BS-49689/2019-VLR

.ddb-conv-doc { text-align: left; background-color: gray; color: #000000; line-height: 1; margin: 0; padding: 0; text-decoration-skip: none; text-decoration-skip-ink: none; } .ddb-conv-doc .page { background-color: white; position: relative; z-index: 0; margin: auto auto; } .ddb-conv-doc P { margin: 0; } .ddb-conv-doc UL { margin: 0; list-style: none; } .ddb-conv-doc UL LI { line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc SUP { vertical-align: baseline; position: relative; top: -0.4em; font-size: 0.7em; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .ddb-segment { position: relative; } .ddb-conv-doc .ddb-segment .ddb-absolute { position: absolute; z-index: 3; } .ddb-conv-doc .text, .ddb-conv-doc div.ddb-block, .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { position: relative; z-index: 3; opacity: inherit; text-align: left; margin-right: 170.1px; line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { white-space: nowrap; } .ddb-conv-doc .ddb-table { white-space: nowrap; width: 1024.0px; } .ddb-conv-doc .ddb-table .table-span { vertical-align: top; word-wrap: break-word; display: inline-block; } .ddb-conv-doc .ddb-table * { white-space: normal; } .ddb-conv-doc .vector, .ddb-conv-doc .image, .ddb-conv-doc .annotation, .ddb-conv-doc .annotation2, .ddb-conv-doc .control { position: absolute; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .vector { z-index: 1; } .ddb-conv-doc .image { z-index: 2; } .ddb-conv-doc .annotation { z-index: 5; } .ddb-conv-doc .annotation2 { z-index: 7; } .ddb-conv-doc .control { z-index: 10; } .ddb-conv-doc .dummyimg { vertical-align: top; border: none; line-height: 0; } .marking .identification { border-bottom: 2px solid #000; } .additional-marking-parts { display: none } .hidden { display: none }

VESTRE LANDSRET

DOM

afsagt den 2. december 2020

Sag BS-49689/2019-VLR (8. afdeling)

Appellant, tidligere Sagsøger (advokat Tobias Stadarfeld Jensen, beskikket)

mod

Direktoratet for Kriminalforsorgen (advokat Paw Fruerlund)

Retten i Horsens har den 8. oktober 2019 afsagt dom i 1. instans (sag BS-34763/2018-HRS).

Landsdommerne Henrik Bjørnager Nielsen, Torben Geneser og Thomas Jønler har deltaget i ankesagens afgørelse.

Påstande

Appellant, tidligere SagsøgerAppellant, tidligere Sagsøger, har nedlagt følgende påstande:

Påstand 1:

Principalt: Indstævnte, Direktoratet for Kriminalforsorgen, skal anerkende, at afgørelsen af den 23. juni 2016 samt tidligere og efterfølgende afgørelser om at iværksætte og opretholde over for appellanten et sikkerhedsregime, som blandt andet indebar automatisk, daglig kropsvisitation og celleransagning i perioden fra den 9. juni 2016 til den 22. maj 2017, er ugyldige.

2

Subsidiært: Direktoratet for Kriminalforsorgen skal anerkende, at afgørelsen af den 23. juni 2016 og øvrige afgørelser om at iværksætte og opretholde over for appellanten et sikkerhedsregime, som blandt andet indebar automatisk, daglig kropsvisita-tion og celleransagning i en kortere periode fastsat af retten, er ugyldige.

Påstand 2:

Direktoratet for Kriminalforsorgen skal til appellanten betale 80.000 kr. med til-læg af procesrente fra sagens anlæg til betaling sker.

Direktoratet for Kriminalforsorgen har påstået frifindelse, subsidiært frifindel-se mod betaling af et mindre beløb end 25.000 kr. og mere subsidiært stadfæ-stelse.

Appellant, tidligere Sagsøger har også for landsretten haft fri proces.

Supplerende sagsfremstilling

Der er under ankesagen fremlagt en kopi af Kriminalforsorgens personjournal vedrørende Appellant, tidligere Sagsøger for perioden fra den 9. juni 2016 til den 1. juni 2017.

Det fremgår af personjournalen, at der i perioden fra den 10. juni 2016 til den 22. maj 2017 blev foretaget 301 undersøgelser af Appellants, tidligere Sagsøger person og 318 undersøgelser af hans celle. Parterne er enige om denne opgørelse.

I tilknytning til personjournalen er der fremlagt ugentlige indberetningsskema-er vedrørende de gennemførte undersøgelser. Skemaerne indeholder afkryds-ningsrubrikker vedrørende ”Undersøgelse opholdsrum” , ”Undersøgelse per-son” og ”Undersøgelse mobildetektering” . Det fremgår af skemaerne, at ”Der SKAL undersøges mindst 1 gang om dagen på hvert af de 3 områder” .

Der er fremlagt månedlige meddelelser fra Københavns Politi til arresten om forlængelser af varetægtsfængslingen af Appellant, tidligere Sagsøger i perioden fra den 17. oktober 2016 og frem til den 29. maj 2017 (bortset fra meddelelsen fra december 2016). Der er i politiets meddelelser foretaget afkrydsning i rubrikken ”Særlige forholdsregler m.h.p. at undgå ulovlig kommunikation” .

Der er i den forbindelse også fremlagt to eksemplarer af ”Skema til sikkerheds-vurdering af klienter” udarbejdet af Kriminalforsorgen henholdsvis den 18. ok-tober 2016 og den 29. december 2016, hvori Appellant, tidligere Sagsøger vurderes til sikker-hedsklasse 2.

I skemaet fra 29. december 2016 anføres det blandt andet: ”Bekymring indberet-tet i januar 2015” . Der er i tilknytning hertil fremlagt en mailkorrespondance fra

3

januar 2015 om en ”Bekymringsindberetning fra Kragskovhede” , hvori det om-tales, at Appellant, tidligere Sagsøger er tilhænger af IS, og at han prøver at belære andre.

Der er desuden fremlagt en intern mailkorrespondance i Kriminalforsorgen fra december 2016, hvori en fængselsbetjent i Aarhus Arrest blandt andet anfører: ”… vil jeg gerne udtrykke min bekymring for indsatte, der i længere tid og uden udsigt til ændring, har været ubderlagt et meget stramt regime” . Det fremgår af den sidste mail i korrespondancen fra den 20. december 2016, at ”Koncern SIK” ville fastholde forholdsordren om særlig skærpet opmærksom-hed indtil videre.

