29574/2024

Afvisning af påstand om ophævelse og hjemvisning af ministeriets afslag på at erhverve indfødsret. Ministeriet frifundet for påstand om godtgørelse. A blev født i 1969 i Danmark af en mor, der var australsk statsborger, og en far, der var dansk statsborger. Af den dagældende indfødsretslov fulgte, at et barn kunne erhverve dansk indfødsret ved fødslen efter faderen, hvis forældrene var gift. Da A’s forældre ifølge CPR-registret var blevet gift i 1958 i Australien, blev hun registreret som dansk statsborger (efter sin far som født i ægteskab). I februar 1971 udrejste A med sin familie til Holland, og i 1972 flyttede familien til Storbritannien, hvor hun fortsat boede. I forbindelse med, at Udlændinge- og Integrationsministeriet behandlede A’s søns ansøgning om bevarelse af dansk indfødsret, modtog ministeriet i april 2018 en britisk vielsesattest, hvoraf det fremgik, at A’s forældre blev gift i november 1988 i England. På den baggrund lagde ministeriet i en afgørelse fra juli 2018 til grund, at A’s forældre først blev gift i 1988 (og ikke i 1958), og at hun derfor var født uden for ægteskab. Ministeriet meddelte herefter, at A ikke var og aldrig havde været dansk statsborger. I maj 2019 blev A meddelt australsk statsborgerskab (efter sin mor). I januar 2021 meddelte Udlændinge- og Integrationsministeriet A – efter forelæggelse for Folketingets Indfødsretsudvalg – afslag på A’s ansøgning om at erhverve dansk indfødsret ved lov (naturalisation). Sagen for Højesteret angik for det første, om A kunne få medhold i, at ministeriets afslag fra 2021 skulle ophæves, og sagen hjemvises til fornyet behandling. For det andet var spørgsmålet, om A efter EU-retten eller Menneskerettighedskonventionen havde krav på godtgørelse som følge af afslaget. Højesteret bemærkede indledningsvis, at sagen efter A’s påstande alene angik en prøvelse af Udlændinge- og Integrationsministeriets afslag fra 2021 på, at hun optages på et lovforslag om indfødsrets meddelelse. Sagen angik således ikke en prøvelse af ministeriets afgørelse fra 2018 om, at A ikke var og aldrig havde været dansk statsborger. Højesteret bemærkede i den forbindelse, at ministeriets afgørelse fra 2018 var truffet før Højesterets dom af 3. september 2025 (UfR 2025.4496), hvoraf følger bl.a., at forventnings- og indrettelseshensyn kan føre til, at en person opretholder sit danske statsborgerskab, selv om lovens betingelser for at erhverve dansk statsborgerskab ikke har været opfyldt. Højesteret udtalte, at det bl.a. i lyset af dette forhold havde været rigtigst, at det – inden Højesteret tog stilling til påstandene i A’s sag vedrørende afslaget fra 2021 – var blevet afklaret, om ministeriets afgørelse fra 2018 ville blive genoptaget. Ingen af parterne havde imidlertid anmodet om udsættelse af sagen på en sådan afklaring. Som A’s påstande var formuleret, indebar dette, at Højesteret uprøvet måtte lægge til grund, at ministeriets afgørelse fra 2018 var rigtig. A’s påstand om ophævelse af ministeriets afslag fra 2021 og hjemvisning af sagen til fornyet behandling måtte forstås på den måde, at A ønskede at blive optaget på et lovforslag om indfødsrets meddelelse. Højesteret fandt, at dette ville indebære et indgreb i regeringens, folke-tingsmedlemmers og Folketingets kompetence som nærmere fastlagt i grundloven. Påstanden om ophævelse og hjemvisning af ministeriets afslag fra 2021 blev derfor afvist. Med hensyn til A’s påstand om godtgørelse efter EU-retten fandt Højesteret, at ministeriets afslag fra 2021 ikke rejste spørgsmål om anvendelse af artikel 20 om unionsborgerskab i Trak-taten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde. Højesteret fandt desuden, at EU’s Charter om grundlæggende rettigheder, herunder artikel 7 om respekt for privat- og familieliv, ikke fandt anvendelse, da ministeriets afslag fra 2021 ikke henhørte under EU-rettens anvendelsesområde. Vedrørende A’s påstand om godtgørelse efter Menneskerettighedskonventionen fandt Højesteret, at ministeriets afslag fra 2021 ikke udgjorde et indgreb i hendes privatliv efter konventionens artikel 8, bl.a. fordi A ikke havde godtgjort, at hun efter afslaget fra 2021 ikke kunne forblive boende i Storbritannien og arbejde dér. Udlændinge- og Integrationsministeriet blev derfor frifundet for påstanden om godtgørelse. Landsretten var nået til samme resultat.