SS-1366/2013-OLR

.ddb-conv-doc { text-align: left; background-color: gray; color: #000000; line-height: 1; margin: 0; padding: 0; text-decoration-skip: none; text-decoration-skip-ink: none; } .ddb-conv-doc .page { background-color: white; position: relative; z-index: 0; margin: auto auto; } .ddb-conv-doc P { margin: 0; } .ddb-conv-doc UL { margin: 0; list-style: none; } .ddb-conv-doc UL LI { line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc SUP { vertical-align: baseline; position: relative; top: -0.4em; font-size: 0.7em; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .ddb-segment { position: relative; } .ddb-conv-doc .ddb-segment .ddb-absolute { position: absolute; z-index: 3; } .ddb-conv-doc .text, .ddb-conv-doc div.ddb-block, .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { position: relative; z-index: 3; opacity: inherit; text-align: left; margin-right: 54.4px; line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { white-space: nowrap; } .ddb-conv-doc .ddb-table { white-space: nowrap; width: 1024.0px; } .ddb-conv-doc .ddb-table .table-span { vertical-align: top; word-wrap: break-word; display: inline-block; } .ddb-conv-doc .ddb-table * { white-space: normal; } .ddb-conv-doc .vector, .ddb-conv-doc .image, .ddb-conv-doc .annotation, .ddb-conv-doc .annotation2, .ddb-conv-doc .control { position: absolute; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .vector { z-index: 1; } .ddb-conv-doc .image { z-index: 2; } .ddb-conv-doc .annotation { z-index: 5; } .ddb-conv-doc .annotation2 { z-index: 7; } .ddb-conv-doc .control { z-index: 10; } .ddb-conv-doc .dummyimg { vertical-align: top; border: none; line-height: 0; } .marking .identification { border-bottom: 2px solid #000; } .additional-marking-parts { display: none } .hidden { display: none }

ØSTRE LANDSRETS DOMBOG

____________

D O M

Afsagt den 11. oktober 2013 af Østre Landsrets 2. afdeling (landsdommerne Hedegaard Madsen, Karen Hald og Søren Horsbøl Jensen (kst.) med domsmænd).

2. afd. nr. S-1366-13: Anklagemyndigheden mod Tiltalte (cpr.nr. Født 1992) (advokat Jørgen Lindélius, besk.)

Roskilde Rets dom af 15. april 2013 (3A-1718/2013) er anket af Tiltalte med påstand om frifindelse, subsidiært, at forholdet henføres under straffelovens § 244, og mest subsidiært formildelse, herunder at dommen gøres betinget med vilkår om samfundstjene-ste.

Anklagemyndigheden har efter for sent iværksat anke endeligt påstået stadfæstelse.

Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte og vidnet Forurettede 1, der begge har forklaret i det væsentlige som i byretten.

Tiltalte har supplerende forklaret blandt andet, at Vidne 2 er en god kammerat, som han har kendt i ca. 5 år. Efter at Vidne 2 ved baren var stødt sammen med Forurettede 1, tog tiltalte først fat i Vidne 2's skulder og forsøgte at få ham med, og det lykkedes næsten, men Forurettede 1 kom så igen over til Vidne 2. Vidne 2 holdt Forurettede 1 på afstand med en arm. Tiltalte husker

- 2 -

ikke, hvad der skete, men han har i hvert fald ikke kastet nogen flaske. Han kan ikke sige, hvorfor Forurettede 2 og Forurettede 1 har forklaret, at han har kastet en flaske. Der var ca. 4-5 perso-ner, der bakkede Forurettede 1 op. Tiltalte følte sig truet af dette og af de ting, som Forurettede 1 sagde. Han oplevede også, at det ikke var muligt at tilkalde dørmændene, der var placeret udenfor.

Foreholdt sin forklaring til politiet den 7. marts 2013, som er gennemlæst og underskrevet, side 3, 4. og 5. afsnit, har tiltalte vedstået denne forklaring, herunder om, hvor han var pla-ceret på stillbillederne.

Vidnet Forurettede 1 har supplerende forklaret blandt andet, at han på det pågældende tidspunkt var 17 år. Hans mor tog sig af den skade, han fik i hovedbunden. Såret blødte lidt, og han havde lidt ondt i hovedet, men det gik over i løbet af et par dage. Det var til-taltes kammerat, der som optakt til episoden gik ind i vidnet med et skulderskub.

Det kan godt være, at vidnet herefter begyndte at gå over mod ham, der havde skubbet, men han så ikke på det tidspunkt tiltalte. Pludselig blev vidnet ramt og satte sig ned. Han var ikke klar over, hvem der var sigtet, før han blev indkaldt til afhøring hos politiet.

