VLR — Vestre Landsret
AM2025.03.12V
OL-2025-V-00015
AM2025.03.12V Retten i Sønderborgs
DOM
Dato: 11. december 2024 Rettens sagsnr.: A7-4629/2024 Politiets sagsnr.: 3300-71281-00060-24 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født maj 1975 Denne sag er behandlet som tilståelsessag. Retsmødebegæring er modtaget den 4. november 2024.
Tiltalte er tiltalt for overtrædelse af 1. straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. pkt., jf. lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 30, stk. 2, jf. § 3, jf. bilag 1, liste B, nr. 70, samt lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer§ 30, stk. 1, jf.§ 3, jf. bilag 1, liste B, nr. 30, ved den 24. september 2024 ca. kl. 21.10 på Alssundbroen i Sønderborg, i personbil med reg.nr. … , med henblik på overdragelse til et større antal personer eller mod betydeligt vederlag eller under andre særligt skærpende omstændigheder, at have været i besiddelse af 1,095 kg kokain, ligesom sigtede var i besiddelse af 131 gram amfetamin til eget brug. 2. færdselslovens § 117, jf. § 54, stk. 1, nr. 1, ved på samme tid og sted som i forhold 1, at have ført personbil med reg.nr. … efter at have indtaget bevidsthedspåvirkende stoffer, som er klassificeret som farlige for færdselssikkerheden, og som ikke er indtaget i henhold til lovlig recept, i et sådant omfang at værdien af den aktive komponent i blodet under eller efter kørslen oversteg bagatelgrænsen for stofferne, idet en blodprøve udtaget samme dag kl. 21.54 påviste amfetamin med en mindsteværdi på 0,14 mg/kg samt kokain med en mindsteværdi på 0,031 mg/kg. 3. færdselslovens § 117 a, stk. 1, ved på samme tid og sted som i forhold 1, at have ført personbil med reg.nr. …, selv om han var frakendt førerretten.
Påstande
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf. Anklagemyndigheden har endvidere nedlagt påstand om ubetinget frakendelse af førerretten i medfør af færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 2, jf. § 128, stk. 2. Anklagemyndigheden har ydermere i medfør af retsplejelovens § 75, stk. 2, nr. 1, nedlagt påstand om konfiskation af 1,095 kg kokain, 131 gram amfetamin, 1 papkasse, 2 poser, Tape og 2 digitalvægte. Tiltalte har erkendt sig skyldig.
Sagens oplysninger
Tiltalte, Tiltalte, har forklaret, at han den 24. september 2024 ved 21.10 tiden blev standset af politiet, da han kørte i sin bil. Der var 1095 gram kokain i bilen, som skulle videre til en anden person. Derudover var der 131 gram amfetamin til hans eget brug. Omkring 5 timer før kørslen havde han indtaget kokain og amfetamin. Han var i januar 2023 frakendt førerretten fra engang i 2021.
Sammen med baseballbattet lå der bolde. Han brugte tingene til at skyde bolde ud til sin hund. Hunden var med i bilen, da han blev anholdt. Baseballbattet har ikke været et våben. Der blev den 24. september 2024 kl. 21.54 taget en blodprøve fra tiltalte. I blodprøven blev der påvist stofferne amfetamin med en koncentration på 0, 14 mg/kg og cocain med en koncentration på 0,031 mg/kg.
Tiltalte er tidligere straffet af betydning for sagen senest ved dom 27.09.2019 med fængsel i 3 år for blandt andet overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, dom af 22.10.2019 ej tillægsstraf for overtrædeIse af blandt andet lov om euforiserende stoffer, dom af 25.01.2023 med bøde og frakendelse af førerretten indtil 30.09.26 for blandt andet overtrædelse af færdselslovens § 54, stk. 1, nr. 1 og § 117 d, stk. 2, jf. § 56, stk. 1, 1. pkt., dom af 09.11.2023 betinget fængsel i 3 måneder dom med vilkår om samfundstjeneste for blandt andet overtrædelse om lov om euforiserende stoffer.
Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at han tidligere har boet på Sjælland men er flyttet til Jylland. Han har to børn og et stedbarn samt børnebørn og en hund som han er meget glad for. Han har boet lidt rundt omkring i en campingvogn, og han har været ved at skrabe penge sammen til at flytte til Sjælland. Når han har ondt, har han et misbrug. Da han blev varetægtsfængslet, levede han af kontanthjælp.
