Tilbage til sager

BRByretterne

AM2025.03.24B

Dom
Kilde: Anklagemyndigheden →
Dato
24-03-2025
Sagsemne
medvirken / §§ 21-24, Tilståelse / § 82, stk. 1, nr. 9, forsøg / §§ 21-24, simpel vold
Fuldtekst
Kilde: Anklagemyndigheden

AM2025.03.24B Retten i Aalborgs

DOM

Dato: 24. marts 2025 Rettens sagsnr.: 11-6245/2024 Politiets sagsnr.: 5100-74265-00201-24 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født december 1997 Denne sag er behandlet som tilståelsessag. Retsmødebegæring er modtaget den 11. november 2024.

Tiltalte er tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 244, stk. 1, jf. til dels § 23 og § 21 – medvirken til forsøg på vold, ved i ugerne forud for den 20. juli 2024, via sociale medier, som anstifter at have ansporet flere ukendte personer, der er tilknyttet netværket ”Pedo Hunting Denmark”, til ved et voldeligt overfald at angribe Forurettede på adressen Adresse i By, hvilket forehavende mislykkedes af tilfældige hindringer, idet Forurettede den 20. juli 2024 kl. ca. 23.00 ikke blev antruffet på adressen.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængsel. Tiltalte har erkendt sig skyldig.

Sagens oplysninger

Tiltalte, Tiltalte, har forklaret i overensstemmelse med tiltalen. Tiltalte er ikke tidligere straffet. Kriminalforsorgen har oplyst, at tiltalte ikke vurderes egnet til en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste, men egnet til tilsyn med vilkår om behandling for misbrug. Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret supplerende, at han i dag har fast arbejde som han påbegyndte den 29. januar 2025. Han vil gerne samarbejde om tilsyn og misbrugsbehandling. Han bor stadig sammen med en kammerat.

Rettens begrundelse

og afgørelse Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig. Straffen fastsættes til fængsel i 30 dage, jf. straffelovens § 244, stk. 1, jf. til dels § 23 og § 21.

Retten har ved straffastsættelsen på den ene side lagt vægt på forholdets grovhed, idet der efter det foreliggende var tale om et bestilt voldeligt overfald, som skulle begås af flere gerningsmænd og at tiltalte ikke findes egnet til betinget dom med vilkår om samfundstjeneste og på den anden side, at der alene er tale om forsøg, at tiltalte har tilstået forholdet tidligt under sagens efterforskning, jf. herved straffelovens § 82, stk. 1, nr. 9, og at tiltalte ikke tidligere er straffet for personfarlig kriminalitet.

På den baggrund finder retten ikke grundlag for at gøre straffen betinget.

Thi kendes for ret

: Tiltalte Tiltalte skal straffes med fængsel i 30 dage. Tiltalte skal betale sagens omkostninger.

AM2025.03.24B
KilderAnklagemyndigheden
Kilde: https://vidensbasen.anklagemyndigheden.dk/h/6dfa19d8-18cc-47d6-b4c4-3bd07bc15ec0/VB/327683ec-589f-482b-bc41-ee86e9ffac24