Tilbage til sager

VLRVestre Landsret

AM2021.10.05V

OL-2021-V-00037

Kendelse
PDFKilde: Anklagemyndigheden →
Dato
05-10-2021
Sagsemne
genstand (ikke mistænkt), konfiskation af motorkørertøjer / § 133 a, spirituskørsel / § 53
Fuldtekst
Kilde: Anklagemyndigheden

[AM2021.10.05V] Retten i Koldings

KENDELSE

- 5. juli 2021 - 2-4633/2021 - 3700- 81810-00089-21

Den 5. juli 2021 kl. 10.00 blev retten sat i retsbygningen af dommer Henrik Gjørup.

Retsmødet var offentligt.

Anklagemyndigheden mod Ansat , cpr-nummer ... og Arbejdsgiver , cvr-nummer ...

Beslaglæggelse af bil Anklager Helene Schmidt-Jakobsen var mødt for anklagemyndigheden.

Ansat og Arbejdsgiver var mødt og blev gjort bekendt med, at de ikke havde pligt til at udtale sig. Ar- bejdsgiver ønskede ikke en forsvarer beskikket.

Der blev fremlagt anmodning om godkendelse og opretholdelse af beslaglæggelse af personbil med reg.nr. ... af 20. juni 2021 hos ... Tømrer v/ Arbejdsgiver . Retten har rettidigt modtaget anmodningen den 20. juni 2021 kl. 10.50.

Af anmodningen fremgår bl.a.:

"(...) I medfør af retsplejelovens § 806, stk. 4, jf. § 802, stk. 2, jf. færdselslovens § 133 a, stk. 2, anmoder jeg om rettens kendelse om godkendelse og opretholdelse af beslaglæggelse med henblik på konfi- skation, foretaget den 19. juni 2021 ca. kl. 00.06, hvor politiet beslaglagde personbil med reg. nr. ... i forbindelse med en kørsel foretaget af

Ansat Cpr.nr. ...

men som er registreret til og ejes af

Tømrer v/ Arbejdsgiver

idet Ansat , er mistænkt og sigtet for overtrædelse af færdselslovens § 53, stk. 1, med en promille på mere end 2,00.

Baggrund

for anmodningen er, at Sydøstjyllands Politi den 19. juni 2021 omkring kl. 00.08, ankom til et ulykkessted, hvor personbil med reg.nr. ... havde været involveret i et færdselsuheld og ramt et helleanlæg, nær ... Egtved.

Ved politiets ankomst til stedet identificerede to vidner nu-sigtede Ansat som føreren af køretøjet. Vidnerne havde endvidere forhindret nu-sigtede fra at forlade ulykkesstedet. Ansat fremstod spiri- tuspåvirket og blev alkometertestet gentagne gange, hvilke test kl. 01.25 viste en promille på 2,48, kl. 01.40 viste en promille på 2,66 og kl. 01.55 på 2,12 promille.

Han nægtede at have været fører af køretøjet, og oplyste at føreren var stukket af. Han kunne dog ikke oplyse hvem føreren var.

På baggrund af promillens størrelse blev køretøjet beslaglagt på øjemedet med henblik på konfiska- tion i medfør af færdselslovens § 133 a, stk. 2. Sigtede ønskede ikke på daværende tidspunkt at få beslaglæggelsen indbragt for retten.

Senere samme dag, den 19. juni 2021 kl. 10.56, kontaktede Arbejdsgiver Sydøstjyllands Politi, og oplyste at [...] han var ejer af virksomheden· ... Tømrer v./ Arbejdsgiver og at han var bekendt med, at en af hans firmabiler, en Citroen Berlingo, reg.nr. ... , var blevet beslaglagt i nat. [...]

Arbejdsgiver , var i dag blevet kontaktet af en af hans ansatte, sagens person, Ansat , som oplyste til Arbejdsgiver , at Ansat i nat var blevet stoppet under påvirkning af spiritus, og at politiet i den forbindelse beslaglagde varebilen.

Arbejdsgiver blev vejledt om muligheden for at få beslaglæggelsen indbragt for retten, hvor til han oplyste, at idet han var retmæssig ejer af varebilen, så ønskede han beslaglæggelsen af varebilen fo- relagt retten.

Ansat kørte rundt i varebilen uden Arbejdsgiver vidende og samtykke, og varebilen var derudover fuldt med værktøj.