Han har efterføl-gende mødt tiltalte i byen, hvor tiltalte ikke var påvirket, og hvor de har fået talt ud i for-bindelse med, at tiltalte havde undskyldt episoden. Forud for episoden kendte vidnet tiltalte perifert.

De i byretten af vidnerne Forurettede 2, Vidne 1 og Vidne 2 afgivne forklaringer er dokumenteret i medfør af retsplejelovens § 923.

Der er også for landsretten afspillet video fra overvågningskamera.

Landsrettens afgørelse

5 dommere udtaler: Efter den foreviste video sammenholdt med navnlig Forurettede 1's og Forurettede 2's forklaringer finder disse voterende det bevist, at tiltalte tildelte Forurettede 1, der stod umiddelbart over for ham, et slag med en flaske i hovedet, hvorved fla-sken knustes, og glasskår derefter ramte den nærtplacerede Forurettede 2 i ansigtet, alt med den følge, dels at Forurettede 1 pådrog sig sår i hovedbunden, dels at

- 3 -

Forurettede 2 pådrog sig en syningskrævende flænge i ansigtet over højre øjenbryn.

Disse voterende finder det endvidere godtgjort, at tiltalte havde til hensigt (”direkte fo r-sæt”) at ramme Forurettede 1 med flasken i hovedet. Der foreligger således den for domfældelse fornødne tilregnelse i relation til den del af tiltalen, der vedrører vold imod Forurettede 1. Det tiltrædes, at volden mod Forurettede 1 er henført under straffe-lovens § 245, stk. 1.

Den rejste tiltale for vold mod Forurettede 2, der som ovenfor anført, pådrog sig en syningskrævende flænge i ansigtet over højre øjenbryn, findes ikke at kunne tilreg-nes tiltalte baseret på forsætsformerne ”direkte forsæt” eller ”sandsynlighedsforsæt” .

Spørgsmålet er herefter, om der i relation til denne del af tiltalen foreligger det fornødne forsæt baseret på forsætsformen ”dolus eventualis” i varianten ”positiv in d villigelse” .

Som fastslået i højesteretsdommen, gengivet i UfR 1992, s. 455, bør der generelt udvises varsomhed med hensyn til anvendelse af forsætsformen dolus eventualis.

Efter Højesterets dom i UfR 2012, s. 110, er det en betingelse for, at der kan anses at fore-ligge forsæt i form af positiv indvilligelse, at tiltalte indså, at det var muligt, at slaget med flasken mod Forurettede 1's hoved kunne skade andre end denne person, og at tiltalte psykologisk forholdt sig accepterende til denne mulighed for det tilfælde, at dette faktisk skete.

Efter bevisresultatet findes det betænkeligt at kunne fastslå, at tiltalte – udover at have ind-set den foreliggende mulighed – tillige psykologisk forholdt sig accepterende til mulighe-den for, at det faktisk skete.

Da tiltalte herefter ikke har haft det fornødne forsæt i relation til den del af tiltalen, der vedrører vold mod Forurettede 2, stemmer disse voterende for at frifinde tiltalte herfor.

- 4 -

1 dommer finder det ikke med den til domfældelse i en straffesag fornødne sikkerhed be-vist, at det var tiltalte, der slog eller kastede med en flaske, og stemmer derfor for i det hele at frifinde tiltalte.

Der afsiges dom efter stemmeflertallet, hvorefter tiltalte findes skyldig i overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, i det ovenfor beskrevne omfang.

Samtlige dommere finder straffen passende udmålt til fængsel i 60 dage. Efter sagens nærmere omstændigheder, herunder den forudgående tumult ved baren og de relativt be-skedne skader, sammenholdt med oplysningerne om tiltaltes gode personlige forhold, fin-des straffen ganske undtagelsesvist at kunne gøres betinget med vilkår om samfundstjene-ste, som bestemt nedenfor.

Det af Forurettede 1 fremsatte erstatningskrav tages efter de juridiske dommeres be-stemmelse til følge.

Som følge af frifindelsen for vold mod Forurettede 2 tages erstatningskravet fra Forurettede 2 ikke under påkendelse, jr. retsplejelovens § 992, stk.1.

Med disse ændringer stadfæster landsretten byrettens dom.

T h i k e n d e s f o r r e t :

Byrettens dom stadfæstes med den ændring, at straffen på 60 dages fængsel gøres betinget med vilkår om, at tiltalte ikke begår strafbart forhold i en prøvetid på 1 år fra landsrettens dom, at tiltalte inden for en længstetid på 6 måneder fra landsrettens dom udfører ulønnet sam-fundstjeneste i 80 timer, og at tiltalte skal være under tilsyn af Kriminalforsorgen i prøvetiden.

Erstatningskravet fra Forurettede 2 tages ikke under påkendelse.

Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.