Tilbage til sager

VLRVestre Landsret

AM2017.11.07V

OL-2017-V-00029

Dom
PDFKilde: Anklagemyndigheden →
Dato
07-11-2017
Sagsemne
beløb 100.000 - 500.000, beløb 100.000 - 500.000
Fuldtekst
Kilde: Anklagemyndigheden

AM2017.11.07V Retten i Viborgs

DOM

Dato: 23. maj 2017 Rettens sagsnr.: 3382/2016 Politiets sagsnr.: 4100-76405-00001-16 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født december 1967 Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag. Anklageskrift er modtaget den 23. september 2016.

Tiltalte er tiltalt for overtrædelse af socialt bedrageri efter straffelovens § 289 a, stk. 1. ved i perioden fra den 5. januar 2015 til den 11. oktober 2015 formentlig fra adressen Adresse i Silkeborg at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger eller fortiet oplysninger med henblik på at opnå uberettiget udbetaling til sig selv eller andre, idet tiltalte undlod at oplyse Fagforening om, at tiltalte havde arbejdet 1033,50 timer, hvorved hun uberettiget fik udbetalt 108.476,00 kr. i dagpenge.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf. Tiltalte har nægtet sig skyldig, idet hun dog kan erkende sig skyldig i de faktiske forhold, men hun havde ikke forsæt til bedrageri.

Sagens oplysninger

Tiltalte har forklaret, at hun kom til Danmark i 2008, og hun havde i perioder to jobs samtidig. Omkring 2012-2013 blev hun medlem af A-kassen A-kasse. Hun har siden 2013 haft et deltidsvikarjob hos Selskab1, hvor hun var tilkaldevikar. I 2015 mistede hun sit faste arbejde, og hun begyndte derfor at modtage dagpenge.

Hun var i den forbindelse hos A-kasse, der viste hende, hvordan hun skulle logge ind på computeren, og det noterede hun ned på et papir. Hun ikke taler dansk. Hun blev vejledt om, at hun skulle give besked, hvis hun holdt ferie. Hun blev ikke vejledt om, at hun skulle give besked om, hvis hun havde vikararbejde. I februar 2015 var hun til et møde om sit CV.

Der blev ikke talt om, hvordan hun skulle udfylde dagpengekortet. Hun kontaktede efterfølgende A-kassen, fordi hun havde mistet det notat, hun havde gjort, da hun fik vist, hvordan hun skulle logge ind på computeren. Hun fik derefter vejledning igen. I juli og august fik hun ikke dagpenge, fordi hun holdt ferie. Hun ringede til A-kassen og fortalte, at hun tog på ferie. Hun registrerede det ikke elektronisk.

Da hun efterfølgende loggede på, så hun, at det var registreret, at hun holdt ferie. Forevist bilag 9 (kopi af dagpengekort) har hun forklaret, at hun i A-kasses reception fik vist, hvordan hun skulle udfylde dem. Hun satte bare flueben der, hvor de havde vist hende, at hun skulle gøre det. Det er først efterfølgende, at hun i jobcentret har fået at vide, hvordan dagpengekortene skulle udfyldes.

Hendes generelle økonomiske situation var sådan, at hendes økonomi ikke kunne hænge sammen, hvis hun ikke fik penge fra A-kassen. Hun troede, at det var normalt at få penge, selvom hun havde vikararbejde. Hun fik ikke dagpenge i 2013, fordi hun havde et fast job. I 2015 havde hun alene et deltidsjob. Hun forstår ikke, at det ikke er blevet stoppet på et tidligere tidspunkt.

Det var først i september 2015, at hun blev kontaktet af A-kassen, og hvor hun fik en ny vejledning om reglerne. Hun har indgået forlig med A-kasse og har siden afdraget 2.000 kr. om måneden på gælden. Hun troede kun, at man skulle indberette, hvis man havde et fast job. Hun har ikke fået nogen af blanketterne oversat eller fået at vide, at det var særligt vigtigt at være opmærksom på.

Vidne har forklaret, at hun er juridisk sagsbehandler hos A-kasse, og det er hende, der har lavet afgørelsen. Hun har ikke haft noget med vejledningen af tiltalte at gøre. Som ledig skal man udfylde ledighedserklæringer og tilmelde sig jobcentret. Man bliver herefter indkaldt til et vejledningsmøde, hvor man bliver vejledt om rettigheder og pligter.

Mødet er som udgangspunkt et møde, hvor der er flere deltagere, men det fremgår af sagen, at tiltalte er blevet vejledt individuelt om reglerne. Man plejer at blive vejledt om, at man skal søge arbejde og udfylde dagpengekort hver 4-5 uge. Hvis man får arbejde, så kan man få supplerende dagpenge. Hun ved ikke, hvordan der er vejledt i den konkrete sag.

