OLR — Østre Landsret
AM2022.04.22Ø
OL-2022-Ø-00023
AM2022.04.22Ø Retten i Glostrups
DOM
Dato: 24. juni 2021 Rettens sagsnr.: B6-12751/2020 Politiets sagsnr.: 4200-76141-00690-19 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født juni 1990 Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag. Anklageskrift er modtaget den 30. september 2020 og tillægsanklageskrift nr. 1 er modtaget den 16. juni 2021. Tiltalte er tiltalt for 1.-4.
Bedrageri efter straffelovens§ 279, ved i nedennævnte tilfælde, for derigennem at skaffe sig eller andre uberettiget vinding, retsstridigt via dba.dk/Facebook at have fremkaldt den vildfarelse hos de nævnte personer, at hun ville levere en ægte Chanel-taske til personerne, hvorved hun bestemte dem til at overfore i alt 33.000 kr. til sig.
Imidlertid leverede hun kun kopivarer med tilsvarende formuetab for personerne til følge. Dato Person Beløb (kr.) 200418 Forurettede1 8.000 190618 Forurettede2 6.000 120619 Forurettede3 10.000 190619 Forurettede4 9.000 5.
Bedrageri efter straffelovens § 279, ved den 22. juli 2019, for derigennem at skaffe sig eller andre uberettiget vinding, retsstridigt via dba.dk at have fremkaldt den vildfarelse hos Forurettede5, at tiltalte ville levere en ægte Chanel-taske til Forurettede5, hvorved tiltalte bestemte denne til at overføre 7.000 kr. til sig.
Imidlertid leverede tiltalte kun kopivarer med tilsvarende formuetab for Forurettede5 til følge.
Påstande
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf. Tiltalte har nægtet sig skyldig. Forurettede4 har nedlagt påstand om erstatning på 9.000 kr. Forurettede2 har nedlagt påstand om erstatning på 6.000 kr. På vegne af Forurettede1, nu Forurettede1, har anklagemyndigheden nedlagt påstand om erstatning på 8.000 kr. På vegne af Forurettede3 har anklagemyndigheden nedlagt påstand om erstatning på 10.000 kr. Tiltalte har bestridt erstatningspligten, men har ikke bestridt kravenes størrelse.
Sagens oplysninger
Forklaringer: Der er afgivet forklaring af tiltalte Tiltalte og af vidnerne Forurettede4 og Forurettede2. [FORKLARINGER UDELADT] Dokumentation: Vedrørende forholdet omhandlende Forurettede1, nu Forurettede1, er der dokumenteret anmeldelse fra Forurettede1 vedhæftet fotos fra annoncen for tasken, Forurettede1s sms-korrespondance med sælger samt kopi af bankoverførsel på 8.000 kr. fra Forurettede1s konto til tiltaltes kontonummer.
Desuden er dokumenteret fotos af den taske, som Forurettede1 modtog fra sælger. (sagens bilag 1-2 og 1-3, begge vedrørende forhold 1).
Vedrørende forholdet omhandlende Forurettede2 er der dokumenteret anmeldelse fra Forurettede2til Fyns politi vedhæftet foto af annoncen for tasken på Facebook, sms-korrespondance mellem Forurettede2 og sælger, fotos af den modtagne taske samt kopi af bankoverførsel på 6.000 kr. til tiltaltes bankkonto. (sagens bilag 1-2 vedrørende forhold 2).
Vedrørende forholdet omhandlende Forurettede3 er der dokumenteret anmeldelsesrapport af 7. september 2020 om optaget anmeldelse, kopi af sms-korrespondance og politiets fotos af den taske, som Forurettede3 har oplyst at have modtaget fra sælger. {sagens bilag 1, 3 og 5, alle vedrørende forhold 3).
Vedrørende forholdet omhandlende Forurettede4er der dokumenteret anmeldelsesrapport af 25. juni 2019, fotos af Chaneltaske, som sælgeren efter det oplyste havde sendt til Forurettede4, sms-korrespondance mellem Forurettede4 og sælger samt kopi af straksoverførsel på 9.000 kr. til tiltaltes konto. (sagens bilag 1-1, 1-2, 4-1, 4-2, 4-3, og bilag 4-4, alle vedrørende forhold 4).
Vedrørende forholdet omhandlende Forurettede5 er der dokumenteret anmeldelsesrapport af 31. maj 2021, mail-korrespondance mellem Forurettede5 og sælgeren, foto af den taske, som Forurettede5 efter det oplyste modtog fra sælger, samt kopi af bankoverførsel på 7.000 kr. til tiltaltes konto. (sagens bilag 1-1, 1-3 og 1-5, alle vedrørende forhold 5).
