BR — Byretterne
BS-31361/2020-VIB
OL-2022-BYR-00217
.ddb-conv-doc { text-align: left; background-color: gray; color: #000000; line-height: 1; margin: 0; padding: 0; text-decoration-skip: none; text-decoration-skip-ink: none; } .ddb-conv-doc .page { background-color: white; position: relative; z-index: 0; margin: auto auto; } .ddb-conv-doc P { margin: 0; } .ddb-conv-doc UL { margin: 0; list-style: none; } .ddb-conv-doc UL LI { line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc SUP { vertical-align: baseline; position: relative; top: -0.4em; font-size: 0.7em; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .ddb-segment { position: relative; } .ddb-conv-doc .ddb-segment .ddb-absolute { position: absolute; z-index: 3; } .ddb-conv-doc .text, .ddb-conv-doc div.ddb-block, .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { position: relative; z-index: 3; opacity: inherit; text-align: left; margin-right: 178.6px; line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { white-space: nowrap; } .ddb-conv-doc .ddb-table { white-space: nowrap; width: 1024.0px; } .ddb-conv-doc .ddb-table .table-span { vertical-align: top; word-wrap: break-word; display: inline-block; } .ddb-conv-doc .ddb-table * { white-space: normal; } .ddb-conv-doc .vector, .ddb-conv-doc .image, .ddb-conv-doc .annotation, .ddb-conv-doc .annotation2, .ddb-conv-doc .control { position: absolute; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .vector { z-index: 1; } .ddb-conv-doc .image { z-index: 2; } .ddb-conv-doc .annotation { z-index: 5; } .ddb-conv-doc .annotation2 { z-index: 7; } .ddb-conv-doc .control { z-index: 10; } .ddb-conv-doc .dummyimg { vertical-align: top; border: none; line-height: 0; } .marking .identification { border-bottom: 2px solid #000; } .additional-marking-parts { display: none } .hidden { display: none }
RETTEN I VIBORG
DOM
afsagt den 9. februar 2022
Sag BS-31361/2020-VIB
Genan A/S (advokat Søren Ehlert v/Advokatfuldmægtig 1)
mod
Laiderz ApS (advokat Dan Terkildsen v/Advokatfuldmægtig 2)
Denne afgørelse er truffet af Dommer.
Sagens baggrund og parternes påstande Under denne sag, der er modtaget i retten den 11. august 2020, har sagsøgeren, Genan A/S, nedlagt påstand om, at sagsøgte, Laiderz ApS, til sagsøgeren skal betale NOK 151.263,12 med rente på 1,5 % pr. påbegyndt måned af NOK 101.825,26 fra 1. november 2019, af NOK 14.168 fra 1. januar 2020, af NOK 34.541,08 fra 1. februar 2020 og procesrente af NOK 728,78 fra 25. juni 2020, subsidiært med procesrente af det samlede påstandsbeløb på NOK 151.263,12 fra den 11. august 2020.
Sagsøgeren har subsidiært nedlagt påstand om, at sagsøgte til sagsøgeren skal betale et af retten fastsat mindre beløb end det i den principale påstand anførte.
Sagsøgte har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært betaling af et mindre beløb end det påstævnte.
Sagen drejer sig om Laiderz ApS’ (herefter Laiderz) manglende betaling for varer, som Genan A/S (herefter Genan) har solgt og leveret til Laiderz, og om
2
hvorvidt Laiderz har et modkrav til kompensation, der overstiger påstands-beløbet.
Der er enighed om opgørelsen af påstandsbeløbet, men uenighed om, at der kan ske forrentning af beløbet med en rente på 1,5 % pr. påbegyndt måned som anført i den principale påstand.
Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.
Forklaringer Vidne 1 har forklaret, at han er COO hos Genan. Han er uddannet ingeniør, og han har været ansat i Genan siden 1992.
Genan modtog i løbet af 2018 ordren fra Laiderz via en kort mail, hvori alene vægt og produktspecifikation var anført. Genan leverede herefter produktet ”Genan medium” . Den 26. maj 2020 rykkede Genan for betalingen. Laiderz sva-rede den 28. maj 2020, at der var mangler ved det leverede. Laiderz havde rek-lameret den 3. juni 2019.
Genan er råvareleverandør, og Genan skulle således ikke montere det leverede materiale.
Den FIFA-rapport, der er nævnt i Sports Labs rapport (ekstrakten side 147), har ikke været omtalt tidligere.
Mange af Genans kunder beder om sigtekurver i forbindelse med levering, og Genan har nu udviklet en app, der kan scanne indholdet i poserne.
Der er enighed mellem parterne om, at Laiderz bestilte produktet ”Genan me-dium” . Ved leveringen medfulgte et teknisk datablad og et sikkerhedsblad. I dag medfølger der også en sigtekurve, der er lavet under udviklingen af granu-latet, men sigtekurven medfulgte ikke på det tidspunkt, hvor Laiderz købte ”Genan medium” .
Det fremgår af Genans sigteanalyse vedrørende ”Genan medium” , at 90% af materialet ligger inden for det kornfordelingsinterval, der er angivet i det tekni-ske datablad. 90% er et skarpt krav, som Genan selv har fastsat. De 90% skal være opfyldt på leveringstidspunktet. Der er et teknisk datablad på ethvert pro-dukt fra Genan.
De sportsbaner, som Genans produkter skal anvendes på, skal holde forskellige standarder, da banerne ændrer sig på grund af vejret. En sportsbane er opbyg-get med sand i bunden og gummigranulat ovenover. Genan har forskellige gra-
3
nulatstørrelser, fordi granulat bruges til forskellige ting. Genan har leveret gra-nulat til sportsbrug siden 1990’erne.
FIFA kræver, at minimum 60% af materialet ligger inden for det pågældende kornfordelingsinterval, når der spilles på banen.