Det fremgår af telefonnotatet i bilag 10, at tiltalte den 6. januar 2015 er blevet vejledt om at sende tilknytningskontrakt til Selskab1, hvis hun får timer, mens hun er på dagpenge, ligesom hun blev vejledt om at skrive timer på dagpengekortet.

Det fremgår endvidere af bilag 11, at hun den 14. januar 2015 har ringet for at få en detaljeret beskrivelse vedrørende tastning af dagpengekort, og hvor hun blev vejledt om at taste fredagen efter og ringe ind igen, hvis det gav problemer.

Personer, der ikke taler dansk, tilbydes individuel vejledning, og hvis der er tale om sprog, som de ikke kender, så bliver medlemmet vejledt om, at det er deres egen pligt at få blanketterne oversat. De kunne se, at tiltalte åbnede sine dokumenter samme dag, som de kom. Tiltalte kontaktede i august A-kassen, som følge af, at der ikke var kommet en udbetaling.

Dette var grundet en fejl, og udbetalingen blev genoprettet. Det er rigtigt, at tiltalte har holdt ferie, og at de må være meddelt pr. telefon, idet det er udfyldt forkert på dagpengekortet. Hun har ikke selv holdt møder med tiltalte, og hun ved ikke, om tiltalte har fået udleveret information på engelsk. Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at hun har opholdt sig i Danmark siden 2008.

Hun bor alene i et lejet hus. Hun har en søn på 27 år. Hun har fast fuldtidsarbejde som rengøringsasstistent. Det har hun haft siden 14. november 2016. Hun afdrager hver måned 2.000 kr. på gælden til A-kasse. Hun er ikke tidligere straffet. Hun er indstillet på evt. at udføre samfundstjeneste, hvis hun bliver dømt. Hun mister sit job, hvis hun bliver dømt.

Rettens begrundelse

og afgørelse Tiltalte har erkendt, at hun uretmæssigt har modtaget det i tiltalen oplyste beløb. Tiltalte indgik i efteråret 2015 forlig med A-kasse, og hun har siden afdraget 2.000 kr. om måneden på gælden.

To voterende udtaler: Tiltaltes forklaring om, at hun kun troede, at det var ferie og fast arbejde, der skulle indberettes til A-kassen støttes af oplysningerne om, at tiltalte telefonisk indberettede til A-kassen, at hun holdt ferie.

Herefter, og da det ikke på baggrund af vidnets forklaring er godtgjort, at tiltalte har modtaget en vejledning om reglerne, som hun har forstået, er der ikke ført det til domfældelse tilstrækkelige bevis for, at tiltalte havde forsæt til at begå socialt bedrageri, som anført i anklageskriftet, hvorfor vi voterer for at frifinde tiltalte.

En voterende udtaler: Det lægges på baggrund af vidnets forklaring om A-kassens procedure for vejledning om dagpengereglerne sammenholdt med de fremlagte telefonnotater til grund, at tiltalte flere gange er blevet vejledt om dagpengereglerne, og at tiltalte efterfølgende telefonisk har indberettet, at hun holdt ferie.

Det må herefter for tiltalte have fremstået som ihvertfald overvejende sandsynligt, at også indberetning af hendes indtægter fra vikarjobbet, hvor hun i perioden gennemsnitligt arbejdede 135 timer om måneden, havde direkte sammenhæng med størrelsen af de beløb, som hun ville være berettiget til at få udbetalt fra A-kassen.

Det er herefter bevist, at tiltalte har afgivet urigtige oplysninger til A-kassen med forsæt til at opnå uberettigede udbetalinger af dagpenge, som angivet i anklageskriftet. Der afsiges dom efter stemmeflertallet, hvorefter tiltalte frifindes.

Thi kendes for ret

: Tiltalte Tiltalte frifindes. Statskassen skal betale sagens omkostninger. :::::::::::::::::::::::::::::::: Vestre Landsrets 7. afdelings

DOM

(dommerne Lars E. Andersen, Hans-Jørgen Nymark Beck og Kresten Trolle (kst.) med domsmænd) Dato: 7. november 2017 Rettens sagsnr.: S–1103–17 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født december 1967, (advokat Karen Marie Jespersen, Silkeborg) Retten i Viborg har den 23. maj 2017 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. 3382/2016).

Påstande

Anklagemyndigheden har påstået domfældelse i overensstemmelse med tiltalen for byretten. Tiltalte, Tiltalte, har påstået stadfæstelse. Supplerende oplysninger Kriminalforsorgen har til brug for ankesagen afgivet en erklæring af 12. september 2017 om tiltaltes personlige forhold. Forklaringer Tiltalte og vidnet Vidne har for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans.