Tiltalte har under denne sag været frihedsberøvet fra den 24. september 2024.
Rettens begrundelse
og afgørelse Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig.
Straffen fastsættes til fængsel i 3 år og 3 måneder, jf. straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. pkt., jf. lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 30, stk. 2, jf. § 3, jf. bilag 1, liste B, nr. 70, samt lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 30, stk. 1, jf. § 3, jf. bilag 1, liste B, nr. 30 samt færdselslovens § 117, jf. § 54, stk. 1, nr. 1 og § 117 a, stk. 1.
Retten har lagt vægt på mængden af euforiserende stoffer, og at tiltalte har afgivet en uforbeholden tilståelse. Tiltalte frakendes retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, bortset fra lille knallert, i 5 år fra den 30. september 2026, jf. færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 2, jf. § 128, stk. 2. Retten tager påstanden om konfiskation til følge, jf. straffelovens § 75, stk. 2, nr. 1.
Thi kendes for ret
: Tiltalte Tiltalte skal straffes med fængsel i 3 år og 3 måneder. Tiltalte frakendes retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, bortset fra lille knallert, i 5 år fra den 30. september 2026. Hos tiltalte konfiskeres 1,095 kg kokain, 131 gram amfetamin, 1 papkasse, 2 poser, tape og 2 digitalvægte. Tiltalte skal betale sagens omkostninger. ::::::::::::::::::::::::: Vestre Landsrets 4. afdelings
DOM
(dommerne Annette Dellgren, Marie Kathrine Nielsen og Tina Lang Christensen (kst.) med domsmænd) Dato: 12. marts 2025 Rettens sagsnr.: S–2407–24 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født maj 1975, (advokat Glenn Verding Hein, København) Retten i Sønderborg har den 11. december 2024 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. A74629/2024).
Påstande
Anklagemyndigheden har påstået skærpelse. Tiltalte, Tiltalte, har påstået formildelse. Supplerende oplysninger Tiltalte er ved dom af 7. oktober 2024 tillige idømt en bøde for overtrædelse af færdselslovens § 117 a, stk. 1.
Landsrettens begrundelse og resultat
Tiltalte er under en tilståelsessag fundet skyldig i at have besiddet 1,095 kg kokain med henblik på overdragelse til et større antal personer eller mod betydeligt vederlag eller under andre særligt skærpende omstændigheder og besiddelse af 131 gram amfetamin til eget brug. Tiltalte blev endvidere fundet skyldig i at have overtrådt færdselslovens § 54, stk. 1, nr. 1, og § 117 a, stk. 1.
Forholdene blev begået den 24. september 2024, hvor politiet standsede tiltalte i en bil, som politiet samme dag foretog en ransagning af. Tiltalte gav samtykke til ransagningen, men han ønskede ikke at forevise noget. Kokainen og amfetaminen blev fundet i bilen. Under grundlovsforhøret den 25. september 2024 nægtede tiltalte sig skyldig, og han ønskede ikke at afgive forklaring.
Tiltalte blev genafhørt den 1. oktober 2024, hvor tiltalte gav tilladelse til ransagning af to telefoner. Forud for genafhøringen af tiltalte den 29. oktober 2024 havde forsvareren oplyst, at tiltalte nu ønskede at erkende forholdene. Landsretten lægger herefter til grund, at tiltaltes tilståelse kun i meget begrænset omfang har haft betydning for politiets efterforskning.
Tilståelsen har endvidere kun medført en begrænset forkortelse af sagens varighed ved domstolene, idet sagen har kunnet gennemføres uden bevisførelse og dermed uden domsmænd. Tiltaltes tilståelse kan derfor kun i begrænset omfang føre til en fravigelse af udgangspunktet for straffastsættelsen i sagen, jf. straffelovens § 82, stk. 1, nr. 9.
Henset hertil og til forholdenes karakter og tiltales forstraffe forhøjes fængselsstraffen til 3 år og 9 måneder. Straffen fastsættes tillige i medfør af straffelovens § 89. Med de anførte ændringer stadfæster landsretten dommen. Tiltalte har fortsat været frihedsberøvet under anken.
Thi kendes for ret
: Byrettens dom stadfæstes med den ændring, at fængselsstraffen forhøjes til 3 år og 9 måneder. Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.
