OLR — Østre Landsret
AM2024.11.25Ø
OL-2024-Ø-00062
AM2024.11.25Ø Retten på Frederiksbergs
DOM
Dato: 1. juli 2024 Rettens sagsnr.: 4354/2024 Politiets sagsnr.: 0100-71281-00410-23 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født marts 1994 Denne sag er behandlet som tilståelsessag. Retsmødebegæring er modtaget den 24. juni 2024.
Tiltalte er tiltalt for 1. (0100-71281-0041023) overtrædelse afstraffelovens § 191, stk. 1, 2. pkt., jf. 1. pkt., jf. stk. 2. jf. lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 2. stk. 4, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 30. stk. 1, jf. § 3, jf. bilag 1, liste B, nr. 70 ved i løbet af den 18. juli 2023 frem til ca. kl. 20.45, i forening og efter forudgående aftale, forståelse og accept med Person, hvis sag behandles særskilt, og med flere andre p.t. uidentificerede medgerningsmænd, på adressen Adresse1 på Frederiksberg, med henblik på videreoverdragelse at have været i besiddelse af og haft rådighed over ca. 52,41 gram kokain (svarende til ca. 116 bags), hvoraf et hvidt bud, forud for kl. 20.45, havde leveret ca. 41,83 gram kokain til et større antal personer for et samlet beløb på 20.918,50 kr., og hvoraf det hvide bud kl. ca. 20.45 ud for Hotel, Adresse2 i København S fortsat var i besiddelse af 10,58 gram kokain fordelt på 23 salgsposer (bags), som blev fundet i dels hans motorkøretøj samt i hans bukselomme. 2. (0100-71281-00413-23) overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 1, 2. pkt., jf. 1. pkt., jf. stk. 2, jf. lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 30, stk. 1, jf.§ 3, jf. bilag 1, liste B, nr. 201 og nr. 70, ved den 21. juli 2023 kl. 09.50 på adressen Adresse1 på Frederiksberg, i forening og efter forudgående aftale, forståelse og accept med Person, hvis sag behandles særskilt, og med flere andre p.t. uidentificerede medgerningsmænd, og med henblik på videreoverdragelse, at have været i besiddelse af 605 gram MDMA og 904 gram kokain, samt yderligere 2,5 gram kokain fordelt i 5 salgsposer (bags), som Person ved sin anholdelse ud for Adresse3 i Vanløse var i besiddelse af.
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf.
Anklagemyndigheden har endvidere nedlagt påstand om, at der hos tiltalte i medfør af straffelovens § 75, stk. 2 og stk. 1, konfiskeres: 4.100 kr. (koster 126) To iPhones (koster 127-128) 15.400 kr. (koster 208) Narkoregnskaber (koster 200 - 202 + 205 - 207) En automatisk pengeseddel tællemaskine (koster 203). (0100-71281-00414-23 + 0100-71281-00660-23) Tiltalte har erkendt sig skyldig.
Tiltalte har ikke protesteret mod konfiskationspåstanden. Oplysningerne i sagen Tiltalte har afgivet forklaring i overensstemmelse med sin tilståelse. Forklaringen fremgår af retsbogen.
Personlige oplysninger Der er af Kriminalforsorgen foretaget en personundersøgelse vedrørende tiltalte, hvoraf det blandt andet fremgår, at det er Kriminalforsorgens vurdering, at Tiltalte er egnet til at modtage en hel eller delvis betinget dom med vilkår om samfundstjeneste, hvortil det skal anbefales, at der fastsættes vilkår om tilsyn af Kriminalforsorgen i prøvetiden.
Finder retten, at sagen kan afgøres med en betinget dom uden vilkår om samfundstjeneste, skal det anbefales, at der alene fastsættes prøvetid. Kriminalforsorgens begrundelse: Grundet Tiltaltes gode personlige forhold, samt positive indstilling til at samarbejde med Kriminalforsorgen om en eventuel betinget dom med vilkår om samfundstjeneste, skønnes hun uden tvivl egnet til dette.