Tiltalte har supplerende forklaret, at hun har været til to møder hos A-kasse i Aarhus. Hun mener, at hun var til et møde hos A-kasse den 6. januar 2015. Hun fik ikke at vide, at hun skulle indtaste timer fra vikarjob. Hun har udfyldt dagpengekortet på den måde, som hun fik vist. Hun forstår ikke teksten på dagpengekortet.

Hun har noteret på papir, hvad de sagde til hende, og det var, at hun skulle sætte kryds ved ”nej” i begge rubrikker. Hun fik ikke at vide, hvad oplysningerne skulle bruges til. Hun vidste ikke, at oplysningerne havde betydning for dagpengeudbetalingen. Hun vidste ikke, hvorfor hun skulle udfylde skemaerne, og det gjorde sig gældende for hele perioden.

Hun kontaktede A-kasse for at få hjælp til at udfylde skemaerne, da hun nogle gange havde problemer med at logge på hjemmefra. Da hun blev kontaktet af A-kasse vedrørende de manglende indberettede vikartimer, henvendte hun sig til jobcentret og fik hjælp til at udfylde skemaerne. Det kan godt passe, at hun har arbejdet i det omfang, som fremgår af kalenderen i sagens bilag 1-17.

Hun undrede sig ikke over, at hun modtog dagpenge, selvom hun arbejdede som vikar. Hun kendte ikke reglerne. Hun har næsten altid haft to job, og hun fik ikke udbetalt mere i perioden på dagpenge, end da hun havde to job. Hun var ansat samtidig hos henholdsvis Selskab2 og Selskab3, men opsagde selv stillingen hos Selskab2 i september 2010. Hun fik vikararbejde hos Selskab1 i 2013 og blev opsagt hos Selskab3 i 2015.

Tiltalte har om sine personlige forhold supplerende forklaret, at hendes forhold ikke har ændret sig siden udarbejdelsen af personundersøgelsen. Hendes arbejdstid er fra 4-9 og fra 16-19. Sagen påvirker hende meget. Hun overholder stadig afdragsordningen. Vidne har supplerende forklaret, at det ikke er sandsynligt, at der er medarbejdere i A-kasse, som taler rumænsk.

Blanketterne og teksterne på dagpengekortene er kun på dansk, og hvis deres medlemmer ikke forstår dansk, bliver de gjort bekendt med, at medlemmet selv har ansvaret for at få teksterne oversat. Vejledningsnotaterne i sagen er telefonnotater.

Tiltalte har først været indkaldt til et fællesmøde, og da hun ikke mødte op, er hun den 23. januar 2015 blevet indkaldt til et individuelt møde den 6. februar 2015, hvor tiltalte vist heller ikke mødte op. Den 25. februar 2015 har tiltalte været til et individuelt møde blandt andet med henblik på jobsøgning og udarbejdelse af CV. Hun kan ikke se, om man på dette møde også har talt om udfyldelse af dagpengekort.

Der er ikke telefonnotater om vejledning af tiltalte fredagen efter den 14. januar 2015, men hun er i tvivl om, hvorvidt man altid noterer sådanne vejledningsforløb.

Landsrettens begrundelse og resultat

Tiltalte har også for landsretten erkendt de faktiske forhold. Landsretten tiltræder af de grunde, der er anført af byrettens mindretal, at tiltalte har afgivet urigtige oplysninger med forsæt til at opnå uberettigede udbetalinger af dagpenge, og at tiltalte derfor er skyldig i tiltalen. Straffen fastsættes efter størrelsen af det for meget udbetalte beløb til fængsel i 5 måneder, jf. straffelovens § 289 a, stk. 1. Efter forholdets karakter, og da tiltalte ikke tidligere er straffet, er det forsvarligt at gøre straffen betinget med vilkår som fastsat nedenfor.

Thi kendes for ret

: Tiltalte, Tiltalte, skal straffes med fængsel i 5 måneder, der gøres betinget, idet fuldbyrdelse af straffen udsættes og bortfalder efter en prøvetid på 1 år fra denne dom på betingelse af, at tiltalte i prøvetiden ikke begår strafbart forhold, at tiltalte i prøvetiden undergiver sig tilsyn af kriminalforsorgen, og at tiltalte udfører ulønnet samfundstjeneste i 100 timer efter kriminalforsorgens bestemmelse inden for en længstetid på 8 måneder.

Prøvetiden ophører, når længstetiden er udløbet. Tiltalte skal betale sagens omkostninger for begge retter, dog således at statskassen skal betale 5.254,16 kr. + moms af udgiften til salær mv. til forsvareren.

AM2017.11.07V
A-kassebedrageri, dagpenge, undladt at oplyse om arbejde.
KilderAnklagemyndigheden
Kilde: https://vidensbasen.anklagemyndigheden.dk/h/6dfa19d8-18cc-47d6-b4c4-3bd07bc15ec0/VB/8f435ce6-8113-45cd-bf6d-9298ab859c3e