SS-8442/2021-KBH

D8.DTD

.ddb-conv-doc { text-align: left; background-color: gray; color: #000000; line-height: 1; margin: 0; padding: 0; text-decoration-skip: none; text-decoration-skip-ink: none; } .ddb-conv-doc .page { background-color: white; position: relative; z-index: 0; margin: auto auto; } .ddb-conv-doc P { margin: 0; } .ddb-conv-doc UL { margin: 0; list-style: none; } .ddb-conv-doc UL LI { line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc SUP { vertical-align: baseline; position: relative; top: -0.4em; font-size: 0.7em; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .ddb-segment { position: relative; } .ddb-conv-doc .ddb-segment .ddb-absolute { position: absolute; z-index: 3; } .ddb-conv-doc .text, .ddb-conv-doc div.ddb-block, .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { position: relative; z-index: 3; opacity: inherit; text-align: left; margin-right: 226.8px; line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { white-space: nowrap; } .ddb-conv-doc .ddb-table { white-space: nowrap; width: 1024.0px; } .ddb-conv-doc .ddb-table .table-span { vertical-align: top; word-wrap: break-word; display: inline-block; } .ddb-conv-doc .ddb-table * { white-space: normal; } .ddb-conv-doc .vector, .ddb-conv-doc .image, .ddb-conv-doc .annotation, .ddb-conv-doc .annotation2, .ddb-conv-doc .control { position: absolute; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .vector { z-index: 1; } .ddb-conv-doc .image { z-index: 2; } .ddb-conv-doc .annotation { z-index: 5; } .ddb-conv-doc .annotation2 { z-index: 7; } .ddb-conv-doc .control { z-index: 10; } .ddb-conv-doc .dummyimg { vertical-align: top; border: none; line-height: 0; } .marking .identification { border-bottom: 2px solid #000; } .additional-marking-parts { display: none } .hidden { display: none }

Københavns Byret

Adv. DF- 0100-81810-00038-21

K E N D E L S E

afsagt den 13. juli 2021 i sag

SS 4-8442/2021 Anklagemyndigheden mod Person 1 CPR nr. (Født 1966)

Sagens baggrund og parternes påstande

Ved mail af 5. april 2021 modtaget i retten den 6. april 2021 kl. 08.48 har anklagemyndigheden i medfør af retsplejelovens § 806, stk. 2 og 4, jf. færd-selslovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt., indbragt en beslaglæggelse af en bil med Reg. nr., som er foretaget den 5. april 2021 kl. 20.07 hos Person 1.

Anklagemyndigheden har påstået beslaglæggelsen godkendt og opretholdt.

Person 1 og Person 2 har påstået beslaglæg-gelsen ophævet.

Nordania Finans A/S har principalt påstået beslaglæggelsen ophævet. Subsi-diært har Nordania Finans A/S påstået bilen udleveret til Nordania Finans A/S mod sikkerhedsstillelse.

Oplysningerne i sagen

Det fremgår af sagen, at anklagemyndigheden har rejst sigtelse mod Person 2 for overtrædelse af færdselslovens § 42, stk. 1, ved den 5. april 2021 kl. 20.05 at have ført personbil med Reg. nr. mod vest ad Englandsvej ca. 122 meter efter Møllegade, 2791 Dragør med en hastighed af mindst 103 km i timen i tættere bebygget områ-de, hvor hastigheden ikke må overstige 50 km i timen.

Målingen blev foretaget med håndholdt LTI laser fra patruljevogn ved krydset Englandsvej/Møllegade i Dragør. Afstanden var 122 meter til bilens bagerste nummerplade.

Std 75327

side 2

Politiet eftersatte bilen, og Person 2 blev ca. kl. 20.07 gjort bekendt med sigtelsen.

Af fotorapport fremgår på laserens display tallet - 107 ud for kmh og tallet 122,3 ud for m.

Af kontrolskema for Laser LTI fremgår, at apparatet blev kontrolleret den 5. april 2021 kl. 19.25, hvor kontrollen blev afsluttet kl. 19.45, og kl. 20.00, hvor kontrollen blev afsluttet kl. 20.10.

Laserapparatet var senest kontrolleret i Rigspolitiets Elektronikværk-sted den 12. marts 2021 og fundet i orden.

Bilens ejer er Nordania Finans A/S (Dansk Leasing A/S). Som primær bruger af bilen er pr. 12. februar 2021 registreret Volvo Car Denmark A/S, der fra den 12. februar 2021 leasede bilen. Samme dag videreleasede Volvo Car Denmark A/S bilen til First Rent A Car A/S, som er en del af Hertz Franchi-se. I Hertz blev bilen brugt som firmabil og udlånt til Person 1, der ifølge sin ansættelseskontrakt med Hertz fik stillet bil til rådighed. Hun kunne udlåne bilen til den nærmeste familie med gyldigt førerbevis. Person 2 er Person 1's ægtefælle.

Retten har ved kendelse af 13. juli 2021 lagt hastighedsmålingen til grund og godkendt, at politiet den 5. april 2021 administrativt inddrog Person 2's førerret, jf. færdselslovens § 128, stk. 2, 2. pkt., jf. § 126, stk. 1, nr. 11.

Person 2 har til retsbogen afgivet følgende forklaring:

"...at han arbejder med operationel leasing i Bank. Han ønsker ikke at oplyse om sin indtægt. Hvis han bliver tilpligtet at betale 230.000 kr. + moms i erstatning, vil det ikke være nemt, men det vil ikke væ-re umuligt for ham at betale beløbet.

Han har ikke haft andre sager med politiet, bortset fra at han for ca. 15 år si-den fik et klip i kørekortet for at have kørt 145 km i timen på motorvej, hvor hastighedsbegrænsningen var 110 km i timen. Han lever et almindeligt famili-eliv og er ikke særlig glad for at køre for stærkt. Det er altid ham, der kører, når han er ude med sin ægtefælle, og hans kone har ingen anledning haft til at tro, at han skulle køre vanvidskørsel. ..."

Til retsbogen i sagen vedrørende inddragelsen af førerretten, SS 4-14368/ 2021, har Person 2 afgivet følgende forklaring:

"...at han førte bilen, som er en Volvo, fra Dragør mod Kastrup. Bilen er hans kones firmabil, som han altid har haft rådighed over. Hastigheden blev målt i krydset ved St. Magleby. Han mener ikke, at han kørte så stærkt som

side 3

103 km i timen. Han vurderer det ud fra sit kendskab til bilen. Han så også på speedometeret under kørslen. Han så ikke politiet på stedet, hvor målin-gen fandt sted. Han husker ikke, om han så på speedometeret lige på måle-stedet. Han havde ikke travlt. Han kørte frem mod rødt lys i 2. vognbane. En bil, som han skulle forbi, holdt for rødt lys i 1. vognbane. Han bremsede ned før krydset.