I et brev af 8. maj 2017 til Østre Landsret fremkom Direktoratet for Kriminal-forsorgen med bemærkninger til et kæreskrift fra Appellants, tidligere Sagsøger advokat og redegjorde i den forbindelse for visitationerne. Dele af brevet er gengivet i by-rettens dom (med angivelse af datoen ”8. maj 2018”).

Justitsministeriet har i et brev af 1. juni 2017 til Folketingets Ombudsmand ud-talt sig om ”sikkerhedsklasser, visitationsstandarder og indsatte med særligt skærpet opmærksomhed” .

Det fremgår at brevet, at ombudsmanden blandt an-det havde anmodet om en udtalelse om, hvorvidt ordningen med særligt skær-pet opmærksomhed på visse indsatte er i overensstemmelse med straffuldbyr-delseslovens § 60, stk. 1, herunder om der i bestemmelsen er hjemmel til syste-matisk visitation af bestemte indsatte.

I brevet refererer Justitsministeriet, at Di-rektoratet for Kriminalforsorgen finder, at ordningen er i overensstemmelse med straffuldbyrdelseslovens § 60, stk. 1.

På baggrund af denne retssag afslut-tede ombudsmanden i maj 2018 sin behandling af sagen uden at tage stilling til sagen med henvisning til, at ombudsmanden efter praksis ikke behandler sager eller tager stilling til spørgsmål, der er under behandling ved domstolene.

Forklaringer Appellant, tidligere Sagsøger har afgivet supplerende forklaring. Der er endvidere afgivet forklaring af Vidne 1, Vidne 2 og Vidne 3.

Appellant, tidligere Sagsøger har supplerende forklaret, at han i den første periode i Køge arrest var isoleret. Han sad i en fængselscelle i kælderen og kom kun ud, når han skulle på toilet. Han havde en enkelt gårdtur. I den periode blev han dag-ligt kropsvisiteret.

Enkelte gange har der været kvinder til stede i forbindelse med visitationer af ham.

Vidne 2 var ikke færdiguddannet som fængselsbetjent. Hun var i Enner Mark Fængsel og følte vist, at det var hendes pligt at visitere ham. Hun stod ik-ke lige foran ham, men stod inde i cellen, mens en kollega tog hans tøj. Det op-

4

levede han en eller to gange. Hun var inde i lokalet, og de havde øjenkontakt. Det var i forbindelse med en fuldstændig afklædning. Normalt stod kvinder uden for cellen i forbindelse med kropsvisitation.

Vidne 3 var i Aarhus arrest, og hun var til stede under en visitation af ham. Det var den eneste gang, han oplevede, at hun var med til en visitation af ham.

Vidne 1 var i Aarhus arrest. Vidne 1 var den, der oftest visiterede ham. Han skul-le have alt sit tøj af, men nogle gange måtte han beholde underbukserne på.

Efter kropsvisitationen gik de i gang med cellevisitationen, men han overvære-de ikke cellevisitationen. Han var aldrig til stede under cellevisitationer.

I starten blev han dirigeret under personundersøgelserne. Han tog selv tøjet af. Han skulle stå helt nøgen. Derefter tog han tøjet på og satte sig udenfor. Han stod ikke nøgen, mens cellen blev visiteret.

Han husker, at han havde en samtale med fængselsbetjent Person 1. Han blev under samtalen spurgt, om han havde lyst til psykologbe-handling, men det benægtede han. Hans stolthed gjorde, at han ikke havde lyst til at svare og fortælle, hvordan han i virkeligheden havde det. På det tids-punkt, hvor samtalen fandt sted, var der ikke sket visitationer med deltagelse af kvinder.

Vidne 1 har forklaret, at han er ansat i Kriminalforsorgen, men at han ikke længere er fængselsbetjent. Han har været fængselsbetjent i arresten i Aarhus, og han kender i den forbindelse Appellant, tidligere Sagsøger.

Der kom på et tidspunkt nye visitationsstandarder. Der blev fra ledelsens side udtaget folk, som skulle visiteres, og det blev en del af arbejdsopgaven.

I langt de fleste tilfælde fortalte man den indsatte, at hans opholdsrum skulle visiteres. Først visiterede man den indsattes person, og i den forbindelse blev celledøren lukket. Den indsatte blev bedt om at tage sit tøj af og lægge det på en stol eller på sengen. Efter visitationen blev den indsatte sat over i en ventesal. Vedkommende klædte sig selv af.

Man rørte ikke de indsatte i forbindelse med de almindelige undersøgelser. Han har ikke lyst på de indsatte eller anvendt spejle. Man beder indsatte dreje sig rundt og fra tid til anden at løfte fødderne. Alle lommer og syninger i beklædningen blev undersøgt. Appellant, tidligere Sagsøger blev ikke bedt om at bøje sig forover. Han har aldrig set det, og i givet fald ville han have påtalt det.

5

Han er stødt på personer, der brugte lommelygter ved visitationer, f.eks. hvis folk havde et stort hår. Han er også stødt på, at folk er blevet bedt om at sætte sig på hug. Han har oplevet mobiltelefoner, der var klemt fast mellem ballerne. De indsatte bliver ikke bedt om at indtage ubehagelige eller nedværdigende stillinger. Man står ikke og kigger dem op i anus.

Foreholdt dele af Appellants, tidligere Sagsøger forklaring i byretten har han forklaret, at han ikke har bedt Appellant, tidligere Sagsøger bøje sig forover og sprede ballerne.

Der har aldrig været kvinder med, når han har visiteret Appellant, tidligere Sagsøger. Han har hel-ler aldrig hørt om det. Det ville have været påfaldende, og han ville i givet fald have hørt det. Han var også tillidsmand.

Foreholdt, at han ifølge personjournalen skulle have kropsvisiteret Appellant, tidligere Sagsøger 27 gange, har han forklaret, at han nok har kropsvisiteret Appellant, tidligere Sagsøger langt flere gan-ge.

