BS-4139/2021-HJR

Ankestyrelsens afgørelse om frigivelse af et barn til adoption var gyldig og ikke i strid med Menneskerettighedskonventionen Barnet, B, blev kort efter fødslen anbragt i pleje hos en plejefamilie som følge af M’s og F’s manglende forældreevne. I forbindelse med anbringelsen havde M og F samvær med B, uden at dette ændrede væsentligt på M’s og F’s forældreevne. Da B var ca. halvandet år, traf Ankestyrelsen afgørelse om frigivelse af barnet til adoption uden samtykke. Efter at en egnet adoptivfamilie var fundet, blev B i februar 2020 anbragt hos adoptivfamilien. M og F søgte i forlængelse heraf om samvær med B. Der blev i juni 2021 truffet afgørelse om samvær. Sagen for Højesteret angik, om betingelserne for adoption uden samtykke var opfyldt, herunder om afgørelsen og den efterfølgende placering af barnet hos adoptivfamilien var i strid med Menneskerettighedskonventionen. Højesteret fandt, at forældrene med en høj grad af sandsynlighed varigt ville være ude af stand til at varetage omsorgen for barnet, og at adoptionen var bedst for barnet under hensyn til kontinuiteten og stabiliteten i barnets opvækst. Højesteret fandt endvidere, at der forelå sådanne helt særlige omstændigheder og tungtvejende hensyn til barnets bedste, at adoption uden samtykke som udgangspunkt var forenelig med Menneskerettighedskonventionen. Højesteret bemærkede i den forbindelse, at det ved Højesterets dom af 8. marts 2021 (UfR 2021.2400) var fastslået, at adoptionslovens § 32 a om midlertidig placering af barnet hos de godkendte adoptanter var i overensstemmelse med konventionens artikel 8 og ikke rejste spørgsmål i forhold til artikel 6. Højesteret udtalte herefter, at det følger af Menneskerettighedsdomstolens praksis, at spørgsmålet om kontakt mellem barnet og dets oprindelige slægt efter adoptionen kan indgå i proportionalitetsvurderingen ved afgørelsen af, om en adoption er forenelig med Menneskerettighedskonventionens artikel 8. Det må på den baggrund i almindelighed kræves, at afgørelsen af, om der efter adoptionen skal være samvær eller anden kontakt mellem de biologiske forældre og barnet, træffes i så nær tidsmæssig tilknytning til adoptionen som muligt. Afgørelsen om samvær eller anden kontakt efter adoptionen blev i den foreliggende sag ikke truffet i nær tidsmæssig tilknytning til adoptionen. Efter sagens omstændigheder i øvrigt fandt Højesteret imidlertid, at hensynet til barnet indebar, at dette ikke kunne føre til ophævelse af adoptionen. Det kunne heller ikke føre til ophævelse af adoptionen, at det ved afgørelsen om samvær blev vurderet, at det for tiden ikke ville være til barnets bedste at genetablere kontakt mellem de biologiske forældre og barnet henset til barnets behov for ro til at styrke tilknytningen til sin adoptivfamilie og vænne sig til at blive passet uden for hjemmet. Højesteret bemærkede i den forbindelse, at de biologiske forældre senere på ny vil kunne ansøge om fastsættelse af samvær eller anden kontakt med barnet. Højesteret stadfæstede herefter landsrettens dom.