Målestedet er 122 meter efter krydset. Han forstår ikke, hvordan han har kunnet blive målt til at køre så stærkt. Han blev standset af politiet og fik straks måleresultatet at se. Han bruger læsebriller og kunne derfor ikke læse tallene. Han fik oplyst hastigheden. Politiet tog straks kørekort og bil.

Spurgt af forsvareren forklarede sigtede, at han troede, at han måtte køre 80 km i timen på det sted. Han ved nu, at hastighedsbegrænsningen er 50 km i timen. Krydset, som han har forklaret om, er det sidste kryds før landingsba-nerne. Han mener, at hans hastighed var 90 - 95 km i timen.

Han blev standset et par km senere. Politiet kom med stor fart og blå blink og nåede ham ved Plantorama på Englandsvej, hvor han var trukket ind til si-den. Han så første gang politiet i krydset ved Tømmerupvej. Han har således ikke haft øjenkontakt med politiet på hele strækningen, og politiet kan derfor ikke have haft øjenkontakt med ham hele tiden. Der kan være sket en for-veksling med den anden bilist, der holdt stille i krydset.

Foreholdt at politiet har noteret, at kontrol af laserapparatet sluttede kl. 20.10, har han forklaret, at han straks blev bedt om at stige ud og vise køre-kort. Han steg ud og så begge betjente. Han så eller hørte ingen kontrol af apparatet.

Han lånte en telefon af politiet og ringede til sin kone, der kom til stede om-kring kl. 20.15. Politiet talte 3 - 4 minutter med hans kone, hvorefter hun og sigtede kørte derfra. De vendte straks efter tilbage, fordi de var kommet i tanker om, at de skulle tømme Volvoen.

Spurgt af advokat Andreas Christensen forklarede sigtede, at det var en hel-ligdag, og der var tomt på gaderne, bortset fra den anden bilist, som sigtede har forklaret om. Han mener, at den anden bil var en hvid Mercedes, men han er ikke sikker på farven. Han blev ikke overhalet af den. Han ved ikke, om politiet foretog sigtekontrollen, men den kan ikke være foretaget, når sigtede ikke har bemærket det. ..."

Person 1 har til retsbogen afgivet følgende forklaring:

"...at hun kender sin ægtefælle som en god bilist og ikke som en vanvidsbilist. Hun havde ikke forestillet sig at komme i denne situation. Da hun kom over til Plantorama, stod hun og talte med betjentene, og hun så dem ikke tjekke måleudstyret. Hun anmodede kl. 20.28 om at få beslaglæggelsen indbragt for

side 4

retten. De havde en del ting, som de flyttede over i deres private bil, og kl. 20.43 blev bilen hentet. ..."

Parternes synspunkter

Anklagemyndigheden har anført, at betingelserne for beslaglæggelse af bilen er opfyldt, jf. retsplejelovens § 803. Da anklagemyndigheden under straffesa-gen mod Person 2 vil påstå bilen konfiskeret, er beslaglæg-gelse af bilen nødvendig.

Nordania Finans A/S har indleveret processkrift af 2. juni 2021 fra advokat Andreas Christensen, hvoraf blandt andet fremgår:

"... Sagens problemstilling i forhold til Nordania

Forudsætningen for, at beslaglæggelsen kan foretages, er, at der kan ske konfiskation. Dette indebærer, at hvis der ikke kan ske konfiskationen, er der heller ikke hjemmel til at foretage beslaglæggelse med henblik på konfiskati-on i denne sag, jf. retsplejelovens § 801.

Retten skal i denne sag tage stilling til, om der i medfør i færdselslovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt., er hjemmel til beslaglæggelse af personbil tilhørende Nordania, på baggrund af en begrundet mistanke om at tiltalte som fører af bilen har overtrådt færdselslovens § 42, stk. 1, nr. 1.

Retten skal således vurdere, om konfiskation af den af Nordania tilhørende bil i denne konkrete sag er uforholdsmæssigt indgribende, jf. herved færdsels-lovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt. Hvis retten må besvare dette spørgsmål benæg-tende, skal retten vurdere, om færdselslovens regler om konfiskation af tred-jemænds bil i færdselslovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt., er i strid med 1) den Eu-ropæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (2010/C 83/02) (herefter "Chartret") og 2) den Europæiske Menneskerettighedskonvention (herefter "Menneskerettighedskonventionen").

SAGENS FAKTUM

Nordania driver en virksomhed med et bredt sortiment af forskellige leasing-produkter.

Den 12. februar 2021 indgik Nordania en leasingaftale med Volvo Car Den-mark A/S ("Volvo"), hvorefter er Nordania overlod brugsretten til en fa-briksny Volvo V60 B4 Aut. RD VBL med Reg. nr. til Volvo. Nordania er ejer af bilen (bilag 1).

Bilen er leaset som en demobil, hvilket indebærer, at Volvo er berettiget til at overlade brugsretten til Volvos medarbejdere og kunder med henblik på af-

side 5

prøvning af bilen. De nærmere betingelser for Volvos anvendelse af bilen er reguleret i Samarbejdsaftale om demo- og værkstedsbiler (bilag 2).

Nordania har hverken kendskab til eller indflydelse på, hvem leasingtageren, Volvo, overlader bilen til. Det er almindelig kutyme ved leasing af demo- og værkstedsbiler. I denne sag havde Volvo stillet bilen til rådighed for Person 1, der er ansat som Stillingsbetegnelse i First Rent a Car Den-mark A/S, som er Hertz Danmark Franchisee. Person 1 er gift med Person 2, der er tiltalte i denne sag.

Bilen blev den 5. april 2021 beslaglagt af politiet med den begrundelse, at Person 2 har overtrådt færdselslovens 42, stk. 1, ved at køre over 100 km/t i et tættere bebygget område, hvor fartgrænsen er 50 km/t. Kørsel med mere end dobbelt hastighed af det tilladte niveau er defineret som vanvids-kørsel, hvilket indebærer at bilen kan konfiskeres, jf. færdselslovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt.

Bilen repræsenterer i denne sag en værdi for Nordania på ca. 230.000 kr. plus moms. Sagen har derudover en lang række principielle aspekter med stor økonomisk betydning for Nordania og for leasingsektoren generelt.

ANBRINGENDER

AD PRINCIPAL PÅSTAND

Sammenhængen mellem beslaglæggelse og konfiskation

Det er en betingelse for at der kan ske beslaglæggelse af et aktiv, at aktivet kan konfiskeres. Hvis der således ikke er hjemmel til konfiskationen, kan der ikke træffes afgørelse om beslaglæggelse, jf. retsplejelovens § 801.

