155/2009

Om bl.a. udgifter til advokatuddannelse og godtgørelse efter ansættelsesbevisloven. Den 15. juli 2004 blev A ansat som advokatfuldmægtig hos B. A modtog hverken ved sin ansættelse eller gennem de følgende 1½ års ansættelse et skriftligt ansættelsesbevis. Den 9. januar 2006 blev der indgået en skriftlig ansættelseskontrakt, der blandt andet indeholdt et vilkår om, at A selv skulle afholde udgifter til fuldmægtigkurser til opnåelse af advokateksamen. Den 3. november 2006 afgav B en principalerklæring, der blandt andet i relation til arbejdstid gav anledning til uenighed parterne imellem. Den 21. august 2007 afgav B en revideret principalerklæring. Principalerklæringen havde betydning for, hvornår A kunne opnå beskikkelse som advokat. Der opstod efterfølgende tvist om, hvorvidt B og C, der efter ansættelsestidspunktet var indtrådt som B’s kompagnon i advokatfirmaet, skulle refundere A udgifterne til advokatuddannelse, betale en godtgørelse for manglende og mangelfuldt ansættelsesbevis og betale erstatning for løntab som følge af forsinkelse med opnåelse af advokatbeskikkelse. Højesteret fandt, at retsplejelovens § 126, stk. 3, må forstås således, at en advokats pligt til at afholde udgifterne til sin autoriserede fuldmægtigs advokatuddannelse ikke gyldigt kan fraviges ved aftale mellem parterne. B var derfor forpligtet til at betale A’s udgifter til fuldmægtigkurserne. Højesteret fandt endvidere, at betalingsforpligtelsen alene påhvilede den advokat, hos hvem fuldmægtigen var autoriseret, dvs. B. For så vidt angår godtgørelse efter ansættelsesbevisloven bemærkede Højesteret, at en skriftlig ansættelseskontrakt først blev indgået omkring 1½ år efter ansættelsestidspunktet, selv om A flere gange over for B fremsatte ønske om en formalisering af deres samarbejde. Højesteret fandt, at vilkåret om, at A selv skulle afholde udgifterne til advokatuddannelsen, var i strid med ufravigelige lovregler og dermed vildledende, og at overtrædelserne af ansættelsesbevisloven konkret havde givet anledning til usikkerhed om ansættelsesforholdet. Efter en samlet vurdering fandt Højesteret, at der skulle udmåles en godtgørelse på 15.000 kr. C havde for Højesteret erkendt, at hun hæftede solidarisk med B for dette krav. For så vidt angår erstatningskravet vedrørende forsinket advokatbeskikkelse fandt Højesteret, at det beroede på A’s egne forhold, at hendes advokatbeskikkelse blev forsinket, hvorfor hun ikke havde krav på erstatning. Højesteret ændrede dermed landsrettens dom i relation til godtgørelse efter ansættelsesbevisloven og erstatningskravet vedrørende forsinket advokatbeskikkelse. Landsretten var nået til samme resultat for så vidt angår kursusudgifterne.