Personlige forhold: Tiltalte er straffet af betydning for sagen ved udeblivelsesdom afsagt den 14.januar 2019 af Københavsn Byret, overtrædelse af straffelovens § 279, straffet med 6 dagbøder å 400 kr. Der er ikke indhentet personundersøgelse. Tiltalte har forklaret om sine personlige forhold, at hun er 31 år og bor i Ballrup, hvor hun lejer et værelse hos en veninde.
Hun blev færdig med en uddannelse som pædagog i 2015 og har tidligere arbejdet i socialpsykiatrien. Hun arbejder nu på et botilbud i By, hvor hun har været ansat i 8 måneder. Hun har ikke mand eller børn.
Rettens begrundelse
og afgørelse På grundlag af tiltaltes egen forklaring samt vidnernes forklaringer, der støttes af sagens øvrige oplysninger, er det bevist, at tiltalte har solgt uægte Chaneltasker. Tiltaltes forklaring om, at hun ikke var klar over, at der var tale om kopitasker, finder retten ikke er troværdig.
Derimod finder retten, at det må lægges til grund, at tiltalte var klar over, at taskerne var uægte, herunder henset til oplysningerne om kvaliteten af de tasker, som de forurettede modtog fra tiltalte. På denne baggrund findes tiltalte skyldig i overensstemmelse med den rejste tiltalte i forhold 1-4 og forhold 5. Straffen fastsættes til fængsel i 60 dage, jf. straffelovens § 285, stk. 1, jf. § 279.
Retten har lagt vægt på sagens karakter, herunder antallet af forhold samt grovheden af de begåede forhold, og har ikke fundet grundlag for at gøre straffen betinget. Efter retsformandens bestemmelse tages erstatningspåstandene til følge som nedenfor bestemt.
Thi kendes for ret
: Tiltalte Tiltalte skal straffes med fængsel i 60 dage. Tiltalte skal betale sagens omkostninger. Tiltalte skal inden 14 dage til Forurettede4 betale 9.000 kr., til Forurettede2 betale 6.000 kr., til Forurettede1 betale 8.000 kr., til Forurettede3 betale 10.000 kr., og til Forurettede5 betale 7.000 kr., alt med tillæg af procesrente fra den 24. juni 2021. :::::::::::::::::::::::::::::::: Østre Landsrets 9. afdelings
DOM
(landsdommerne Bo Østergaard, Bodil Dalgaard Hammer og Troels Kjersgaard (kst.) med domsmænd). Dato: 22. april 2022 Rettens sagsnr.: S-1918-21 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født juni 1990, (advokat Michael Harms, besk.) Retten i Glostrups dom af 24. juni 2021 (B6-12751/2020) er anket af tiltalte med påstand om formildelse. Anklagemyndigheden har påstået skærpelse.
Personlige forhold Der er til brug for ankesagen foretaget personundersøgelse i henhold til retsplejelovens § 808. Forklaringer Tiltalte har i landsretten afgivet forklaring om sine personlige forhold. Tiltalte har forklaret blandt andet, at hun arbejder som faglig koordinator og teamansvarlig for en pige med autisme og hjerneskade. Hun er meget glad for sit arbejde. Hun blev fastansat for et år siden.
Det er planen, at hun skal flytte i egen lejlighed til juli. Hun afbetaler på de 5 erstatningskrav. Hun har betalt 7.000 kr. til Forurettede1 og mangler at betale hende lidt mere 1.000 kr., som vil blive betalt i næste måned. Hun har endvidere betalt 800 kr. til Forurettede2, 2 afdrag á 500 kr. til Forurettede3, 2 afdrag af 1.200 kr. til Forurettede4 og 650 kr. til Forurettede5. Hun har betalt via mobilepay.
Hun er villig til at udføre samfundstjeneste.
Landsrettens begrundelse og resultat
Straffen forhøjes til fængsel i 3 måneder, jf. straffelovens § 285, stk. 1, jf. § 279, jf. til dels § 89. Der er herved lagt vægt på forholdenes antal og karakter og på, at tiltalte ved dom af 14. januar 2019 er straffet for overtrædelse af straffelovens § 279. Henset til tiltaltes gode personlige forhold og til, at tiltalte afdrager på de forurettedes erstatningskrav, findes straffen at kunne gøres betinget med vilkår om samfundstjeneste som nedenfor bestemt, jf. straffelovens § 62 og § 63, jf. § 56, stk. 1.
Thi kendes for ret
: Byrettens dom i sagen mod Tiltalte ændres, således at Tiltalte straffes med fængsel i 3 måneder. Fuldbyrdelsen af straffen udsættes og bortfalder efter en prøvetid på 1 år på vilkår, at tiltalte i prøvetiden ikke begår strafbart forhold, at tiltalte i prøvetiden undergiver sig tilsyn af Kriminalforsorgen, og at tiltalte udfører ulønnet samfundstjeneste i 80 timer inden for en længstetid på 6 måneder. Prøvetid og længstetid regnes fra landsrettens dom. Statskassen betaler sagens omkostninger for landsretten.