Reglen om konfiskation af biler brugt til vanvidskørsel, hvor bilen føres af en anden person end bilens ejer, er indføjet i færdselsloven som § 133 a, stk. 2, 2. pkt., ved lov nr. lov nr. 534 af 27. marts 2021 om skærpet indsats mod vanvidskørsel. Ændringen af færdselsloven trådte i kraft 31. marts 2021, men efter ændringslovens § 2, stk. 2, finder § 133 a, stk. 2, 2. pkt., ikke anven-delse på aftaler om leasing, leje eller lignende, i det omfang det godtgøres, at aftalen er indgået inden den 16. december 2020.

EU-retlige rammer

EU-medlemsstaterne skal beskytte deres borgeres grundlæggende rettigheder på EU-plan. Det følger af artikel 6 i Traktaten om Den Europæiske Union (herefter "TEU"), som Danmark har tiltrådt, at EU anerkender de rettighe-der, friheder og principper, der findes i Chartret. Derudover følger det af TEU artikel 6, stk. 3, at "de grundlæggende rettigheder, som de er garanteret ved den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og

side 6

grundlæggende frihedsrettigheder, og som de følger af medlemsstaternes fæl-les forfatningsmæssige traditioner, udgør generelle principper i EU-retten. "

Chartret har traktatretlig status og kan derfor anvendes umiddelbart. Det er dog en forudsætning for Chartrets anvendelse, at der er en tilknytning til EU-retten. Det vil sige, at EU-medlemsstaterne kun skal overholde Chartrets ret-tigheder, når de gennemfører EU-retten, jf. Chartrets artikel 51, stk. 1.

Danmark har også tiltrådt Menneskerettighedskonventionen, som efter arti-kel 1 forpligter staten til at respektere menneskerettighederne. Da Danmark har tiltrådt Menneskerettighedskonventionen, er Danmark forpligtet til at ga-rantere enhver fysisk eller juridisk person under dansk jurisdiktion de rettig-heder og friheder, der angives i denne Konventions afsnit 1.

Menneskerettig-hedskonventionens rettigheder er ikke betinget af yderligere tilknytningskri-terier. I tillægsprotokol af 20. marts 1952 til Menneskerettighedskonventio-nen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettighe-der forpligtede Danmark sig til at garantere beskyttelse af ejendom ("Protokol 1").

Forpligtelsen til at iagttage disse grundlæggende rettigheder og principper gælder for alle statslige organer. Det er på den baggrund op til de nationale domstole at sikre overholdelsen af disse grundlæggende rettigheder. Det gø-res på den baggrund gældende, at godkendelsen og opretholdelsen af beslag-læggelse af ovennævnte bil såvel som en efterfølgende konfiskation på grundlag af færdselslovens § 133 a, stk. 2, skal fortolkes i overensstemmelse med Chartrets artikel 17 såvel som Protokol 1, artikel 1.

Chartret

Chartrets anvendelsesområde

Artikel 51, stk. 1

Chartrets artikel 51, stk. 1, fastslår, at Charterets rettigheder, herunder retten til at besidde ejendom, er rettet til EU's institutioner, organer, kontorer og agenturer under iagttagelse af nærhedsprincippet samt til EU's medlemssta-ter, betinget af at de gennemfører EU-retten.

Det er EU-Domstolens faste praksis, at Chartrets artikel 51, stk. 1, indebæ-rer, at Chartret skal anvendes i alle situationer, som er reguleret af EU-ret-ten, jf. sag C650/13, Delvigne, præmis 26, og sag C-617/10, Åkerberg Fransson, præmis 19.

Det følger heraf, at alle nationale myndigheder og domstole er forpligtede til at fortolke nationale foranstaltninger i overens-stemmelse med Chartrets rettigheder, når de falder inden for anvendelsesom-rådet, jf. sag, C-426/11, Mark Alemo. Herron m.fl., præmis 30 f. Derudover har Chartret en direkte virkning, hvis rettighederne er tilstrækkeligt præcise og ubetingede.

Dette indebærer, at en national foranstaltning kan erklæres u-

side 7

anvendelig, jf. sag C-26/62, Van Gend en Loos.

Ved "gennemfører EU-retten", jf. artikel 51, stk. 1, forstås, at EU-medlems-staterne handler som agent eller repræsentant for den Europæiske Union. Det vil sige, at medlemsstaten handler direkte på baggrund af traktaten, forord-ninger og direktiver, hvilket også omfatter implementering af direktiver eller internationale aftaler indgået af EU.

På den baggrund skal en national domstol i denne sag overholde Chartrets bestemmelser, når den gennemfører EU-retten. Dette indebærer, at en natio-nal domstol skal fortolke færdselslovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt., i overens-stemmelse med Chartrets rettigheder, hvis der er tilstrækkelig tilknytning til EU-retten.

Gennemførelse af EU-retten: Rammeafgørelse 2005/212/RIA af 24. februar 2005 om konfiskation af udbytte, redskaber og formuegoder fra strafbart for-hold

Den 14. januar 2021 har EU-Domstolen besvaret et præjudicielt spørgsmål i en lignende sag vedrørende konfiskationen af en tredjemands formuegode (en lastbil). I sagen udtalte EU-Domstolen, at det skal undersøges: "(...) om en situation som den i hovedsagen omhandlede, hvor en tredjemands formuego-de er blevet konfiskeret til fordel for den omhandlede medlemsstat, med den begrundelse, at denne er blevet anvendt i forbindelse med en lovovertrædel-se, henhører under EU-rettens anvendelsesområde. " (Sag C-393/19, OM, præmis 33) (bilag 3).

EU-Domstolen fastslår, at medlemsstaten i sagen handlede som repræsentant for EU, idet EU-medlemsstaten gennemførte EU-retten "med henblik på at lette konfiskation af formuegoder i straffesager", sag C-393/19, OM, præmis 34.

Den tilstrækkelige tilknytning fandtes i anvendelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/42/EU af 3. april 2014 om indefrysning og konfi-skation af redskaber og udbytte fra strafbart forhold i Den Europæiske Union (herefter "Direktiv 2014/42") og Rådets Rammeafgørelse 2005/212/RIA af 24. februar 2005 om konfiskation af udbytte, redskaber og formuegoder fra strafbart forhold (herefter "Rammeafgørelsen"), som delvist erstattes ved ovennævnte Direktiv 2014/42.

Selv om Rammeafgørelsen for en række tilfælde er blevet erstattet af Direk-tiv 2014/42, så finder Rammeafgørelsen stadig delvist anvendelse. Dette føl-ger af artikel 14, stk. 1, i direktiv 2014/42, at direktivet kun erstatter de fire første led i artikel 1 og artikel 3 i Rammeafgørelse 2005/212. Dette indebæ-rer, at Rammeafgørelsens artikel 2, 4 og 5 fortsat er gældende.