Tiltalte har ikke tidligere været i kontakt med Kriminalforsorgen og der skønnes ikke at være behov for tilsyn, udover hvad der følger af en dom med vilkår om samfundstjeneste. Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at hun ved, at hun kommer til at skylde penge i forbindelse med sagen. Hun er blevet tilbudt et arbejde, som venter på hende, når hun bliver løsladt.
På sigt vil hun gerne have sin egen køreskole igen. I arresten har hun modtaget misbrugsbehandling. Hun vil gerne samarbejde med Kriminalforsorgen og udføre samfundstjeneste. Tiltalte er ikke tidligere straffet. Tiltalte har under sagen været frihedsberøvet fra den 21. juli 2023.
Rettens begrundelse
og afgørelse Tiltalte har afgivet en uforbeholden tilståelse, hvis rigtighed er bestyrket af de i øvrigt foreliggende oplysninger. Retten finder derfor tiltalte skyldig i overensstemmelse med den rejste tiltale.
Straffen fastsættes til fængsel i 2 år og 6 måneder, jf. straffelovens § 191, stk. 1, 2. pkt., jf. 1. pkt., jf. stk. 2, jf. lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 30, stk. 1, jf. § 3, jf. bilag 1, liste 8, nr. 70 og nr. 201.
Retten har ved strafudmålingen lagt vægt på sagens karakter, herunder navnlig karakteren og mængden af det stof, som tiltalte har været med til at håndtere. Retten har en videre lagt vægt på, at tiltalte alene har medvirket i en kortere periode, og at hun har haft en mindre rolle i den samlede organisering, at hun har tilstået forholdene, og at hun er ustraffet og har gode personlige forhold.
Påstanden om konfiskation tages i medfør af den påberåbte bestemmelse til følge som nedenfor bestemt.
Thi kendes for ret
: Tiltalte Tiltalte skal straffes med fængsel i 2 år og 6 måneder. Hos tiltalte konfiskeres: 4.100kr. (koster 126) To iPhones (koster 127 - 128) 15.400 kr. (koster 208) Narkoregnskaber (koster 200 - 202 + 205 - 207) En automatisk pengeseddel tællemaskine (koster 203). Tiltalte skal betale sagens omkostninger. ::::::::::::::::::::::::: Østre Landsrets 7. afdelings
DOM
(landsdommerne Ib Hounsgaard Trabjerg, Jon Fridrik Kjølbro og Jacob Waage med domsmænd). Dato: 25. november 2024 Rettens sagsnr.: S-2162-24 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født marts 1994, (advokat Betina Hald Engmark, besk.) Dom afsagt af Retten på Frederiksberg den 1. juli 2024 (4354/2024) er anket af anklagemyndigheden med påstand om skærpelse, således at straffen forhøjes til ikke under 4 års fængsel.
Tiltalte har påstået formildelse, herunder således at straffen gøres delvist betinget, subsidiært stadfæstelse. Personlige forhold Tiltalte har i landsretten afgivet forklaring. Tiltalte har om sagen forklaret supplerende, at de ting, som politiet fandt i lejligheden, lå på hendes brors værelse, ikke hendes. Hun pakkede kokain i salgsposer, når hun blev bedt om det.
Når hendes bror bad hende om at gøre det, lagde han kokainen et sted, så hun kunne pakke poserne. Den kokain og MDMA, der blev fundet ved ransagningen, havde nok ligget i lejligheden i et par dage. Hun blev først klar over, at stofferne lå der, da hun blev anholdt, men hun var godt klar over, at der skulle komme noget til hendes bror. Det var ikke hende, der disponerede eller bestemte over stofferne.
