87/2024

AM2026.03.12H Retten i Nykøbing F.’s

DOM

Dato: 23. marts 2022 Rettens sagsnr.: 1-800/2022 Politiets sagsnr.: 1900-84143-00001-22 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født december 1985 Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag.

Anklageskrift er modtaget den 3. januar 2022 Tiltalte er tiltalt for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 8, nr. 1, ved søndag den 2. januar 2022 ca. kl. 06.05 i dansk registreret personbil ... i Rødbyhavn, forsætligt og i forening eller efter forudgående aftale via Blabla-car mobilapplikationen at have bistået den marokkansk borger Person1, der ikke var i besiddelse af gyldig rejselegitimation, med ulovlig indrejse, rejse gennem eller ophold i Danmark, idet tiltalte Tiltalte som fører af personbilen forestod kørslen ind i Danmark, og idet Person2 havde arrangeret, at Person1 og han selv var med i bilen, selv om hverken tiltalte eller Person2 havde sikret sig, at Person1 havde gyldig rejselegitimation til at indrejse i Danmark.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf. Anklagemyndigheden har endvidere nedlagt påstand om, at tiltalte i medfør af udlændingelovens § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 5 og § 32, stk. 4, nr. 5, udvise med indrejseforbud i 6 år. Tiltalte har nægtet sig skyldig Tiltalte har påstået frifindelse for påstanden om udvisning

Sagens oplysninger

[FORKLARINGER UDELADT] Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at han bor i Norge. Han har boet der siden 2007. Han er indkøber for et gasfirma. Han er gift. De bor i en lille lejlighed, der støder op til et hus. De har ingen børn. Han tjener godt, men ejer ikke lejligheden. Et indrejseforbud vil betyde, at hele hans liv vil blive opløst.

Han har rigtig meget kontakt til Danmark, og via hans firma skal han også til Danmark. Han besøger også Danmark. Hvis han får et indrejseforbud, vil han tro, at han mister sit arbejde. Han er i Danmark adskillige gange om året. Han kører gennem Danmark, når han skal fra Norge til Frankrig. Han har ikke tilknytning til Danmark eller boet i Danmark. Det han er tiltalt for, vil ikke komme til at ske igen.

Rettens begrundelse

og afgørelse Efter tiltaltes egen forklaring sammenhold med Person1s forklaring og det i øvrigt oplyste, lægger retten til grund, at tiltalte den 2. januar 2022 var fører af den i anklageskriftet anførte bil på det i anklageskriftet anførte tidspunkt og sted, at tiltaltes hustru, Person2 og Person1 var passagerer i bilen fra Tyskland til Danmark, at tiltalte via Blabla-car applikationen havde aftalt kørslen med Person2, der tog en ekstra passager med, at tiltalte alene havde kendskab til Person2 gennem Blabla-car og intet kendskab havde til Person1, der talte lidt fransk og engelsk, og ikke havde gyldig rejselegitimation til at indrejse i Danmark, og at hverken tiltalte eller Person2 sikrede sig dette eller i øvrigt spurgte ind hertil.

På baggrund af de ovenfor beskrevne omstændigheder er det bevist, at tiltalte indså, at det var muligt, at Person1 ikke lovligt kunne indrejse i Danmark, og at han psykologisk forholdt sig accepterende til denne mulighed for det tilfælde, at det faktisk forholdt sig på denne måde. Tiltalte findes herefter skyldig i den rejste tiltale.

Straffen fastsættes til fængsel i 30 dage, jf. udlændingelovens § 59, stk. 8, nr. 1. Betingelserne i udlændingelovens § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 5, og § 49, stk. 1, jf. 32, stk. 4, nr. 5, for at udvise tiltalte med et indrejseforbud i 6 år er opfyldt.

Retten finder, at den udøvede kriminalitet må anses at udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundliggende samfundsinteresse, jf. artikel 27, stk. 2, 2. led, i direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004.

Efter de foreliggende oplysninger om tiltaltes forhold, herunder at tiltalte er fransk statsborger bosat i Norge, har tiltalte ikke en sådan tilknytning til Danmark, at udvisning kan anses for at stride mod proportionalitetsprincippet i direktivets artikel 27, stk. 2, 1. led, sammenholdt med artikel 28, stk. 1.

