BS-10901/2020-OLR

.ddb-conv-doc { text-align: left; background-color: gray; color: #000000; line-height: 1; margin: 0; padding: 0; text-decoration-skip: none; text-decoration-skip-ink: none; } .ddb-conv-doc .page { background-color: white; position: relative; z-index: 0; margin: auto auto; } .ddb-conv-doc P { margin: 0; } .ddb-conv-doc UL { margin: 0; list-style: none; } .ddb-conv-doc UL LI { line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc SUP { vertical-align: baseline; position: relative; top: -0.4em; font-size: 0.7em; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .ddb-segment { position: relative; } .ddb-conv-doc .ddb-segment .ddb-absolute { position: absolute; z-index: 3; } .ddb-conv-doc .text, .ddb-conv-doc div.ddb-block, .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { position: relative; z-index: 3; opacity: inherit; text-align: left; margin-right: 181.9px; line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { white-space: nowrap; } .ddb-conv-doc .ddb-table { white-space: nowrap; width: 1024.0px; } .ddb-conv-doc .ddb-table .table-span { vertical-align: top; word-wrap: break-word; display: inline-block; } .ddb-conv-doc .ddb-table * { white-space: normal; } .ddb-conv-doc .vector, .ddb-conv-doc .image, .ddb-conv-doc .annotation, .ddb-conv-doc .annotation2, .ddb-conv-doc .control { position: absolute; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .vector { z-index: 1; } .ddb-conv-doc .image { z-index: 2; } .ddb-conv-doc .annotation { z-index: 5; } .ddb-conv-doc .annotation2 { z-index: 7; } .ddb-conv-doc .control { z-index: 10; } .ddb-conv-doc .dummyimg { vertical-align: top; border: none; line-height: 0; } .marking .identification { border-bottom: 2px solid #000; } .additional-marking-parts { display: none } .hidden { display: none }

ØSTRE LANDSRET

DOM

afsagt den 22. marts 2021

Sag BS-10901/2020-OLR (9. afdeling)

Appellant, tidligere Klager (advokat Tage Siboni, beskikket)

mod

Region Hovedstaden (advokat Henrik Perregaard)

Retten på Frederiksberg har den 7. februar 2020 afsagt dom i 1. instans (sag BS-50257/2019-FRB).

Landsdommerne Gitte Rubæk Pedersen, Joachim Kroman og Britta Moll Bown (kst.) har deltaget i ankesagens afgørelse.

Påstande

Appellant, tidligere Klager, har nedlagt principal påstand om, at tvangsindlæggelsen og tilbageholdelsen kendes ulovlig, subsidiært at tvangstilbageholdelsen kendes ulovlig fra den 8. januar 2020, og mere subsi-diært at tvangstilbageholdelsen kendes ulovlig fra den 20. januar 2020.

Appellant, tidligere Klager har endvidere nedlagt påstand om, at hun tilken-des en efter landsrettens skøn fastsat erstatning.

Indstævnte, Region Hovedstaden, har påstået dommen stadfæstet, og subsi-diært påstået frifindelse.

2

Forklaringer Appellant, tidligere Klager og overlæge Vidne har afgivet supple-rende forklaringer.

Appellant, tidligere Klager har supplerende forklaret bl.a., at hun i byretten anerkendte, at hun var psykotisk på tidspunktet for tvangsindlæggelsen af hen-de. Det gjorde hun, fordi hun af en medpatient havde fået oplyst, at erkendelse af sygdom ville føre til en tidligere udskrivning. Hun mener imidlertid ikke, at hun på noget tidspunkt i forløbet har været psykotisk. Hendes lette påklædning og adfærd den 11. oktober 2019 var udtryk for performance art eller politisk kunst. Hun var ikke stofpåvirket den 11. oktober 2019.

Under indlæggelsen sagde hun hver dag, at hun ikke ville være der. Hun blev ikke før den 18. oktober 2019, hvor hun blev overført fra Bispebjerg psykiatriske afdeling til Frederiksberg psykiatriske afdeling, vejledt om sine klagemulighe-der. Hun har ønsket at klage over hele perioden. Hun har aldrig haft et fast for-brug af cannabis, og hun har heller aldrig haft en cannabis-psykose. Hun har ik-ke prøvet LSD flere gange. Hun har kun prøvet LSD én gang, da det var en me-get voldsom oplevelse.

Hun er personligt skeptisk over for medicinalindustrien, og hun mener ikke, at hun har haft gavn af den medicin, som hun har fået. Medicinen har påvirket hende negativt. Hun mener dog, at medicin kan være gavnlig for nogle menne-sker. Hun sagde under sin indlæggelse, at hun var bekymret for NASA’s virk-somhed, men det var et generelt udsagn. Hun har oplevet noget ubehageligt fra sin mobiltelefon.

