Tilbage til sager

VLRVestre Landsret

AM2023.05.03V2

OL-2023-V-00022

Dom
PDFKilde: Anklagemyndigheden →
Dato
03-05-2023
Sagsemne
EMRK, forbrydelser mod den offentlige orden / §§ 133-143, opholds- underretnings- og meldepligt
Fuldtekst
Kilde: Anklagemyndigheden

AM2023.05.03V3 Retten i Hernings

DOM

Dato: 13. september 2022 Rettens sagsnr.: 99-2601/2022 Politiets sagsnr.: 4100-84169-00158-22 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født juni 1960 Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag. Anklageskrift er modtaget den 4. august 2022 og endeligt anklageskrift er modtaget den 25. august 2022. Tillægsanklageskrift nr. 1 er modtaget den 12. september 2022.

Tiltalte er tiltalt for overtrædelse af 1. (frafaldet) 2.(2-4.) (frafaldet) 3. straffelovens § 143, jf. hjemrejselovens § 24, stk. 6, 2. pkt., jf. § 23, stk. 2, jf. udlændingelovens § 34, stk. 5, ved i nedenstående tilfælde at have undladt at overholde sin af politiet den 6. august 2018 pålagt meldepligt hver mandag, onsdag og fredag kl. 9.00-15.00 hos politiet, fra den 8.8.2020 hos Hjemrejsestyrelsen, på Udrejsecenter Kærshovedgård, Kærshovedgårt 17 ved Ikast: 2 overtrædelser i marts 2021, d. 19,22. 1 overtrædelse i april 2021, d. 30. 1 overtrædelse i marts 2022, 2. 5. straffelovens § 276, tyveri, ved den 5. maj 2022 kl. ca. 18.55 i Butik, Adresse i Skanderborg at have stjålet ID-voks til en samlet værdi af 2.280 kr.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om straf. Der er endelig nedlagt påstand om frifindelse for overtrædelsen den 19. marts 2021. Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om udvisning i medfør af udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. § 24, nr. 2, med et indrejseforbud i 6 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 5. Tiltalte har nægtet sig skyldig i forhold 3, dog kan overtrædelse den 30. april 2022 erkendes. Forhold 5 erkendes.

Sagens oplysninger

Der er afgivet forklaring af tiltalte Tiltalte. Tiltalte forklarede vedrørende sagens forhold 3, at han bor på Kærshovedgård, da han af myndighederne er blevet pålagt det. Det er også korrekt, at han har meldepligt 3 gange om ugen. Han er bekendt med sin meldepligt. Når han skal melde sig, så går han hen til en person i hjemrejsestyrelsen, som registrerer ham.

Han meldte sig ikke den 30. april 2021, da han ikke havde set sin familie i 2 år. Han har ikke været ude af Kærshovedgårdård i 2 år. Familien lever i København. Det er derfor han ved, at han har overholdt alle aftaler med undtagelse af meldepligten i april 2021. Overtrædelsen i april var en fredag, men han troede at det var en lørdag, og det var grunden til, at han ikke havde meldt sig.

Dagen efter gik han op til kontoret og fortalte det til dem, men der var ikke noget at gøre. De andre overtrædelser, som han er tiltalt for, er han stensikker på, at han har overholdt. Han er bange for at blive anholdt, og dermed få flere problemer. Det er derfor, han overholder alle aftaler. Han var på Kærshovedgård den 30. april 2022, men han tog fejl af dagene. Han forsøgte at melde sig dagen efter.

Vedrørende overtrædelserne den 19. og 22. marts 2021 har tiltalte forklaret, at han i weekenden mellem de 2 dage, var han hos en advokat inde i København. Hvis han har været ude af Kærshovedgård, så er det fordi, der har været noget vigtigt, som han skulle hos sin advokat i København. Han har også på et tidspunkt været på ambassaden, men kan ikke huske om det var i forbindelse med disse dage.

Foreholdt bilag 1 registrering af ind- og udgange på Udrejsecenter Kærshovedgård den 19. marts og 22. marts 2021 har tiltalte forklaret, at han var hos Person1, hvor han overnattede, da han forinden havde været hos sin advokat.

