Tilbage til sager

VLRVestre Landsret

AM2022.07.14V

OL-2022-V-00029

Kendelse
PDFKilde: Anklagemyndigheden →
Dato
14-07-2022
Sagsemne
varetægtsfængsling / rpl § 762-770 og § 771-779
Fuldtekst
Kilde: Anklagemyndigheden

AM2022.07.14V Retten i Aalborgs

KENDELSE

Dato: 28. juni 2022 Rettens sagsnr.: 18-1888/2022 Politiets sagsnr.: 5100-73251-00032-22 Retsmødet var offentligt. Reglerne i retsplejelovens §§ 66, stk. 2, og 91 er overholdt. Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født august 1989 Anklagerfuldmægtig Anklager var mødt for anklagemyndigheden. Sagens bilag var til stede. Advokat Advokat1 var mødt som beskikket forsvarer.

Advokat Niels Peter Pedersen var mødt som bistandsadvokat for Forurettede. Tiltalte blev fremstillet. Forurettede mødte som vidne og blev gjort bekendt med vidnepligten og vidneansvaret. Vidnet afgav forklaring. Forklaringen er gengivet i dommen. Advokat Niels Pedersen tog forbehold om erstatning, herunder varigt men. Det er ikke lykkedes at forkynde indkaldelsen for Vidne til dagens retsmøde.

Anklageren frafaldt på denne baggrund vidnet. Forsvareren havde ingen bemærkninger hertil. Dokumentation fandt sted. Sagen blev procederet. Anklageren påstod tiltalte dømt efter anklageskriftet. Forsvareren påstod rettens mildeste dom for de erkendte forhold. Tiltalte havde lejlighed til at udtale sig. Efter votering afsagde retten dom. Tiltalte blev gjort bekendt med dommens konklusion og reglerne om anke.

Tiltalte ankede dommen med henblik på frifindelse for de ikke erkendte forhold og i øvrigt formildelse. Domsmændene fratrådte. Anklageren påstod tiltalte varetægtsfængslet, jf. retsplejelovens § 769, stk. 1, jf. § 762, stk. 1, nr. 2 og nr. 3.

Anklageren gjorde navnlig gældende, at der fortsat er grund til at frygte, at domfældte vil begå nye lovovertrædelser, hvorved anklageren har henvist til, at tiltalte nu er fundet skyldig i to tilfælde af overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, og da han mange gange er straffet for vold samt det hurtige recidiv efter løsladelsen.

Anklageren har endvidere henvist til, at vidnerne kommer fra de samme miljøer, som domfældte, således at der fortsat er bestemte grunde til at antage, at domfældte vil vanskeliggøre forfølgningen i sagen, navnlig ved at påvirke vidnerne.

Forsvareren protesterede, idet hun blandt andet gjorde gældende, at domfældte nu har været varetægtsfængslet i 4 måneder, og da de fleste vidner har været afhørt i retten og deres forklaringer er skrevet ned. Domfældte havde lejlighed til at udtale sig.

Retten afsagde Kendelse Under hensyn til det, der er anført af anklageren, finder retten, at betingelserne for fortsat varetægtsfængsling, jf. retsplejelovens § 769, stk. 1, 2. pkt., jf. § 762, stk. 1, nr. 2 og nr. 3, er opfyldt. Derfor bestemmes: Tiltalte skal være varetægtsfængslet under eventuel anke, eller indtil straffuldbyrdelse kan iværksættes. Tiltalte tog forbehold for kære.

Retten fastsatte et salær på 32.991,64 kr. med tillæg af moms til advokat Advokat2, ligesom retten fastsatte et salær på 17.385,50 kr. med tillæg af moms til advokat Advokat1. Salærene betales af domfældte. Retten fastsatte salær på 5.430 kr. med tillæg af moms til den beskikkede bistandsadvokat, advokat Niels Peter Pedersen. Salæret betales af retshjælpsforsikringen, subsidiært af statskassen.

Retten fastsatte salær på 3.620 kr. med tillæg af moms til den beskikkede bistandsadvokat, advokat Lene Treffer. Salæret betales af retshjælpsforsikringen, subsidiært af statskassen. Sagen sluttet. ::::::::::::::::::::::::::::::: Vestre Landsrets 5. afdelings

KENDELSE

Som dommere fungerede landsdommerne Thomas Klyver, Marie Kathrine Nielsen og Anne Toftdahl (kst.).

Dato: 14. juli 2022 Rettens sagsnr.: S–1587–22 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født august 1989 Fremlagte bilag: ankemeddelelse med anklageskrift af 11. juli 2022 fra Statsadvokaten i Viborg brev af 11. juli 2022 fra statsadvokaten med anmodning om, at tiltalte skal forblive varetægtsfængslet, indtil der er afsagt dom. mail af 13. juli 2022 fra forsvareren, advokat Alexander Nyborg Christensen, med oplysning om, at tiltalte principalt protesterer mod fortsat varetægtsfængsling, subsidiært at fængsling alene sker efter retsplejelovens § 762 stk. 2, nr. 2.

Landsretten har berammet hovedforhandling til den 9. november 2022. Landsretten afsagde Kendelse: Af de grunde, som byretten har anført i kendelse af 28. juni 2022, er betingelserne for varetægtsfængsling i medfør af retsplejelovens § 769, stk. 3, jf. § 762, stk. 1, nr. 2 og 3, fortsat opfyldt. Retsplejelovens § 762, stk. 3, er ikke til hinder for fængsling, indtil der er afsagt dom.

Tiltalte skal derfor være varetægtsfængslet, indtil der er afsagt dom i ankesagen, jf. retsplejelovens § 767, stk. 2. Landsretten har herefter ikke anledning til at tage stilling til, om betingelserne i retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 2, tillige er opfyldt.

Thi bestemmes

: Tiltalte, Tiltalte, skal fortsat være varetægtsfængslet, indtil der er afsagt dom i ankesagen. Sagen udsat.

AM2022.07.14V
KilderAnklagemyndigheden
Kilde: https://vidensbasen.anklagemyndigheden.dk/h/6dfa19d8-18cc-47d6-b4c4-3bd07bc15ec0/VB/e1a5707b-fb5f-469e-9db7-49f288f03fa5