Den kriminelle handling i denne sag vedrører overtrædelsen af færdselsregler-

side 8

ne (vanvidskørsel). En sådan overtrædelse er ikke omfattet af det materielle anvendelsesområde i Direktiv 2014/42 artikel 3. Derfor finder Direktiv 2014/ 42 som udgangspunkt ikke anvendelse i denne sag.

Efter Rammeafgørelsens artikel 2 forpligter medlemsstaterne sig til at træffe de nødvendige foranstaltninger, med henblik på at sikre at det er muligt helt eller delvist at konfiskere redskaber og udbytte, der stammer fra kriminelle handlinger, der kan straffes med frihedsstraf af mere end et års varighed, eller formuegoder, hvis værdi svarer til et sådant udbytte.

I den forbindelse har EU-Domstolen fastholdt, at "bestemmelserne i ramme-afgørelse 2005/212 nødvendigvis udgør en del af de EU-retlige elementer, som Domstolen, henset til hovedsagens genstand og de oplysninger, som den forelæggende ret er fremkommet med, skal tage i betragtning for at kunne gi-ve en hensigtsmæssig besvarelse af de forelagte spørgsmål. Den retlige situa-tion i hovedsagen er således omfattet af EU-rettens anvendelsesområde, her-under af denne rammeafgørelse. " (Sag C-393/19, OM, præmis 40).

Færdselslovens § 133 a, stk. 2, som vedtaget ved lov nr. 534 af 27. marts 2021, er ikke blevet vedtaget for at gennemføre Direktiv 2014/42 eller Rammeafgørelsen.

Det følger dog af EU-Domstolens fortolkning i sag C-393/19, OM, at på baggrund af Rammeafgørelsens formål som udtrykt i artikel 2, kan færdsels-loven fortolkes således, at den gennemfører Rammeafgørelsens artikel 2. Det skal derfor lægges til grund, at Danmark gennemfører EU-retten.

Det vil si-ge, at Danmark er en repræsentant for EU, idet de nationale foranstaltninger (færdselsloven) er tilknyttet EU-retten (Rammeafgørelsen).

Gennemførelse af EU-retten begrundes mere specifikt i, at Danmark træffer de nødvendige for-anstaltninger, med henblik på at sikre at det er muligt at konfi-skere redska-ber, der stammer fra kriminelle handlinger, der kan straffes med frihedsstraf af mere end et års varighed.

Det følger nemlig af færdselslovens § 118, stk. 11, at strafferammen for overtrædelse af færdselslovens § 42, stk. 1, er fængsel i indtil 1 år og 6 måneder, hvis føreren overtræder §§ 42 eller 43 el-ler en anden hastighedsgrænse fastsat ved færdselstavler eller anden afmærk-ning med mere end 100 pct., hvis hastigheden er mere end 100 km/t, jf. § 118, stk. 11, nr. 3.

I denne sag er føreren tiltalt for at have overtrådt færd-selslovens § 42, stk. 1, nr. 1, ved at køre over 100 km/t i et tættere bebygget område (max 50 km/t).

Da strafferammen for en sådan overtrædelse er frihedsstraf af mere end et års varighed, jf. § 118, stk. 11, og bilen på den baggrund kan konfiskeres efter § 133 a, stk. 2, 2. pkt., betyder det, at overtrædelsen i hovedsagen er omfattet af og tilknyttet til Rammeafgørelsens artikel 2. Dermed foreligger der en situ-ation, hvor Danmark gennemfører EU-retten.

Danmarks retsforbehold er ikke til hinder for Chartrets anvendelse

side 9

På retsakter vedrørende det strafferetlige og politimæssige samarbejde har Danmark et forbehold over for de overstatslige dele af EU-samarbejdet om retlige og indre anliggender (retsforbeholdet). Det betyder, at EU-regler i disse områder ikke er bindende for Danmark. Dette gælder for retsakter, der blev vedtaget med hjemmel i Lissabontraktaten efter 2009.

Det fremgår dog af artikel 2 af Protokol nr. 22 om Danmarks stilling, at Dan-mark er bundet af EU-retsakter på området for politisamarbejde og retligt samarbejde i straffesager, der er vedtaget inden Lissabontraktatens i-kraft-trædelse.

Rammeafgørelsen blev vedtaget den 24. februar 2005, hvilket er inden Lissa-bontraktatens ikrafttrædelse (2009). Derfor er retsforbeholdet vedrørende det strafferetlige og politimæssige samarbejde ikke er til hinder for anven-delsen af Chartret på færdselslovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt.

Konklusion til anvendelsen af Chartret

På baggrund af ovenstående kan det lægges til grund, at den nationale foran-staltning (færdselslovens § 133 a, stk. 2, pkt. 2) er tilknyttet Rammeafgørel-sens artikel 2. Det betyder, at reglen gennemfører EU-retten, og denne sag er derfor omfattet af EU-rettens anvendelsesområde.

Det betyder, at Chartrets rettigheder skal iagttages, og at begrænsninger af rettighederne kun må foretages lovligt i overensstemmelse med rammerne af Chartrets artikel 52, stk. 1.

At dette er korrekt, er også bekræftet ved, at EU-Domstolens dom i sag C393/19, OM, gav anledning til, at der blevet stillet et ændringsforslag til § 133 a, stk. 2, 2. pkt., af transportministeren, hvorefter det efter "uforholds-mæssigt indgribende" blev tilføjet "navnlig henset til ejerens mulighed for at kunne vide, at køretøjet ville blive anvendt ved en eller flere af de overtræ-delser, der nævnes i 1. pkt., og for at tage alle rimelige skridt til at sikre sin økonomiske stilling i anledning af overdragelsen af køretøjet til den anden person", jf. betænkning afgivet af Transportudvalget over forslag til lov om ændring af færdselsloven af 15. marts 2021.

Begrænsning af Chartrets artikel 17 ved anvendelsen af færdselslovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt.

Indhold af Chartrets artikel 17

I den foreliggende sag finder Chartrets artikel 17 anvendelse, idet denne sag omhandler beskyttelsen af ejendom (bilen). Chartrets artikel 17 er en grund-læggende rettighed, hvori der bestemmes, at "enhver har ret til at besidde lovligt erhvervet ejendom, at anvende den, at træffe dispositioner hermed og

side 10

at lade den gå i arv. Ingen må berøves sin ejendom, medmindre det skønnes nødvendigt i samfundets interesse, og det sker i de tilfælde og på de betingel-ser, der er fastsat ved lov, og mod rimelig og rettidig erstatning for tabet. Anvendelsen af ejendommen kan reguleres ved lov i det omfang, det er nød-vendigt af hensyn til almenvellet."