På baggrund af ovenstående, er det samlet set anklagemyndighedens opfattelse, at sigtede Ansat har gjort sig skyldig i overtrædelse af færdselslovens§ 53, stk. 1, med en promille på mere end 2,00, og at han har ført den beslaglagte personbil i forbindelse med kørslen.

Det følger af færdselslovens § 133 a, stk. 2, at der skal ske beslaglæggelse og efterfølgende konfiska- tion af køretøjer, der har været anvendt til vanvidskørsel (dvs. kørsel med 2,0 promille eller kørsel der medfører frakendelse efter færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 4, nr. 10 eller 11) i førstegangstil- fælde, jf. færdselslovens § 133 a, stk. 2, 1. pkt., ligesom konfiskation skal ske uanset køretøjets ejer- forhold, jf. færdselslovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt.

Herefter skal der som udgangspunkt ske konfiskation af et køretøj ejet af tredjemand, hvis føreren af køretøjet har anvendt køretøjet til vanvidskørsel, medmindre konfiskation må anses for uforholdsmæssigt indgribende, navnlig henset til ejerens mu- lighed for at kunne vide, at køretøjet ville blive anvendt ved en eller flere af de overtrædelser, der

nævnes i 1. pkt., og for at tage alle rimelige skridt til at sikre sin økonomiske stilling i anledning af overdragelsen af køretøjet til den anden person.

Det er ikke anklagemyndighedens opfattelse, at der i denne sag er sådanne omstændigheder hvoref- ter konfiskation må anses som værende uforholdsmæssigt indgribende for ejeren, navnlig under hen- visning til, at ejeren at firmaet må forventes at have et vist kendskab til sine ansatte, ligesom et even- tuelt erstatningskrav ikke kan anses for at være rent illusorisk, da sigtede i nærværende sag netop er ansat ved ejeren af personbilen.

Derfor er det altså anklagemyndighedens opfattelse, at der bør ske beslaglæggelse med henblik på konfiskation i medfør af retsplejelovens § 806, stk. 4, jf. § 802, stk. 2, jf. færdselslovens § 133 a, stk. 2.

Det er endvidere anklagemyndighedens opfattelse at øjemedet ville være forspildt såfremt beslag- læggelsen skulle afvente forudgående retskendelse.

Der henvises i øvrigt til vedlagte rapportmateriale. ..."

Ansat forklarede, at han førte bilen og havde fået noget at drikke forinden. Promillemålingen skal nok passe. Han kom hjem fra arbejde i firmabilen over middag om fredagen. Han havde også tidligere lånt bilen nogle gange og skulle på arbejde i den mandag. Medarbejderne låner af og til firmabilerne, så de lettere kan komme fra og til arbejde.

Han sad for sig selv derhjemme og drak lidt alkohol, nok inden for promille- grænsen. Han ville derefter opsøge en bekendt i Vester Nebel og kørte derud i firmabilen. Hos den be- kendte indtog han mere alkohol. Han kørte galt på vej hjem fra den bekendte. Aftalen med Arbejdsgiver om lån af firmabilen indebar, at den kun måtte bruges fra og til arbejde. Han er ked af, hvad der er sket.

Arbejdsgiver forklarede, at han er indehaver af tømrervirksomheden, der ejer bilen. Det er ganske nor- malt, både i hans virksomhed og mange andre, at medarbejderne låner firmabiler med hjem for lettere at kunne møde på forskellige arbejdspladser rundtomkring. Ansat skulle have været på arbejde søndag i Vejle i den pågældende weekend.

For eftertiden har han fået en advokat til at lave en skrivelse til de ansatte om, at man ikke må køre van- vidskørsel i firmabilerne, men medarbejderne ved i forvejen godt, at de ikke må hente børn, handle osv. i firmabilerne. Det har de talt om, og det er rimeligt common knowledge. Den konkrete bil var også kun ind- rettet med to sæder og bagagerum med hylder og værktøj.

I hans 20-årige karriere har det fungeret sådan i alle firmaer. Man undersøger generelt ikke, om en medarbejder tidligere har overtrådt færdselsloven, men man låner ikke en bil ud, hvis noget tyder på, at medarbejderen ikke er i stand til at køre ordentligt. Han var derfor meget overrasket over, at Ansat ringede til ham og sagde, at han havde kørt i bilen sent om afte- nen.

