BS-45394/2019-OLR

.ddb-conv-doc { text-align: left; background-color: gray; color: #000000; line-height: 1; margin: 0; padding: 0; text-decoration-skip: none; text-decoration-skip-ink: none; } .ddb-conv-doc .page { background-color: white; position: relative; z-index: 0; margin: auto auto; } .ddb-conv-doc P { margin: 0; } .ddb-conv-doc UL { margin: 0; list-style: none; } .ddb-conv-doc UL LI { line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc SUP { vertical-align: baseline; position: relative; top: -0.4em; font-size: 0.7em; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .ddb-segment { position: relative; } .ddb-conv-doc .ddb-segment .ddb-absolute { position: absolute; z-index: 3; } .ddb-conv-doc .text, .ddb-conv-doc div.ddb-block, .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { position: relative; z-index: 3; opacity: inherit; text-align: left; margin-right: 186.3px; line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { white-space: nowrap; } .ddb-conv-doc .ddb-table { white-space: nowrap; width: 1024.0px; } .ddb-conv-doc .ddb-table .table-span { vertical-align: top; word-wrap: break-word; display: inline-block; } .ddb-conv-doc .ddb-table * { white-space: normal; } .ddb-conv-doc .vector, .ddb-conv-doc .image, .ddb-conv-doc .annotation, .ddb-conv-doc .annotation2, .ddb-conv-doc .control { position: absolute; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .vector { z-index: 1; } .ddb-conv-doc .image { z-index: 2; } .ddb-conv-doc .annotation { z-index: 5; } .ddb-conv-doc .annotation2 { z-index: 7; } .ddb-conv-doc .control { z-index: 10; } .ddb-conv-doc .dummyimg { vertical-align: top; border: none; line-height: 0; } .marking .identification { border-bottom: 2px solid #000; } .additional-marking-parts { display: none } .hidden { display: none }

ØSTRE LANDSRET

DOM

afsagt den 6. juli 2020

Sag BS-45394/2019-OLR (7. afdeling)

Ankenævnet for Patienterstatningen (advokat Mette Ramm-Larsen (prøve))

mod

Appelindstævnte, tidligere Sagsøger (beskikket advokat Jakob Fink)

Retten i Næstved har den 27. september 2019 afsagt dom i 1. instans (sag BS-34566/2018-NAE).

Landsdommerne Tine Vuust, Finn Morten Andersen og Signe Borregaard Ras-mussen (kst.) har deltaget i ankesagens afgørelse.

Appelindstævnte, tidligere Sagsøger er af Civilstyrelsen bevilget fri proces under ankesa-gen.

Påstande

Appellanten, Ankenævnet for Patienterstatningen, har nedlagt påstand om fri-findelse.

Appelindstævnte, tidligere Sagsøger, har påstået dommen stadfæstet, subsi-diært at Ankenævnet for Patienterstatningen skal anerkende, at hans erstat-ningskrav i anledning af behandlingen på Herlev Hospital den 3. januar 2013 og frem ikke er forældet med den konsekvens, at sagen skal hjemvises til fornyet behandling, og mere subsidiært at ankenævnet skal anerkende, at hans erstat-ningskrav i anledning af behandlingen hos

2

Læge Praksis fra den 13. februar 2013 og frem ikke er forældet med den konsekvens, at sagen skal hjemvises til fornyet behandling.

Der er mellem parterne enighed om, at en stadfæstelse af byrettens dom inde-bærer, at sagen skal hjemvises til Ankenævnet for Patienterstatning til realitets-behandling.

Forklaringer Appelindstævnte, tidligere Sagsøger har afgivet supplerende forklaring. Speciallæge i or-topædkirurgi Vidne 2, tidligere Speciallæge har endvidere afgivet forklaring.

Appelindstævnte, tidligere Sagsøger har forklaret, at han den 3. januar 2013 var nervøs for, at det var samme skade som i 2003. Skaden i 2003 opstod imidlertid ved, at en skruetvinge faldt på hans underben og huggede en muskel over. Der var in-gen nerveskader, og musklen blev syet sammen med godt resultat. Skaden op-stod på en anden måde i 2013, og smertebilledet var et helt andet og mere vold-somt end i 2003.

De to skader kan slet ikke sammenlignes. Det kan ikke lægges til grund, at han ved meget mere end læger, der har studeret i 7 år. Det har været et frustrerende forløb med mange hypoteser om, hvad årsagen kunne være. Han er syv gange blevet undersøgt meget bredt, herunder om det kunne skyldes problemer i ryggen, men det blev konstateret, at rygproblemerne udsprang fra problemet med benet.

