157/2009

Manglende godkendelse af uddannelsessted for en frisørelev udløste ikke krav på efter¬beta¬ling af differencen op til mindsteløn (svendeløn) hos Lønmodtager¬nes Garantifond A blev ved skriftlig uddannelsesaftale af 1. april 2005 ansat som elev i en frisørsalon. Ud¬dan¬nelsesaftalen blev af arbejdsgiveren indsendt til As skole, hvor den blev modtaget den 20. ap¬ril 2005. A gennemførte et skoleophold i perioden fra 1. august til den 2. september 2005. Den 1. september 2005 ophørte ejeren af salonen, B, som selvstændig erhvervsdri¬ven¬de. As fagforbund, Dansk Frisør & Kosmetiker Forbund, rettede ved brev af 5. oktober 2005 hen¬ven¬delse til Danmarks Frisørmesterforening med krav om udbetaling af løn, som A havde til go¬de hos B inden den 7. oktober 2005. Under parternes efterfølgende drøftelser af sagen oplyste Frisørfagets Fællesudvalg, at salo¬nen ikke var godkendt som uddannelsessted for A. Som følge heraf anmeldte Dansk Frisør & Kosmetiker Forbund på vegne af A overfor Lønmodtagernes Garantifond (LG) bl.a. et krav om efterbetaling af løn m.v. svarende til den overenskomstmæssige svendeløn (mind¬steløn¬nen) i frisørfaget regnet fra starten af ansættelsesforholdet, den 1. april 2005 og frem til den 7. oktober 2005. Efter korrespondance med Dansk Frisør & Kosmetiker Forbund afviste LG kra¬vet, idet man samtidig oplyste, at man var villig til at foretage udbetaling svarende til sag¬sø¬ge¬rens manglende elevløn for udført arbejde samt løndifferencen op til overenskomstmæssig elev¬løn, feriegodtgørelse og tabserstatning for mistet opsigelsesvarsel svarende til 3 måneders elevløn. Dansk Frisør & Kosmetiker Forbund anlagde herefter sag ved domstolene med påstand om betaling af differencen op til mindstelønnen (svendeløn) efter overenskomsten, idet man til støtte herfor bl.a. gjorde gældende, at aftalen om elevløn var ugyldig, idet forudsætningerne herfor var svigtet, da uddannel¬ses¬stedet ikke blev god¬kendt, og da A måtte starte forfra i det senere uddannelsesforløb. LG på¬stod heroverfor frifindelse, idet man til støtte herfor bl.a. gjor¬de gældende, at godkendelsen af uddannelsesstedet ikke er en gyldighedsbetingelse, og at et eventuelt erstatningskrav fra A for forsinket uddannelse m.v. ikke var omfattet af garantien efter loven om Lønmodtagernes Garantifond, jf. konkurslovens § 95. Højesterets flertal på tre dommere udtalte, at det efter lov om erhvervsuddannelser ikke er en betingelse for at indgå en uddannelsesaftale, at arbejdsstedet på forhånd er godkendt som praktiksted. Det forhold, at B i løbet af ansættelsesforholdet blev insolvent kunne ikke i sig selv føre til, at A ikke længere var bundet af uddannelsesaftalens lønvilkår, men gav hende derimod ret til at hæve aftalen og kræve erstatning for Bs manglende opfyldelse af de påtagne uddannelsesforpligtelser, jf. erhvervsuddannelseslovens § 65. Et sådant krav er imidlertid ikke omfattet af konkurslovens § 95, hvorfor kravet ikke kan gøres gældende mod LG. Højesterets mindretal på to dommere ville tilkende A efterbetaling.