Bilen er totalskadet og ikke kaskoforsikret, men han ønsker spørgsmålet prøvet som en principsag. Han har efterfølgende af politiet fået udleveret værktøjet fra bilen. Ansat er ikke længere ansat hos ham.

Anklageren redegjorde for sine synspunkter.

Ansat og Arbejdsgiver havde lejlighed til at udtale sig.

Retten optog sagen til kendelse og meddelte de mødte, at kendelsen afsiges den 9. juli 2021 kl. 9.00 uden retsmøde.

Sagen udsat.

Retten hævet kl. 10.30.

Sagen fortsat den 9. juli 2021 kl. 9.00 af dommer Henrik Gjørup uden retsmøde.

Retten afsagde

Kendelse: Efter Ansat forklaring og det oplyste om de foreløbige alkometermålinger er Ansat med rimelig grund mistænkt for spirituskørsel med en alkoholkoncentration i blodet under eller efter kørslen på over 2,00 pro- mille (vanvidskørsel), jf. herved retsplejelovens § 802, stk. 1, nr. 1, jf. færdselslovens § 53, stk. 1.

Ved stillingtagen til, hvorvidt den til spirituskørsel anvendte bil - der tilhører Arbejdsgiver enkeltmands- virksomhed ... Tømrer v./ Arbejdsgiver - senere bør konfiskeres, jf. retsplejelovens § 802, stk. 1, nr. 2, skal retten vurdere, om betingelserne for tredjemandskonfiskation må anses for opfyldt, jf. færdselslovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt., som affattet ved lov nr. 534 af 27. marts 2021 om ændring af færdselsloven (Skærpet indsats mod vanvidskørsel), med ikrafttræden den 31. marts 2021.

Efter denne bestemmelse skal konfiskation ske, medmindre den må anses for uforholdsmæssigt indgri- bende, navnlig henset til ejerens mulighed for at kunne vide, at køretøjet ville blive anvendt til en sådan lovovertrædelse, og for at tage alle rimelige skridt til at sikre sin økonomiske stilling i anledning af overdra- gelsen af køretøjet til den anden person.

Retten lægger ved denne vurdering til grund, at Ansat , der var ansat som tømrer i ... Tømrer v/ Ar- bejdsgiver , ved arbejdstids ophør den 19. juni 2021 af Arbejdsgiver vederlagsfrit lånte den pågældende firmabil til kørsel mellem arbejde og bopæl og retur på førstkommende arbejdsdag derefter, og at firmabi- len var indrettet og indregistreret som varebil med to forsæder og et bagagerum med hylder med værktøj.

Retten lægger desuden til grund som almindeligt kendt, at det i mange håndværksvirksomheder er praksis, at virksomhedsindehaverne i et vist omfang lader deres ansatte låne firmabiler til kørsel fra og til arbejde, typisk når arbejdet udføres andre steder end på firmaadressen, og at det i den forbindelse er en udtrykkelig eller stiltiende betingelse for låneaftalen, at bilen ikke anvendes til anden kørsel.

Ansat , og Arbejdsgiver er ikke nærtstående, og der foreligger ikke oplysninger om, at Ansat tidligere har begået flere eller grovere færdselsovertrædelser eller andre relevante lovovertrædelser, der kunne be- grunde, at Arbejdsgiver burde have anset det for påregneligt eller særligt sandsynligt, at Ansat uberet- tiget ville anvende bilen til anden kørsel end den forudsatte, herunder vanvidskørsel.

Arbejdsgiver har efter det oplyste ikke undersøgt Ansats forhold nærmere eller bedt ham underskrive en tro og love-er- klæring herom, men efter Ansats forhold er denne manglende agtpågivenhed således konkret uden be- tydning for vurderingen af en konfiskations forholdsmæssighed.

Efter låneforholdets karakter, herunder bilens beskaffenhed, finder retten, at det ved den konkrete hel- hedsvurdering er af mindre betydning, i hvilket omfang Arbejdsgiver yderligere kan antages at have taget alle rimelige skridt til at sikre sin økonomiske stilling i forbindelse med udlånet af bilen til Ansat .

Herefter finder retten, at Arbejdsgiver har udvist den almindelige agtpågivenhed, der i et sådant lånefor- hold må kræves, og at en konfiskation af bilen vil være uforholdsmæssigt indgribende for ... Tømrer v/ Arbejdsgiver . Betingelserne for tredjemandskonfiskation anses derfor ikke for opfyldt, og herefter er be- tingelserne for beslaglæggelse heller ikke opfyldt, jf. retsplejelovens § 802, stk. 1, nr. 2.

