SAG BS-41492/2019-HJR

Skadevolder kunne ikke under regressag efter offererstatningsloven få prøvet indsigelser mod Erstatningsnævnets behandling af skadelidtes krav A var fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 245 ved i februar 2009 at have tildelt B et slag i hovedet med et ølglas, der knustes ved slaget, hvorved B mistede synet på venstre øje og fik flere flænger i ansigtet. Erstatningsnævnet havde efterfølgende ved en række afgørelser tilkendt B godtgørelse for varigt mén svarende til en méngrad på 55 %, heraf 35 % for fysiske gener og 20 % for psykiske gener. A anerkendte, at politiet havde regresadgang for udbetalt godtgørelse svarende til en méngrad på 33 % for fysiske gener, og sagen handlede således om differencen på 22 % for psykiske gener (20 %) og for fysiske gener (2 %). Spørgsmålet for Højesteret var bl.a., om A under regressagen kunne gøre indsigelse gældende vedrørende Erstatningsnævnets behandling af B’s krav. A gjorde bl.a. gældende, at B’s krav om yderligere méngodtgørelse var blevet fremsat for sent over for Erstatningsnævnet, og at nævnet derfor burde have afvist kravet. Efter offererstatningslovens § 17 indtræder staten i skadelidtes krav mod skadevolderen, i det omfang der ydes erstatning. Højesteret fandt, at det følger af denne bestemmelse, at skadevolder i en regressag har samme indsigelser over for staten, som skadevolder ville have i en erstatningssag direkte mellem skadelidte og skadevolder, og at skadevolder dermed kan gøre gældende, at dansk rets almindelige regler om en skadevolders erstatningsansvar ikke er opfyldt. Højesteret fandt endvidere, at der under en sådan efterfølgende regressag mod skadevolder ikke kan ske en prøvelse af, om Erstatningsnævnets afgørelse er ugyldig f.eks. på grund af manglende overholdelse af fristregler. A’s indsigelser kunne herefter ikke føre til, at staten var afskåret fra at gøre regres gældende mod ham. B havde efter voldsepisoden i februar 2009 været udsat for tre overfald i 2010, 2011 og 2012. Højesteret fandt, at det måtte lægges til grund, at B’s psykiske gener var en følge af alle fire overfald, og at der dermed var grundlag for at tilsidesætte Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings vurdering. Højesteret tiltrådte efter en samlet vurdering, at den méngrad for psykiske gener, der relaterede sig til voldsepisoden i 2009, var fastsat til 10 %. Landsretten var nået til samme resultat.