Opholdsdirektivet kan derfor ikke antages at være til hinder for, at der sker udvisning med et indrejseforbud på 6 år, jf. herved direktivets artikel 33, stk. 1, og udlændingelovens § 26 b, jfr. § 2, stk. 3, ligesom det ikke med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. udlændingelovens § 26, stk. 2.

På den baggrund tages påstanden om udvisning i medfør af de påberåbte bestemmelser til følge som nedenfor bestemt.

Thi kendes for ret

: Tiltalte Tiltalte skal straffes med fængsel i 30 dage. Tiltalte udvises af Danmark. Tiltalte pålægges indrejseforbud i 6 år. Indrejseforbuddet regnes fra udrejsen eller udsendelsen. Tiltalte skal betale sagens omkostninger. ::::::::::::::::::::::::: Østre Landsrets 19. afdelings

DOM

(landsdommerne Jakob Friis Nolsø, Tine Egelund Thomsen og Ulrik Birk Gotfredsen (kst.) med domsmænd).

Dato: 24. april 2025 Rettens sagsnr.: S-939-22 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født december 1985, (advokat Hans Mogensen, beskikket) Dom afsagt af Retten i Nykøbing Falster den 23. marts 2022 (1-800/2022) er anket af tiltalte med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse, herunder frifindelse for påstanden om udvisning. Anklagemyndigheden har endeligt påstået stadfæstelse.

Anklagemyndigheden har for landsretten berigtiget anklageskriftet, således at der i påstanden om udvisning tilføjes ”eller udlændingelovens § 24, nr. 2,” efter ”udlændingelovens § 24, nr. 1, jf. 22, nr. 5”. Forklaringer Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte. Den forklaring, som vidnet Person1 afgav i byretten ved en indenretlig afhøring, er dokumenteret i medfør af retsplejelovens § 923.

Tiltalte har supplerende forklaret bl.a., at han ikke husker, hvad de to personer betalte for turen, men det var omkring 20-30 euro. Under turen talte han lidt med kvinden. Først talte de engelsk sammen, og senere talte de fransk. Kvinden talte fint fransk, og hun kunne efter hans mening have været fra Frankrig. Kvinden talte også godt engelsk. Han spurgte ikke kvinden, hvad hun hed, eller hvor hun kom fra.

Hverken kvinden eller manden fortalte på noget tidspunkt deres navn. Han gik ud fra, at manden hed ”Person2”. De mødtes kl. 3 om natten på det aftalte sted, hvor de læssede kvindens og mandens bagage i bilen og derpå kørte afsted. Han var chauffør, og hans tanker var derfor på at komme afsted og køre sikkert. Manden og kvinden medbragte en rejsetaske, og kvinden havde også en håndtaske med.

Kvinden og manden var iklædt pænt tøj og fremstod rene og ordentlige. De lignede ikke nogen, der havde sovet udenfor. Han kontaktede dem fra sit norske telefonnummer, og de havde et svensk telefonnummer. Han forstår lidt svensk. Det var første gang, at han som chauffør brugte platformen ”Blabla-car”.

Siden 2011 har han brugt platformen som passager, og ingen af de chauffører, han har kørt med, har bedt ham om at vise identifikation. Han har ikke fået inddraget sit medlemskab af platformen efter den omhandlede episode. Han anvendte senest platformen som passager i december 2024. Han ved ikke, hvorfor denne sag har trukket så meget ud i anken.

Personlige oplysninger Af Rapport § 26-afhøring af 2. januar 2022 vedrørende tiltalte fremgår bl.a.: ”… Afh. oplyste, at han ingen familie har i Danmark. Afh. oplyste, at han har arbejdsforbindelser i Danmark og resten af verden. Afh. oplyste, at han er sund og rask. Afh. oplyste, at han kan rejse frit rundt i hele verden. …” Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at de er uændrede siden byrettens dom.

Han er således stadig i Danmark adskillige gange om året, og han er stadig gift. Han er hverken straffet i Norge eller Frankrig.