Med bemærkning, at beslaglæggelsen i øvrigt blev foretaget i overensstemmelse med retsplejelovens § 806, stk. 4, ophæves den skete beslaglæggelse

Thi bestemmes

: Politiets beslaglæggelse af personbil, reg.nr. ... ophæves.

Sagen sluttet.

Henrik Gjørup

:::::::::::::::::::::::::::::

Retten i Koldings

KENDELSE

- 12. juli 2021 - 2-4633/2021 - 3700- 81810-00089-21

Den 12. juli 2021 foretoges uden retsmøde af dommer Henrik Gjørup

Anklagemyndigheden mod Ansat , cpr-nummer ... og ... Tømrer v/ Arbejdsgiver , cvr-nummer ...

Der fremlagdes kæreskrift af 9. juli 2021 fra anklagemyndigheden.

Retten besluttede at tillægge kæremålet opsættende virkning.

Sagen sluttet på ny.

Henrik Gjørup

::::::::::::::::::::::::::::::::

Veste Landsrets 7. afdelings

KENDELSE

- 5. oktober 2021 - S- 1448- 21

Vestre Landsrets 7. afdeling holdt den 5. oktober 2021 kl. 12.30 møde på tingstedet i Viborg.

Som dommere fungerede landsdommerne Chris Olesen, Karen Foldager og Maria Porsborg (kst.).

Anklagemyndigheden kærer afgørelse om ophævelse af beslaglæggelse af ... Tømrer v/ Arbejdsgiver personbil i sagen

Anklagemyndigheden mod Ansat , født ... og ... Tømrer v/ Arbejdsgiver , CVR: ...

Fremlagte bilag:

− brev af 17. september 2021 fra Statsadvokaten i Viborg − brev af 21. september 2021 fra advokat Lars Lindhard.

Det tidligere fremlagte var til stede.

Den 9. juli 2021 har byretten afsagt kendelse om at ophæve politiets beslaglæggelse af personbil, reg.nr. ...

Kendelsen er kæret af Sydøstjyllands Politi med påstand om godkendelse og opretholdelse af beslaglæggel- sen.

... Tømrer v/ Arbejdsgiver har påstået stadfæstelse.

Ansat har ikke haft bemærkninger til kæremålet.

Anklagemyndigheden har navnlig anført, at konfiskation af bilen, uanset ejerforholdet, er obligatorisk ved førstegangstilfælde af spirituskørsel med en promille over 2. Ved tredjemandskonfiskation efter 2. pkt., er det dog en betingelse, at konfiskation ikke må anses for uforholdsmæssigt indgribende for ejeren.

Det fremgår af Transportudvalgets betænkning af 15. marts 2021 over lovforslaget til færdselslovens § 133 a, stk. 2, om konfiskation af motordrevne motorkøretøjer, at der skal anlægges en helhedsvurdering af sagens samlede omstændigheder.

Der skal navnlig foretages en samlet vurdering af, om det måtte anses for helt upåregneligt for ejeren, at bilen måtte blive anvendt til vanvidskørsel, og af om ejeren har godtgjort, at ad- gangen til at gøre et erstatningskrav gældende over for føreren ikke er tilstrækkeligt til at forhindre, at kon- fiskationen er uforholdsmæssigt indgribende.

En indehaver af en håndværksvirksomhed må udvise agtpågi- venhed i forhold til at sikre sig, at en firmabil, som en ansat har lånt til kørsel til og fra arbejde, ikke bliver anvendt til anden kørsel.

I vurderingen af om virksomhedsindehaveren har udvist tilstrækkelig agtpågiven- hed, må det indgå, om vedkommende har benyttet alle tilgængelige muligheder for at opnå viden om for- hold, som kan belyse risikoen for, at bilen vil blive benyttet til vanvidskørsel. En stiltiende betingelse for lå- neaftalen om, at bilen ikke bliver anvendt til anden kørsel end det forudsatte, er ikke tilstrækkelig.

Arbejds- giver har ikke undersøgt Ansats forhold nærmere, eller på anden måde sikret sig, at han ikke ville be- nytte bilen til andet end det forudsatte. Der er desuden ikke anført holdepunkter for, at et erstatningskrav mod Ansat illusorisk, eller for at særlige grunde undtagelsesvist taler for at fravige færdselslovens § 133 a, stk. 2.