Appellant, tidligere Sagsøger blev nok visiteret rigtig meget, fordi han sad på terrorparagraffen. Han tror, at man gjorde det, når Appellant, tidligere Sagsøger alligevel skulle ud af cellen. Det var for at få løst tingene med mindst mulig indgriben. Ordren om kropsvisitation var absolut, og derfor var man nødt til at visitere, selv om den indsatte ikke kom ud af cellen. Det kan godt ske, at der har været dage, hvor Appellant, tidligere Sagsøger er ble-vet visiteret, uden at det var i forbindelse med, at han skulle i bad.

Hvis en indsat har skjult en mobiltelefon mellem ballerne, falder den normalt ud af sig selv, når den indsatte bliver bedt om at sætte sig på hug. Visitationer anvendes primært på folk, der kommer udefra.

Cellevisitationerne var grundige. Der blev dog ikke sprættet noget op, og ting blev ikke skruet fra hinanden. De skulle som udgangspunkt efterlade cellen, som den var, når de kom ind. Han synes, at de holdt en fair standard. Cellerne var ofte rodede i forvejen. Cellen er til at overskue, idet den er 4½ kvadratmeter stor.

Han arbejdede i stueetagen i arresten, hvor der var ni indsatte, som man skulle holde mere øje med. Det blev ikke noteret, hvis folk ikke havde været ude af de-res celler i dagens løb. Man kunne ikke frit bevæge sig fra stueetagen til de an-dre etager.

Som udgangspunkt var de altid to fra personalet ved visitationer. Alt, hvad de lavede, var med tanke på, at det var mennesker, de havde med at gøre.

6

Vidne 2 har forklaret, at hun er fængselsbetjent. Hun startede på sin uddannelse i august 2016. I 2017 var hun ansat i Enner Mark Fængsel, hvor hun var startet den 1. august 2016.

Hun husker Appellant, tidligere Sagsøger, som var underlagt skærpet opmærksomhed og skulle visiteres dagligt. Hun husker hans udtalelser over for personalet, som ik-ke var de pæneste.

Hun har ikke været til stede, mens Appellant, tidligere Sagsøger blev kropsvisiteret. Hun har ikke været igennem hans tøj bortset fra tøj, der var efterladt i cellen. Hun har aldrig været til stede i rummet, mens Appellant, tidligere Sagsøger blev kropsvisiteret. Hun har stået udenfor, mens døren har været lukket.

Hun har lavet cellevisitationer hos Appellant, tidligere Sagsøger. Den indsatte får besked forinden, eller også lægger man en seddel efter visitationen. I en periode skulle der dag-ligt foretages cellevisitationer hos Appellant, tidligere Sagsøger, der var underlagt særlig skærpet opmærksomhed. Det betød, at hans person og hans celle dagligt skulle visiteres.

Det er meget forskelligt, hvor grundige cellevisitationer er. Tit og ofte er de me-get grundige. Hun kan ikke sætte tal på, hvor ofte hun har visiteret Appellants, tidligere Sagsøger celle.

Foreholdt et notat af 7. februar 2017 i personjournalen har hun forklaret, at det var en mandlig kollega ved navn Person 2, der foretog kropsvisitation af Appellant, tidligere Sagsøger, og at hun var med til at foretage cellevisitationen bagefter.

Foreholdt et notat af 15. april 2017 i personjournalen har hun forklaret, at Appellant, tidligere Sagsøger blev undersøgt på sin person af en fængselsbetjent ved navn Person 3, og bagefter var hun med til at foretage cellevisitationen.

Der anvendes en mobilscanner, ComStop, der giver lyd, hvis der er en mobilte-lefon i cellen. Hun ved ikke, om scanneren giver signal, hvis mobiltelefonen er slukket. Hun mener ikke, at en mobilscanner kan træde i stedet for visitation.

Hun har aldrig set Appellant, tidligere Sagsøger nøgen. Det er hun helt sikker på.

Vidne 3 har forklaret, at hun er fængselsbetjent i Aarhus Arrest. Hun har været fængselsbetjent i 7 år.

Foreholdt et notat af 2. august 2016 i personjournalen om blandt andet ”Mobil-detektering” har hun forklaret, at man anvender en lille ”dims” , der giver ud-slag, hvis den tiltalte bruger en mobiltelefon. Man kommer ikke ind i cellen, hvis den ikke giver udslag.

7

Personvisitationer af mænd bliver kun foretaget af mænd. Hvis der kun var én mandlig kollega til stede, stod hun uden for døren, der stod på klem. Hun kig-gede ikke ind. Hvis der havde været problemer, var hun selvfølgelig kommet ind.

Hun har under ingen omstændigheder overværet en personvisitation af Appellant, tidligere Sagsøger. Hun har aldrig i sit liv set ham nøgen.

Ved cellevisitationer er man to, der starter i hvert sit hjørne, og alt bliver gen-nemgået. Man krydser hinanden og tager så det, som den anden har taget. Bag-efter ser cellen stort set ud, som da de kom ind. Det sætter de en ære i.

Hun havde meget kontakt til Appellant, tidligere Sagsøger. Hun havde daglig kontakt til ham, når hun var på arbejde.

Anbringender

Parterne har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med deres på-standsdokumenter.

Appellant, tidligere Sagsøger har i sit påstandsdokument af 28. oktober 2020 anført blandt andet:

”…

1. Sagens ramme:

Herværende sag vedrører det visitationsregime, som mødte appellanten, da han blev indsat i Kriminalforsorgens institutioner. Appellanten blev den 9. juni 2016 varetægtsfængslet og indsat i Køge Arrest, hvorfra han den 23. juni 2016 blev overført til Arresthuset i Aarhus. Den 26. januar 2017 blev appellanten overført til Enner Mark Fængsel. Den 22. maj 2017 blev det særlige visitationsre-gime vedr. appellanten indstillet.

Appellanten var således i perioden fra den 9. juni 2016 til den 22. maj 2017 (lige knap 1 år) underlagt et visitationsregime, hvor han mindst en gang dagligt skulle nøgenvisiteres, og hvor hans celle dagligt skulle ransages. Det er denne periode, som appellanten ønsker retlig prøvelse af, idet han overordnet gør gæl-dende, at hele eller dele af regimet udgjorde en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols artikel 3 og/eller artikel 8.

