54/2008

Retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ophører, når skadelidte får erstatning for tab af erhvervsevne – også selvom erhvervsevnetabet alene er vurderet midlertidigt A kom i forbindelse med sit arbejde som murer til skade den 11. juni 2002. Herefter var han sygemeldt indtil den 18. november 2002, hvorefter han genoptog arbejdet. Efterfølgende var han grundet tiltagende rygsmerter atter sygemeldt i perioden fra den 30. april 2003 til og med den 4. maj 2003 og fra den 14. oktober 2003 og frem. Ved en arbejdsprøvning, som gennemførtes i foråret 2005, var A alene i stand til at klare 6-8 timers arbejde om ugen, og med virkning fra den 1. august 2005 blev han tilkendt førtidspension. Arbejdsskadestyrelsen havde – på baggrund af en speciallægeerklæring af 14. april 2003 – den 17. september 2003 vurderet, at A efter arbejdsskaden havde et varigt mén på 5 %. I juli 2004 traf styrelsen – med virkning fra den 18. november 2002 – midlertidig afgørelse om A´s tab af erhvervsevne, som blev vurderet til 35 %. Den midlertidige afgørelse blev truffet under henvisning til, at man ikke kunne vurdere A´s fremtidige følger af arbejdsskaden, og A fik på dette grundlag tilkendt en løbende månedlig erstatning. Efter førtidspensioneringen traf Arbejdsskadestyrelsen en endelig afgørelse om erhvervsevnetabet. Ifølge denne afgørelse, hvor der fastsattes en erstatning med et kapitaliseret engangsbeløb, kunne den del af A´s erhvervsevnetab, som var en følge af arbejdsskaden nu fastsættes endeligt til 35 %, idet det var en forudbestående rygsygdom, som førte til, at A´s samlede erhvervsevne var nedsat med 75 %. A havde indtil virkningstidspunktet for Arbejdsskadestyrelsens midlertidige afgørelse fået erstatning for tabt arbejdsfortjeneste fra Hansen & Andersen A/S, ligesom han havde fået godtgørelse for svie og smerte, for hver dag han havde været sygemeldt indtil tidspunktet for den speciallægeerklæring af 14. april 2003, som dannede grundlag for afgørelsen om varigt mén. A anlagde retssag mod Hansen & Andersen, idet han bl.a. ville have erstatning for tabt arbejdsfortjeneste helt frem til tidspunktet for Arbejdsskadestyrelsens endelige afgørelse om, at han havde et varigt erhvervsevnetab, samt godtgørelse for svie og smerte for de fem dages sygemelding i foråret 2003, hvor der stadig ikke var truffet afgørelse om hans varige mén. Højesteret frifandt Hansen & Andersen for kravet om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og udtalte bl.a., at skæringstidspunktet mellem A´s erstatning for tabt ar¬bejdsfortjeneste og hans erstatning for mistet erhvervsevne skulle fastsættes til den 18. november 2002, således at erstatningen for mistet erhvervsevne fra denne dato træder i stedet for erstat¬ningen for tabt arbejdsfortjeneste (dissens). Samtidig tog Højesteret A´s mest subsidiære påstand om godtgørelse på 750 kr. for svie og smerte til følge. Højesteret stadfæstede dermed landsrettens dom, dog med den ændring, at Hansen & Andersen skulle betale 750 kr. til A med tillæg af renter.