Der er herefter bestemte grunde til at antage, at bilen i forbindelse med en domfældelse vil skulle konfiskeres hos Arbejdsgiver . Betingelserne i retsplejelovens § 802, stk. 1, jf. § 806, stk. 4, for at god- kende og opretholde beslaglæggelsen er herefter opfyldt.

... Tømrer v/ Arbejdsgiver har navnlig anført, at betingelserne for tredjemands konfiskation og dermed beslaglæggelse af bilen ikke er opfyldt. Bilen er udlånt i et fast arbejdsforhold til en ansat. Den er indrettet som arbejdsvogn og er ikke velegnet til privatkørsel, men anvendes til kørsel til og fra et arbejdssted og som værkstedsvogn under arbejdet.

Ved ansættelsen har virksomheden sikret sig, at den ansatte har kørekort. Arbejdsgiver har orienteret sine medarbejdere om, at firmabilerne ikke må bruges til privatkørsel. Ansat har i byretten forklaret, at han godt var klar over, at han ikke måtte bruge bilen til privatkørsel. Det er en del af parternes samarbejdsaftale, at medarbejderen har bilen til rådighed til arbejdet.

Det er tilstrækkelig agtpågivenhed, at bilernes brug er drøftet med de ansatte. Det var upåregneligt for Arbejdsgiver at vide, at bilen ville blive brugt som sket. Som følge af ansættelsesforholdet og udlånets karakter, havde han ikke særlig anledning til at sikre sin økonomiske stilling i forhold til Ansat .

Byretten har den 12. juli 2021 tillagt kæremålet opsættende virkning.

Byretten har ikke haft bemærkninger i anledning af kæremålet.

Landsretten afsagde

Kendelse: Af de grunde, som byretten har anført, tiltræder landsretten, at Ansat efter de foreliggende oplysninger med rimelig grund er mistænkt for spirituskørsel med en alkoholkoncentration i blodet under eller efter kørsel med en promille på over 2,00. Betingelserne for konfiskation efter færdselslovens§ 133 a, stk. 2, 1. pkt., er derfor opfyldt.

Da der er tale om tredjemandskonfiskation, skal der foretages en konkret vurdering af, om konfiskationen må anses for uforholdsmæssigt indgribende, når navnlig henses til ejerens mulighed for at kunne vide, at køretøjet ville blive anvendt til vanvidskørsel, og for at tage rimelige skridt til at sikre sin økonomiske stilling i anledning af overdragelsen af køretøjet til den anden person, jf. færdselslovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt.

Efter Arbejdsgivers forklaring om, at bilen er totalskadet og ikke er kaskoforsikret, samt at han efterføl- gende har fået værktøjet i bilen udleveret, lægger landsretten til grund, at den totalskadede bil er uden reel værdi for ham.

Landsretten finder allerede af den grund, at beslaglæggelse af bilen med henblik på konfiskation ikke må anses for uforholdsmæssigt indgribende for ... Tømrer v/ Arbejdsgiver .

Landsretten tager derfor påstanden om godkendelse og opretholdelse af beslaglæggelse af personbil, reg.nr. ... til følge, jf. retsplejelovens § 806, stk. 4, jf. § 802, stk. 1.

Thi bestemmes

: Byrettens kendelse ændres, således at anmodningen om godkendelse og opretholdelse af beslaglæggelse af personbil, reg.nr. … tages til følge.

Landsretten fastsatte salæret til den for ... Tømrer v/ Arbejdsgiver beskikkede advokat, advokat Lars Lindhard, til 3.580 kr. + moms. Beløbet skal betales af statskassen.

Landsretten fastsatte salæret til den for Ansat beskikkede advokat, advokat Sigurd Trolle, til 1.790 kr. + moms. Beløbet skal betales af statskassen.

Sagen sluttet.

Chris Olesen

AM2021.10.05V · TfK: TfK2021.1322/2
Beslaglæggelse med henblik på tredjemandskonfiskation efter ikrafftræden af lov nr. 534 af 27. marts 2021 (Skærpet indsats mod vanvidskørsel).
KilderAnklagemyndighedenAnklagemyndigheden (PDF)
Kilde: https://vidensbasen.anklagemyndigheden.dk/h/6dfa19d8-18cc-47d6-b4c4-3bd07bc15ec0/VB/48391682-b7fa-464d-b921-3003502fe254