107/2017

Det var ikke i strid med Menneskerettighedskonventionen, at en mand fra Syrien, der havde fået midlertidig beskyttelsesstatus i Danmark, skulle vente 3 år på at få familiesammenføring med sin ægtefælle Sagen angik prøvelse af Udlændingenævnets afgørelse, hvorefter A og B, der var ægtefæller, havde fået afslag på familiesammenføring i Danmark. A havde ophold i Danmark efter udlændingelovens regler om midlertidig beskyttelse begrundet i de generelle forhold i hjemlandet, mens B fortsat var i Syrien. Afgørelsen var begrundet med, at A ikke havde haft opholdstilladelse i mere end de sidste tre år, hvilket er et krav efter udlændingeloven, og at der ikke forelå sådanne ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, at der kunne gives opholdstilladelse efter undtagelsesbestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1. A havde anført bl.a., at afgørelsen var i strid med retten til familieliv i Menneskerettighedskonventionens artikel 8. Højesteret fandt – navnlig med henvisning til forarbejderne til udlændingeloven – at begrænsningen i adgangen til familiesammenføring var begrundet i hensyn, der kunne varetages efter Menneskerettighedskonventionens artikel 8. Selvom afslaget på familiesammenføring reelt indebar, at A var forhindret i at leve sammen med sin ægtefælle, var hindringen alene midlertidig. A kunne således vende tilbage til Syrien ved en forbedring af de generelle forhold i landet, og hvis en sådan forbedring ikke skete, ville han som udgangspunkt efter tre år have ret til familiesammenføring med sin ægtefælle. Bl.a. med henvisning hertil fandt Højesteret, at kravet om, at A som udgangspunkt skulle have haft opholdstilladelse i Danmark i tre år, før han kunne få familiesammenføring med sin ægtefælle, lå inden for den skønsmargin, der tilkommer staten ved afvejningen af hensynet til hans familieliv over for hensynet til de samfundsmæssige interesser, som kan varetages efter Menneskerettighedskonventionens artikel 8. Udlændingenævnets afgørelse var således ikke i strid med artikel 8. Højesteret fandt i øvrigt, at afgørelsen heller ikke var i strid med forbuddet mod diskrimination i Menneskerettighedskonventionens artikel 14. Landsretten var nået til samme resultat.