Han blev sur og gal som følge af sine fru-strationer. Status er, at problemerne med benet og foden er blevet meget værre, og han savner fortsat, at nogen kan forklare årsagen til de problemer, han ople-ver. Trods flere lægeskift har han fortsat ikke fået en endelig diagnose. En af læ-gerne har sagt, at det ikke er sikkert, at han fejler noget.

Resultatet af den første behandling, han fik i 2003, var acceptabelt. Genoptræ-ningen var langvarig, men til at have med at gøre. Når det i et journalnotat af 3. november 2014 er anført, at benet kom til at fungere helt fortræffeligt, så mener han, at det efter omstændighederne kom til at fungere.

Da Vidne 2, tidligere Speciallæge konstaterede, at han havde en seneskade, var han ikke klar over, at det var en skade, som burde være blevet konstateret tidligere. Han har ikke været udsat for andre faldulykker.

Vidne 2, tidligere Speciallæge har forklaret, at hun har virket som speciallæge i ortopædkirurgi i ca. 10 år. Hun var ansat som speciallæge på Privathospitalet Valdemar fra sommeren 2012. Hendes opgave var at visitere patienter, der var henvist til be-handling. Hun udarbejdede referat af sine samtaler i form af journalføring, der er et arbejdsredskab, som hun udfærdiger i overensstemmelse med sædvanlige normer herfor. Hun journalførte de gener, som blev nævnt, og hun drøftede lø-bende sine observationer med patienten. Alt væsentligt blev journalført og for-

3

midlet til patienten. Hun var i juni 2013 vant til at tale med patienter og føre journal.

Hun har ikke nogen erindring om forløbet med Appelindstævnte, tidligere Sagsøger, men det var en lidt speciel skade. Når hun i journalnotatet fra forundersøgelsen den 27. juni 2013 har beskrevet skaden, så er det noget, de har talt om. Ved undersø-gelsen konstaterede hun nogle problemer med en sene i baglåret, og det talte de om.

Efter forundersøgelsen blev der foretaget en MR scanning, og Appelindstævnte, tidligere Sagsøger mødte den 12. juli 2013 for at få resultatet. Reinsertion er et medicinsk udtryk for at sætte senen sammen. Hun talte med Appelindstævnte, tidligere Sagsøger herom, og at der ikke længere var nogen mulighed for operation, for-di skaden var så gammel.

Hun har ikke nogen erindring om, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger havde svært ved at forstå, hvad hun sagde. Hun konfererede efterføl-gende med en kollega og skrev brevet af 16. juli 2013 til Appelindstævnte, tidligere Sagsøger. Hun valgte at skrive i stedet for at ringe, da det var en lidt usædvanlig ska-de, så hun ville sikre sig, at han forstod det.

I brevet henviser hun til, at hun i konsultationen havde oplyst og efterfølgende havde fået bekræftet, at skaden ikke kunne opereres, da den var mere end 6 måneder gammel. Der er ingen grund til, at hun har formuleret sig, som hun har, uden at gengive det, de havde talt om under konsultationen. Hun kan ikke sige, om hun talte med Appelindstævnte, tidligere Sagsøger om muligheden for erstatning for patientskade.

Hun har ikke skrevet noget herom.

Anbringender

Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten.

Ankenævnet for Patienterstatningen har yderligere anført, at det bør indgå i bevisvurderingen, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger har særlige forudsætninger for at forstå den pågældende type skade, idet han tidligere i 2003 havde pådraget sig en tilsvarende skade, som han da blev opereret for.

Appelindstævnte, tidligere Sagsøger har heroverfor anført, at det ikke kan lægges til grund, at han har en sådan faglig viden, at dette giver ham særlige forudsæt-ninger for at forstå skaden bedre end lægerne. En skade pådraget 10 år før giver ikke sådanne særlige forudsætninger.

Landsrettens begrundelse og resultat

Denne sag handler om, hvorvidt Appelindstævntes, tidligere Sagsøger eventuelle krav på erstatning for en mulig patientskade i 2013 er forældet.

Efter § 59, stk. 1, i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæse-net skal erstatningskrav være anmeldt til Patienterstatningen (dengang Patient-

4

forsikringsforeningen) senest 3 år efter, at den erstatningsberettigede har fået el-ler burde have fået kendskab til skaden.

