25/2025

Betingelserne for varetægtsfængsling var ikke opfyldt, da der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at antage, at T1 ved løsladelse ville kunne vanskeliggøre forfølgningen i sagen T1 var sigtet for i forening med tre andre (T2, T3 og T4) at have begået indbrudstyveri hos F, at have slået F på en bodega og efterfølgende at have skaffet sig adgang til F’s bopæl, hvor de havde udsat ham for grov vold ved flere slag og spark samt urineret på ham. Byretten fandt, at betingelserne for varetægtsfængsling i retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3 (kollusionsarrest), var opfyldt for alle fire sigtede, som herefter blev varetægtsfængslet. Senere blev de fire også sigtet for bl.a. at have truet F med at slå ham ihjel, hvis han fortalte politiet om volden. Varetægtsfængslingerne blev løbende forlænget. Den 4. december 2024 afsagde byretten kendelse om fortsat varetægtsfængsling indtil den 18. december 2024 af bl.a. T1, jf. retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3. T1 kærede kendelsen til landsretten, der stadfæstede afgørelsen den 12. december 2024. Spørgsmålet i sagen var, om betingelserne i retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3, for varetægtsfængsling, var opfyldt på tidspunktet for landsrettens kendelse. Højesteret udtalte, at T1 havde afgivet forklaring i et offentligt retsmøde, efter at han havde fremsat ønske om at få sagen fremmet som en tilståelsessag. Ved denne forklaring erkendte han i det væsentlige de påsigtede forhold. T2 og T3 afgav efterfølgende forklaring til politiet, som i det væsentlige var overensstemmende med T1’s forklaring. Højesteret bemærkede endvidere, at på tidspunktet for landsrettens kendelse var sagen ifølge anklagemyndigheden færdigefterforsket. Under efterforskningen havde politiet bl.a. afhørt F flere gange, og F havde afgivet detaljerede forklaringer om voldens omfang, ligesom F’s skader var dokumenteret ved en personundersøgelse. Politiet havde endvidere sikret dna-spor. Under disse omstændigheder fandt Højesteret, at der på tidspunktet for landsrettens kendelse den 12. december 2024 ikke var tilstrækkeligt grundlag for at antage, at T1 ved løsladelse ville kunne vanskeliggøre forfølgningen i sagen. T1 kunne derfor ikke fortsat varetægtsfængsles efter retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3. Højesteret ændrede herefter landsrettens kendelse, således at T1 burde være løsladt ved landsrettens kendelse den 12. december 2024.