Foreholdt sagens bilag 1 D tilladelse til at overnatte uden for Udrejsecenter Kærshovedgård nætterne mellem fredag den 19. marts 2021 og søndag den 21. marts 2021, har tiltalte forklaret, at det er korrekt, at han forlod Kærshovedgård før kl. 9.00 om morgen, som fremgår af registreringen. Det er ikke ham, som har købt billetten til København. Han har blot fulgt rejseplanen.

Han tog toget fra Bording via Herning via Skanderborg og til København. De ansatte på Kærshovedgård kører ham til stationen i Bording. Det er de ansatte, som bestiller billetten, og dem som bestemmer, hvornår de kører. Det er korrekt, at han har fået flere tilladelser til at overnatte udenfor Kærshovedgård. Der er ingen, som har forklaret ham, at han skulle huske at melde sig på afrejsedagen.

Hvis han vidste det, så ville han have gjort det. Den 22. marts 2021 var han hos medicincentret, og da han så kommer tilbage, så skulle han melde sig. Forholdt registrering af ind- og udgange den 22. marts 2021 er det korrekt, at han kom retur fra medicincentret den 22. marts 2022, kl. 10.04. Det er hans helt klare opfattelse, at han har meldt sig denne dag. Den 2. marts 2022 har han været der og meldt sig.

Det må være en fejl, at de ikke har registreret ham. Han overholder altid sin pligter, da han ikke vil have problemer. Den 22. marts 2021 og 2. marts 2022 må det være en fejl, at de ikke har registreret ham. Den 19. marts 2021 var fordi han havde en togbillet til København. Den 30. april 2021 tog han fejl af dagene.

Som svar på forsvarerens spørgsmål har tiltalte forklaret, at han går ind på et kontor for at melde sig. Der er en glasvæg foran medarbejderen, hvor han giver sit skilt til en medarbejder. Medarbejderne skriver nogle ting, og sætter brikken på en maskine. Tiltalte har 2 gange oplevet, at medarbejderen har glemt at scanne nøglen.

Tiltalte opdagede det ved, at medarbejderen ikke satte den på scanneren, og tiltalte har i disse 2 tilfælde sagt det til medarbejderen. Tiltalte skal ikke gøre noget med kortet. Tiltalte kunne ikke se, om der skete korrekt registrering, da han ikke kunne se computeren. Han fik heller ikke en kvittering på, at medarbejderen havde scannet ham ind.

Tiltalte ved i øvrigt ikke, hvad der skete på den anden side, hvor medarbejderen sad. Han kunne ikke selv scanne. Maskinen var på venstre side af medarbejderen. Maskinen sad på væggen. På supplerende spørgsmål fra anklageren har tiltalte forklaret, at man kunne se, at der kom et grønt lys, når brikken aflæses. Der var kommet nye maskiner, og det var ikke de maskiner, som var der, da politiet havde opgaven.

Brikken lægges under maskinen. Der kommer et lys, når medarbejderen har gjort det. Der kommer altid lys, når medarbejderen sætter kortet hen til maskinen. Tiltalte har vedrørende sagens forhold 5 forklaret, at det er korrekt, at han stjal noget voks. Han skyldte en ven nogle penge. Det var for at skaffe penge. Han ville herefter give det videre til vedkommende, og så blev hans gæld nedskrevet med det.

Han puttede voksen i rygsækken og han gik herefter fra stedet. Tiltalte er straffet af betydning af sagen ved: Retten i Hillerød den 31. marts 2016 med fængsel i 30 dage for udlændingelovens § 60, stk. 1, jf. § 34, stk. 4, jf. staffelovens § 89, stadfæstet af Østre Landsret den 20. oktober 2022.

Retten i Hillerød den 28. august 2018 med fængsel i 4 måneder for udlændingelovens § 60, stk. 1 (nu stk. 2), jf. § 34, stk. 2 og stk. 5 og § 42a, stk. 8, 1. pkt., jf. til dels straffelovens § 89.

Retten i Herning den 20. november 2019 med fængsel i 8 måneder for straffelovens § 285, stk. 1, jf. § 276 og § 291, stk. 1 samt udlændingelovens § 60, stk. 2, jf. § 42a, stk. 8, 1. pkt., § 42a, stk. 10 og § 34, stk. 5, jf. til dels straffelovens§ 89 samt udvisning med indrejseforbud i 6 måneder efter udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. § 24, nr. 2 og § 32, stk. 3.

