OLR — Østre Landsret
AM2024.10.22Ø
OL-2024-Ø-00055
AM2024.10.22Ø Retten i Helsingørs
DOM
Dato: 1. juni 2023 Rettens sagsnr.: 1-120/2023 Politiets sagsnr.: 0900-81060-00135-22 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født september 1974 Anklageskrift er modtaget den 16. januar 2023.
Tiltalte er tiltalt for overtrædelse af 1. færdselslovens § 118, jf. § 15, stk. 3, ved den 28. juli 2022 kl. 11.39 under tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden at have ført varebil med reg.nr. ... i sydlig retning ad Helsingørmotorvejen i Hørsholm, ca. fra 22,5 km-mrk. over en strækning på 2510 meter med en så kort afstand til forankørende, at der var fare for påkørsel, hvis køretøjet foran standsede eller nedsatte hastigheden, idet rådighedstiden var mindre end 0,32 sek. ved 116 km/t., mindre end 0,36 sek. ved 103 km/t., mindre end 0,36 sek. ved 116 km/t., mindre end 0,32 sek. ved 116 km/t og mindre end 0,24 sek. ved 127 km/t. 2. færdselslovens § 118, jf. § 15, stk. 3, ved den 28. juli 2022 kl. 11.41 under tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden at have ført varebil med reg.nr. ... i sydlig retning ad Helsingørmotorvejen i Hørsholm, ca. fra 26,0 km-mrk. over en strækning på 205 meter med en så kort afstand til forankørende, at der var fare for påkørsel, hvis køretøjet foran standsede eller nedsatte hastigheden, idet rådighedstiden var mindre end 0,40 sek. ved 118 km/t., og mindre end 0,36 sek. ved 117 km/t. 3. færdselslovens § 118, jf. § 15, stk. 3, ved den 28. juli 2022 kl. 11.42 under tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden at have ført varebil ... i sydlig retning ad Helsingørmotorvejen i Nærum, ca. fra 26,9 km-mrk. over en strækning på 540 meter med en så kort afstand til forankørende, at der var fare for påkørsel, hvis køretøjet foran standsede eller nedsatte hastigheden, idet rådighedstiden var mindre end 0,32 sek. ved 120 km/t., mindre end 0,28 sek. ved 115 km/t., og mindre end 0,24 sek. ved 117 km/t.
Påstande
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om bødestraf. Anklagemyndigheden har påstået, at tiltalte skal frakendes retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, bortset fra lille knallert, og at frakendelsen skal ske ubetinget, jf. færdselslovens § 125, stk. 1, nr. 1, jf. § 126, stk. 1, nr. 6, jf. § 128, stk. 1. Forsvareren har nedlagt påstand om frifindelse. Subsidiært rettens mildeste dom. Tiltalte har nægtet sig skyldig i forholdene 1, 2 og 3.
Sagens oplysninger
Forklaringer Tiltalte har om forholdene 1, 2 og 3 forklaret, at han var ude at køre den pågældende dag. Han var på vej hjem. Han havde været på arbejde. Han blev standset af politiet. Politibetjenten sagde, at det var fordi, at han havde kørt for tæt på de forankørende biler. Han så videoen af sin kørsel. Han mener ikke, at han havde kørt så tæt. I hans øjne var det ikke en tætkørsel.
Grunden til, at han kørte så tæt, var at undgå, at der kørte en bil ud foran ham. Han kørte ikke for stærkt, og der var frie forhold den dag. Der var ikke mange biler på vejen. Han bestrider alle målingerne. Han synes ikke, at han kørte tæt. Adspurgt af forsvareren har han forklaret, at han fornemmede, at han kørte det, som han måtte. Der var stort set ikke noget trafik. Der var gode vejrforhold.
Han var på vej ned ad en bakke, hvor der var mange meters frit udsyn. Han havde rigelig mulighed for at kunne reagere, hvis den forankørende bremsede hårdt op. Han følte, at han havde over en bils længde foran ham. Bilen foran havde også en bremseafstand. Politiassistent Vidne har om forhold 1 forklaret, at han var på patrulje den pågældende dag. Han kørte i sin civile patruljebil.
Han kørte mellem Kokkedal og Hørsholm. Han blev opmærksom på en hvid kassevogn, der næsten kørte op i hans bagvogn. Han kørte efter varevognen og optog kørslen. Der var en personbil, der trak ud, hvorefter tiltalte kørte tæt på denne bil. Det fortsatte over en lang strækning. Om forhold 2 har han forklaret, at tiltalte øgede sin hastighed og kørte op tæt på den næste forankørende bil.
