50214/2023

Fleksjobber, der som følge af en arbejdsskade havde et erhvervsevnetab på lidt under 10 %, var berettiget til erstatning A pådrog sig i 2008 en diskusprolaps i forbindelse med sit arbejde som hjemmehjælper. Skaden blev i 2009 anerkendt som en arbejdsskade. Hendes erhvervsevnetab blev af arbejdsskademyndighederne i 2010 fastsat til 60 %, hvilket blev fastholdt i en række efterfølgende afgørelser. På et tidspunkt, mens A var ansat i et fleksjob, blev der truffet afgørelse om, at hendes erhvervsevnetab i en nærmere angiven periode i 2019, hvor hendes indtægtsnedgang var på henholdsvis 9,6 % og 8,8 %, nu var mindre end 15 %, og at hun derfor ikke var berettiget til erhvervsevnetabserstatning svarende til 15 %, jf. arbejdsskadesikringslovens § 17 a, jf. § 17, stk. 1. Efter § 17, stk. 1, er en tilskadekommen berettiget til erhvervsevnetabserstatning, hvis erhvervsevnetabet er mindst 15 %. Sagen for Højesteret angik, om A i en nærmere angiven periode i 2019 var berettiget til erhvervsevnetabserstatning svarende til 15 %, selv om hendes indtægtsnedgang på henholdsvis 9,6 % og 8,8 % og derved hendes erhvervsevnetab var mindre end 15 %. Om arbejdsskadesikringslovens § 17 og § 17 a anførte Højesteret, at Højesteret i en dom optrykt i UfR 2024.2853 havde udtalt, at det afgørende kriterium efter forarbejderne til arbejdsskadesikringslovens § 17 er, om der foreligger et klart og varigt tab af erhvervsevnen som følge af arbejdsskaden, men at der ikke er holdepunkter for, at erhvervsevnetabet skal være tæt på 15 %, for at dette kriterium er opfyldt. Parterne var enige om, at den nedre grænse på 15 % i arbejdsskadesikringslovens § 17 ikke er absolut, og at en tilskadekommen kan tilkendes erhvervsevnetabserstatning svarende til 15 %, selv om indtægtsnedgangen opgøres til mindre end 15 %, hvis indtægtsnedgangen må anses for klar og varig. De var endvidere enige om, at dette også gælder i tilfælde, hvor den tilskadekomne er i fleksjob, og erhvervsevnetabet derfor skal opgøres efter arbejdsskadesikringslovens § 17 a. Derimod var parterne uenige om, hvor stor indtægtsnedgangen skal være for, at der kan tilkendes erstatning for tab af erhvervsevne svarende til 15 %. Højesteret bemærkede, at det fremgår af forarbejderne til arbejdsskadesikringslovens § 17, at formålet med den nedre grænse på 15 % for erstatning for erhvervsevnetab bl.a. er at ”sikre administrationen mulighed for at afvise dyberegående behandling af et stort antal udokumenterbare krav om erstatning for bagatelagtige beløb som følge af mindre arbejdsskader”. Højesteret udtalte, at der i tilfælde, hvor den tilskadekomne er i fleksjob, og erhvervsevnetabet skal opgøres efter arbejdsskadesikringslovens § 17 a, typisk vil foreligge et klart og varigt tab af erhvervsevnen. Det skyldes, at det er en betingelse for tilkendelse af fleksjob, at der foreligger varige og væsentlige begrænsninger i arbejdsevnen. I sådanne tilfælde er spørgsmålet, om der er grundlag for at afvise krav om erstatning for tab af erhvervsevne med henvisning til, at der er tale om ”udokumenterbare krav om erstatning for bagatelagtige beløb som følge af mindre arbejdsskader”. Om udtrykket ”bagatelagtige beløb” bemærkede Højesteret, at det efter Højesterets opfattelse var forudsat under behandlingen af forslaget til lov nr. 79 af 8. marts 1978 om arbejdsskadeforsikring, at der vil være tale om bagatelagtige beløb, hvis indtægtsnedgangen er mindre end 5 %. Om den konkrete sag udtalte Højesteret, at A’s indtægtstab på henholdsvis 9,6 % og 8,8 % var uomtvistet, og at der var tale om en arbejdsskade, som klart og varigt havde medført et erhvervsevnetab, hvilket Arbejdsskadestyrelsens afgørelser om, at A havde lidt et erhvervsevnetab på 60 % også var udtryk for. På den baggrund tog Højesteret A’s påstande til følge, således at arbejdsskademyndighederne skulle anerkende, at A var berettiget til erstatning for tab af erhvervsevne svarende til 15 % i en nærmere angiven periode i 2019, hvor hendes indtægtsnedgang og derved hendes erhvervsevnetab var mindre end 15 %. Landsretten var nået til et andet resultat.