En kunststofbane skal vedligeholdes, bl.a. ved efterpåfyldning, så der ifølge FI-FAs krav altid er minimum 60% af materiale, der ligger inden for det pågæl-dende kornfordelingsinterval.
Vidne 2 har forklaret, at han har arbejdet med kunststofbaner siden midten af 1980’erne. Laiderz er et entreprenørfirma, der udlægger kunststofba-ner. Han har arbejdet med granulat i mange år. I 1999/2001 begyndte man at lægge gummigranulat i kunstgræsbaner.
Laiderz valgte Genan som leverandør, fordi der tidligere havde været et godt samarbejde mellem parterne. Produktet ”Genan medium” blev valgt, fordi det var det produkt, der var anført i udbudsmaterialet. Udbudsmaterialet henviste til det norske fodboldforbunds standard, der kræver, at 90% af materialet ligger inden for kornfordelingsintervallet. Det norske fodboldforbunds standard er skrappere end FIFAs krav, fordi det regner meget i Norge. Man er derfor bange for, at materialet ved en lavere standard vil ”pakke” , og at banen således vil blive uigennemtrængelig for vand.
Banerne var færdige i september/oktober 2018. Laiderz’ kunde foretog en test af banerne i maj 2019, og Laiderz foretog også selv en test i 2019. Testene viste, at 17-18% af materialet lå uden for kornfordelingsintervallet. Der blev derfor rek-lameret over for Genan i juni 2019.
Det er ikke normalt, at man laver en sigteanalyse af granulatet ved modtagel-sen. Man kontrollerer fragtbrev, datablad og labels på sækkene, ligesom man ”har en hånd i sækken” . Det var også det, man fra Laiderz’ side havde gjort ved modtagelsen af produktet.
Det er ikke hans indtryk, at der er sket påfyldning af banen efterfølgende.
Parternes synspunkter Genan A/S har i sit påstandsdokument anført:
”…
Til støtte for de nedlagte påstande, gøres følgende anbringender gæl-dende:
1. Indledende og aftalegrundlag mv.
4
Det gøres gældende, at sagsøger – i henhold til aftale med sagsøgte – har solgt og leveret de i sagen omhandlede varer til sagsøgte, og at sagsøgte derfor er forpligtet til at betale herfor i henhold til parternes aftale. Det gøres således gældende, at sagsøgte er forpligtet til at be-tale de som bilag 1, 2 og 3 fremlagte fakturaer.
Det gøres endvidere gældende, at der for så vidt angår de leverancer, som sagsøger har fremsat krav om betaling for, samt de leverancer, som sagsøgte påstår er mangelfulde, er tale om et handelskøb.
Det gøres tillige gældende, at sagsøgers salgs- og leveringsbetingel-ser er en del af aftalegrundlaget mellem parterne.
Det gøres gældende, at sagsøgte ikke har afgivet garantier af nogen art vedrørende tolerancegrænser mv. Der henvises i denne forbin-delse til punkt 7.2 i sagsøgers salgs- og leveringsbetingelser (bilag 4), hvoraf det fremgår, at de af sagsøger afgivne oplysninger mv. alene skal anses for at være vejledende.
Det fremgår af punkt 10.3 i sagsøgers salgs- og leveringsbetingelser (bilag 4), at CISG finder anvendelse. Såfremt Retten måtte finde, at sagsøgers salgs- og leveringsbetingelser ikke er vedtaget, eller så-fremt Retten i øvrigt måtte finde, at CISG ikke finder anvendelse, fin der købeloven anvendelse.
2. Sagsøgtes modkrav – manglende dokumentation for lidt tab
mv.
Sagsøgte påstår at have et modkrav mod sagsøger som følge af på-ståede mangler ved en anden leverance end den leverance, som sagsøger har anlagt nærværende sag om med henblik på opnåelse af betaling af fakturaer, som sagsøgte ikke har betalt (bilag 1 – 3 samt bilag 5).
Det gøres gældende, at de af sagsøger leverede materialer ikke lider af mangler, og således er fuldt ud kontraktsmæssige. Der henvises i sammenhængen til bemærkningerne i den af sagsøgeren som bilag 9 fremlagte rapport fra Udenlandsk virksomhed (rapport nr. ACA-2020-019), hvoraf det fremgår, at de af sagsøgeren leverede materialer til-lige opfylder kravene i de tekniske standarder, EN 15330-1 og FIFA Quality Programme for Football Turf for så vidt angår tolerance-grænser på tidspunktet efter påfyldning af materialerne på kunst-græsbanerne. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne nedenfor.
5
Sagsøgte har rekvireret syn og skøn med henblik på at løfte sin bevis-byrde vedrørende disse påståede mangler.
Sagsøgte har dog på intet tidspunkt opgjort sit modkrav eller i øvrigt fremlagt dokumentation for dette modkrav, herunder størrelsen på dette. Sagsøgte har heller ikke anført, hvilke leverancer, der er tale om, og der foreligger således ikke dokumentation for, at det påståede tab hidrører fra leverancer, som sagsøger har leveret til sagsøgte.
Det gøres gældende, at det er sagsøgte, der har bevisbyrden for, at sagsøgte kan rette et krav mod sagsøger som påstået, og at denne be-visbyrde ikke er løftet, idet sagsøgte ikke har dokumenteret det på-ståede modkrav, jf. ovenfor.
På baggrund af ovenstående gøres det derfor gældende, at sagsøgte under alle omstændigheder ikke kan gives medhold i det af den sagsøgte påståede modkrav mod sagsøger, idet sagsøgte ikke har do-kumenteret det påståede tab eller opgørelsen heraf og heller ikke har dokumenteret, at dette påståede tab kan henføres til sagsøgers for-hold.
