21907/2025

Efter sagens konkrete omstændigheder og henset til forpligtelserne efter Menneskerettighedskonventionens artikel 8 skulle en samværsafgørelse tvangsfuldbyrdes ved afhentning af barnet Landsretten bestemte i 2023, at der skulle være samvær mellem et barn (B) og hendes far (F), da det ville være bedst for B, at hun fik kontakt til sin far, som hun aldrig havde mødt. Landsretten fastsatte, at dette skulle ske ved ti overvågede samvær efter Familieretshusets nærmere bestemmelse. Samværsafgørelsen blev imidlertid ikke efterlevet af moren (M). Spørgsmålet for Højesteret var, om de ti overvågede samvær for at etablere en kontakt mellem B og F skulle tvangsfuldbyrdes. Der var derudover spørgsmål om betaling af tvangsbøder. Højesteret udtalte, at hvis den forælder, som barnet bor hos, ikke frivilligt medvirker til, at samværet mellem barnet og den anden forælder gennemføres, er udgangspunktet, at samværsafgørelsen skal fuldbyrdes. Under fuldbyrdelsessagen skal familieretten ikke foretage en materiel prøvelse af afgørelsen om samvær, men hvis familieretten finder, at afgørelsen som følge af nye oplysninger eller forandrede forhold ikke længere er til barnets bedste, skal familieretten henvise sagen til Familieretshuset med henblik på vurdering af, om afgørelsen skal ændres eller ophæves. Familieretten skal under fuldbyrdelsessagen tage hensyn til forpligtelserne efter Menneskerettighedskonventionens artikel 8 om retten til privatliv og familieliv som fastslået i Menneskerettighedsdomstolens praksis. I forhold til den konkrete sag udtalte Højesteret, at M, siden B blev født i 2012, vedholdende havde modsat sig, at der blev etableret nogen form for kontakt mellem B og hendes far. Efter de foreliggende oplysninger havde M endnu ikke fortalt B om hendes far, og Højesteret lagde til grund, at M fortsat ikke ville medvirke til, at B fik kendskab til ham, og at B fik samvær med ham. Højesteret bemærkede, at familieretten havde forsøgt at fuldbyrde samværsafgørelsen ved tvangsbøder, men at dette ikke havde fået M til at ændre adfærd. Under disse omstændigheder fandt Højesteret, at tvangsfuldbyrdelse af samværsafgørelsen ved afhentning af B måtte anses for at være den eneste mulighed for at få etableret en kontakt og relation mellem B og hendes far, hvilket som nævnt var til hendes bedste. På denne baggrund og henset til forpligtelserne efter Menneskerettighedskonventionens artikel 8 tog Højesteret F’s påstand om tvangsfuldbyrdelse af overvåget samvær til følge, således at tvangsfuldbyrdelsen skulle ske ved afhentning af B. Afhentningen skulle ske i overensstemmelse med reglerne i retsplejelovens kapitel 42 b og forpligtelserne i Menneskerettighedskonventionens artikel 8. Familieretten skulle i den forbindelse bl.a. inddrage B’s egne synspunkter. Der var ikke grundlag for at lade allerede varslede tvangsbøder bortfalde, og F’s påstand om betaling heraf blev derfor også taget til følge. Landsretten var nået til et andet resultat.