Chartrets artikel 17 er ikke en absolut rettighed. Det betyder, at rettigheden lovligt kan begrænses i overensstemmelse med Chartrets artikel 52, stk. 1, jf. sag C-686-18, OC præmis 85.

Begrænsning af Chartret: Artikel 52, stk. 1

Den overordnede regulering af medlemsstaternes begrænsning af borgernes grundlæggende rettigheder findes i Chartrets artikel 52, stk. 1, som lyder: "Enhver begrænsning i udøvelsen af de rettigheder og friheder, der anerken-des ved dette charter, skal være fastlagt i lovgivningen og skal respektere disse rettigheders og friheders væsentligste indhold. Under iagttagelse af pro-portionalitetsprincippet kan der kun indføres begrænsninger, såfremt disse er nødvendige og faktisk svarer til mål af almen interesse, der er aner-kendt af Unionen, eller et behov for beskyttelse af andres rettigheder og friheder. "

I det følgende redegøres nærmere for:

- Udgør anvendelsen af færdselslovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt., en begræns

ning af Chartrets artikel 17?

- Er begrænsningen fastsat ved lov?

- Respekteres det væsentligste indhold af Chartrets artikel 17?

- Kan begrænsningen retfærdiggøres i lyset af proportionalitetsprincippet?

Udgør anvendelsen af færdselslovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt., en begrænsning af Chartrets artikel 17?

I EU-Domstolens dom i sag C-393/19, OM, fastslår EU-Domstolen i præmis 51, at: "Artikel 2, stk. 1, i rammeafgørelse 2005/212 skal imidlertid læses i lyset af tredje betragtning til denne rammeafgørelse, hvoraf det fremgår, at rettigheder tilhørende tredjemand i god tro skal tages i betragtning. Heraf følger i princippet, at bestemmelserne i den nævnte rammeafgørelse ligeledes finder anvendelse på konfiskation af formuegoder, der tilhører tredjemænd, og kræver bl.a., at deres rettigheder beskyttes, når disse er i god tro. "

I præmis 52 konkluderer EU-Domstolen derfor: "I denne sammenhæng skal der tages hensyn til chartrets artikel 17, stk. 1 (…)"

I denne sag er der tale om et grundlæggende indgreb i en tredjemands ejen-

side 11

domsret. Det skyldes, at tredjemands rettighed til at bestemme over sin ejen-dom begrænses, idet bilen er blevet beslaglagt for at muliggøre en konfiskati-on efter § 133 a, stk. 2, 2. pkt. Indgrebet i denne sag er derfor fuldstændigt sammenligneligt med det indgreb, som EU-Domstolen i sag C-393/19, OM, fastslog udgjorde en begrænsning af Chartrets artikel 17.

Det følger heraf, at Chartrets artikel 17 finder anvendelse i omtalte sag, idet beslaglæggelse og konfiskation efter færdselsloven begrænser ejendomsret-ten.

Er begrænsningen fastsat ved lov?

Begrænsningen er fastsat i lov, idet muligheden for en beslaglæggelse er fast-sat i retsplejelovens kapitel 74, og muligheden for konfiskation i denne sag følger af færdselsloven § 133 a, stk. 2, pkt. 2.

Respekteres det væsentligste indhold af Chartrets artikel 17?

Ved respekten for det væsentligste indhold af Chartrets rettigheder forstås, at begrænsningen ikke må krænke det centrale indhold af den pågældende grundlæggende rettighed. I den foreliggende sag krænker en beslaglæggelse med henblik på konfiskation indholdet af Chartrets artikel 17, idet begræns-ningen påvirker og faktisk umuliggør udøvelsen af denne rettighed i sin es-sens over for en tredjemand i god tro. Det begrundes med, at ejeren af bilen ikke vidste eller kunne vide, at bilen anvendtes til en ulovlig handling.

Dette er i overensstemmelse med EU-Domstolens fortolkning af det væsent-ligste indhold af Chartrets artikel 17.

EU-Domstolen udtaler i sag C-393/19, OM, præmis 55, at "(..) Henset til den væsentlige påvirkning af personers rettigheder, som konfiskation af et formuegodemedfører, nemlig den endelige fratagelse af ejendomsretten til dette, bemærkes imidlertid, at hvad angår en tredjemand i god tro, som ikke vidste og ikke kunne vide, at hans formuego-de blev anvendt til at begå en lovovertrædelse, indebærer en sådan konfiska-tion, når henses til det forfulgte formål, et uforholdsmæssigt og uantageligt indgreb overfor det centrale indhold af denne persons ejendomsret.."

Færdselslovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt., indeholder en undtagelse til det obli-gatoriske udgangspunkt om tredjemandskonfiskation, hvis konfiskationen vil være "uforholdsmæssigt indgribende, navnlig henset til ejerens mulighed for at kunne vide, at køretøjet ville blive anvendt ved en eller flere af de overtræ-delser, der nævnes i 1. pkt., og for at tage alle rimelige skridt til at sikre sin økonomiske stilling i anledning af overdragelsen af køretøjet til den anden person."

Af lovens forarbejder fremgår, at "Det forudsættes, at der er tale om en snæ-ver undtagelse, idet udgangspunktet vil være, at køretøjer benyttet til van-vidskørsel som udgangspunkt konfiskeres, og ejeren herefter må søge sit tab

side 12

dækket gennem et erstatningskrav mod føreren. Udgangspunktet kan dog fraviges, hvis ejeren godtgør, at adgangen til at gøre et erstatningskrav gæl-dende over for føreren ikke er tilstrækkeligt til at forhindre, at konfiskationen vil være uforholdsmæssig indgribende", jf. de specielle bemærkninger til § 13.

Det fremgår herudover, at for så vidt angår leasede biler, så skal "undtagel-sesmuligheden alene anvendes i tilfælde, hvor ejeren godtgør, at adgangen til at gøre et erstatningskrav gældende over for føreren efter en samlet vurde-ring af sagens omstændigheder ikke er tilstrækkelig til at forhindre, at konfis-kationen er uforholdsmæssig indgribende for ejeren, f.eks. fordi et erstat-ningskrav mod føreren reelt er illusorisk", jf. de specielle bemærkninger til § 13.

Det fremhæves også, at "Konfiskation vil derfor fortsat kunne undlades efter bestemmelsen, hvis eksempelvis ganske særlige familiemæssige eller sociale forhold vil bevirke, at konfiskation i det konkrete tilfælde vil have uforhold-smæssigt indgribende betydning for den pågældende", jf. de specielle be-mærkninger til § 13.

På den baggrund står det klart, at hvis færdselslovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt. fortolkes i overensstemmelse med lovens forarbejder, så vil reglen være i strid med EU-Domstolens praksis.