Sagsøger har endvidere i stævningen ved opfordring (1) opfor-dret sagsøgte til at fremlægge dokumentation for det påståede mod-krav. Denne opfordring ses ikke at være opfyldt, og det gøres derfor gældende, at dette skal tillægges sagsøgte processuel skadevirkning, jf. retsplejelovens § 344, stk. 2.
3. Modregning
Som det er anført ovenfor, gøres det gældende, at sagsøgte ikke har dokumenteret det af sagsøgte påståede modkrav, og at et sådant modkrav under alle omstændigheder ikke er retskraftigt. Allerede af den grund, gøres det gældende, at sagsøgte ikke er berettiget til at modregne det påståede modkrav i sagsøgeres krav mod sagsøgte.
Af sagsøgers salgs- og leveringsbetingelser fremgår det af punkt 2.6:
”Køber har kun ret til modregning og tilbageholdsret, hvis det ved en ret-skendelse er dokumenteret, at Købers modkrav er endelige og ubetingede, eller hvis sådanne modkrav er ubestridte. ”
Sagsøgtes krav er ikke ubestridte, og endvidere er det ikke ved en retskendelse dokumenteret, at sagsøgtes påståede krav er endeligt og ubetinget. Det gøres derfor gældende, at sagsøgte ikke har ret til at modregne det af sagsøgte påståede modkrav i sagsøgers krav.
6
Endvidere har sagsøgte først den 28. maj 2020 (bilag 7) anført, at sagsøgte ønsker at modregne over for sagsøger. Det gøres gældende, at sagsøgte – for at kunne gøre modregning gældende – under alle om-stændigheder skulle have afgivet modregningserklæring straks efter, at sagsøgte havde mulighed herfor – det vil sige straks efter, at sagsøger fremsendte sine fakturaer (bilag 1 – 3). Sagsøgte har dog først gjort dette ca. et halvt år efter, at sagsøgte havde mulighed her-for i første omgang (den 28. maj 2020, jf. ovenfor).
Det gøres derfor gældende, at sagsøgte ikke rettidigt har afgivet modregningserklæring, og det gøres derfor gældende, at sagsøgte under alle omstændigheder har fortabt sin ret til at foretage modreg-ning over for sagsøger.
4. Tidspunkt for mangelsvurderingen
Som det er anført i sagsøgers processkrifter, gøres det gældende, at vurderingen af, hvorvidt der foreligger mangler ved de leverede ma-terialer, skal foretages på de respektive leveringstidspunkter for de pågældende materialer, jf. bl.a. CISG art. 36 (alternativt købelovens § 44).
Dette betyder bl.a. også, at de tolerancegrænser, der er anført i sagsø-gers tekniske datablade (bilag 10 og bilag 11 sammenholdt med bilag B) således er de tolerancegrænser, som skal være opfyldt på det tids-punkt, hvor sagsøger leverede de pågældende materialer til sagsøgte – og ikke på efterfølgende tidspunkter, hvor kunstgræsbanerne, hvorpå materialer er påfyldt, er taget i brug mv.
De af sagsøgte rekvirerede tests (bilag D og E) er foretaget over et halvt år efter, at materialerne blev leveret og påfyldt kunstgræsba-nerne. Resultaterne af disse tests kan således ikke anvendes til vurde-ringen af om materialerne havde en tolerancegrænse som anført i bi-lag 10, bilag 11 og bilag B mv. på leveringstids-punktet.
I sammenhængen skal det fremhæves, at de mindre dele af materia-lerne – det vil sige bl.a. de dele af materialerne, der har en kornstør-relse, som er mindre end 3 mm – vil sive ned i og under kunstgræs-banen straks efter, at materialerne er påfyldt kunstgræsbanen. Dette vil bl.a. ske straks efter, at det regner første gang efter, at materia-lerne er blevet påfyldt kunstgræsbanerne, og det vil ligeledes ske i takt med, at kunstgræsbanerne anvendes.
7
5. Reklamation, undersøgelsespligt mv.
Det gøres overordnet gældende, at den sagsøgte ikke har reklameret rettidigt vedrørende de påståede mangler, idet sagsøgte reklamerede over de påståede mangler første gang den 3. juni 2019.
Det fremgår af punkt 7.1 i sagsøgers salgs- og leveringsbetingelser, at sagsøgtes mangelskrav forudsætter, at sagsøgte har overholdt sine forpligtelser i henhold til CISG art. 38 og 39 korrekt.
Det fremgår af CISG art. 38 (tilsvarende i købelovens § 51), at køber (sagsøgte) har pligt til at foretage en undersøgelse af de leverede ma-terialer så hurtigt som det efter omstændighederne er muligt (eller straks efter levering i henhold til købelovens § 51). Det gøres derfor gældende, at sagsøgte skulle have foretaget en sådan undersøgelse af de leverede materialer (som sagsøgte påstår er mangelfulde) straks efter, at disse blev leveret i løbet af 2018, herunder straks efter den sidste leverance i efteråret 2018.
Der foreligger ikke dokumentation for, at sagsøgte har foretaget en sådan undersøgelse af det leverede materiale straks efter levering. Derimod reklamerer sagsøgte første gang over de påståede mangler i juni 2019. Sagsøger har tidligere opfordret (opfordring 2 i proces-skrift 1) sagsøgte til at fremlægge dokumentation for, at sagsøgte skulle have reklameret tidligere (såfremt sagsøgte mener dette). Denne opfordring ses dog ikke opfyldt, og det gøres derfor gæl-dende, at dette skal tillægges processuel skadevirkning for sagsøgte, jf. også retsplejelovens § 344, stk. 2.
Endvidere fremgår det af CISG art. 39, at køber (sagsøgte) mister ad-gangen til at gøre mangler gældende, såfremt køber (sagsøgte) ikke reklamerer inden for rimelig tid efter, at køber (sagsøgte) har opda-get eller burde have opdaget de påståede mangler.
