OLR — Østre Landsret
AM2019.01.03Ø
OL-2019-Ø-00001
AM2019.01.03Ø Københavns Byrets
DOM
Dato: 10. august 2018 Rettens sagsnr.: 1-17803/2017 Politiets sagsnr.: 0100-76141-05501-16 Anklagemyndigheden mod Tiltalte1, født juni 1966 og Tiltalte2, født november 1983 Sagens baggrund og parternes påstande Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag. Anklageskrift er modtaget den 27. juli 2017.
Tiltalte1 og Tiltalte2 er tiltalt for 1. begge tiltalte bedrageri efter straffelovens § 279, ved den 4. december 2016 ca. kl. 19.00 i Stormagasin, Adresse i forening og efter forudgående aftale eller fælles forståelse, at have skaffet sig uberettiget vinding, idet de tiltalte overflyttede syv prismærker fra nedsat tøj til andre tøjgenstande som de købte, således at den oprindelige værdi på i alt 12.496 kr., blev nedsat til i alt 1.771,50 kr., hvilket bragte ekspedienten i en vildfarelse om tøjets værdi, hvorved Stormagasin blev påført et formuetab på 10.724,50 kr. 2.
Tiltalte2 tyveri efter straffelovens § 276, ved den 4. december 2016 ca. kl. 19.25 i Stormagasin, Adresse, at have stjålet en læbestift til en værdi af 129 kr. Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf. De tiltalte har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært om rettens mildeste dom. Forklaringer Der er afgivet forklaring af de tiltalte og vidnerne Vidne1, Vidne2 og Vidne3.
Forklaringerne gengives ikke i dommen, idet disse er blevet lydoptaget. Oplysningerne i sagen Der er dokumenteret videoklip fra Stormagasins overvågningssystem. Personlige oplysninger Der er af Kriminalforsorgen foretaget en personundersøgelse vedrørende tiltalte Tiltalte1, hvoraf det blandt andet fremgår, at tiltalte er fundet egnet til betinget dom, herunder med vilkår om samfundstjeneste.
Tiltalte er ikke tidligere straffet af betydning for sagen. Der er af Kriminalforsorgen foretaget en personundersøgelse vedrørende tiltalte Tiltalte2, hvoraf det blandt andet fremgår, at tiltalte er fundet egnet til betinget dom, herunder med vilkår om samfundstjeneste. Tiltalte er den 8. maj 2017 straffet med bøde for tyveri.
Rettens begrundelse
og afgørelse forhold 1 På baggrund af vidneforklaringerne lægges det til grund, at der var sat forkerte prismærker på de 7 stykker tøj, som de tiltalte købte sammen. Da der var tale om 7 forskellige stykker tøj lægges det til grund, at de tiltalte har påsat de forkerte prismærker. På baggrund af videoklippene lægges det til grund, at de tiltalte handlede i forening og efter forudgående aftale eller fælles forståelse.
Som følge heraf findes det bevist, at de tiltalte er skyldige i overensstemmelse med tiltalen. forhold 2 Efter bevisførelsen findes det bevist, at tiltalte Tiltalte2 er skyldig i overensstemmelse med tiltalen. Straffen fastsættes for tiltalte Tiltalte1 til fængsel i 14 dage, jf. straffelovens § 285, stk. 1, jf. § 279.
Straffen skal ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder den betingelse, som er angivet nedenfor, jf. straffelovens § 56, stk. 1. Straffen fastsættes for tiltalte Tiltalte2 til fængsel i 14 dage, jf. straffelovens § 285, stk. 1, jf. § 279 og § 276, jf. § 89. Straffen skal ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder den betingelse, som er angivet nedenfor, jf. straffelovens § 56, stk. 1.
Thi kendes for ret
: Tiltalte Tiltalte1 straffes med fængsel i 14 dage. Fuldbyrdelsen af fængselsstraffen udsættes og bortfalder efter en prøvetid på 1 år på betingelse af, at tiltalte ikke begår strafbart forhold i prøvetiden. Tiltalte Tiltalte2 straffes med fængsel i 14 dage. Fuldbyrdelsen af fængselsstraffen udsættes og bortfalder efter en prøvetid på 1 år på betingelse af, at tiltalte ikke begår strafbart forhold i prøvetiden.
De tiltalte skal in solidum betale sagens omkostninger, dog skal de hver især alene afholde salær til forsvarer. Tiltalte Tiltalte1 skal betale 16.630 kr. + moms i salær til forsvareren, advokat Kåre Traberg Smidt. Statskassen skal betale 6.500 kr. + moms i yderligere salær til den beskikkede forsvarer, advokat Kåre Traberg Smidt.
Tiltalte Tiltalte2 skal betale 16.630 kr. + moms i salær til forsvareren, advokat Laue Traberg Smidt. Statskassen skal betale 6.500 kr. + moms i yderligere salær til den beskikkede forsvarer, advokat Laue Traberg Smidt. ::::::::::::::::::::::::: Østre Landsrets 2. afdelings
DOM
(landsdommerne Kaspar Linkis, Gunst Andersen og Kristian Porsager Seierøe (kst.) med domsmænd). Dato: 3. januar 2019 Rettens sagsnr.: S-2386-18 Anklagemyndigheden mod Tiltalte1, født juni 1966, (advokat Kåre Traberg Smidt, besk.) Københavns Byrets dom af 10. august 2018 (SS 1-17803/2017) er anket af Tiltalte1 med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse. Anklagemyndigheden har påstået skærpelse.