Da vurderingen af, hvornår en tredjemandskonfiskation er uforholdsmæssigt indgribende efter lovens forarbejder, er væsentligt strengere end en vurdering af, hvorvidt ejeren var i god tro, må det stå klart, at hvis loven fortolkes i overensstemmelse med forarbejderne, vil den være i strid med Charteret.

EU-Domstolen har netop fastslået, at konfiskation over for "tredjemand i god tro er et uantageligt indgreb." (Sag C-393/19, OM, præmis 55). Derud-over må det antages, at denne afgørelse indebærer, at der ikke må stilles yderligere krav til en tredjemand i god tro. Det betyder, at færdselslovens § 133 a, stk. 2, pkt. 2, hvorefter en tredjedemand (i god tro) skal "tage alle ri-melige skridt til at sikre sin økonomiske stilling i anledning af overdragelsen af køretøjet til den anden person", er strengere end EU-Domstolens fortolk-ning.

Det følger heraf, at anvendelsen af færdselslovens § 133 a, stk. 2, pkt. 2, i sa-gen ikke er foreneligt med Chartrets artikel 17.

Kan begrænsningen retfærdiggøres i lyset af proportionalitetsprincippet?

Begrænsninger af Chartrets rettigheder kan retfærdiggøres, hvis de opfylder betingelserne fastsat i artikel 52, stk. 1. EU-Domstolen udtalte i C-393/13, OM, præmis 53, at "l henhold til chartrets artikel 52, stk. 1, kan der indføres begrænsninger i udøvelsen af de rettigheder og friheder, der anerkendes ved

side 13

chartret, hvis disse begrænsninger faktisk svarer til mål af almen interesse, der er anerkendt af Unionen, og hvis de ikke, når henses til det forfulgte for-mål, indebærer et uforholdsmæssigt og uantageligt indgreb overfor det cen-trale indhold af den således beskyttede rettighed."

Det betyder, at ved anvendelsen af færdselslovens § 133 a, stk. 2, pkt. 2, skal der forfølges et mål, der svarer til et mål af almen interesse, som er anerkendt i EU-retten. Derudover skal proportionalitetsprincippet iagttages. Proportio-nalitetsprincippet er en vurdering af, hvorvidt et indgreb i Chartrets rettighe-der er nødvendigt og udgør det mindst indgribende middel til at nå et legitimt formål.

Der tages derfor nærmere stilling til følgende hovedaspekter:

a.Forfølgelse af et legitimt mål af almen interesse b.Proportionalitetsprincippet.

a.Forfølgelse af et legitimt mål

Det formål, der forfølges, skal være af almen interesse eller nødvendigt ud fra et behov for at beskytte af andres rettigheder. I denne forbindelse kan der henvises til forklaringerne fra det Europæiske Konvents Præsidium, som gi-ver en nærmere præcisering af Chartrets bestemmelser. Forklaringerne omta-ler de generelle interesser, som anerkendes i EU-retten.

Det følger heraf, at interesser, der beskyttes af bestemmelser i traktaten, såsom artikel 36 i Trak-taten om den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), er anerkendte inte-resser, jf. forklaringer til Chartret om Grundlæggende Rettigheder, 14.07.2007, 2007/C 303/02, s. 16. Det fremgår af artikel 36 bl.a., at beskyt-telse af menneskers liv og sundhed er anerkendte beskyttelsesinteresser.

Forarbejderne til § 133 a, stk. 2, 2. pkt., understreger, at formålet med æn-dringen af færdselsloven er at sikre sikkerhed og tryghed i samfundet ved at sætte en stopper for vanvidskørsel. Derudover nævnes i de almindelige be-mærkninger, at der skal stoppes for trafikanter, der bevidst sætter sig ud over hensynet til andre trafikanter. jf. de almindelige bemærkningers pkt. 1.

Der vurderes på den baggrund, at beskyttelsen af andre trafikanter, fodgæn-gere mv. er omfattet af artikel 36 TEUF, og færdselslovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt., forfølger et legitimt mål, idet den beskytter menneskers liv og sundhed.

b.Proportionalitetsprincippet

Ved proportionalitetsvurderingen stilles der krav til indgrebets egnethed og nødvendighed, såvel som forholdsmæssighed.

Det bestrides ikke, at konfiskation og beslaglæggelse kan være egnet til at forhindre vanvidsbilisme, da det vanskeliggør førerens mulighed for at begå

side 14

overtrædelser af færdselsloven ved at fratage ham muligheden for at anvende bilen.

Til gengæld går indgrebet langt ud over det, der er nødvendigt. Kravet om, at indgrebet er nødvendigt, indebærer, at et indgreb (konfiskationen) skal væ-re nødvendigt for at kunne nå det forfulgte mål. Det betyder, at hvis der er mulighed for at vælge mellem flere egnede nationale foranstaltninger, skal den mindst indgribende vælges, jf. sag C-134/15, Lidl GmbH & Co KG, præ-mis 33. Beslaglæggelse og konfiskation må anses for de mest indgribende be-grænsninger af i ejendomsretten.

Det er åbenbart at der findes mindre indgribende midler end tredjemands be-slaglæggelse og konfiskation til at stoppe vanvidsbilisme. For eksempel vil frakendelse af førerretten og straf samt pålæggelse af en bøde svarende til værdien af tredjemands bil være mere proportionalt uden at krænke tredje-mands ejendomsret. Derfor må beslaglæggelse og konfiskation af tredje-mands ejendom utvivlsomt være uforholdsmæssigt med det forfulgte mål.

Hertil kommer at der stilles yderligere krav om, at selv en tredjemand i god tro skal "tage alle rimelige skridt til at sikre sin økonomiske stilling i anled-ning af overdragelsen af køretøjet til den anden person." Dette står i et mis-forhold til Chartret. EU-Domstolen tog i sag C-939/19, OM, præmis 55, klar stilling til disse betingelser og udtalte, at:

"Henset til den væsentlige påvirkning af personers rettigheder, som konfiska-tion af et formuegode medfører, nemlig den endelige fratagelse af ejendoms-retten til dette, bemærkes imidlertid, at hvad angår en tredjemand i god tro, som ikke vidste og ikke kunne vide, at hans formuegode blev anvendt til at begå en lovovertrædelse, indebærer en sådan konfiskation, når henses til det forfulgte formål, et uforholdsmæssigt og uantageligt indgreb over for det centrale indhold af denne persons ejendomsret." Det betyder, at en konfiska-tion af en tredjemands ejendom i god tro er i strid med EU-retten.

Det må derudover antages, at yderligere krav, som bliver stillet til en sådan person, ikke er forholdsmæssige i lyset af Chartrets fortolkning.

I en sag som denne, hvor Nordania leaser bilen til Volvo som demobil, og Volvo herefter anvender bilen til netop dette formål ved at overlade bilen til en kun-de, har Nordania ingen mulighed for at sikre sig imod, at bilens bruger over-lader bilen til ægtemanden, hvorefter denne kører med mere end 100 km/t i en byzone.