Tilsvarende fremgår det af købelovens § 52, at køber (sagsøgte) mi-ster adgang til at påberåbe sig mangler, såfremt køber (sagsøgte) ikke reklamerer straks efter, at køber (sagsøgte) har opdaget eller burde have opdaget manglen.
Det gøres gældende, at sagsøgte burde have foretaget en undersø-gelse af de materialer, som sagsøgte påstår er mangelfulde, straks ef-ter, at disse blev leveret i 2018. Det gøres i forlængelse heraf tillige gældende, at sagsøgte har eller burde have opdaget de påståede mangler ved denne undersøgelse. Derfor gøres det tillige gældende,
8
at sagsøgte – for at kunne gøre de påståede mangler gældende – skulle have reklameret herover straks efter denne undersøgelse – det vil sige straks efter de respektive leveringstids-punkter i 2018, herun-der i efteråret 2018.
Sagsøgte reklamerede dog først over de påståede mangler i juni 2018 – det vil sige mere end et halvt år efter, at sagsøgte skulle have rekla-meret over den sidst leverede leverance, og næsten 1 år efter, at sag-søgte skulle have reklameret over de først leverede leverancer.
Det gøres derfor gældende, at sagsøgtes krav som følge af de af sagsøgte påståede mangler under alle omstændigheder er bortfaldet som følge af, at der ikke er foretaget rettidig reklamation, jf. således CISG art. 39 sammenholdt med CISG art. 38 (alternativt købelovens § 52 sammenholdt med købelovens § 51).
6. Forældelse mv.
Af sagsøgers salgs- og leveringsbetingelser fremgår det af punkt 9 (med overskriften ”Forældelse” mv.), at købers (sagsøgers) krav mod sælger (sagsøger) – uanset hjemmel – bortfalder 1 år efter de opstår, og ikke kan gøres gældende herefter.
Det gøres gældende, at den pågældende bestemmelse er en forældel-sesregel – og ikke en reklamationsregel, og at parterne således har fraveget forældelseslovens sædvanlige forældelsesfrister til skade for køber (og til fordel for skyldneren, som i dette tilfælde er sagsøger, idet der er tale om påståede mangelskrav vedrørende de af sagsøger leverede materialer), jf. forældelseslovens § 26.
Det gøres derfor gældende, at såfremt sagsøgte skulle have afbrudt denne forældelsesfrist på 1 år, så skulle sagsøgte have foretaget for-ældelsesafbrydende skridt i henhold til forældelseslovens regler in-den udløbet af 1 års-fristen. Det gøres gældende, at de påståede mangler – såfremt Retten måtte finde, at der er mangler – ved de af sagsøger leverede materialer, var opstået allerede på de respektive leveringstidspunk-ter i løbet af 2018. Det skal dog understreges, at sagsøger fortsat bestrider, at de af sagsøger leverede materialer var mangelfulde, jf. også ovenfor.
Idet sagsøgte ikke foretog forældelsesafbrydende skridt inden for den ovenfor nævnte 1 års-frist, gøres det således gældende, at ethvert af sådanne modkrav, som sagsøgte påstår at have mod sagsøger, li-
9
geledes er bortfaldet som følge af forældelse. Der henvises herudover til det ovenfor anførte vedrørende manglende reklamation.
7. Bemærkninger til skønserklæring mv.
Det gøres overordnet gældende, at bevisværdien af det afholdte syn og skøn er meget begrænset, idet de pågældende tests således er fo-retaget mere end 3 år efter, at de pågældende materialer blev leveret til sagsøgte, og dermed formentlig også mere end 3 år efter, at de på-gældende materialer blev påfyldt de pågældende kunstgræsbaner.
Sagsøger (og Retten) kan således ikke med sikkerhed vurdere, hvor-vidt de ved syn og skøn foretagne tests er relevante i forhold til at vurdere, hvorvidt de pågældende materialer var mangelfulde på de respektive leveringstidspunkter i 2018, herunder i efteråret 2018, som er de tidspunkter, hvor mangelsvurderingen skal foretages for de på-gældende leverancer henholdsvis, jf. ovenfor.
Dette skyldes bl.a., at sagsøger (og Retten) ikke kan vide om (i) det af sagsøger leverede materialer faktisk blev påfyldt de pågældende baner og givet fald om dette skete korrekt og (ii) der efterfølgende er påfyldt andet og flere materialer på banerne.
Endvidere gøres det gældende, at anvendelse af banerne, samt almindelige vejrforhold har medført, at de mindre dele af materialerne er sivet ned i kunstgræsbanerne og eventuelt væk fra kunstgræsbanerne mv.
For så vidt angår de ved de pågældende syn og skøn foretagne tests af de i sagen omhandlede kunstgræs-baner, bemærkes det, at skøns-manden forud for foretagelse af de pågældende tests ikke havde ind-kaldt parterne til skønsforretning, og der foreligger endvidere ikke dokumentation for, at de pågældende tests faktisk er foretaget på de kunstgræsbaner, hvor de i sagen omhandlende materialer er påfyldt.
Der henvises ligeledes til det ovenfor anførte om de forhold, der kan og måtte være indtrådt på de pågældende kunstgræsbaner i tiden mellem tidspunktet for påfyldningen af materialerne på kunstgræs-banerne og tidspunktet, hvor de pågældende tests blev foretaget.
Til-svarende fremgår det ikke af de af skønsmanden udarbejdede rap-porter, hvorvidt de pågældende test er foretaget i overensstemmelse med internationale standarder, herunder i henhold til FIFAs manua-ler mv.
Sammenfattende gøres det derfor gældende, at det foretagne syn og skøn alene kan tillægges meget begrænset bevismæssig betydning. Det gøres derfor gældende, at sagsøgte ikke har dokumenteret at have lidt et tab som påstået, og det gøres derfor gældende, at
10
sagsøgte ikke kan foretage modregning af krav af nogen art i sagsø-gers krav, jf. ligeledes ovenfor.