Retten i Herning den 8. december 2021 med fængsel i 3 måneder for straffelovens § 143, jf. hjemrejselovens § 24, stk. 6, 2. pkt., jf. § 23, stk. 2. 2. okt., jf. udlændingelovens dagældende § 42a, stk. 10 samt udvisning med indrejseforbud i 10 år efter udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. § 24, nr. 2. og § 32, stk. 4, nr. 5, løsladt den 8. december 2021. Prøvetid indtil den 27. januar 2024.

Udlændingestyrelsen har den 5. august 2021 udtalt sig til sagen og har tiltrådt, at betingelserne for udvisning er opfyldt. Tiltalte har under denne sag været frihedsberøvet fra den 9. juni 2022 til den 18. august 2022.

Rettens begrundelse

og afgørelse Det kan lægges til grund, at tiltalte har fået forkyndt meldepligt på Kærshovedgård 3 dage ugentligt mandag, onsdag og fredag. Tiltalte har ved sin forklaring erkendt, at han ikke har overholdt sin meldepligt den 30. arpil 2021. Det kan af de elektroniske registreringerne lægges til grund, at der ikke er sket elektroniske registreringer den 22. marts 2021, 30. april 2021 og 2. marts 2022.

Der har ikke været uoverensstemmelser mellem registreringerne af de manuelle registeringer og de elektroniske registreringer, hvorfor retten finder, at der er ført et tilstrækkeligt bevis for, at tiltalte ikke har overholdt sin meldepligt som anmeldt af hjemrejsestyrelsen de pågælende dage som anført i anklageskriftet, sagens forhold 3, dog således at der sker frifindelse for meldepligten den 19. marts 2021, som af anklagemyndigheden påstået.

Retten finder endvidere at forholdene i forhold 3 er omfattet af straffelovens § 143 henset til tiltaltes tidligere domme for overtrædelse af de pålagte pligter. Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig i forhold 5. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig i dette forhold.

Straffen fastsættes til fængsel i 5 måneder, jf. straffelovens § 143, jf. hjemrejselovens § 24, stk. 6, 2. pkt., jf. § 23, stk. 2, jf. udlændingelovens § 34, stk. 5 og straffelovens§ 276 og delvis straffelovens § 89. Straffen omfatter også reststraffen på 30 dage ved prøveløsladelsen den 8. december 2021, jf. straffelovens § 40, stk. 1, jf. § 61, stk. 2.

Retten har lagt vægt på antallet af forhold, og at tiltalte tidligere er straffet 4 gange for overtrædelse af sine pålagte pligter. Retten tager udvisningspåstanden til følge i medfør af udlændingelovens § 24, nr. 2, jf. § 49, stk. 1, jf. § 26, stk. 2, da udvisningen ikke med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.

Retten har herved lagt vægt på tiltaltes tidligere er udvist ved dom og tiltaltes personlige forhold. lndrejseforbudet fastsættes til 6 år jf. udlændingelovens § 32, stk. 5.

Thi kendes for ret

: Tiltalte Tiltalte skal straffes med fængsel i 5 måneder. Tiltalte udvises af Danmark. Tiltalte pålægges indrejseforbud i 6 år. Indrejseforbuddet regnes fra udrejsen eller udsendelsen. Tiltalte skal betale sagens omkostninger. :::::::::::::::::::::::::::: Vestre Landsrets 2. afdelings

DOM

(dommerne Hanne Aagaard, Thomas Raaberg-Møller og Line Langkjær (kst.) med domsmænd) Dato: 3. maj 2023 Rettens sagsnr.: S–2005–22 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født juni 1960, (advokat Jakob Fastrup, Ikast) Retten i Herning har den 13. september 2022 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. 992601/2022).

Påstande

Tiltalte har påstået frifindelse i det ikke erkendte omfang, subsidiært formildelse. Anklagemyndigheden har påstået skærpelse. Supplerende oplysninger I dommene af henholdsvis 20. november 2019 og 8. december 2021, som er nævnt i den indankede dom, blev tiltalte rettelig udvist med indrejseforbud i 6 år. Retten i Hillerøds dom af 31. marts 2016 blev rettelig stadfæstet af Østre Landsret den 20. oktober 2016.

Ud over de forstraffe, der er gengivet i byrettens dom, er tiltalte tidligere straffet bl.a. ved: Højesterets dom af 8. november 2002 med 6 års fængsel for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2. Tiltalte blev endvidere udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig. Indenretlig vedtagelse den 18. april 2012 af en bøde på 1.500 kr. for overtrædelse af udlændingelovens dagældende § 60, stk. 1.