Man kan godt foretage en måling på en afstand af 205 meter. Om forhold 3 har han forklaret, at tiltalte endnu engang øgede hastigheden og kørte op bag den næste forankørende bil. Herefter bragte han tiltalte til standsning og viste ham videoen af kørselsforløbene. Tiltalte var overrasket over sin kørsel. Tiltalte mente blandt andet, at den forankørende bil i forhold 1 havde gjort noget forkert.
Det er tre separate sigtelser, idet der blev kørt for tæt på tre forskellige biler. Hver bil er et nyt forhold. Udstyret bliver kalibreret hver 8. dag. Ellers virker udstyret ikke. Udstyret blev kalibreret den 27. juli 2022. Vidnet viste videosekvenser af kørslerne i forholdene 1, 2 og 3.
Øvrige oplysninger Der blev dokumenteret fra printbilag af 2. august 2022 (forhold 1, bilag 3), beregning af afstand til foran kørende af 2. august 2022 (forhold 1, bilag 4), fra printbilag af 2. august 2022 (forhold 2, bilag 3), beregning af afstand til foran kørende af 2. august 2022 (forhold 2, bilag 4), fra printbilag af 2. august 2022 (forhold 3, bilag 3) og beregning af afstand til foran kørende af 2. august 2022 (forhold 3, bilag 4).
Personlige forhold Tiltalte har om sine indkomstforhold forklaret, at han ikke fik løn i 2022. Han arbejdede for sin kones virksomhed. De har fællesøkonomi, så hun forsørger ham.
Rettens begrundelse
og afgørelse Forholdene 1, 2 og 3: Efter bevisførelsen, herunder vidnet Vidnes fremvisning af videosekvenser af forholdene samt forklaring herom, finder retten det godtgjort, at tiltalte har kørt så tæt på de forankørende biler, at rådighedstiden for tiltalte til at reagere på trafikken har været så kort, at tiltalte ikke ville have kunnet nå at reagere, og at tiltalte derfor med sin kørsel har tilsidesat væsentlige hensyn til færdselssikkerheden.
Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig i overensstemmelse med tiltalen i forholdene 1, 2 og 3. Straffen fastsættes til en bøde på 3.750 kr., jf. færdselslovens § 118, stk. 1, nr. 1, jf.§ 15, stk. 3. Ved fastsættelse af bøden er der taget hensyn til tiltaltes økonomiske forhold således, at der er sket nedsættelse af bøden. Forvandlingsstraffen fastsættes som nedenfor bestemt.
Tiltalte frakendes retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, bortset fra lille knallert, i 1 år fra endelig dom, jf. færdselslovens § 125, stk. 1, nr. 1, jf. § 126, stk. 1, nr. 6, jf. § 128, stk. 1.
Thi kendes for ret
: Tiltalte skal betale en bøde på 3.750 kr. Forvandlingsstraffen for bøden er fængsel i 6 dage. Tiltalte skal frakendes retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, bortset fra lille knallert, i 1 år fra endelig dom. Tiltalte skal betale sagens omkostninger. ::::::::::::::::::::::::: Østre Landsrets 2. afdelings
DOM
(landsdommerne Nicolai Uggerhøj-Winther, Susanne Lehrer og Mathias Eike (kst.)). Dato: 22. oktober 2024 Rettens sagsnr.: S-1644-23 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født september 1974, (advokat Anders Trøck-Kronberg, besk.) Dom afsagt af Retten i Helsingør den 1. juni 2023 (1-120/2023) er anket af Tiltalte med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse. Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om skærpelse af den idømte bødestraf og stadfæstelse af afgørelsen om frakendelse af førerretten.
Sagens oplysninger
Der er for landsretten forevist videooptagelser og stillbilleder heraf vedrørende kørselsforløbet den 28. juli 2022. Forklaringer Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte og vidnet politiassistent Vidne. Tiltalte har supplerende forklaret blandt andet, at han ud fra stillbillederne i forhold 1 (billede 1 og 2) ikke kan sige, hvor mange meter der var mellem hans bil og den forankørende.
Den forankørende trak ud foran ham og tog dermed hans bremseafstand. Han holdt foden på bremsen og ventede på, at den forankørende ville trække ind igen, hvad den pågældende imidlertid ikke gjorde. Han vurderer ud fra stillbillederne i forhold 2 (billede 13), at der var mere end en personbils længde mellem ham og den forankørende, dvs. mere end 6-8 meter.