For så vidt angår skønsmandens besvarelse af de af parterne stillede spørgsmål, bemærkes dog følgende:
I de af skønsmanden udarbejdede rapporter (”Report No 12092/5210” og ”Report No 12093/5211”) henvises der på side 3 i begge rapporter under kolonnen ”Declaration” til ”FIFA Report 18331/6543” i forbindelse med vurderingen af, om det af sagsøger le-verede materialer opfylder visse krav til kornstørrelser mv.
Det be-mærkes, at denne deklaration ”FIFA Report 18331/6543” ikke er en del af aftalegrundlaget mellem parterne, og de heri angivne kornstør-relse mv. er ikke oplysninger, som sagsøger har givet vedrørende de leverede materialer. Den nævnte deklaration kan således ikke lægges til grund ved vurderingen af om de af sagsøger leverede materialer er mangelfulde mv.
Det fremgår af figurerne/graferne øverst på side 3 i begge rapporter, at ca. 75 % af de testede materialer har en kornstørrelse i intervallet 1,4 mm – 3,00 mm.
På side 20 i bilag 12 (FIFA Quality Programme for Football Turf – Handbook of Requirements (October 2015 Edition)) fremgår en angi-velse af, hvorledes de almindelige krav/standarder vedrørende for-deling af korns-tørrelse skal fastsættes. Det fremgår bl.a. under ”Per-formance infill” og ”Stabilising infill” , at mindst 60 % af de testede materialer skal have kornstørrelse mellem henholdsvis ”d” og ”D” .
”d” er en angivelse af den nedre grænse for kornstørrelse, som leve-randøren (i dette tilfælde sagsøger) har angivet vedrørende toleran-cegrænse. ”D” er en angivelse af den øvre grænse for kornstørrelse, som leverandøren (i dette tilfælde sagsøger) har angivet vedrørende tolerancegrænse. Sagsøger har her angivet henholdsvis 1,4 mm og 3,0 mm, jf. bl.a. bilag 10 og 11. I FIFAs system svarer dette til henholds-vis 1,6 mm og 3,15 mm, der således er de tilsvarende angivelser, som FIFA opererer med i sammenhængen.
Den ovenfor nævnte angivelse af, at mindst 60 % af de testede mate-rialer skal have kornstørrelse mellem de anførte ”d” og ”D” er den tolerancegrænse, som de testede materialer skal have på den pågæl-dende kunstgræsbane efter, at kunstgræsbanerne er taget i anven-delse – det vil sige bl.a. på det tidspunkt, hvor testene ved syn og skøn er foretaget. Som det er anført i sagsøgers tidligere processkrif-
11
ter, indikerer angivelsen af, at mindst 90 % af materialerne skal ligge i det pågældende interval (jf. bilag C), at mindst 90 % af materialerne skal have en kornstørrelse i det pågældende interval på leverings-tidspunktet – og ikke på testtidspunktet.
Som anført ovenfor, fremgår det således af testrapporterne ved syn og skønnet, at ca. 75 % af de testede materialer har en kornstørrelse i intervallet 1,4 mm – 3,0 mm. De testede materialer opfylder derfor under alle omstændigheder FIFAs krav i bilag 12. Det gøres på denne baggrund gældende, at de af sagsøger leverede materialer ikke er mangelfulde, men således fuldt ud er kontraktsmæssige. Der henvises i øvrigt til den som bilag 13 fremlagte rapport (rapport nr. ACA-2022-003) udarbejdet af Udenlandsk virksomhed, der konkluderer det samme.
Mht. skønsmandens besvarelse af spørgsmål ID, skal det for så vidt angår punkt B heri bemærkes, at det i sagen omhandlende vedrører ”field tests” , og ikke eksempelvis ”Product identification tests” , som det ser ud til, at skønsmanden har forudsat ved besvarelse af spørgs-mål ID. Der henvises til det ovenfor anførte
vedrørende bilag 12, herunder side 20 heri, hvoraf det således frem-går, at ved de såkaldte ”field tests” skal mindst 60 % af de testede materialer skal have kornstørrelse mellem de anførte ”d” og ”D” mv.
Mht. skønsmandens besvarelse af spørgsmål IH, bemærkes det, at de rapporter (sagens bilag D og E) således ikke henviser til en anerkendt metode vedrørende foretagelse af field tests. De pågældende rappor-ter er således ikke udarbejdet på baggrund af eksempelvis FIFAs standarder, som fremgår af bilag 12 mv. Det gøres derfor gældende, at de pågældende rapporter under alle omstændigheder ikke kan danne grundlag som dokumentation for, at de af sagsøger til sagsøgte leverede materialer skulle være mangelfulde, som påstået af sagsøgte.
8. Renteberegning
Det gøres gældende, at sagsøger er berettiget til at beregne rente af de forfaldne fakturakrav med 1,5 % pr. påbegyndt måned efter de enkelte forfaldsdage, idet sådan rentesats er aftalt, og subsidiært, at sådan rentesats og rentevilkår i overensstemmelse med kutyme in-den for branchen, jf. herved rentelovens § 1, stk. 3. Det gøres gæl-dende, at sagsøger er berettiget at beregne rente af rykkergebyr, inkassogebyr og kompensationsgebyr fra 30 dage efter påkravet af
12
den 26. maj 2020, det vil sige fra 25. juni 2020, jf. rentelovens § 3, stk. 2.
Såfremt Retten måtte finde, at sagsøger ikke er berettiget til at beregne rente af de forfaldne fakturakrav med 1,5 % pr. påbegyndt måned efter de enkelte forfaldsdage som anført i de enkelte fakturaer, gøres det
gældende, at sagsøger i stedet er berettiget til at beregne procesrente
heraf fra 30 dage efter de enkelte fakturadatoer hen-holdsvis, jf. rentelovens § 3, stk. 2.