Hun har også en generel bekymring for stråling fra 5G-net-værket. Hun mener, at dette er blevet misforstået. På et tidspunkt sagde en læ-ge, at 5G sås at fylde i hendes bevidsthed, men hun svarede, at det var ikke til-fældet.

Efter deltagelse i videomødet med Det Psykiatriske Patientklagenævn blev hun af en læge opfordret til frivilligt at tage medicin, da der i modsat fald måtte træffes bestemmelse om tvangsmedicinering.

Hun tror, at hendes far fortalte om hendes udsagn, fordi han ønskede, at hun fik omsorg, og fordi det var den nemmeste løsning. Han er ikke god til at tale om følelser. Hendes indlæggelse i 2018 på Risskov psykiatriske sygehus skyld-tes, at hendes far var gået over til en nabo, der er psykiater. Det er ikke rigtigt, at hun har givet udtryk for, at hendes børn var kopier af de ”ægte” , således som hendes far ifølge journalnotatet fra den 4. november 2019 skulle have orienteret om.

I slutningen af november og i begyndelsen af december 2019 fik hun udgang, og hun fik det bedre af det. I december 2019 og den 20. januar 2020 følte hun sig klar til at blive udskrevet.

3

Hun har ikke gennemført en uddannelse efter gymnasiet. Hun begyndte på en uddannelse hos Kaos-piloterne i Århus, men hun stoppede hermed, fordi hun ønskede at deltage i en revolutionær bevægelse i København. Hun blev den 24. februar 2020 udskrevet til sin familie. Hendes datter er 6 år, og hendes søn er 8 år. Hun er nu mere opmærksom på, at hun indimellem har brug for at være for sig selv. Hun har ikke siden udskrivelsen taget medicin. Hun ønsker ikke at ta-ge medicin eller at deltage i OPUS, som er en del af distriktspsykiatrien. Hun har fået arbejde som Stilling på et plejecenter.

Overlæge Vidne har supplerende forklaret bl.a., at hun er ansat på Rigshospitalet, men at hun i efteråret 2019 også var vikarierende overlæge på Psykiatrisk Center København, Matrikel Frederiksberg. Hun havde i den for-bindelse flere samtaler med Appellant, tidligere Klager. Det er hendes vurde-ring, at Appellant, tidligere Klager i hele forløbet har været klart psykotisk. Det baserer hun bl.a. på de forskellige udtalelser, som Appellant, tidligere Klager fremkom med. Appellant, tidligere Klager sagde bl.a. til personalet og til hende, at Appellants, tidligere Klager børn var kopier, og at de ægte børn var solgt til USA.

Revurderingerne den 21. oktober og den 28. oktober 2019 blev foretaget i hen-hold til en instruks fra Sundhedsstyrelsen om, at efterprøvelserne efter psykia-trilovens § 21 skal foretages forfra, når der som følge af en overflytning af pa-tienten sker et skifte fra en klinikchef til en anden.

Opretholdelse af en tvangstilbageholdelse afhænger generelt af, om det vurde-res, at patienten fortsat er psykotisk, og om der er udsigt til afgørende bedring. Om patienten har udgang er ikke afgørende for vurderingen. Vurderingen byg-ger på observationer i dagene op til revurderingen og den aktuelle samtale i for-bindelse med revurderingen. Der skal eller bør ikke anvendes en fast formule-ring vedørende vurderingen, når denne noteres i journalen.

Anbringender

Appellant, tidligere Klager har gjort gældende, at det følger af grundlovens § 71, stk. 6, at retten skal tage stilling til tvangsindlæggelsen, tvangstilbagehol-delsen og den fortsatte frihedsberøvelse helt frem til tidspunktet for rettens prø-velse. Dette er nødvendigt for at respektere EMRK artikel 5, stk. 4.

Retspleje-lovens regler om behandlingen af denne type sager tilsiger også en videregåen-de prøvelse, og retspraksis viser ligedes, at prøvelsen kan omfatte mere end det, som Det Psykiatriske Patientklagenævn har taget stiling til.

Da tvangstilbage-holdelsen af Appellant, tidligere Klager blev ophævet den 24. februar 2020, omfatter landsrettens prøvelse derfor hele perioden fra den 11. oktober 2019 til den 24. februar 2020.

4

Der er ikke noget, der tyder på, at betingelserne for tvangsindlæggelse efter psykiatrilovens § 5, nr. 1, var opfyldt ved tvangsindlæggelsen af Appellant, tidligere Klager den 11. oktober 2019 eller på noget tidspunkt senere i for-løbet. Hun var ikke psykotisk og har hverken oplevet en helbredelse eller bed-ring. Hendes adfærd den 11. oktober 2019 var udtryk for performance art/poli-tisk kunst, og hun har fortsat – som mange andre mennesker – bekymringer om overvågning og stråling.