Bestemmelsen må forstås således, at forældelsesfristen først regnes fra det tids-punkt, hvor den erstatningsberettigede har fået eller burde have fået kendskab ikke alene til selve skaden, men også til at denne kunne være forårsaget af be-handlingen eller muligvis kunne være undgået ved en anden behandling og dermed til, at der kan være grundlag for et krav på erstatning, jf. herved U.2003.0.H.

Da Appelindstævntes, tidligere Sagsøger anmeldelse blev modtaget i Patientforsikrings-foreningen den 22. maj 2017, er det således afgørende, om han den 22. maj 2014 havde eller burde have fået kendskab til en mulig fejlbehandling.

Appelindstævnte, tidligere Sagsøger pådrog sig en skade i venstre ben i forbindelse med et fald på en stige den 3. januar 2013. Ved den efterfølgende undersøgelse på skadestuen på Herlev Hospital var der mistanke om en fibersprængning. Han fik oplyst, at prognosen var god og fik besked på at holde sig i ro i 4-5 dage. Da generne ikke forsvandt, konsulterede han i den følgende periode læger og fysi-oterapeut.

Han var den 12. juli 2013 til kontrol på Privathospitalet Valdemar. Speciallæge i ortopædkirurgi Vidne 2, tidligere Speciallæge har i journalen anført blandt andet: "Skaden er 6 måneder gammel. Den forklarer godt pt.s symptomer med noget nedsat kraft og den kraftige smerter, han havde på bagsiden af låret. Umiddelbart er skaden så gammel, at reinsertion vil give stramme forhold ".

Vidne 2, tidligere Speciallæge, som ikke husker konsultationen, har forklaret, at et journalnotat normalt er et referat af de samtaler, hun har haft med en patient. Hun skrev efterfølgende den 16. juli 2013 til Appelindstævnte, tidligere Sagsøger, at "Jeg har konfereret din muskelskade med kollega.

Finder ikke at der, som jeg sagde til dig, er mulighed for at bedre din funktion af musklerne ved operation, idet man opnår for meget strammen".

Det kan ikke lægges til grund, at Vidne 2, tidligere Speciallæge oplyste, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger mu-ligvis kunne have et erstatningskrav som følge af, at han ikke var blevet opere-ret i tide.

Uanset om Vidne 2, tidligere Speciallæge under konsultationen måtte have oplyst, at det på det tidspunkt var for sent at operere, så finder landsretten, at det efter journalnotatet og navnlig det efterfølgende brev ikke kan lægges til grund, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger på dette tidspunkt fik eller burde have fået kendskab til, at en tidligere diagnosticering muligt kunne have medført et andet behandlingsfor-løb, og at han således eventuelt kunne have et krav på erstatning for en pa-tientskade.

Landsretten tiltræder af de grunde, der er anført i dommen, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger heller ikke i forbindelse med konsultationen hos speciallæge i neuro-

5

logi Vidne 1 og det efterfølgende brev af 18. marts 2014 fik eller burde have fået forståelsen af, at han havde været udsat for en fejlbehandling.

Det bemærkes herved, at det forhold, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger 10 år forud havde pådraget sig en lignende skade, ikke gør, at han at han havde et særligt kendskab til denne type skade og behandlingen herfor, og at han som følge her-af havde særlige forudsætninger for at forstå, at han havde mistet en behand-lingsmulighed, fordi han ikke var blevet opereret inden 6 måneder.

Landsretten tiltræder derfor, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger ikke forud for den 22. maj 2014 havde eller burde have fået kendskab til en mulig fejlbehandling, og at hans eventuelle krav på erstatning derfor ikke er forældet.

Landsretten stadfæster herefter byrettens dom med den følge, at sagen hjemvi-ses til Ankenævnet for Patienterstatningen til realitetsbehandling.

Efter sagens udfald skal Ankenævnet for Patienterstatningen i sagsomkostnin-ger for landsretten betale 80.000 kr. til statskassen. Beløbet er til dækning af ud-gifter til advokatbistand inkl. moms. Ud over sagens værdi er der ved fastsæt-telsen af beløbet taget hensyn til sagens omfang og hovedforhandlingens varig-hed.

THI KENDES FOR RET:

Byrettens dom stadfæstes, således at sagen hjemvises til Ankenævnet for Pa-tienterstatningen til realitetsbehandling.

I sagsomkostninger for landsretten skal Ankenævnet for Patienterstatningen in-den 14 dage betale 80.000 kr. til statskassen. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.