...”
Laiders ApS har i sit påstandsdokument anført:
"...
3. ANBRINGENDER
3.1 Sagsøger har leveret et mangelfuldt produkt
Det kan indledningsvist lægges til grund, at der mellem parterne er indgået aftale om sagsøgers levering af granulat af varianten "GENAN MEDIUM". På sagsøgers hjemmeside fremgår det, at denne variant af gummigranulatet består af en blanding af partikelstørrelser fra 1,4 mm - 3,0 mm, hvilket er dokumenteret ved det fremlagte bilag A.
På baggrund af et eksempel på en sigteanalyse, som tillige fremgår af sagsøgers hjemmeside, at den pågældende variant har en tolerancegrænse på 90%, hvilket indebærer, at minimum 90% af det leverede granulat, skal have en partikelstørrelse i intervallet 1,4 mm – 3,0 mm. Dette er dokumenteret ved fremlagte bilag B.
Sagsøger er derimod af den opfattelse, at parterne ikke i forbindelse med leverancen indgik aftale om, at det pågældende produkt var underlagt en bestemt tolerancegrænse, og til støtte herfor har sagsøger henvist til konklusionen i ACA-rapporten (bilag 9). Dette er imidlertid ikke korrekt, eftersom sagsøger netop selv angiver i den af fremlagte sigteanalyse af GENAN MEDIUM (bilag 2), at » Minimum 90% af materialet ligger inden for det kornfordelingsinterval, der er angivet i det tekniske blad.«.
Sagsøgers tekniske datablad vedrørende GENAN MEDIUM er fremlagt som bilag C.
Det kan derfor lægges til grund, at tolerancegrænsen for det bestilte produkt er en del af parternes aftalegrundlag, og at sagsøgte derfor har indgået aftalen under klar forudsætning af, at den bestilte levering
13
gummigranulater opfyldte mindstekravet på 90%, der indgår i produk-tets specifikation.
På baggrund af 3 udtagne prøver kan det i henhold til ACA-rapporten – som sagsøger selv har fremlagt i sagen – konstateres, at alene 80,62 – 83,72 % af produktet befinder sig inden for det pågældende kornforde-lingsinterval, ligesom en tilsvarende analyserapport fra KIWA ISA Sport Nordic (bilag D) konkluderer, at 17,8% og 16,28% af henholdsvis 7’er banen og 11’er banen er i størrelsesordenen 3,15 mm – 4,0 mm og dermed uden for det specificerede interval.
Det fremgår ligeledes af resultaterne fra sigteprøve, som sagsøgtes kunde har foretaget den 27. maj 2019, at gummigranulatet ikke over-holdt den af sagsøger anførte tolerancegrænse. Der foreligger således flere undersøgelser, som alle konkluderer, at det af sagsøger leverede gummigranulatet af varianten GENAN MEDIUM ikke opfylder den op-lyste tolerancegrænse.
Denne konklusion understøttes nu også af en skønserklæring i sagen, eftersom skønsmandens analyser og besvarelser i erklæringen af 3. ja-nuar 2022 entydigt lægger fast, at det af sagsøger leverede gummigra-nulat væsentligt afviger fra den tolerancegrænse, som opstilles af FIFA, såvel som den tolerancegrænse sagsøger selv har markedsført, solgt og leveret denne variant af produktet i henhold til.
På denne baggrund gøres det gældende, at det af sagsøger leverede
gummigranulat er mangelfuldt i henhold til sagsøgers egne specifika-tioner.
Sagsøger har i sagen anført, at analyseresultaterne vedrørende den væ-sentlige afvigelse fra tolerancegrænsen ikke kan anvendes til vurderin-gen af, om materialerne opfyldte den pågældende tolerancegrænse på leveringstidspunktet. Det er sagsøgers opfattelse, at de mindre dele af materialerne er sivet ned i og under kunstgræsbanen straks efter på-fyldning, og sagsøger anfægter derfor undersøgelserne og testresulta-terne, idet der – efter sagsøgers mening – ikke tages højde for den for-skel i fordelingen af delene alt efter størrelsen.
Dette synspunkt finder dog ikke støtte nogen af de undersøgelser, der er foretaget i sagen, og ligesom synspunktet på ingen måde anføres som eventuel forklaring til den konstaterede afvigelse i tolerancegrænsen – hverken i de fremlagte rapporter, i den netop modtagne skønserklæring eller af de til skønserklæringen hørende analysetests. Såfremt tidspunk-tet for leveringen af granulatet skulle være afgørende for undersøgelsen
14
af, hvorvidt leverancen opfylder de foreliggende minimumskrav til for-skel i kornstørrelse, må det forventes, at skønsmanden – eller nogen de øvrige fagkyndige – ville have påpeget tidsintervallet som en mulig år-sag til de konstaterede afvigelser.
Der foreligger intet grundlag for at antage, at en påstået nedsivning af de mindre dele af materialerne skulle have indflydelse på det pågæl-dende granulats overskridelse af tolerancegrænsen.
3.2Sagsøgte har et gyldigt modkrav
Der foreligger således mangler ved det gummigranulat, som de pågæl-dende kunststofbaner er blevet anlagt med, og eftersom disse mangler, herunder den markante afvigelse fra den oplyste og aftalte tolerance-grænse, medfører, at banerne ikke kan benyttes som tilsigtet, er der be-hov for genanlæggelse af banerne.
Alene omkostningerne forbundet med at fjerne det leverede granulat, herunder udgifter til transport og deponi, for herefter at anlægge nyt granulat anslås minimum at andrage NOK 550.000-750.000, og eftersom behovet herfor er en direkte følge af manglerne ved det af sagsøger le-verede granulat, er det naturligvis sagsøger, som skal afholde disse genanlægningsomkostninger.