Han sad højt og havde derfor et godt udsyn til den forankørende. Om forhold 3 har tiltalte forklaret, at han kørte frem mod den forankørende sorte Audi, der herefter trak ind til højre. Han signalerede ikke med lys og pressede heller ikke på anden måde den sorte Audi for at få den til at trække ind til siden.
Hans bil var udstyret med automatisk bremse, så det ville slet ikke være muligt for ham at køre for tæt på den forankørende, uden at bremsen automatisk ville blive aktiveret. Han kan ikke genkende, at han næsten kørte op i politibilens bagvogn, som politibetjenten forklarede i byretten.
Vidnet politiassistent Vidne har supplerende forklaret blandt andet, at han i juli 2022 var ansat i Nordsjællands Politis færdselsafdeling og kørte videobil, hvilket han havde gjort i en årrække. Den 28. juli 2022 kørte han i anden vognbane, da han blev opmærksom på tiltaltes kørsel og besluttede at følge efter tiltalte for at dokumentere kørslen.
Det var tydeligt for ham, at tiltalte kørte hurtigere end den tilladte hastighed. Tiltalte kørte for tæt på videobilen, og han havde derfor en formodning om, at tiltalte også ville køre tæt på andre biler. Videobilen optager hele tiden. Hvis systemet ikke kalibreres rettidigt, vil dette fremgå af videomaterialet. Det er videobilens triptæller og hastighed, der fremgår af stillbillederne fra videooptagelserne.
Det er Rigspolitiets teknikere, der på baggrund af videomaterialet har foretaget opmålingerne og beregningerne vedrørende tiltaltes kørsler. I forhold 2 vedrører billede 15 og 16 henholdsvis billede 17 og 18 to forskellige opmålinger, og billederne kan derfor ikke sammenholdes. Det er afstanden mellem den forankørendes bagerste punkt og tiltaltes bils forreste punkt, der måles.
Der er foretaget to afstandsberegninger vedrørende tætkørslen i forhold 2. Der er ikke foretaget beregninger af afstanden mellem tiltaltes bil og den forankørende på de tidspunkter, som udgør start- og sluttidspunkt for tætkørslen (billede 13 og 14). Videokameraet optager gennem forruden. Systemet optager 25 billeder i sekundet.
Personlige forhold Det fremgår af R75-udskrift fra Statens Ligningssystem, at tiltalte i 2022 ikke havde nogen skattepligtig indkomst. Tiltalte har om sine personlige forhold supplerende forklaret, at han er blevet afskediget som følge af sagen. Han modtager kontanthjælp.
Landsrettens begrundelse og resultat
Også efter bevisførelsen for landsretten, herunder de foreviste videooptagelser og stillbilleder af kørselsforløbet samt forklaringen fra vidnet politiassistent Vidne, findes tiltalte af de grunde, der er anført i dommen, skyldig efter anklageskriftet i forhold 1-3.
Landsretten tiltræder herunder, at det er bevist, at tiltalte i alle forhold har kørt på en måde, der indebærer en tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden, jf. færdselslovens § 125, stk. 1, nr. 1.
Den omstændighed, at rådighedstiden i forhold 2 er beregnet på grundlag af opmålinger af tiltaltes kørsel over en strækning på ca. 205 meter, kan ikke føre til en anden bedømmelse, idet landsretten herved har lagt vægt på videooptagelserne af den pågældende kørsel og tiltaltes kørselsforløb i øvrigt samt forholdenes ensartede karakter og deres nære tidsmæssige sammenhæng.
Landsretten tiltræder endvidere, at de tre kørselssituationer, som har fundet sted over en samlet afstand på flere km og angår forskellige forankørende biler, må anses for tre selvstændige lovovertrædelser, uanset at de er begået i forlængelse af hinanden under det samme kørselsforløb. Bødestraffen findes under hensyn til det oplyste om tiltaltes indtægtsforhold passende udmålt.
Det tiltrædes endvidere, at tiltalte er frakendt førerretten som sket, idet frakendelsestiden efter en samlet vurdering dog findes at skulle fastsættes til 6 måneder. Med den anførte ændring stadfæster landsretten derfor dommen.
Thi kendes for ret
: Byrettens dom i sagen mod Tiltalte stadfæstes med den ændring, at frakendelsestiden fastsættes til 6 måneder, der regnes fra landsrettens dom. Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.