På den baggrund vurderes det, at disse yderligere krav, som er fastsat i færdselsloven, er i strid med Chartret. I den forbindelse henvises til dom Europa-Kommissionen mod Ungarn C-235/17præmis 127, hvor det fremgår, at: "henvisningen til de almindelige civilretlige regler, som Ungarn fremhævede i sit svarskrift, ikke opfylder de krav, der følger af chartrets arti-kel 17, stk. 1.

Desuden bemærkes, at selv hvis det antages, at det i henhold til denne bestemmelse var retligt muligt for en medlemsstat at gøre privatper-soner ansvarlige for at betale erstatning for berøvelse af ejendom, som staten

side 15

udelukkende selv er årsag til, må det konstateres, at en sådan henvisning til civilretlige regler i det foreliggende tilfælde ville pålægge brugshaverne den byrde at skulle inddrive en eventuel erstatning, som jordejeren måtte skylde dem, ved hjælp af procedurer, som kan vise sig at være langvarige og dyre. Sådanne civilretlige regler gør det ikke muligt let, præcist og forudsigeligt at afgøre, om der reelt kan opnås erstatning ved afslutningen af sådanne proce-durer, eller at få kendskab til en eventuel erstatnings form og størrelse."

På baggrund af ovenstående står det klart, at kravet der stilles efter § 133 a, stk. 2, 2. pkt, hvorefter ejeren skal tage meget omfattende skridt for at sikre sin økonomiske stilling, er særdeles tvivlsom i lyset af EU-Domstolens prak-sis.

Konklusion til begrænsningen af Chartrets artikel 17

Det følger af ovennævnte omstændigheder, at færdselsloven § 133 a, stk. 2, pkt. 2, skal fortolkes i overensstemmelse med Chartrets rettigheder i artikel 17. Dette betyder, at en bil, der tilhører en tredjemand i god tro, ikke kan be-slaglægges og konfiskeres.

Beslaglæggelse i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

Bestemmelsen i Chartrets artikel 17, stk. 1, svarer til artikel 1 i første tillægs-protokol til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Dette indebæ-rer, at færdselsloven også er i strid med Menneskerettighedskonventionen i forhold til spørgsmålet om forholdsmæssighed af beslaglæggelse og konfis-kation af ejendommen tilhørende en tredjemand i god tro.

I dom B.K.M. no. 42079/12, præmis 43, udtalte Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at medlemsstaterne skal sørge for at ramme en "(…) "fair balance between the means employed by the domestic authorities for the purpose of preventing drug trafficking and the protection of the appli-cant company's property rights, the Court reiterates that such balance de-pends on many factors, and the behaviour of the owner of the property is one element of the entirety of circumstances which should be taken into ac-count." Domstolen fastholdt endvidere i præmis 52, at: "(...) mandatory con-fiscation of the applicant company's vehicle, coupled with the lack of a reali-stic opportunity to obtain compensation for its loss, did not take sufficient account of the applicant company's interests.

The Court therefore finds that in the present case a fair balance has not been struck between the demands of the general interests of the public and the applicant company's right to peaceful enjoyment of its possessions and that the burden placed on the ap-plicant company was excessive. "

Derudover har Domstolen i dom Ünsped Paket Servisi 3503/08, præmis 43, faststået, at der altid skal findes en "fair balance". Det betyder, at indgrebet skal være nødvendigt for at nå målet. Endvidere udtalte Domstolen i præmis

side 16

45, at "whether there was a reasonable relationship of proportionality be-tween the confiscation and the aim sought to be realised, the Court observes that the national courts did not consider the legality of the confiscation under national law (see paragraph 42 above). Nor did they examine the conduct of the confiscated lorry's owner or the relationship between the conduct of the latter and the offence. "

Færdselslovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt., rammer ikke en sådan fair balance mellem hensynet til ejeren, henset til dennes mulighed for at vide at bilen ville blive brugt til en overtrædelse af færdselsloven og forpligtelsen til at tage alle rimelige skridt til at sikre sin økonomiske stilling og samfundets interesse i at stoppe en fører af en bil. Særligt forpligtelsen til at sikre sin økonomiske stil-ling - på den måde som § 133 a, stk. 2, 2. pkt., lægger op til - pålægger eje-ren en uacceptabel stor byrde.

På den baggrund må det - af de samme grunde, som er anført vedrørende fortolkningen af Charterets artikel 17 - stå klart, at konfiskationen og dermed også beslaglæggelsen er i strid med Menneskerettighedskonventionen.

AD SUBSIDÆR PÅSTAND

Politiets adgang til at foretage beslaglæggelse er reguleret i retsplejelovens kapitel 74.

En personbil kan bl.a. beslaglægges som led i efterforskningen af en lovover-trædelse, der er undergivet offentlig påtale, hvis der er grund til at antage, at bilen bør konfiskeres.

Der må dog ikke foretages beslaglæggelse, hvis indgrebet (beslaglæggelsen) står i misforhold til sagens betydning og det tab og den ulempe, som indgre-bet medfører, jf. retsplejelovens § 805. Det er ligeledes fremhævet i lovens forarbejder, at der skal foretages en sådan proportionalitetsvurdering, jf. lov-forslag nr. 127 af 16 december 2020, de almindelige bemærkninger, pkt. 2.5.1.3.

Af § 805, stk. 2, følger det, at hvis indgrebets øjemed kan opnås ved mindre indgribende foranstaltninger, herunder sikkerhedsstillelse, kan der ikke ske beslaglæggelse. I så fald træffes der skriftlig aftale om udlevering.

Af lovens forarbejder fremgår det, at formålet med en opretholdelse af en be-slaglæggelse er at undgå, at bilen udleveres til den fører, der har kørt van-vidskørsel, eller at ejeren søger at afværge konfiskation ved at sælge bilen, jf. de almindelige bemærkninger, pkt. 2.5.1.3.

Beslaglæggelse i en situation som denne, hvor en bil beslaglægges, uanset at bilen blev ført af en anden person end bilens ejer, er meget byrdefuld, hvilket også synes anerkendt i lovforarbejderne, jf. de specielle bemærkninger til 5 2.

side 17

Hertil kommer, at bilens værdi vil være betydeligt forringet efter flere års be-slaglæggelse.

Nordania ønsker at få bilen udleveret mod sikkerhedsstillelse. Nordania er indstillet på at indgå en skriftlig aftale herom, jf. § 805, stk. 2. Nordania vil i tilfælde af udlevering af bilen stille krav over for leasingtager om, at bilen un-der ingen omstændigheder må udleveres til den person, der er tiltalt for over-trædelse af færdselslovens § 42, stk. 1 (vanvidskørsel).