Til støtte for den subsidiære påstand har Appellant, tidligere Klager anført, at betingelserne for tvangstilbageholdelse i hvert fald ikke længere var opfyldt den 8. januar 2020. Tvangsmedicineringen var reelt ophørt den 7. januar 2020, og hun havde haft udgang og overnattet hjemme flere gange.

Til støtte for den mere subsidiære påstand har Appellant, tidligere Klager an-ført, at betingelserne for tvangstilbageholdelse i hvert fald ikke længere var op-fyldt den 20. januar 2020, hvor hun havde haft udgang yderligere 2 weekender uden problemer. Endvidere afskar byretten nævnte dato hende fra den ret til at opnå en retlig prøvelse af den fortsatte tvangstilbageholdelse, som hun efter grundloven har krav på.

Da tilbageholdelsen af hende har været ulovlig, har hun krav på erstatning i medfør af erstatningsansvarslovens § 26 sammenholdt med artikel 5, stk. 5, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Erstatningen må efter indgre-bets karakter fastsættes til ikke under 200.000 kr. Der bør herved henses til de gældende takster for ubegrundet varetægtsfængsling.

Region Hovedstaden har gjort gældende, at Appellant, tidligere Klager er af-skåret fra under ankesagen at få prøvet tvangsindlæggelsen af hende den 11. oktober 2019, da denne afgørelse ikke har været påklaget tidligere, hvorfor grundlaget for tvangsindlæggelsen hverken har været prøvet af Det Psykiatri-ske Patientklagenævn eller af byretten. Domstolene kan endvidere efter psykia-trilovens §§ 35 og 37 alene prøve tvangstilbageholdelsen af Appellant, tidligere Klager i perioden fra den 18. oktober 2019 til den 31. oktober 2019, hvor Det Psykiatriske Patientklagenævn traf afgørelse.

Lægen på Psykiatrisk Center København, Frederiksberg matrikel, skønnede den 18. oktober 2019 med rette, at Appellant, tidligere Klager var sindssyg eller befandt sig i en tilstand, der ganske måtte sidestilles dermed, og at det ville væ-re uforsvarligt ikke at frihedsberøve hende med henblik på behandling, fordi udsigten til helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring af tilstanden el-lers ville blive væsentlig forringet.

Både vurderingen den 18. oktober 2019 og de efterfølgende revurderinger er godkendt af en overlæge, og betingelserne for tvangstilbageholdelsen den 18. oktober 2019 og den fortsatte tvangstilbagehol-delse frem til den 31. oktober 2019 er dermed opfyldt, jfr. psykiatrilovens § 10,

5

stk. 1, jf. § 5, nr. 1. Frihedsberøvelsen af Appellant, tidligere Klager har derfor været lovlig.

Til støtte for den subsidiære frifindelsespåstand har Region Hovedstaden gjort gældende, at den indlæggende læges erklæring var baseret på en personlig kon-sultation, at såvel indlæggende læge som modtagende læge den 11. oktober 2019 med rette skønnede, at Appellant, tidligere Klager var sindssyg eller be-fandt sig i en tilstand, der ganske måtte sidestilles dermed, og at det ville være uforsvarligt ikke at frihedsberøve hende med henblik på behandling, fordi ud-sigten til helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring af tilstanden ellers ville blive væsentlig forringet.

Disse skøn blev både ved modtagelsen og de ef-terfølgende revurderinger godkendt af en overlæge, og betingelserne for tvangsindlæggelsen den 11. oktober 2019 og betingelserne for den fortsatte fri-hedsberøvelse, indtil tvangen blev bragt til ophør, har herefter været opfyldt, jf. psykiatrilovens § 5, nr. 1, og § 10, stk. 1, jf. § 5, nr. 1. Frihedsberøvelsen i hele pe-rioden har derfor været lovlig.

Til støtte for frifindelsespåstanden vedrørende erstatning har Region Hovedsta-den gjort gældende, at der ikke er begået fejl af en sådan grovhed, at der er grundlag for at tilkende Appellant, tidligere Klager godtgørelse for tort. Un-der alle omstændigheder kan Rigsadvokatens takster for erstatning for uberetti-get varetægtsfængsling ikke anvendes.

Landsrettens begrundelse og resultat

Tvangsindlæggelsen af Appellant, tidligere Klager

Appellant, tidligere Klager blev den 11. oktober 2019 tvangsindlagt på Psyki-atrisk Center København, Bispebjerg matrikel. Der foreligger ikke oplysninger i sagen om, at denne beslutning blev påklaget..