Det gjorde hendes bror. Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at hun har fortsat misbrugsbehandlingen siden byrettens dom, idet hun ikke ønsker at falde tilbage i det gamle mønster. Det er fortsat hendes plan at starte køreskole igen. Tiltalte har været fortsat varetægtsfængslet under anken.
Landsrettens begrundelse og resultat
Anken drejer sig alene om straffens fastsættelse. Ved straffens fastsættelse skal der under hensyntagen til ensartethed i retsanvendelsen lægges vægt på lovovertrædelsens grovhed og oplysninger om gerningsmanden, jf. straffelovens § 80, stk. 1.
Ved straffens fastsættelse har landsretten navnlig lagt vægt på stoffernes art og mængde, nemlig 958,91 g kokain og 605 g MDMA, og at der er tale om overdragelse og besiddelse med henblik på overdragelse. Landsretten har også lagt vægt på, at forbrydelsen er begået i forening med andre, jf. straffelovens § 81, nr. 2.
Landsretten har samtidig taget hensyn til, at lovovertrædelsen er begået over en kortere periode, ifølge anklageskriftet den 18. og 21. juli 2023, og ifølge tiltaltes forklaring en periode på omkring 3 uger. Landsretten har endvidere taget hensyn til det oplyste om tiltaltes rolle, herunder at hun ud over besiddelse forberedte salgsposer og talte penge for andre.
Landsretten har også taget hensyn til oplysningerne om tiltaltes personlige forhold, herunder baggrunden for at tiltalte begik forbrydelsen, tiltaltes økonomiske og personlige situation på tidspunktet for forbrydelsen, at tiltalte ikke tidligere er straffet, og på tiltaltes gode personlige forhold, jf. straffelovens § 80, stk. 2, 2. pkt.
Landsretten har desuden lagt vægt på, at tiltalte har aflagt tilståelse, jf. straffelovens § 82, nr. 9, som affattet ved lov nr. 661 af 11. juni 2024. Det fremgår bl.a. af forarbejderne til lovændringen, jf. lovforslag nr. 115 af 28. februar 2024, de almindelige bemærkninger pkt. 2.10.2 og de specielle bemærkninger til § 2, nr. 1, at en tilståelse i almindelighed skal indgå som en formildende omstændighed.
En tilståelse vil i højere grad kunne medføre en lavere straf, når gerningsmanden tillige har angivet sig selv og aflagt fuldstændig tilståelse.
Har gerningsmanden ikke angivet sig selv, vil der stadig i højere grad være grund til, at en tilståelse medfører en lavere straf, når tilståelsen afgives tidligt under sagen, sådan at politiet spares for en længere efterforskning, og sådan at sagen kan nå at blive fremmet som en tilståelsessag. I dette tilfælde kan tilståelsen efter omstændighederne tillægges betydelig vægt ved strafudmålingen.
Der vil være mindre grund til, at en tilståelse medfører en lavere straf, når tilståelsen først afgives under hovedforhandlingen i en domsmandssag eller nævningesag. Landsretten bemærker i den forbindelse, at tiltalte blev anholdt den 21. juli 2023, at hun blev fremstillet i grundlovsforhør den 22. juli 2023, hvor hun nægtede sig skyldig og ikke ønskede at udtale sig, og at hun den 5. juni 2024 tilstod forholdet.
Tiltalte aflagde således en tilståelse forud for den berammede hovedforhandling, hvorefter sagen blev fremmet som en tilståelsessag den 1. juli 2024, hvor hun erkendte forholdet og afgav forklaring herom. På den baggrund finder landsretten, at tilståelsen bør medføre en lavere straf. Med de bemærkninger og efter en samlet vurdering finder landsretten, at straffen passende kan fastsættes til 3 år og 6 måneder.
Landsretten har ikke fundet grundlag for at gøre straffen helt eller delvist betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste.
Thi kendes for ret
: Byrettens dom i sagen mod Tiltalte ændres, således at hun straffes med fængsel i 3 år og 6 måneder. Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.