Landsrettens begrundelse og resultat

Skyldsspørgsmålet Fire voterende finder også efter bevisførelsen for landsretten, at tiltalte af de grunde, der er anført af byretten, er skyldig efter anklageskriftet. To voterende finder, at det efter bevisførelsen ikke er bevist, at tiltalte havde forsæt til at bistå Person1 med ulovlig indrejse i eller rejse gennem Danmark, og at tiltalte derfor skal frifindes.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet, således at tiltalte findes skyldig efter anklageskriftet. Strafudmåling Alle voterende finder straffen passende, jf. herved Højesterets dom af 9. januar 2012 trykt i UfR 2012.1101 H. Det forhold, som tiltalte er fundet skyldig i, er begået den 2. januar 2022, og byretten afsagde dom i sagen den 23. marts 2022.

Tiltalte ankede byrettens dom i forbindelse med domsafsigelsen, og anklagemyndigheden indbragte sagen for landsretten ved ankemeddelelse af 4. april 2022. Det er ubestridt, at tiltalte er uden skyld i, at der er gået omkring tre år inden afsigelse af dom i ankesagen.

Det forhold, som tiltalte er fundet skyldig i, er begået efter ikrafttrædelsen af lov nr. 2601 af 28. december 2021, hvor straffelovens § 82, stk. 2, blev indsat.

Det følger af straffelovens § 82, stk. 2, 2. pkt., at sagsbehandlingstiden kun kommer i betragtning som formildende omstændighed, hvis dette er nødvendigt på grund af kravet i artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention om behandling af sagen inden for en rimelig frist.

Alle voterende finder, at sagsbehandlingstiden i landsretten – hvor tiltalte ligesom i byretten blev fundet skyldig efter anklageskriftet – ikke indebærer en krænkelse af artikel 6 i Menneskerettighedskonvention, og at sagsbehandlingstiden derfor ikke kan komme i betragtning som formildende omstændighed.

Fire voterende stemmer for at gøre straffen ubetinget og henviser herved til, at udgangspunktet ved overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 8, nr. 1, er ubetinget fængsel, jf. herved også UfR 2012.1101 H, og at der ikke findes at foreligge sådanne omstændigheder, der giver anledning til at fravige dette udgangspunkt.

To voterende stemmer efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder og tiltaltes personlige forhold for, at straffen gøres betinget. Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet, således at byrettens udmåling af straffen til ubetinget fængsel i 30 dage stadfæstes. Udvisning: Af de grunde, der er anført af byretten, stadfæster landsretten, at tiltalte skal udvises af Danmark med et indrejseforbud i 6 år.

Landsretten stadfæster derfor dommen.

Thi kendes for ret

: Byrettens dom i sagen mod Tiltalte stadfæstes. Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten. :::::::::::::::::::::::::::::: Højesterets 1. afdelings

DOM

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Poul Dahl Jensen, Hanne Schmidt, Lars Apostoli, Kristian Korfits Nielsen og Julie Arnth Jørgensen. Dato: 12. marts 2026 Rettens sagsnr.: 61/2025 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, (advokat Eddie Omar Rosenberg Khawaja, beskikket) I tidligere instanser er afsagt dom af Retten i Nykøbing Falster den 23. marts 2022 (1-800/2022) og af Østre Landsrets 19. afdeling den 24. april 2025 (S-939-22).

Påstande

Dommen er anket af Tiltalte med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse og frifindelse for udvisning. Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.

Anbringender

Tiltalte har anført navnlig, at landsretten har anvendt forsætsbegrebet forkert i lyset af de faktiske omstændigheder, der er lagt til grund, herunder om hans subjektive forhold. Ingen af de opregnede faktiske forhold, som er lagt til grund ved bevisvurderingen, kan begrunde, at han indså, at det var muligt, at Person1 ikke lovligt kunne indrejse i Danmark, og at han forholdt sig accepterende hertil.

Derved adskiller sagen sig fra UfR 2012.1101 H, hvor landsretten lagde bevismæssige omstændigheder om den tiltaltes subjektive forhold til grund for forsætsvurderingen. Hvis han ikke frifindes, bør straffen bortfalde eller nedsættes som følge af lang sagsbehandlingstid i landsretten i strid med artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. straffelovens § 83 og § 82, nr. 13.

Byrettens dom blev afsagt i marts 2022, hvorefter landsretten først behandlede ankesagen ca. 3 år senere. Sagen er ikke kompleks. Ved straffastsættelsen må det indgå, at hans forhold ikke adskiller sig fra Person2’s, der for samme forhold er idømt en bøde på 5.000 kr. Kørslen er ikke foretaget i en erhvervsmæssig sammenhæng, han har gode personlige forhold, er gift og i arbejde.