2. Vedr. udmøntningen af visitationsregimet:

8

Der er i nærværende sag tale om et visitationsregime, hvorefter appellantens person og celle blev visiteret helt automatisk og "mindst en gang om dagen". Vi-sitationerne af sagsøgers celle og sagsøgers person blev foretaget uden konkret mistanke, og uanset om sagsøger havde haft samkvem med andre eller havde forladt sin celle.

Visitationerne af appellantens person blev gennemført ved fuld afklædning og inspektion af anus, idet appellanten blev beordret til at "sprede ballerne" og pla-cere sig i mere eller mindre ydmygende stillinger. At visitationerne blev gen-nemført på den af appellanten beskrevne måde er ikke bestridt af appe-lindstævnte.

Det blev foruden daglige nøgenvisitationer foretaget daglig visitation/ransag-ning af appellantens celle samt såkaldt mobildetektering ved appellantens celle.

De forholdsregler, som i øvrigt var gældende vedr. appellanten fremgår af sa-gens bilag F, som er et visitationsskema. Appellanten var indplaceret i sikker-hedskategori 2, hvilket indebar, at appellanten blandt andet skulle nøgenvisite-res før og efter besøg, udgang og transport.

3.

Anbringender

:

3.

Anbringender

til støtte for påstand 1 og påstand 2:

Der er tale om to sideordnede påstande, som hviler på de samme anbringender.

3.1. Hovedanbringender til støtte for påstand 1 og påstand 2:

Det gøres til støtte for begge påstande overordnet gældende, at appellanten er blevet udsat for behandling i strid med EMRK artikel 3 og/eller artikel 8, som følge af, at han i hele eller dele af perioden fra den 9. juni 2016 til 22. maj 2017 automatisk skulle undergå daglige nøgenvisitationer mindst én gang om dagen samt daglige cellevisitationer.

Det gøres herunder gældende, at regimet var uproportionalt, når henses til intensiteten og den automatiske karakter (uden konkret mistanke) af visitationerne og celleransagningerne.

Skulle retten give appellanten medhold i, at der foreligger en krænkelse af EMRK artikel 3 og/el-ler artikel 8, vil det efter appellantens opfattelse føre til, at appelindstævntes af-gørelser herom er ugyldige, jf. blandt andet U.2012.2874H.

Det gøres endvidere til støtte for begge påstande overordnet gældende, at der ikke er hjemmel i straffuldbyrdelsesloven til at iværksætte det pågældende visi-tationsregime, og at nøgenvisitationer alene kan gennemføres under iagttagelse af straffuldbyrdelseslovens § 60, stk. 3 og 7. En konsekvens heraf vil efter appel-lantens opfattelse være, at der derved foreligger en krænkelse af EMRK artikel 3

9

eller som minimum EMRK artikel 8, og at de af appelindstævnte trufne afgørel-ser herom er ugyldige.

Det gøres gældende, at appellanten har krav på erstatning i form af godtgørelse i det omfang, appellanten uberettiget har været udsat for nøgenvisitation og cel-leransagning, samt i det omfang retten måtte finde, at der foreligger en kræn-kelse af EMRK artikel 3 og/eller 8.

3.2. Hjemmelsproblematikken:

Visitationsregimet er tilsyneladende gennemført i henhold til den sikkerhedska-tegori, hvori appellanten var indplaceret, samt under henvisning til en såkaldt "forholdsordre" dateret 23. juni 2016, hvilket samlet havde den konsekvens, at appellanten som nævnt i perioden fra den 9. juni 2016 til den 22. maj 2017 mindst én gang dagligt skulle underlægges nøgenvisiterering og fik ransaget sin celle.

Appellanten har i perioden under pådømmelse været varetægtsfængslet. Reg-lerne i straffuldbyrdelseslovens § 60 og undersøgelsesbekendtgørelsen, udstedt i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 60, stk. 10, gælder for alle indsatte i kri-minalforsorgens institutioner, herunder varetægtsarrestanter, jf. varetægtsbe-kendtgørelsens § 84, udstedt i medfør af retsplejelovens § 776, 1. pkt.

Appelindstævnte har som hjemmelsgrundlag henvist til straffuldbyrdelseslo-vens § 60, stk. 1, til at iværksætte undersøgelse af appellantens person og op-holdsrum. I bestemmelsen hedder det:

"Direktoratet for Kriminalforsorgen og kriminalforsorgsområdet kan uden retskendelse under-søge, hvilke effekter en indsat har i sin besiddelse i sit opholdsrum eller på sin person, hvis en sådan under-søgelse er nødvendig for at sikre, at ordensbestemmelser overholdes eller sikkerhedshensyn iagttages, her-under,

1) når den indsatte indsættes i institutionen, 2) hvis den indsatte mistænkes for uretmæssig besiddelse af effekter, 3) før og efter besøg eller 4) før og efter fravær fra institutionen eller opholdsafdelingen "

Bestemmelsens stk. 4 og 5 indholder endvidere regler om proportionalitetshen-syn.

Der er ikke i Undersøgelsesbekendtgørelsen (BEK nr 1110 af 17/08/2016 - ud-stedt i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 60, stk. 10) fastsat regler om klassifi-kation af indsatte eller arrestanter, visitationsregimer eller lign. endsige regule-ret noget som helst om en helt automatisk visitationsordning. Karakteristisk for

10

de i bestemmelsen oplistede 4 eksempler er, at de alle vedrører situationer, hvor der objektivt set kan foreligge en risiko for, at den indsatte er i besiddelse af kontrabande. Eksemplerne adskiller sig således væsentligt fra det regime, der blev pålagt appellanten.

