BR — Byretterne
AM2024.12.16B
AM2024.12.16B Retten i Svendborgs
DOM
Dato: 16. december 2024 Rettens sagsnr.: R2-1558/2024 Politiets sagsnr.: 2300-72321-00001-24 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født juli 1975 Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag. Anklageskrift er modtaget den 19. juli 2024.
Tiltalte er tiltalt for overtrædelse af 1. straffelovens § 223, stk. 1 og stk. 2, ved i perioden fra juni 2022 til februar 2024 på Skole, Adresse1 i By, og på tiltaltes adresse, Adresse2 i Odense, under groft misbrug af en på alder og erfaring beroende overlegenhed at have haft samleje ca. 150 gange med Forurettede1, født den 15. februar 2006, da hun var under 18 år og var betroet tiltalte til undervisning eller opdragelse, idet tiltalte i perioden var ansat som underviser på Skole, hvor Forurettede1 var elev. 2. straffelovens § 223, stk. 1, ved på ikke nærmere angivne tidspunkter i perioden fra december 2022 til maj 2024 på Skole, Adresse1 i By, i flere tilfælde at have befølt Forurettede2 på hendes lår, da hun var under 18 år og var betroet tiltalte til undervisning eller opdragelse, idet tiltalte i perioden var ansat som underviser på Skole, hvor Forurettede2 var elev, hvilket var egnet til at krænke Forurettede2s blufærdighed.
Påstande
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf. Anklagemyndigheden har endvidere nedlagt påstand om, at tiltalte i et af retten fastsat tidsrum skal frakendes retten til at beskæftige sig med børn og unge under 18 år, jf. straffelovens § 79, stk. 1, jf. stk. 2, 1. pkt. Tiltalte har erkendt sig skyldig i forhold 1 og nægtet sig skyldig i forhold 2. Susanne Bundgaard Geil har påstået, at tiltalte skal betale 10.000 kr. i erstatning i torterstatning. Tiltalte har bestridt erstatningspligten. Tiltalte har ikke bemærkninger til erstatningskravets størrelse.
Sagens oplysninger
Der er afgivet forklaring af tiltalte Tiltalte og af vidnerne Forurettede1, Vidne1, Forurettede2. Forklaringerne er lydoptaget og gengives ikke i dommen. Tiltalte er ikke tidligere straffet. Kriminalforsorgen har oplyst, at "...
Kriminalforsorgens konklusion: Det er Kriminalforsorgens vurdering, at Tiltalte er egnet til at modtage en hel eller delvis betinget dom, hvortil det skal anbefales, at der fastsættes vilkår om 1 års tilsyn af Kriminalforsorgen.
Det er Kriminalforsorgens vurdering, at Tiltalte er egnet til at modtage en hel eller delvis betinget dom med vilkår om samfundstjeneste, hvortil det skal anbefales, at der fastsættes vilkår om tilsyn af Kriminalforsorgen i prøvetiden. ..." Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at personundersøgelsen er dækkende. Han har ikke fået det bedre siden personunderøgelsen blev foretaget.
Hans netværk har hjulpet ham "fra at det går katastrofalt til, at det går mindre dårligt".
Rettens begrundelse
og afgørelse Forhold 1 Forurettede1 har forklaret, at hun og tiltalte var kærester, og at de fra juni 2022 til februar 2023 har haft samleje som beskrevet i anklageskriftet, både på Skole og i tiltaltes lejlighed i Odense, når hun besøgte ham, og hvor hun nogle gange overnattede. Hun har videre forklaret, at hun og tiltalte ofte talte om, at det var ulovligt, at de var kærester.
Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Tiltalte har forklaret, at de havde samleje cirka 150 gange, og at han og Forurettede1 begge var fuldt ud klar over, at det var ulovligt, at de havde samleje, når han var hendes lærer. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig.
Forhold 2 Retten finder ikke, at anklagemyndigheden har bevist, at tiltalte har krænket Forurettede2s blufærdighed. Retten har herved navnlig lagt vægt på, at Forurettede2 ikke anså berøringerne for at have seksuel karakter, samt at der var tale om berøringer på låret uden på tøjet. Tiltalte frifindes derfor i dette forhold. Straffen fastsættes til fængsel i 9 måneder, jf. straffelovens § 223, stk. 1 og stk. 2.
Retten har lagt vægt på, at tiltaltes seksuelle forhold til forurettede løb over ca. 1½ år, og at der er tale om mange samlejer. Retten har videre lagt vægt på, at forurettede var særlig sårbar, da hun var anbragt på Skole. Retten finder af samme grund ikke grundlag for at gøre straffen helt eller delvist betinget herunder betinget af vilkår om samfundstjeneste.
Påstanden om, at tiltalte i et af retten fastsat tidsrum skal frakendes retten til at beskæftige sig med børn og unge under 18 år, jf. straffelovens § 79, stk. 1, jf. stk. 2, 1. pkt. tages til følge som nedenfor bestemt.
Retten har herved lagt særlig vægt på, at tiltaltes forhold med en elev varede mere end 1½ år, at forurettede var en sårbar pige, der var anbragt på skolen, og at tiltalte var fuldt bevist om, at han ikke måtte have et forhold til en elev, men på trods heraf fortsatte forholdet, der først stoppede, da en anden elev meldte det til skolen.
Henset til antallet af forhold finder retten, at der er grundlag for at fastsætte en tortgodtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, jf. stk. 2 som påstået.
Thi kendes for ret
: Tiltalte Tiltalte skal straffes med fængsel i 9 måneder. Tiltalte frakendes retten til i 3 år fra endelig dom at beskæftige sig med børn og unge under 18 år. Tiltalte skal betale sagens omkostninger. Tiltalte skal inden 14 dage til Forurettede1 c/o advokat Susanne Bundgaard Geil, Torvet 2, 5800 Rudkøbing, j.nr. … betale 10.000,00 kr. med tillæg af procesrente fra den 16. januar 2025.