Retten i Glostrups dom af 10. november 2014 med 30 dages fængsel for overtrædelse af straffelovens § 285, stk. 1, jf. § 276. Københavns Byrets dom af 20. september 2016 med 40 dages fængsel for overtrædelse af straffelovens § 285, stk. 1, jf. § 276.

Retten i Hernings dom af 23. november 2018 med 60 dages fængsel for overtrædelse af straffelovens § 244, stk. 1, jf. til dels § 21, og § 285, stk. 1, jf. § 276, samt knivloven. Tiltalte er endvidere gentagne gange, herunder i 2022 og senest i februar 2023, idømt bødestraf for overtrædelse af straffelovens § 287, stk. 1, jf. § 276.

Forklaring Tiltalte har supplerende forklaret, at han ved, at han ikke har begået nogen fejl med hensyn til meldepligten ud over den fejl, som han har erkendt. Han husker ikke, hvad han foretog sig de pågældende dage, men han ved, at han ikke har taget fejl af dagene. Om sine personlige forhold har han forklaret, at hans søster og hendes familie bor i Danmark. Han har ikke kone og børn.

Han vil gerne medvirke til at blive udsendt til Irak, hvilket han også har meddelt politiet. Irak vil imidlertid ikke modtage ham. Han har ikke givet udtryk for, at han ikke vil samarbejde med politiet. Han ved ikke, hvor han skal rejse hen, hvis han skal udrejse af Danmark.

Landsrettens begrundelse og resultat

Efter oplysningerne om de elektroniske registreringer og den manuelle kontrol er det også efter bevisførelsen for landsretten bevist, at tiltalte har tilsidesat sin meldepligt i samme omfang som fastslået af byretten. Det ændrer ikke herpå, at tiltalte indledningsvis blev anmeldt og sigtet for en række overtrædelser af opholds-, underretnings- og meldepligten, som efterfølgende blev frafaldet.

For så vidt angår spørgsmålet om anvendelsen af straffelovens § 143 fremgår det af forarbejderne til denne bestemmelse, jf. lovforslag nr. L 140 af 15. januar 2019, at bestemmelsen bl.a. vil kunne finde anvendelse, hvis tiltalte tidligere adskillige gange er blevet dømt for overtrædelse af opholds-, underretnings- og meldepligten.

Tiltalte er i perioden fra 2012-2019 fire gange straffet for overtrædelse af udlændingelovens dagældende § 60, stk. 1, og er den 8. december 2021 straffet for overtrædelse af straffelovens § 143, jf. hjemrejselovens § 24, stk. 6, 2. pkt., jf. § 23, stk. 2. Tiltalte er således adskillige gange tidligere straffet for overtrædelse af reglerne om opholds-, underretnings- og meldepligt.

I denne sag er tiltalte fundet skyldig i to 5. gangstilfælde, der er omfattet af straffelovens § 89, ligesom han er fundet skyldig i et 6. gangstilfælde, der er begået kort tid efter dommen af 8. december 2021. På denne baggrund tiltræder landsretten, at der foreligger skærpende omstændigheder, og at forholdet således er omfattet af straffelovens § 143.

Landsretten finder, at straffen, der i det hele fastsættes som en tillægsstraf efter straffelovens § 89, passende kan fastsættes til fængsel i 7 måneder. Det tiltrædes, at straffen er fastsat som en fællesstraf med reststraffen på 30 dage fra prøveløsladelsen vedrørende den straf, der blev idømt den 8. december 2021.

Ved fastsættelsen af straffen citeres tillige hjemrejselovens § 12, stk. 3 (tidligere udlændingelovens § 34, stk. 5). Byrettens bestemmelse om udvisning tiltrædes.

Thi kendes for ret

: Byrettens dom stadfæstes med den ændring, at straffen forhøjes til fængsel i 7 måneder. Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.

AM2023.05.03V3 · TfK: TfK2023.285
KilderAnklagemyndigheden
Kilde: https://vidensbasen.anklagemyndigheden.dk/h/6dfa19d8-18cc-47d6-b4c4-3bd07bc15ec0/VB/0b6ac6ad-6095-4caa-b1da-cca294a37128