17/2011

Ophævelse af Integrationsministeriets afgørelse om at en udlænding var til fare for statens sikkerhed og om udvisning Integrationsministeren havde truffet afgørelse om, at udlændingen må anses for at udgøre en fare for statens sikkerhed, og Integrationsministeriet havde på denne baggrund udvist den pågældende af Danmark med indrejseforbud for bestandig. Farevurderingerne af udlændingen var baseret på redegørelser fra Politiets Efterretningstjeneste, som beskyldte udlændingen for at have deltaget i planlægningen af et drab på tegneren Kurt Vestergaard, der tegnede en af tegningerne i Jyllands-Postens artikel ”Muhammeds ansigt”, der blev offentliggjort i avisen den 30. september 2005. Udlændingen indbragte ministeriets afgørelser for domstolene, der behandlede sagen efter de særlige regler i udlændingelovens kapitel 7 b om behandling af sager om administrativ udvisning af udlændinge, der må anses for en fare for statens sikkerhed mv. Højesteret bemærkede, at reglerne i udlændingelovens kapitel 7 b giver mulighed for at opdele sagen i en åben og en lukket del, og der kan under sagens lukkede del ske fremlæggelse af fortroligt materiale, som er indgået i farevurderingen, men som af sikkerhedsmæssige grunde ikke kan videregives til udlændingen. Under den åbne del af sagen bistås udlændingen af en beskikket advokat. Til varetagelse af udlændingens interesser under den lukkede del af sagen beskikkes der en særlig advokat, som på udlændingens vegne udøver partbeføjelser under denne del af sagen, dog således at den særlige advokat ikke må drøfte sagen med udlændingen. Formålet med den særlige domstolsbehandling er at skabe en balance mellem på den ene side behovet for hemmeligholdelse af oplysninger af sikkerhedsmæssige grunde og på den anden side hensynet til, at der er en reel mulighed for effektiv varetagelse af udlændingens interesser under sagen. Højesteret fandt, at der i Politiets Efterretningstjenestes redegørelser sammenholdt med det åbne materiale ikke var nærmere oplysninger om tidspunkt, sted eller omstændighederne bag de enkelte beskyldninger, og at udlændingen i realiteten alene havde kunnet varetage sine interesser under sagen ved at fremkomme med en generel benægtelse af beskyldningerne. Højesteret fandt på denne baggrund, at udlændingen ikke havde haft en reel mulighed for effektivt at varetage sine interesser under sagen, og at integrationsministerens afgørelse om, at udlændingen må anses for en fare for statens sikkerhed, og Integrationsministeriets afgørelse om udvisning, derfor ikke kunne opretholdes. Højesteret fandt endvidere, at Integrationsministeriets afgørelser havde indebåret et indgreb i udlændingens ret til et privatliv og familieliv efter den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 8, og udlændingen havde derfor krav på en godtgørelse og erstatning på i alt 35.000 kr. Landsretten var kommet til samme resultat.