Hvis straffen ikke bortfalder eller fastsættes til bøde, skal den gøres betinget i lyset af sagens samlede omstændigheder. Der skal ikke ske udvisning, idet han ikke udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, jf. udlændingelovens § 26 b, stk. 1, 1. pkt. (EU-opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, 2. led). Der er tale om et enkeltstående tilfælde, hvor han er dømt ved den laveste forsætsgrad.

Det var første gang, at han brugte BlaBlaCar applikationen som chauffør, og formålet med køreturen var at transportere nogle møbler fra Oslo til Frankrig. Hans adfærd må betegnes som spontan og tilfældighedspræget, da han på ingen måde havde planlagt at transportere Person1 over grænsen til Danmark. Det kan således ikke lægges til grund, at han vil være tilbøjelig til at udvise en sådan adfærd i fremtiden.

Han er ikke tidligere straffet. Han bor i Norge og skal både i privat og arbejdsrelateret sammenhæng transportere sig til og igennem Danmark. Udvisning vil derfor være uproportional.

Anklagemyndigheden har anført navnlig, at landsretten har anvendt forsætsbegrebet korrekt og med rette har fundet forholdet omfattet af udlændingelovens § 59, stk. 8, nr. 1, idet Tiltalte som fører af personbilen og udbyder af den konkrete transport på appen BlaBlaCar har ydet bistand til Person1’s indrejse i Danmark.

Landsretten har formuleret forsættet og anvendt forsætsbegrebet på samme måde som Højesteret i UfR 2012.1101 H, og de faktiske omstændigheder, som landsretten har lagt til grund, kan begrunde, at der foreligger forsæt.

Højesteret kan ikke efterprøve den konkret foretagne bevisbedømmelse vedrørende skyldsspørgsmålet, herunder vægtningen af de enkelte beviser, jf. retsplejelovens § 933, stk. 2, sammenholdt med § 912, stk. 1, nr. 4, modsætningsvis. Landsretten har med rette udmålt straffen til 30 dages ubetinget fængsel, jf. UfR 2012.1101 H, UfR 2018.437 H og UfR 2018.442 H.

Sagens omstændigheder og Tiltaltes personlige forhold giver ikke grundlag for at gøre straffen betinget. En samlet sagsbehandlingstid på ca. 3 år og 4 måneder i to instanser og ca. 4 år og 2 måneder i tre instanser medfører ikke i sig selv en krænkelse af EMRK artikel 6.

Efter en samlet vurdering, herunder af den samlede sagsbehandlingstid, udgør den lange berammelsestid i landsretten på over 3 år i en relativt ukompliceret sag heller ikke en krænkelse af artikel 6. Tiltalte har alene risikeret en kortere frihedsstraf og udvisning af et land, som han ikke har nogen særlig tilknytning til.

Han har været på fri fod under sagens behandling, og landsretten har udøvet bestræbelser på at fremme sagen, idet sagen blev flyttet fra landsrettens bitingsted i Nykøbing Falster til hovedtingstedet.

Hvis der foreligger en krænkelse af EMRK artikel 6, skal Tiltalte kompenseres ved enten en kortere ubetinget fængselsstraf eller ved at gøre fængselsstraffen betinget og nedsætte de sagsomkostninger, som han pålægges at betale. Betingelserne for udvisning med indrejseforbud i 6 år efter dagældende udlændingelovs § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 5, og § 24, nr. 2, er opfyldt.

Betingelserne for udvisning af en EU-statsborger er endvidere opfyldt, jf. udlændingelovens § 26 b og EU-opholdsdirektivets artikel 27 og 28. Tiltalte tog selv initiativ til at tilbyde personer, som han ikke kendte, transport over en landegrænse, og hans adfærd kan hverken betegnes som spontan eller tilfældighedspræget.

Bistand til ulovlig indrejse er en trussel mod en grundlæggende samfundsinteresse i form af statens ret til at sikre kontrollen med, hvem der opholder sig her i landet. Udvisning vil heller ikke være uproportional. Han kan rejse fra Norge til Frankrig og øvrige EU-lande via direkte fly eller kørsel i bil uden om Danmark. Han vil ikke blive indberettet som uønsket i Schengen.