Det følger af forarbejderne til bestemmelsen, således som disse en gengivet i straffelovrådets lovudkast i bet. 1355/1998, samt lovforslag af 8. december 1999, specielle bemærkninger til § 60 (min understregning):

"Med udtrykket »undersøge, hvilke effekter en indsat har i sin besiddelse på sin person« sigtes til indgreb, der har karakter af legemsbesigtigelse, dvs. de former for indgreb, hvor der ikke sker nogen indtrængen i det menneskelige legeme eller nogen egentlig beføling af legemet i undersøgelsesøje-med. Der tænkes bl.a. på besigtigelse, der ikke kræver egentlig afklædning, men f.eks. opknapning af en skjorte eller opsmøgning af et ærme for at se efter skjulte effekter. "

Det gøres gældende, at der må sondres mellem eksempelvis stikprøvevise visi-tationer rettet mod tilfældige afdelinger/personer mv. eller visitationer gennem-ført på baggrund af en konkret mistanke på den ene side og deciderede visita-tionsregimer, som i herværende sag, hvorefter der iværksættes helt automatiske og daglige nøgenvisitioner rettet mod bestemte indsatte, uafhængigt af deres adfærd, deres færden i fængslet mv.

Det gøres gældende, at et så intensivt og langvarigt visitationsregime, som ap-pellanten var underlagt, kræver en klar og præcis lovhjemmel. Det gøres gæl-dende, at en sådan hjemmel ikke kan findes i § 60, stk. 1.

Det gøres gældende, at appelindstævnte som forvaltningsmyndighed i henhold til almindelige forvaltningsretlige principper skal have et klart og udtrykkeligt hjemmelsgrundlag til at foretage et så intensivt tvangsindgreb som nøgenvisita-tioner, og at en sådan hjemmel ikke findes i straffuldbyrdelseslovens § 60, stk. 1.

Det gøres gældende, at der ikke med hjemmel i § 60, stk. 1, kan iværksættes nø-genvisitation af den indsatte. Det gøres gældende, at der ikke i bestemmelsen er klar og præcis hjemmel til at foretage nøgenvisitation.

Det gøres gældende, at der i vurderingen af, hvorvidt indgrebene forfølger et anerkendelsesværdigt (legitimt) formål, blandt andet skal indgå sagsøgers kon-krete opførsel i fængslet, herunder hvorvidt sagsøger eksempelvis har optrådt voldeligt eller har fremsat trusler mv., og hvorvidt sagsøger på noget tidspunkt er fundet i besiddelse af kontrabande.

Det gøres herunder gældende, at nøgen- og cellevisitationerne har været iværk-sat og gennemført ulovligt, at visitationerne har været ydmygende for sagsøger, og at sagsøger med rimelighed kan have haft en følelse af magtesløshed.

11

Det gøres gældende, at der på denne baggrund foreligger en krænkele af EMRK artikel 3 og/eller 8.

Særligt vedrørende de daglige celleransagninger gør appellanten gældende, at disse udgjorde en krænkelse af appellantens rettigheder i henhold til EMRK ar-tikel 8, idet en ransagning en indsats fængselscelle er omfattet af begrebet "hjem" i bestemmelsen. Det gøres endvidere gældende, at de daglige celle-ransagninger skete i strid med grundlovens § 72. En krænkelse af EMRK artikel 8 og grundlovens § 72 må antages at foreligge, såfremt den såkaldte forholdsor-dre er at kende ulovlig.

3.3. Nærmere vedr. visitationernes/regimets ydmygende karakter:

Menneskerettighedsdomstolen har flere gange tage stilling til nøgenvisitatio-ners forenelighed med EMRK artikel 3. Problematikken i relation til denne be-stemmelse går på hjemmelsgrundlaget for visitationens iværksættelse samt navnlig på indgrebets intensive karakter. En helt central sag på dette område er sagen Frerot mod Frankrig afgjort af domstolen den 12. juni 2007 under sagsnummer 70204/01.

Frerot -sagen vedrørte talrige automatiske visitationer af en indsat på en særlig sikret fængselsafdeling. Den indsatte var blandt andet automatisk underlagt nøgenvisitation med visuel inspektion af anus, såfremt han havde haft besøg fra pårørende. Inspektion af anus foregik ved visuel in-spektion, således at klageren skulle bøje sig forover og hoste.

Domstolen indled-te som anført med at nævne, at en sådan visitation ikke i sig selv er forbudt, men der skal foreligge helt særlige omstændigheder samt stærk og konkret mi-stanke om, at den pågældende skjuler noget i anus, jf. præmis 41, hvor domsto-len udtaler: “such a measure is permitted only where absolutely necessary in the light of the special circumstances and where there are strong and specific reasons to suspect that the prisoner might be hiding such an object or substance in that part of his body” .

Domstolen kritiserede herefter, at den indsatte skulle undergå anal inspektion, uden der forelå en stærk og konkret mistanke. Yderligere kritiserede domsto-len, at hjemlen til at foretage visitationerne alene var reguleret i administrative regler udstedt af fængselsmyndighederne. Det er i præmis 47 beskrevet således (min understregning):

“(...) It further notes that the Government did not claim that, in the particular circumstances in which such measures had been taken, they had been based each time on strong and specific suspicions that the applicant had “ objects or substances” concealed in his anus, or even that a change in the applicant's behaviour had rendered him particularly suspect in that regard.

In fact, it appears from the applicant's undisputed submissions that in the prison concerned, when detainees were searched after each visit, they were systematically ordered to “over and cough” In other words, there was a presumption in that prison that any prisoner returning from the visiting room was concealing objects or substances in the most intimate parts of his body.

The performance of anal inspections in such conditions cannot be said to have been duly based on “ security needs” (see Van der Ven, cited above, § 62) or on the need to prevent disorder or

12

crime. The Court therefore finds it understandable that the prisoners concerned, such as the applicant, might feel that they are the victims of arbitrary measures on that account. It can accept that this feeling might be aggravated by the fact that the rules on prisoner searches in general, and full body searches in particular, are mainly set out in an instruction issued by the Prison Service itself – the circular of 14 March 1986 – and, moreover, allow each prison governor a large measure of discretion.

In the Court's view, the combination of that feeling of arbitrariness, the feelings of inferiority and anxiety often associated with it, and the feeling of a serious affront to dignity indisputably prompted by the obligation to undress in front of another person and submit to a visual inspection of the anus, in addition to the other intrusively intimate measures entailed by full body searches, results in a degree of humilia-tion exceeding the – unavoidable and hence tolerable – level that strip-searches of prisoners inevitably in-volve.

Moreover, the humiliation felt by the applicant was aggravated by the fact that on a number of occasions his refusal to comply with such measures led to his being placed in a punishment cell.