Den 18. oktober 2019 blev Appellant, tidligere Klager overført til Psykiatrisk Center København, Frederiksberg matrikel, og samme dato blev der truffet be-slutning om at tvangstilbageholde hende. Denne afgørelse blev påklaget til Det Psykiatriske Patientklagenævn, der den 30. oktober 2019 afholdt et videomøde, hvori Appellant, tidligere Klager og hendes patientrådgiver, Person, deltog. Ved brev af 31. oktober 2019 godkendte nævnet beslutningen om tvangstilbageholdelse. Appellants, tidligere Klager patientrådgiver an-modede herpå ved mail om, at ”afgørelsen vedr. tvangstilbageholdelse” blev indbragt for retten.

For byretten nedlagde Advokat, der da var beskikket som advokat for Appellant, tidligere Klager, påstand om, at tvangstilbageholdelsen af hen-de blev kendt ulovlig. Samme påstand blev nedlagt for landsretten ved anke-stævningens indlevering den 6. marts 2020. Først i Appellants, tidligere Klager

6

påstandsdokument af 11. februar 2021 er der nedlagt påstand om, at tvangsindlæggelsen af hende den 11. oktober 2019 kendes ulovlig.

I hvert fald under disse omstændigheder finder landsretten ikke grundlag for at tage Appellants, tidligere Klager påstand om prøvelse af beslutningen af 11. oktober 2019 om tvangsindlæggelse af hende under påkendelse.

Tvangstilbageholdelsen af Appellant, tidligere Klager

Efter psykiatrilovens § 35 prøver Det Psykiatriske Patientklagenævn syge-husmyndighedens afgørelser om bl.a. tvangsindlæggelse og tvangstilbagehol-delse, og nævnets afgørelser herom indbringes efter anmodning fra patienten eller patientrådgiveren af nævnet for retten efter retsplejelovens kapitel 43 a, jf. psykiatrilovens § 37.

Ved domstolsprøvelsen af, om betingelserne for en tvangstilbageholdelse har været opfyldt, omfatter prøvelsen efter anmodning også den fortsatte oprethol-delse heraf eller, hvis tvangstilbageholdelsen er ophørt, perioden frem til op-hørstidspunktet.

Appellant, tidligere Klager blev tvangstilbageholdt på behandlingsindika-tion, jf. psykiatrilovens § 5, nr. 1, den 18. oktober 2019, og tvangstilbageholdel-sen blev i medfør af psykiatrilovens § 21, stk. 1, efterprøvet og opretholdt – fort-sat på behandlingsindikation – henholdsvis den 21. oktober 2019 (efter 3 dage), den 28. oktober 2019 (efter 10 dage), den 7. november 2019 (efter 20 dage), den 17. november 2019 (efter 30 dage) og herefter den 13. december 2019, den 10. ja-nuar 2020 og den 7. februar 2020.

Den 24. februar 2020 blev tvangstilbageholdel-sen af Appellant, tidligere Klager ophævet, da betingelserne herfor ikke læn-gere fandtes opfyldt.

Efter de foreliggende oplysninger, herunder indholdet af hospitalsjournalen, de lægelige erklæringer og den forklaring, overlæge Vidne har afgivet, findes det godtgjort, at Appellant, tidligere Klager var sindssyg eller i en til-stand, der ganske må ligestilles hermed, fra den 18. oktober 2019 til den 24. fe-bruar 2020.

Efter indholdet af hospitalsjournalen om Appellants, tidligere Klager tilstand og adfærd og manglende sygdomserkendelse og samarbejdsvilje, hvilke oplysninger understøttes af den forklaring, som overlæge Vidne har afgivet, findes det endvidere godtgjort, at det ville have været uforsvar-ligt ikke at tvangstilbageholde Appellant, tidligere Klager den 18. oktober 2019 og opretholde tvangstilbageholdelsen til den 24. februar 2020 med henblik på behandling, fordi udsigten til en betydelig og afgørende bedring af tilstan-den ellers ville blive væsentligt forringet.

7

Landsretten tiltræder herefter, at tvangstilbageholdelsen af Appellant, tidligere Klager fra den 18. oktober 2019 til den 24. februar 2020 har været lovlig, jf. psykiatrilovens § 10, jf. § 5, nr. 1.

Sagsomkostninger Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for landsretten til den anden part eller til statskassen, jf. retsplejelovens § 312, stk. 7.

THI KENDES FOR RET:

Tvangstilbageholdelsen af Appellant, tidligere Klager i tiden fra den 18. ok-tober 2019 til den 24. februar 2020 har været lovlig.

Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for landsretten til den anden part eller til statskassen.

1 1