Højesterets begrundelse og resultat

Tiltalte, der er fransk statsborger, er ved landsrettens dom fundet skyldig i overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 8, nr. 1, ved forsætligt at have bistået den marokkanske statsborger Person1 med ulovligt at rejse ind i Danmark.

Situationen var den, at Tiltalte, der sammen med sin hustru skulle køre fra Orléans til København, via appen BlaBlaCar havde aftalt med Person2, at han og en ekstra passager kunne køre med fra Hamborg til København. Da bilen blev standset i Rødbyhavn, kunne Person2 vise gyldig rejselegitimation, men det kunne den ekstra passager, Person1, ikke.

Ved landsrettens dom blev Tiltalte for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 8, nr. 1, idømt fængsel i 30 dage og udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år. For Højesteret har Tiltalte i første række påstået frifindelse under henvisning til, at landsretten har anvendt forsætsbegrebet i form af dolus eventualis (positiv indvilligelse) forkert.

Efter udlændingelovens § 59, stk. 8, nr. 1, straffes den, der forsætligt bistår en udlænding med ulovligt at indrejse i eller rejse gennem landet, med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Det er en betingelse for, at der ved overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 8, nr. 1, foreligger forsæt i form af dolus eventualis (positiv indvilligelse), at tiltalte indså, at det var muligt, at udlændingen ikke lovligt kunne indrejse i eller rejse gennem landet, og at tiltalte psykologisk forholdt sig accepterende til denne mulighed for det tilfælde, at det faktisk forholdt sig på denne måde, jf. herved Højesterets dom af 9. januar 2012 (UfR 2012.1101).

Højesteret kan ikke efterprøve den konkret foretagne bevisbedømmelse vedrørende skyldsspørgsmålet, jf. retsplejelovens § 933, stk. 2, sammenholdt med § 912, stk. 1, nr. 4, modsætningsvis.

Højesteret kan imidlertid tage stilling til, om landsretten har anvendt forsætsbegrebet rigtigt, og om de faktiske omstændigheder, som er lagt til grund af landsretten, herunder vedrørende Tiltaltes subjektive forhold, kan begrunde, at der foreligger forsæt.

Byretten og landsretten har med henvisning til Tiltalte og Person1’s forklaringer og det i øvrigt oplyste lagt følgende til grund: ”… at tiltalte den 2. januar 2022 var fører af den i anklageskriftet anførte bil på det i anklageskriftet anførte tidspunkt og sted, at tiltaltes hustru, Person2 og Person1 var passagerer i bilen fra Tyskland til Danmark, at tiltalte via Blabla-car applikationen havde aftalt kørslen med Person2, der tog en ekstra passager med, at tiltalte alene havde kendskab til Person2 gennem Blabla-car og intet kendskab havde til Person1, der talte lidt fransk og engelsk, og ikke havde gyldig rejselegitimation til at indrejse i Danmark, og at hverken tiltalte eller Person2 sikrede sig dette eller i øvrigt spurgte ind hertil. …” På baggrund af disse omstændigheder fandt byretten og landsrettens flertal, at det var bevist, at Tiltalte indså, at det var muligt, at Person1 ikke lovligt kunne indrejse i Danmark, og at han psykologisk forholdt sig accepterende til denne mulighed for det tilfælde, at det faktisk forholdt sig på denne måde.

Højesteret finder, at de faktiske omstændigheder, som landsretten har lagt til grund, ikke kan begrunde konklusionen om, at Tiltalte handlede forsætligt i form af dolus eventualis (positiv indvilligelse).

De anførte faktiske omstændigheder giver således ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at han indså, at det var muligt, at Person1 ikke lovligt kunne indrejse i Danmark, og at han psykologisk forholdt sig accepterende til denne mulighed for det tilfælde, at det faktisk forholdt sig på denne måde. Betingelserne for at anvende forsætsformen dolus eventualis (positiv indvilligelse) er herefter ikke opfyldt.

På den baggrund tager Højesteret Tiltaltes påstand om frifindelse til følge. Der er derfor ikke anledning til at tage stilling til hans subsidiære påstand om, at der skal ske formildelse som følge af den lange sagsbehandlingstid i landsretten i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 6 og til hans påstand om frifindelse for udvisning.

Thi kendes for ret

: Tiltalte frifindes. Statskassen skal betale sagens omkostninger for byret, landsret og Højesteret.