(...)”

Af præmis 48 fremgår, at domstolen fandt, at klageren som følge heraf havde været udsat for nedværdigende ("degrading") behandling. Det bemærkes, at Højesteret i U 2019.4010H henholdte sig til og anvendte netop disse præmisser i Frerot -dommen.

Appellanten skal endvidere henvise til Menneskerettighedsdomstolens dom af 4. februar 2003 i sagen Van der Ven mod Holland, 50901/99, domstolens dom af samme dato i sagen Lorse m.fl. mod Holland, sagsnummer 52750/99, dom-

stolens dom af 26. september 2006 i sagen Wainwright mod Storbritannien,

sagsnummer 12350/04, domstolens dom af 17. april 2012 i sagen Piechowicz

mod Polen, sagsnummer 20071/07.

Det gøres gældende, at det de automatiske nøgenvisitationer, som appellanten var udsat for i den i sagen omhandlede periode, blev udført med en frekvens og en intensitet, der udgør en krænkelse af EMRK artikel 3.

Det gøres gældende, at det navnlig er tilfældet, når henses til de øvrige be-grænsninger, appellanten var underlagt som følge af, at appellanten var indpla-ceret i sikkerhedskategori 2.

Det gøres gældende, at flere visitationer blev foretaget af og under overværelse af kvindeligt fængselspersonale, hvilket er i strid med straffuldbyrdelseslovens § 60, stk. 6, og udgør en selvstændig krænkelse af EMRK artikel 3.

3.4. Vedr. erstatning - anbringender alene i relation til påstand 2:

Såfremt retten finder, at appellantens rettigheder i henhold til EMRK artikel 3 og/eller 8, har appellanten krav på godtgørelse. Det gøres gældende, at den blotte konstatering af en krænkelse ikke udgør fornøden oprejsning.

13

Erstatning for overtrædelse af EMRK kan udbetales efter princippet i erstat-ningsansvarslovens § 26, sammenholdt med EMRK artikel 13 og 41, hvor der således skal tages hensyn til menneskerettighedsdomstolens retspraksis på om-rådet, jf. f.eks. U 2017.1314H.

Det gøres gældende, at erstatningen skal udbetales ud fra et samlet skøn, hvorunder blandt andet indgår krænkelsens karakter, længde og sagsøgers sår-bare situation. Fra praksis henvises til bl.a.:

U 2019.4010H, hvor en retspsykiatrisk patient på en retspsykiatrisk afdeling sy-stematisk havde været udsat for cirka 40 nøgenvisitationer i strid med EMRK artikel 3. Højesteret fastsatte en godtgørelse på 25.000 kr. herfor.

Van der Ven mod Holland, hvor en indsat indplaceret i et højsikkerhedsregi-me, og som derfor blev udsat for ugentlige nøgenvisitationer over en periode på cirka 3,5 år lang periode blev tilkendt 3.000 euro (ca. 20.000 kr.). Han var således udsat for ca. 180 automatiske nøgenvisitationer i perioden.

I herværende sag er der tale om mere end 300 automatiske nøgenvisitationer af-viklet over en periode på knap 1 år. Hertil kommer ransagningerne af appellan-tens celle. I lyset af den tilgængelige retspraksis forekommer den nedlagte på erstatningspåstand således helt rimelig.

…”

Direktoratet for Kriminalforsorgen har i sit påstandsdokument af 21. oktober 2020 anført blandt andet:

”…

2. TVISTEN

Tvisten Sagen vedrører en prøvelse af forholdsordren af 23. juni 2016 (bilag B), hvor Kriminalforsorgen vurderede, at Appellant, tidligere Sagsøger skulle underkastes for-holdsordre om særlig skærpet opmærksomhed på grund af stor risiko for ulov-lig kommunikation, og fordi han var sigtet efter straffelovens § 114 (hvervning til terror), som han senere blev dømt for.

Denne forholdsordre indebar, at Appellant, tidligere Sagsøger dagligt skulle personundersø-ges, celleundersøges og detekteres med COMSTOP (mobildetektor).

14

Forholdsordren af 23. juni 2016 var gældende for tre måneder. Den blev efter-følgende forlænget og senere ophævet den 22. maj 2017. Det særligt skærpede tilsyn var således gældende fra 23. juni 2016 til 22. maj 2017, i alt 11 måneder.

Spørgsmålet er, om visitationsordningen etableret for Appellant, tidligere Sagsøger var i strid med EMRK art. 3 eller art. 8.

Appellant, tidligere Sagsøger har for landsretten udvidet sagen til ligeledes at omhandle, hvorvidt kvindeligt fængselspersonale har foretaget eller overværet nøgenvisi-tationer af Appellant, tidligere Sagsøger, og om dette i givet fald skulle udgøre en krænkelse af EMRK art. 3.

3. SUPPLERENDE SAGSFREMSTILLING

Appellant, tidligere Sagsøger er tunesisk statsborger og var forud for sin anholdelse i juni 2016 bosat i Aarhus med undtagelse af enkelte udrejseperioder, hvor han blandt andet har været i Syrien og Tunesien.

Den 8. juni 2016 blev Appellant, tidligere Sagsøger varetægtsfængslet sigtet for overtrædelse af straffelovens § 114 (hvervning til terror). Appellant, tidligere Sagsøger er sidenhen blevet dømt i både by- og landsret (bilag A). Den 16. marts 2018 idømte Vestre Lands-ret Appellant, tidligere Sagsøger tre års fængsel samt udvisning af Danmark for bestandigt for overtrædelse af straffelovens § 114 c, stk. 3, og § 114 d, stk. 3, ved at være rejst til Syrien i sensommeren 2013, idet han havde ladet sig hverve af terroror-ganisationen Islamisk Stat og havde modtaget træning i brug af våben og bom-besprængninger.

…

Appellant, tidligere Sagsøger blev under varetægtsfængsling placeret i Aarhus Arrest. Her blev det vurderet, at han skulle underkastes forholdsordre om særlig skærpet opmærksomhed på grund af stor risiko for ulovlig kommunikation, og fordi han var sigtet efter straffelovens § 114 (bilag B).

