34985/2024 OG 35254/2024

A, B og C var forpligtet til at tåle flytning af deres arbejdssted i forbindelse med reformen af det daværende SKAT I perioden 2017-2021 blev der gennemført en administrativ reform, hvorved det daværende SKAT blev erstattet af Skatteforvaltningen bestående af syv specialiserede styrelser. Reformen indebar flytning af 1.500-2.000 medarbejdere. B, der var tjenestemandsansat, skulle flytte arbejdssted fra Fredensborg til Næstved. A, der også var tjenestemandsansat, og C, der var overenskomstansat, skulle flytte arbejdssted fra Høje-Taastrup til Fredensborg. Administrations- og Servicestyrelsen, der varetog flytningen, anvendte en standardiseret metode ved vurderingen af, om en flytning lå ud over, hvad den enkelte medarbejder var forpligtet til at tåle. Efter bevisførelsen lagde Højesterets flertal til grund, at den standardiserede metode, som styrelsen anvendte, indebar, at det alene var mertransporttid til og fra arbejde, der var afgørende for, om flytningen skulle tåles. Flytning skulle tåles, hvis mertransporttiden hver vej ikke oversteg 60 minutter for tjenestemænd med kommunal baggrund og 45 minutter for overenskomstansatte. Mertransporttiden blev opgjort ved brug af krak.dk baseret på kørsel i bil, hvis medarbejderen havde kørekort, og der var en bil i husstanden, der kunne anvendes til transport til og fra arbejde. Hvis dette ikke var tilfældet, blev mertransporttiden opgjort ved brug af rejse-planen.dk baseret på offentlig transport. Indsigelser fra medarbejdere om relevante konkrete individuelle forhold kunne føre til, at den standardiserede metode blev fraveget. Højesterets flertal fandt, at Administrations- og Servicestyrelsens metode for fastlæggelse af tålegrænsen klart holdt sig inden for rammerne af de principper, der i forbindelse med en generel administrativ reform gælder for tjenestemænd med kommunal baggrund og overenskomstansatte, jf. herved Højesterets dom af 23. november 2010 (UfR 2011.551/2) og Højesterets dom af 29. april 2011 (UfR 2011.2104). A, B og C måtte derfor – ligesom alle andre, der blev pålagt at flytte arbejdssted – som udgangspunkt acceptere at blive bedømt efter den standardiserede metode. Spørgsmålet var herefter, om de indsigelser, som A, B og C var fremkommet med, førte til, at den standardiserede metode skulle fraviges. A, B og C’s mertransporttid blev opgjort ved brug af krak.dk og baseret på, at de kørte i bil. B havde gjort indsigelse mod styrelsens opgørelse af mertransporttid og havde henvist til, at krak.dk ikke gav et retvisende billede af den reelle mertransporttid, når der blev taget hensyn til myldretidstrafikken. Efter bevisførelsen fandt Højesterets flertal, at der ikke forelå sådanne særlige omstændigheder, der gav grundlag for at fravige den standardiserede metodes brug af krak.dk. Flertallet lagde herved vægt på, at krak.dk er en sædvanlig anvendt og anerkendt måde at opgøre køretid på, jf. herved også Højesterets dom i UfR 2011.2104, og at opgørelsen efter krak.dk ikke påvirkes af skiftende eller tilfældige trafikale- og vejrmæssige forhold, køretidspunkt mv. Administrations- og Servicestyrelsen var derfor berettiget til at fastholde opgørelsen af mertransporttiden efter den standardiserede metode, herunder anvendelsen af krak.dk. A og C havde gjort indsigelse mod bl.a., at deres mertransporttid blev opgjort med udgangspunkt i, at de kørte til arbejde i bil. A havde henvist til, at hun hidtil cyklede på arbejde, at hun ikke kunne lide at køre bil uden for sit nærområde, og at hendes mand, der var pensionist, skulle anvende deres bil til forskellige gøremål. C havde henvist til, at hun normalt anvendte offentlig transport, og at hendes mand, der var pensionist, skulle have adgang til deres bil, da de boede på landet. Højesterets flertal fandt, at A og C ikke havde oplyst om sådanne særlige omstændigheder, der kunne føre til, at deres transporttid til det nye arbejdssted i Fredensborg skulle opgøres på grundlag af rejsetiden ved offentlig transport. Flertallet lagde herved vægt på, at den standardiserede metode bygger på den forudsætning, at medarbejderen normalt vil anvende den transportform, der er den tidsmæssigt mest fordelagtige. Når det mest fordelagtige er kørsel i bil, opgøres mertransporttiden efter en geografisk flytning af arbejdsstedet derfor på grundlag af kørsel i bil, når en sådan er til rådighed for medarbejderen. Administrations- og Servicestyrelsen var derfor berettiget til at fastholde opgørelsen af mertransporttiden efter den standardiserede metode, herunder baseret på kørsel i bil. Da hverken A, B eller C’s mertransporttid ifølge den standardiserede metode oversteg henholdsvis 60 minutter og 45 minutter hver vej, var de forpligtet til at tåle flytningerne. Højesterets flertal frifandt på den baggrund Administrations- og Servicestyrelsen. Landsretten var nået til et andet resultat for så vidt angår B og C.