Henset til at beslaglæggelse er meget indgribende for Nordania, og at formå-let med beslaglæggelsen - at bilen ikke udleveres til den fører, der er tiltalt for at køre vanvidskørsel, eller at konfiskation afværges ved at sælge bilen -kan opnås ved en mindre indgribende foranstaltning, skal bilen udleveres til Nordania mod sikkerhedsstillelse i overensstemmelse med udgangspunktet i retsplejelovens § 805, stk. 2.

ANMODNING OM PRÆJUDICIEL FORELÆGGELSE

Nordania anmoder herved retten om forelæggelse af præjudicielle spørgsmål for EU-Domstofen i henhold til TEUF artikel 167, med henblik på at afklare om færdselslovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt., hvorefter der skal ske konfiskation af tredjemands ejendom i en situation som denne, er i strid med artikel 17 i den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (2010/C 83/ 02), idet spørgsmålet er af afgørende betydning for sagens afgørelse.

AFSLUTTENDE BEMÆRKNINGER

Som det ovenfor anførte har vist, er der betydelig risiko for, at konfiskation og dermed også beslaglæggelse i en situation som denne, hvor en bil konfi-skeres, uanset at bilen blev ført af en anden person end bilens ejer, er i strid med EU-retten og Menneskerettighedskonventionen.

Risikoen for, at reglerne om konfiskation over for tredjemand er i strid med EUretten og Menneskerettighedskonventionen, er så betydelig - særligt på baggrund af EU-Domstolens dom i sag C-393/19, OM - at det i bilag 1, side 15, til betænkning afgivet af Transportudvalget over forslag til lov om æn-dring af færdselsloven af 15. marts 2021 fremgår, at Transportministeriet ef-ter at have drøftet dommen med Justitsministeriet vurderer, at der en "procesrisiko" for, at de nye regler vil blive erklæret i strid med EU-retten og Menneskerettighedskonventionen.

Det bemærkes desuden, at risikovurderin-gen blev opjusteret fra "mindre procesrisiko", hvilket var den oprindelige for-mulering i lovens forarbejder, jf. de almindelige bemærkninger, pkt. 3.3.

Enhver med kendskab til lovgivningsprocessen og embedsværket vil vide, at når Justitsministeriet har insisteret på at indføje, at der en "procesrisiko" ved reglerne, så dækker dette reelt over, at embedsværket har indset, at reglerne er i strid med EU-retten og Menneskerettighedskonventionen.

side 18

Anklagemyndigheden bør også forholde sig til risikoen for at ifalde erstat-ningsansvar for uberettiget beslaglæggelse og konfiskation af bilen. ..."

Advokat Andreas Christensen har i det væsentlige procederet i overensstem-melse med processkriftet.

Person 1 og Person 2 har tilsluttet sig det, som Nordania Finans A/S har anført.

Den for Person 2 beskikkede forsvarer, advokat Rasmus Lind Hardt, har yderligere anført, at retten ved vurderingen af, om beslag-læggelse skal ske, skal inddrage mistankens styrke. Retten kan ikke lægge til grund, at Person 2 kørte med en hastighed, der oversteg 90 km i timen. Retten kan ikke lægge hastighedsmålingen til grund, da politiet ikke foretog den afsluttende kontrol af laserapparatet. Retten må foretage en helhedsvurdering, hvorefter det ikke var påregneligt, at Person 2 ville køre med en hastighed af mere end 100 km i timen.

Rettens begrundelse

og afgørelse

På grundlag af oplysningerne i sagen om bilens registreringsnummer og politiets standsning af bilen ca. to minutter efter måletidspunktet læg-ger retten til grund, at der ikke er sket en forveksling med en anden bil.

Person 2 burde vide, at han kørte i et område med by-mæssig bebyggelse, og at hastigheden derfor ikke måtte overstige 50 km i timen.

Retten lægger til grund, at målingen er foretaget med laserapparatet, der var i orden og kontrolleret forud for målingen i overensstemmelse med retningslinjerne. Målingen er dokumenteret med foto af apparatets display, som viser hastigheden og afstanden fra apparatet til bilen.

Det forhold, at Person 2 og Person 1 ifølge deres forklaring ikke har bemærket politiet afslutte kontrollen kl. 20.10, kan ikke føre til andet resultat.

Retten lægger herefter til grund, at hastigheden var mere end 100 km i timen, og at hastigheden oversteg den tilladte med mere end 100 pct.

Det følger af færdselslovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt., jf. 1. pkt., jf. § 126, stk. 1, nr. 11, at udgangspunktet er, at bilen skal konfiskeres.

Da efterforskningen angår en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig på-tale, og da der er grund til at antage, at bilen skal konfiskeres, er betingelser-

side 19

ne for beslaglæggelse hos Person 1 opfyldt, jf. retsplejelovens § 803, stk. 1.

Retten finder intet grundlag for at antage, at beslaglæggelsen i relation til Person 1 vil stå i misforhold til sagens betydning og det tab eller den ulempe, som indgrebet kan antages at medføre for hende, jf. retspleje-lovens § 805, stk. 1.

Det, som Person 2 har anført, kan ikke føre til andet resultat.

Da Nordania Finans A/S vil have et erstatningskrav, som ikke kan antages at være dækningsløst, finder retten ikke, at beslaglæggelsen i forhold til Norda-nia Finans A/S står i misforhold til sagens betydning og det tab eller den u-lempe, som indgrebet må antages at medføre for selskabet som ejer af bilen, jf. retsplejelovens § 805, stk. 1.

Da formålet med beslaglæggelsen er konfiskation af bilen, kan indgrebets øjemed ikke opnås ved mindre indgribende foranstaltninger, herunder sikker-hedsstillelse, jf. retsplejelovens § 805, stk. 2.

Indsigelsen om, at der er begrundet tvivl om, hvorvidt færdselslovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt., strider mod Danmarks internationale forpligtelser, kan ikke føre til, at betingelsen i retsplejelovens § 803, stk. 1, om, at der er grund til at antage, at bilen bør konfiskeres, ikke kan anses for opfyldt.

Da Østre Landsret i kendelse af 18. juni 2021 i sagen S-1577-21 har god-kendt og opretholdt en beslaglæggelse af en bil i en tilsvarende sag, hvor et leasingselskab var ejer af bilen, finder retten ikke grundlag for at udsætte af-gørelsen af spørgsmålet om beslaglæggelse på en forelæggelse af spørgsmålet om, hvorvidt færdselslovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt., strider mod Danmarks internationale forpligtelser, for EU-Domstolen.

T h i b e s t e m m e s :

Retten godkender, at politiet har foretaget beslaglæggelse af personbil med Reg. nr., og beslaglæggelsen opretholdes.

Dommer