Denne forholdsordre indebar, at Appellant, tidligere Sagsøger dagligt skulle personundersø-ges, celleundersøges og detekteres med COMSTOP (mobildetektor).

Et uddrag fra Appellants, tidligere Sagsøger personjournal er fremlagt som bilag C.

Bilag K er en kronologisk oversigt over alle ugenotater samt den fulde journal for perioden. En gennemgang af ugenotaterne (bilag K) viser, at det for perio-den fra den 10. juni 2016 til den 20. maj 2017 må lægges til grund, at der på 47 dage ud af 349 ikke er blevet foretaget kropsvisitation. Byretten lagde til grund, at Appellant, tidligere Sagsøger dagligt blev kropsvisiteret.

15

Bilag N er personjournalen fra Appellants, tidligere Sagsøger indsættelse i Køge Arrest den 9. juni 2016 og frem til den 22. maj 2017.

Forholdsordren blev ophævet den 22. maj 2017, og det særligt skærpede tilsyn var således gældende fra 23. juni 2016 til 22. maj 2017, i alt 11 måneder.

Appellant, tidligere Sagsøger har under sagen gjort gældende, at visitationerne enten blev fo-retaget af eller under overværelse af kvindeligt fængselspersonale. Det er ikke korrekt. Alle de relevante kvindelige medarbejdere benægter klart at have nø-genvisiteret Appellant, tidligere Sagsøger.

Således har Person 4 og Person 5 fra Århus Arrest begge svaret til Kri-minalforsorgen, at de aldrig har kropsvisiteret Appellant, tidligere Sagsøger (bilag O, s. 1).

I forhold til om visitationerne i Enner Mark Fængsel har Vidne 2, Person 6 og Person 7 alle oplyst, at de ikke har visiteret mandlige indsat-te, herunder at de ikke har visiteret Appellant, tidligere Sagsøger (bilag P).

4. DET RETLIGE GRUNDLAG

Appellant, tidligere Sagsøger har gjort gældende, at den etablerede visitations- og ransag-ningsordning udgør en krænkelse af Appellants, tidligere Sagsøger rettigheder efter Den Eu-ropæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) art. 3 og/eller art. 8. …

…

Art. 3 rummer tre selvstændige forbud mod tortur, umenneskelig eller nedvær-digende behandling samt umenneskelig eller nedværdigende straf. Af de tre former for forbud er tortur den mest graverende, efterfulgt af umenneskelig be-handling eller straf og med nedværdigende behandling eller straf som den ”mildeste form” , jf. Jens Elo Rytter, ”Individets Grundlæggende Rettigheder” (2016), s. 135.

Der vil foreligge en krænkelse af EMRK art. 3, hvis en behandling er tilstrække-

lig alvorlig og usædvanlig til at opfylde en såkaldt minimumstærskel, som ind-

fortolkes i bestemmelsen, jf. bl.a. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i sagen Bouyid (2005), para 86. En behandling eller straf kan således være ubehagelig, unødigt krænkende og/eller ulovlig efter national ret uden, at den er tilstrækkelig alvorlig til at være i strid med EMRK art. 3. Om minimumstærs-klen er overskredet, er en relativ og subjektiv vurdering, idet den også beror på omstændighederne, herunder måden, varigheden, de psykiske og fysiske kon-sekvenser, behandlingen har, herunder også i nogle tilfælde køn, alder og hel-bred hos offeret, jf. dommen i Gäfgen (2010), para. 88.

16

Kropsvisitationer er ikke i sig selv i strid med EMRK art. 3. Kropsvisitationer bør foregå isoleret fra andre indsatte og kun med deltagelse af det nødvendige antal fængselsbetjente af samme køn. Der skal endvidere være udarbejdet ret-ningslinjer for, hvornår sådanne visitationer skal gennemføres, jf. dommen i Frérot v. France (2007).

…

I en række tilfælde er det fundet, at EMRK art. 3 er overtrådt, når en kropsvisi-tation har været arbitrær og haft det specifikke formål at virke krænkende, her-under kan nævnes i sagen Valašinas v. Lithuania (2001)…

…

Et andet eksempel er Iwanczuk v Poland (2001), hvor en indsat spurgte om lov til at stemme ved de stemmefaciliteter, der var etableret for de indsatte. Herefter blev den indsatte beordret til at afklæde sig alt sit tøj foran fire fængselsbetjente.

Retten fandt, at efter sagens omstændigheder var der ikke anført nogen begrun-delse for, at ordren var nødvendig eller retfærdiggjort af sikkerhedshensyn, og derudover at fængselsbetjentene i forbindelse med visitationen havde verbalt mishandlet og talt nedsættende til den indsatte og således demonstreret, at for-målet med visitationen var at ydmyge den indsatte.

Herefter fandtes det, at der forelå en overtrædelse af EMRK art. 3. --- EMRK art. 8 har – som i denne sag – flere gange været påberåbt i sager om kro-psvisitationer. Praksis vedrørende kropsvisitationer viser dog, at denne bestem-melse er anset som subsidiær i forhold til art. 3.

I Frérot v. France (2007) udtryktes dette således, jf. para. 49:

“Lastly, seeing that the Court has considered the issue of the full body searches to which the applicant was subjected under Article 3 of the Convention and has found a violation of that provision, it is unnecessary to examine it also un-der Article 8 of the Convention.” [min understregning]

I Van der Ven (2003), jf. para. 67 under afsnittet ”II. ALLEGED VIOLATION OF ARTICLE 8 OF THE CONVENTION” – og med en tilsvarende formulering i Lorsé v. the Netherlands (2003), jf. para. 81 – udtryktes det således:

“To the extent that the applicant’s complaint of an unjustified interference with the right to respect for his private life encompasses the strip-searching to which he was subjected, the Court points out that it has already examined this

17

aspect of the EBI regime in the context of Article 3 of the Convention. In view of the conclusion reached (see paragraph 63 above), it considers that it is not necessary to include this element in the examination of the present complaint.”

[min understregning].

I sager, hvor art. 8 er påberåbt, har Domstolen i stedet typisk anvendt den på forhold, der relaterer sig til kontrol af de indsattes post, foranstaltninger der hindrer familiebesøg, mv. og ikke kropsvisitationer, allerede fordi disse omfat-tes af art. 3.