Forklaringer Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte og vidnet Vidne2. De i byretten af Tiltalte2 og vidnerne Vidne1 og Vidne3 afgivne forklaringer er dokumenteret, for så vidt angår vidnerne i medfør af retsplejelovens § 923. Tiltalte har supplerende forklaret blandt andet, at hun kender Tiltalte2, da deres børn går i samme skole. De skulle begge til samme bryllup.
Hun havde allerede købt en kjole til brylluppet, men Tiltalte2 sagde, at der var udsalg i Stormagasin, og spurgte, om hun ville med. Det var første gang, de shoppede sammen. De gik rundt sammen noget af tiden, men hun forlod butikken alene. Hun købte to kjoler, som hun betalte omkring 1.000 kr. for. Kjolerne var sat ned. Hun husker ikke mærket på kjolerne, som hun købte. Hun husker ikke, hvad Tiltalte2 købte.
Da Tiltalte2 skulle passere udgangen, gik alarmen, og vagten kom. Hun kom netop ud fra toilettet og så det. Hun gik over til Tiltalte2. De blev begge bedt om at fremvise varer og kvitteringer. Hun har ikke ombyttet prismærker, og hun har ikke set Tiltalte2 gøre det. Det endte med, at hun afleverede kjolerne tilbage og fik pengene retur.
Hun kiggede på et tidspunkt efter en rød bluse i den rigtige størrelse, og hun lagde ikke mærke til, om prismærket manglede, da hun hang den på plads igen. Vidnet Vidne2 har supplerende forklaret blandt andet, at hun ikke decideret så, at tiltalte og Tiltalte2 ombyttede prismærker i lingeriafdelingen.
Hun arbejdede på dette tidspunkt i børnetøjsafdelingen, hvor tiltalte og Tiltalte2 henvendte sig for at købe to stykker undertøj af mærket Triumph. Begge varer, som er dyre, havde fået påsat andre billige prismærker. Hun bad kvinderne vente ved kassen, mens hun henvendte sig til vagten. Sammen med vagten kiggede hun på overvågningsvideoen.
Her så hun kvinderne fumle med varerne i lingeriafdelingen på en måde, der sammenholdt med, at kvinderne ville betale for undertøjet i børnetøjsafdelingen, som ligger langt fra lingeriafdelingen, fik vidnet til at konkludere, at tiltalte og Tiltalte2 havde ombyttet prismærkerne. Da hun kom tilbage, var kvinderne gået.
Vagten kontaktede hende senere og fortalte, at kvinderne nu var taget med kosmetik, der ikke var betalt for. Sammen besluttede de at gennemgå samtlige varer, som kvinderne havde i deres to poser. De fandt to kvitteringer på varer, der ikke matchede de varer, der var i poserne. Da de undersøgte varerne i de to poser nærmere, kunne de se, at der var prismærker på alle varerne, der vedrørte andre varer.
Beregningen af det samlede besvegne beløb har politiet lavet, men det er på baggrund af politiets samtale med hende, mens hun gennemgik varerne og kvitteringerne. Opgørelsen ser korrekt ud, og hun kan specifikt huske, at der blandt andet var tale om tre gallakjoler, hvorpå der var sat prismærker vedrørende billige Stormagasin-jeans. Dette fremgik af en lille tekst på prismærket.
Hun fandt senere prismærker fra de dyre kjoler i baglommen på et par af de jeans, hvorfra de påsatte mærker kom. Yderligere oplysninger Der er under hovedforhandlingen forevist videosekvenser optaget i Stormagasin. Personlige oplysninger Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at hun har ansøgt om dansk statsborgerskab.
Landsrettens begrundelse og resultat
På baggrund af de foreviste videosekvenser og de afgivne vidneforklaringer, herunder forklaringen fra vidnet Vidne2 om blandt andet tiltaltes og Tiltalte2s adfærd i relation til undertøjet fra Triumph, finder landsretten det bevist, at tiltalte eller Tiltalte2 ombyttede prismærkerne på de i sagen omhandlede 7 varer.
Landsretten lægger på baggrund af de foreviste videosekvenser endvidere til grund, at tiltale og Tiltalte2 handlede i forening og efter forudgående aftale eller fælles forståelse, da mærkerne blev ombyttet, og da de senere henvendte sig i kassen for at betale.
På baggrund af vidneforklaringen Vidne2 lægger landsretten endelig til grund, at Stormagasin ved de tiltaltes handlinger blev besveget for det beløb, som er angivet i tiltalen. Landsretten tiltræder herefter, at tiltalte er fundet skyldig som sket. Straffen findes passende. Landsretten stadfæster derfor dommen.
Thi kendes for ret
: Byrettens dom i sagen mod Tiltalte1 stadfæstes. Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.
