BS-20635/2020-HJR

Afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse var ikke i strid med internationale forpligtelser, herunder Handicapkonventionen Ved Udlændingenævnets afgørelse af 14. august 2017 fik A afslag på sin ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark med henvisning til, at hun ikke opfyldte beskæftigelseskravet i den dagældende udlændingelov. Parterne var enige om, at A ikke på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse opfyldte beskæftigelseskravet. Det var ubestridt, at A var handicappet i FN’s Handicapkonventions forstand, og spørgsmålet for Højesteret var herefter, om Udlændingenævnets afslag var i strid med forbuddet mod forskelsbehandling i Handicapkonventionens artikel 5 eller i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 14, jf. artikel 8. Højesteret udtalte, at det ikke ved de fremlagte lægeerklæringer var godtgjort, at A på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse som følge af sit handicap ikke havde rimelig udsigt til at kunne opfylde beskæftigelseskravet. Højesteret bemærkede, at der ikke med lægeerklæringerne var gjort op med hendes muligheder for begrænset beskæftigelse gennem et fleksjob, som efter lovforarbejderne sidestilles med ordinær beskæftigelse. Hendes arbejdsevne var ikke blevet afklaret gennem et kommunalt ressourceforløb. Hun havde i perioden 2012-2015 færdiggjort en uddannelse som frisør og havde siden 2014 været tilmeldt som studerende på Københavns Universitet. De tidsmæssige forhold, som A havde påberåbt sig, hvis hun skulle igennem et kommunalt ressourceforløb, inden hun kunne påbegynde et eventuelt fleksjob, kunne ikke føre til, at Udlændingenævnet som følge af A’s handicap skulle se bort fra den manglende opfyldelse af beskæftigelseskravet, da nævnet traf afgørelse den 14. august 2017. Hvis nævnet havde set bort fra beskæftigelseskravet, ville A blive stillet bedre end en ikke handicappet, der befandt sig i en sammenlignelig situation. Udlændingenævnets afslag på A’s ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse var herefter ikke i strid med forbuddet mod forskelsbehandling i FN’s Handicapkonventions artikel 5 eller i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 14, jf. artikel 8. Landsretten var nået til samme resultat.