23304/2025

Tinglysningsretten kunne ikke kræve, at ændring af en tinglyst særvedtægt var vedtaget i hver af tre ejerlejlighedsejendomme, der blev administreret i en fælles ejerforening Højesteret har afsagt kendelse i to sager om tinglysning af vedtægtsændringer i ejerforeninger. I begge sager var tre ejendomme (selvstændige matr.nre.), hvorpå der lå flere bygninger, opdelt i ejerlejligheder. I sagen vedrørende E/F Grøndalsparkvejens Haveby III var opdelingerne tinglyst i december 1977 og februar 1978, og i sagen vedrørende E/F Brandholmsparken var opdelingerne tinglyst i februar 1970. Samtidig med tinglysning af ejerlejlighedsopdelingerne var en særvedtægt tinglyst servitutstiftende på alle ejerlejlighederne, hvorefter ejerforeningen (henholdsvis E/F Grøndalsparkvejens Haveby III og E/F Brandholmsparken) skulle administrere alle fælles anliggender for ejerlejlighederne i de tre ejendomme. I september 2024 anmeldte E/F Grøndalsparkvejens Haveby III en ny særvedtægt til tinglysning, og i oktober 2024 anmeldte E/F Brandholmsparken en vedtægtsændring til tinglysning. Både den nye særvedtægt og vedtægtsændringen var vedtaget på ejerforeningernes generalforsamlinger. Sagerne angik, om tinglysning af henholdsvis særvedtægten og vedtægtsændringen krævede, at den var vedtaget med nødvendig majoritet af ejerlejlighedsejerne i hver af de tre ejendomme, sådan som Tinglysningsretten havde bestemt. Højesteret udtalte i begge sager, at det efter de foreliggende oplysninger måtte lægges til grund, at ejerlejlighedsejendommene siden opdelingerne i overensstemmelse med særvedtægten var blevet administreret i en fælles ejerforening. Den enkelte ejerlejlighedsejers tinglyste fordelingstal havde ud fra ejendommenes samlede fordelingstal dannet grundlag for medlemmernes rettigheder og forpligtelser. Højesteret fandt i begge sager, at ejerlejlighedsloven og dens forarbejder, herunder lovens definition af en ejerforening og en ejendom, ikke var til hinder for den etablerede ordning med en fælles ejerforening for de tre ejendomme, der blev tinglyst i forbindelse med de oprindelige opdelinger. Ordningen skulle derfor respekteres ved tinglysning af vedtægtsændringer i ejerforeningen. På denne baggrund fandt Højesteret, at tinglysning af henholdsvis særvedtægten og vedtægtsændringen ikke krævede, at den var vedtaget med nødvendig majoritet af ejerlejlighedsejerne i hver af de tre ejendomme. Landsretten var nået til et andet resultat.