Det bemærkes i øvrigt, at ovenstående estimat er eksklusive udgifter til erhvervelse af nyt granulat, hvorfor de samlede genanlægningsomkost-ninger må forventes at være væsentligt højere.
3.3Sagsøger har reklameret over manglerne i overens-
stemmelse med købelovens § 52, jf. § 51
Under sagens forberedelse har sagsøger til støtte for sin påstand endvi-dere gjort gældende, at sagsøgte ikke skulle have reklameret rettidigt over manglerne ved gummigranulatet, herunder »straks«, og derfor skulle have fortabt sin ret til gøre manglerne gældende, jf. købelovens § 52´, stk. 1, 2. pkt.
Det skal i denne sammenhæng bestrides, at sagsøgte under nogen om-stændigheder skulle have fortabt retten til at gøre de konstaterede mangler gældende under henvisning til manglende rettidig reklama-tion.
15
Parterne er enige om, at der er tale om et handelskøb, jf. købelovens § 4, og sagsøgte derfor som udgangspunkt har været forpligtet til at rekla-mere over mangler ved leverancen »straks«.
Købelovens § 52 om reklamation skal naturligvis læses i sammenhæng med købelovens § 51 angående købers pligt til at undersøge salgsgen-standen, efter han har modtaget denne, eftersom reklamationsfristen i henhold til § 52 begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor køberen ved foretagelse af undersøgelse burde have opdaget manglen.
Kravene til omfanget af den undersøgelse, som køberen forpligtes til at foretage efter købelovens § 51 afhænger bl.a. af brancheforhold og eventuelle kutymer.
I den foreliggende sag er der tale om mangler, som alene har været mu-lige at konstatere i forbindelse med en omfattende sigteanalyse af det leverede gummigranulat. Det kan derfor uden videre lægges til grund, at der er tale om mangler, som sagsøgte på ingen måde kan forventes at have konstateret, da han modtog leverancen. Spørgsmålet må herefter være, hvorvidt sagsøgte efter købelovens § 51 har været underlagt en forpligtelse til at undersøge granulatleverancen i et sådant omfang, at afvigelsen fra tolerancegrænsen var blevet konstateret tidligere.
Sagsøgte har efter købelovens § 51 alene været forpligtet til at foretage en undersøgelse, »som ordentlig forretningsbrug kræver«.
Der kan i denne forbindelse henvises til U 1979.518 H, hvor køberen flere måneder efter modtagelse af en parti fløjlsbukser reklamerede over mangler ved partiet, herunder at partiet ikke holdt de foreskrevne standardmål. Højesteret fandt, at køberen havde reklameret rettidigt under hensyntagen til manglernes beskaffenhed, hvis omfang først vi-ste sig efterhånden.
Tilsvarende kan der med rette henvises til U 1988.1068 S, hvor det ikke kunne forlanges – end ikke af en fagmand – at manglerne ved et garn til forarbejdning af tæpper ikke blev opdaget ved den umiddelbare besig-tigelse af garnet. Købernes reklamation, der skete umiddelbart efter, at manglerne viste sig i produktionen, fandtes derfor at være rettidig.
Det synes således at være afgørende for vurderingen, hvorvidt der er tale om mangler, som sagsøger kunne eller burde have kunnet konsta-tere ved modtagelsen af leverancen af granulatet.
16
Manglerne ved granulatet udgøres helt konkret af en afvigelse fra den tolerancegrænse i forhold til kornstørrelsen, som parterne indgik aftale om. Det synes selvsagt, at sagsøger ikke har været i stand til at under-søge og konstatere sådan en mangel umiddelbart ved leveringen, lige-som der næppe kan siges at foreligge at pligt for sagsøger om at fore-tage en sigteanalyse, hver eneste gang sagsøger modtager en leverance af gummigranulatet, blot for at sikre at kornstørrelsesfordelingen ligger inden for det aftalte interval.
Det skal understreges, at det påhviler sagsøger at løfte bevisbyrden for, at det skulle være kutyme inden for branchen, at der foretages en sigte-analyse ved hver leverance af det pågældende produkt. Sagsøger har ikke fremført dokumentation til støtte for, at dette skulle være tilfældet, og denne bevisbyrde er således ikke løftet.
Retspraksis vidner da også om, at en køber normalvis ikke fortaber ret-ten til at reklamere over mangler, som enten først kan konstateres en række måneder efter ibrugtagen og/eller mangler, som hverken køber – eller en fagmand – kan forventes at have konstateret ved leveringen. Skønsmandens besvarelse af Spørgsmål II understøtter tillige, at der er tale mangler, sagsøgte næppe kunne forventes at have konstateret eller undersøgt nærmere i forbindelse med påfyldning af materialet på ba-nerne.
På denne baggrund gøres det gældende, at der er tale om mangler, som sagsøgte ikke efter købelovens § 51 har været forpligtet til at undersøge ved leveringen, og sagsøgtes reklamation ca. et halvt år herefter er der-ved at anse for rettidig, jf. købelovens § 52.
3.4Sagsøgers rentekrav har ikke hjemmel i parternes afta-
legrundlag
Siden sagens anlæg har sagsøger påstået sig berettiget til at beregne renter af de forfaldne fakturakrav med 1,5% pr. påbegyndt måned, og til støtte herfor har sagsøger anført, dels at dette rentevilkår skulle være aftalt mellem parterne, dels at dette rentevilkår er i overensstemmelse med kutyme inden for branchen. Sagsøger har imidlertid ikke fremført dokumentation for nogen af delene.
