersen, beskikket) Dom afsagt af Retten på Frederiksberg den 8. marts 2024 (9107/2022) er anket af Tiltalte (tidligere Tiltalte) med påstand om hjemvisning, subsidiært frifindelse i sagens forhold 4, 5 og 6 og formildelse, mere subsidiært formildelse.

Anklagemyndigheden har endeligt påstået skærpelse. Anken omfatter ikke spørgsmål om konfiskation. Forurettede har nedlagt påstand om godtgørelse for svie og smerte på 6.300 kr. og godtgørelse i medfør af erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1 og 4, på 50.000 kr. Bistandsadvokaten har endvidere taget forbehold for yderligere krav, herunder vedrørende mén, behandlingsudgifter m.m.

Tiltalte har bestridt erstatningspligten og kravenes størrelse.

Forklaringer Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte og vidnet Forurettede. [FORKLARINGER UDELADT] Personlige oplysninger Ud over de forstraffe, som er nævnt i byrettens dom, er tiltalte straffet bl.a. ved Københavns Byrets dom af 19. juni 2025 med 4 dagbøder hver på 225 kr. for overtrædelse af straffelovens § 276, jf. § 287, stk. 1.

Landsrettens begrundelse og resultat

Påstanden om hjemvisning Det følger af retsplejelovens § 912, stk. 1, nr. 1, at anke kan støttes på, at byretten har tilsidesat regler for sagens behandling eller anvendt disse forkert.

Endvidere følger det af retsplejelovens § 925, stk. 1, at tilsidesættelse eller forkert anvendelse af regler for sagens behandling ikke skal medføre ophævelse af en anket dom, medmindre det må antages, at overholdelse af den pågældende regel kunne have medført, at sagen fik et andet udfald.

Landsretten finder, at tiltaltes sms, som er gengivet i forsvarerens mail af 7. marts 2024 til Retten på Frederiksberg, under de foreliggende omstændigheder må anses som et samtykke til gennemførelse af hovedforhandlingen uden tiltaltes tilstedeværelse, jf. dagældende retsplejelovs § 855, stk. 3, nr. 3.

På den baggrund og efter en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger finder landsretten, at der ikke er grundlag for at fastslå, at der i byretten er sket tilsidesættelse eller forkert anvendelse af reglerne for sagens behandling. Påstanden om hjemvisning tages herefter ikke til følge. Skyldsspørgsmålet Efter de nedlagte påstande omfatter bevisanken alene forhold 4, 5 og 6.

Også efter bevisførelsen for landsretten findes tiltalte af de grunde, der er anført i dommen, skyldig i overensstemmelse med byrettens bevisresultat. Straffastsættelse Landsretten finder, at straffen skal forhøjes til fængsel i 1 år. Landsretten har herved lagt vægt på de samme omstændigheder som byretten. Landsretten har herudover lagt vægt på tiltaltes hurtige recidiv.

Tiltalte idømmes ikke en tillægsbøde, jf. færdselslovens § 118 a, stk. 4, og Højesteret dom af 3. april 2019 (UfR 2019.1968). Godtgørelse De juridiske dommere finder, at der ikke foreligger omstændigheder, der giver grundlag for at tilkende Forurettede godtgørelse i medfør af erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1 og 4. Tiltalte frifindes derfor for påstanden herom.

Kravet om godtgørelse for svie og smerte, som Forurettede har rejst under sagen, tages ikke under påkendelse, jf. retsplejelovens § 992, og kravet henvises til behandling i Erstatningsnævnet eller civilt søgsmål.

Thi kendes for ret

: Byrettens dom i sagen mod tiltalte Tiltalte stadfæstes med den ændring, at straffen forhøjes til fængsel i 1 år. Tiltalte frifindes for påstanden om godtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26. Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.

AM2025.10.17Ø2
KilderAnklagemyndigheden
Kilde: https://vidensbasen.anklagemyndigheden.dk/h/6dfa19d8-18cc-47d6-b4c4-3bd07bc15ec0/VB/1840b11a-d62a-423d-b152-169d3fd00fec