BR — Byretterne
AM2024.03.14B
AM2024.03.14B Retten i Koldings
DOM
Dato: 14. marts 2024 Rettens sagsnr.: 2-6200/2023 Politiets sagsnr.: 3700-74265-00155-23 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født juni 1989 Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag. Anklageskrift er modtaget den 4. august 2023.
Tiltalte er tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 266 jf. § 81, nr. 6, og § 266 b, stk. 1, ved den 11. maj 2023, i tidsrummet fra ca. kl. 17.00 til ca. kl. 19.55, i bus på strækningen fra Vej1 i København til Sted, Vej2 i Vejle, at have truet med at begå en strafbar handling og offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds at have fremsat udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer på grund af race, hudfarve, national eller etnisk oprindelse eller tro eller sit handicap eller på grund af den pågældende gruppes seksuelle orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika blev truet, forhånet eller nedværdiget, idet tiltalte med forsæt til, at bussens passagerer skulle overhøre udtalelserne blandt andet udtalte: "Når jeg kommer til Århus, springer jeg lortet i luften”, "Person jeg stikker dig ned", ”jeg fucking sprænger dig i luften”, ”jeg fucking smider dig ud af bussen og fucking stikker dig”, ”Fucking danskere!
I er alle jøder og I skal sprænges i luften – både kvinder og børn og familien”, ”danske svin, I burde dræbes”, ”danske svin, I burde skydes”, ”danske svin, I burde bombes”, ”skal jeg skalpere dig”, ”Fucking danskersvin”, ”Fuck jøderne” og ”Jeg håber at jødelandet bliver bombet” eller lignende, alt hvilket var egnet til at fremkalde alvorlig frygt for passagerernes liv, helbred eller velfærd.
Påstande
Anklagemyndigheden har påstået tiltalte dømt efter anklageskriftet og straffet med en tillægsstraf på fængsel i 60 dage. Tiltalte har nægtet sig skyldig. Han har subsidiært nedlagt påstand om, at der ikke fastsættes tillægsstraf, mere subsidiært at tillægsstraffen fastsættes til fængsel i 30 dage.
Sagens oplysninger
[FORKLARINGER UDELADT] Tiltalte er tidligere straffet ved dom af 13. april 2021 med fængsel i 1 år og 2 måneder for overtrædelse af blandt andet straffelovens § 266 om trusler. dom af 12. juli 2023 med bøde for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. dom af 7. august 2023 med bøde for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. dom af 30. august 2023 med bøde for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. dom af 13. september 2023 med fængsel i 8 måneder for indbrudstyveri, brugstyveri af motorkøretøj, knivloven og færdselsloven.
Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at han blev løsladt den 13. februar 2024 efter afsoning af dommen af 13. september 2023. Han arbejder sammen med kommunen om at komme i gang med noget. Han er ikke misbruger, men kan godt ryge en joint eller to.
Rettens begrundelse
og afgørelse Retten lægger efter vidnernes forklaringer til grund, at tiltalte fremtrådte som om, at han var påvirket eller psykisk syg, og at tiltalte udtalte sig som citeret i anklageskriftet. Ingen af vidnerne har set tiltalte tale i telefon, og retten tilsidesætter derfor tiltaltes forklaring om, at udtalelserne er fremsat under en telefonsamtale med hans kæreste.
Udtalelserne fremsat i en bus med mange passagerer er fremsat offentligt i den forstand, hvori udtrykket anvendes i straffelovens § 266 b, stk. 1. Tiltaltes ved sine udtalelser om danskere og jøder truet, forhånet eller nedværdiget grupper af personer på grund af national eller etnisk oprindelse eller tro. Tiltaltes trusler var egnede til at fremkalde alvorlig frygt. Tiltalte findes herefter skyldig.
Straffen fastsættes til en tillægsstraf på fængsel i 60 dage. Straffen er fastsat efter straffelovens § 266 og § 266 b, stk. 1. Straffen er i medfør af straffelovens § 89 fastsat som tillægsstraf til straffen i dommene af 12. juli 2023, 7. august 2023, 30. august 2023 og 13. september 2023.
Retten har ved straffens fastsættelse lagt vægt på, at tiltaltes trussel om en bombesprængning medførte ugrundede udrykninger af politi og redningsmandskab, og at alle passagererne i bussen blev evakueret i omkring seks timer, mens bussen og tiltaltes bagage blev undersøgt.
Retten har endvidere i medføre af straffelovens § 81, nr. 6, lagt vægt på, at tiltaltes udtalelser om danskere og om jøder havde baggrund i andres etniske oprindelse og tro.
Thi kendes for ret
: Tiltalte skal straffes med fængsel i 60 dage. Tiltalte skal betale sagens omkostninger.