Det fremgår ingen steder i parternes aftalegrundlag, at sagsøger skulle være berettiget til en forretning af fakturabeløbene på 1,5%. Det frem-går alene på de fremsendte fakturaer, at
” Rente ved for sen betaling udgør 1,5% pr. påbegyndt måned”
17
De af sagsøger udstedte fakturaer udgør i sagens natur ikke en del af parternes aftalegrundlag, eftersom fakturaerne ikke har været genstand for forhandlinger mellem parterne, men derimod alene er et ensidigt udarbejdet og udstedt dokument af sagsøger, som naturligvis ikke kan skabe yderligere forpligtelser for sagsøgte, udover hvad der følger af parternes forudgående aftale.
Såfremt en faktura eksempelvis indehol-der et samlet beløb, der overstiger den pris, som parterne tydeligvis er blevet enige om forud for fakturaens udstedelse, vil en sælger naturlig-vis heller ikke kunne støtte ret på det (over)fakturerede beløb ved blot at henvise til ordlyden i den pågældende faktura.
Af sagsøgers salgs- og leveringsbetingelser (bilag 4) fremgår da heller intet om en forrentning på 1,5% i tilfælde af for sen eller manglende be-taling, idet der tværtimod fremgår af § 5.1., at
” Hvis Køber misligholder sin betalingsforpligtelse, er køber forpligtet til at betale rente i overensstemmelse med renteloven. Alle krav om erstatning og andre rettigheder, som vi måtte have i henhold til gældende lov, skal forblive upåvirkede, herunder men ikke begrænset til vores ret til at træde tilbage fra kontrakten.”
I overensstemmelse med sagsøgers egne salgs- og leveringsbetingelser er sagsøger således alene berettiget til at opkræve renter efter rente-lovens regler herom.
Sagsøger mener imidlertid at have hjemmel til at kræve den påståede rentesats i rentelovens § 1, stk. 3, eftersom dette rentevilkår angiveligt skulle være en kutyme inden for branchen. Dette synspunkt har sagsø-ger dog hverken uddybet yderligere eller fremlagt nærmere dokumen-tation til støtte for, og eftersom det påhviler sagsøger at løfte bevisbyr-den for, at et rentevilkår af en kutyme inden for den pågældende bran-che, må dette synspunkt uden videre afvises.
Det gøres derfor gældende, at sagsøger ikke er berettiget til at beregne
renter af de forfaldne fakturabeløb på 1,5% pr. påbegyndt måned.
…”
Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.
Rettens begrundelse og resultat
18
Der er mellem parterne enighed om, at Laiderz har købt produktet ”Genan me-dium” , og at dette produkt er forbundet med en tolerancegrænse på 90 %, hvil-ket indebærer, at 90 % af det leverede granulat skal have en partikelstørrelse på mellem 1,4 mm og 3,0 mm. Tolerancegrænsen fremgår tillige af det tekniske da-tablad og af Genans sigteanalyse vedrørende det pågældende produkt.
Produktet skulle bruges på to kunstgræsbaner – en 7’er-bane og en 11’er-bane – anlagt i Kløfta idræts- og aktivitetspark, der er beliggende i Ullesaker kommune i Norge.
Der har under sagens forberedelse været afholdt syn og skøn ved en af retten udpeget skønsmand.
Det fremgår af skønsrapporten, at det leverede granulat hverken på 7’er-banen eller på 11’er-banen opfylder minimumskravet om, at 90 % af granulatet skal falde inden for størrelsesintervallet 1,4 – 3,0 mm., idet mere end 10 % af granu-latet har en kornstørrelse over 3,15 mm. Skønsmandens testresultat vedrørende 7’er-banen viser et kornfordelingsinterval på 1,6 – 4,0 mm og vedrørende 11’er-banen et kornfordelingsinterval på 2,0 – 4,0 mm.
Retten lægger herefter til grund, at det af Genan leverede produkt ikke lever op til den aftalte tolerancegrænse.
Genan har ikke dokumenteret, at nedsivning af de mindre dele af materialerne skulle have indflydelse på det pågældende granulats overskridelse af tolerance-grænsen, og at skønsmandens analyseresultater vedrørende afvigelsen fra tole-rancegrænsen derfor ikke kan anvendes ved vurderingen af, om materialerne opfyldte tolerancegrænsen på leveringstidspunktet.
På den anførte baggrund er det bevist, at det af Genan leverede produkt var mangelfuldt.
Vidne 2 har forklaret, at Laiderz ved modtagelsen af produktet kon-trollerede fragtbrev, datablad og labels på sækkene, ligesom man ”havde en hånd i sækken” . Da der er tale om mangler ved produktet, som Laiderz ikke har været i stand til at konstatere umiddelbart ved leveringen, er Laiderz’ rekla-mation ca. et halvt år senere rettidig.
Da omkostningerne forbundet med at fjerne det leverede granulat, herunder udgifterne til transport og deponi må antages at overstige det påstævnte beløb, og da Laiderz alene har gjort modkrav gældende til kompensation, tager retten Laiderz’ frifindelsespåstand til følge.
19
Efter sagens udfald skal Genan betale sagsomkostninger til Laiderz med 30.000 kr. og NOK 15.000 med omvekslingsdato den 9. februar 2022. Beløbet på 30.000 kr. vedrører udgifter til advokatbistand og er ekskl. moms, da Laiderz er moms-registreret, mens beløbet på NOK 15.000 vedrører udgifter til syn og skøn. Ret-ten har ved fastsættelsen af beløbet, der vedrører udgifter til advokatbistand, lagt vægt på sagens værdi, hovedforhandlingens varighed og det forhold, at der har været afholdt syn og skøn i sagen, som parterne dog ikke har deltaget i.
THI KENDES FOR RET:
Sagsøgte, Laiderz ApS, frifindes
Sagsøgeren, Genan A/S, skal inden 14 dage betale sagsomkostninger til Laiderz ApS med 30.000 kr. og NOK 15.000 med omvekslingsdato den 9. februar 2022.
Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.