Endvidere kan art. 8 tænkes påberåbt i sager om kropsvisitation, hvis mini-

mumstærsklen for at anvende art. 3 ikke er overskredet. I Wainwright v. UK

(2006) udtalte Domstolen således, jf. para. 43:

” Where a measure falls short of Article 3 Treatment, it may, however, fall foul of Article 8 of the Convention, which inter alia, provides protection of physical and moral integrity under the respect for private life” .

I modsætning til art. 3, som indeholder et absolut forbud, kan en krænkelse af

art. 8 dog retfærdiggøres, hvis den 1) er i overensstemmelse med national lov-

givning, 2) forfølger et legitimt formål, og 3) er ”nødvendig i et demokratisk samfund” , dvs. er proportional i forhold til formålet.

Efter praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol findes kropsvisi-tationer ofte at forfølge et legitimt formål og være proportionelle hermed, jf. føl-gende afsnit i ”Human Rights Handbook no. 1: A guide to the implementation of Article 8 of the European Convention on Human rights” , som er udarbejdet i samarbejde med the Council of Europe, s. 42:

“Are body searches compatible with respect for private life?

Strip searches, including rectal examinations, carried out for security reasons have not been found to be incompatible with Article 8 although such measures will normally constitute an interference with respect for private life.

However, interferences of this kind will usually be justified bearing in mind the reason-able and ordinary requirements of imprisonment in which wider measures of interference might be justified than for persons at liberty in pursuance of the aims of preventing crime and disorder.

In McFeeley v. the United Kingdom, for example, frequent strip searches were found to be required by the excep-tional security requirements of the Maze prison in Northern Ireland, where ex-perience showed dangerous objects had been smuggled in.

The Commission found that while the circumstances were personally humiliating they were not deliberately degrading particularly given the lack of physical contact and the presence of a third officer to avoid abuse.”

[min understregning]

18

--- Visitationen af Appellant, tidligere Sagsøger er sket med hjemmel i straffuldbyrdelseslovens § 60. …

…

Straffuldbyrdelseslovens § 60 suppleres af en bekendtgørelse af 17. august 2016, nr. 1110 om undersøgelse af indsattes person og opholdsrum i Kriminalforsor-gens institutioner (undersøgelsesbekendtgørelsen) og vejledning af 18. august 2016, nr. 9818 om undersøgelse af indsattes person og opholdsrum i Kriminal-forsorgens institutioner (undersøgelsesvejledningen).

…

Den 4. marts 2016 offentliggjorde Justitsministeren en række tiltag med henblik på at styrke indsatsen mod blandt andet mobiltelefoner og andre ulovlige gen-stande i fængsler og arresthuse.

Som led i udmøntningen af disse tiltag blev det besluttet at indføre en sikker-hedsvurdering for alle indsatte i form af en risiko- og analysebaseret håndtering af de indsatte. For at skabe mest mulig ensartethed og ligebehandling blev det samtidig besluttet, at der til sikkerhedsvurderingen skulle etableres:

1. sikkerhedsklasser i institutionerne, 2. visitationsstandarder for de enkelte sikkerhedsklasser og 3. særlig skærpet opmærksomhed for ulovlig kommunikation.

Af vejledning om risiko- og analysebaseret håndtering af anholdte og arrestan-ter (bilag D) fremgår følgende vedrørende indplacering i sikkerhedsklasserne (bilaget side 4):

…

5. ANBRINGENDER

Til støtte for frifindelsespåstanden gøres det gældende, at visitationsordningen etableret for Appellant, tidligere Sagsøger i perioden 23. juni 2016 til 22. maj 2017 ikke var i strid med hverken EMRK art. 3 eller art. 8. Appellant, tidligere Sagsøger var – i overensstem-melse med retningslinjerne – indplaceret i sikkerhedsklasse 2, jf. bilag E, som foreskrev, at Appellants, tidligere Sagsøger celle og person skulle visiteres dagligt, jf. bilag F.

Forholdsordren var berettiget Den etablerede ransagnings- og visitationsordning, som Appellant, tidligere Sagsøger har været underlagt, var tilstrækkeligt hjemlet i straffuldbyrdelseslovens § 60. Efter

19

straffuldbyrdelseslovens § 60 kan undersøgelser foretages uden retskendelse, hvis en sådan undersøgelse er nødvendig for at sikre, at ordensbestemmelser overholdes, eller sikkerhedshensyn iagttages. I forarbejderne til denne bestem-melse suppleres dette med følgende: ” Endvidere vil der være mulighed for at under-søge grupper af indsatte på tilfældige tidspunkter og steder” .

Visitationerne etableret for Appellant, tidligere Sagsøger forfulgte netop det i loven anførte formål, og dermed forfulgte visitationerne også et anerkendelsesværdigt og le-gitimt formål.

Inddelingen i sikkerhedsgrupper har det administrative og retssikkerhedsmæs-sige sigte at forhindre arbitrær anvendelse af visitationsreglerne alt afhængig af institutionen, medarbejdere osv.

Hertil hører også, at myndighederne ved undersøgelseshyppigheden er tillagt en ikke uvæsentlig grad af skøn, der skal tilpasses den sikkerhedsrisiko, som samme myndighed er ansvarlig for. Når visitationen udføres i overensstemmel-se med både national lovgivning og EMRK, skal der således foreligge et sikkert grundlag for at tilsidesætte myndighedernes skøn af den vurderede frekvens af visitationerne. Der foreligger ikke et sådant grundlag.

Beslutningen om at placere Appellant, tidligere Sagsøger i sikkerhedsklasse 2 og foretage daglige kropsvisitationer og celleransagning beroede først og fremmest på, at Appellant, tidligere Sagsøger var sigtet efter terrorloven.

Hertil kommer imidlertid også, at Appellant, tidligere Sagsøger ved en tidligere afsoning af en voldsdom havde tilkendegivet over for fængselspersonalet på Statsfængslet på Kravskovhede, at han var til-hænger af IS. Han var desuden meget belærende over for de andre indsatte, jf. mail fra Statsfængslet på Kravskovhede fra januar 2015 (Bilag H).

Disse oplys-ninger taler yderligere for, at iværksættelsen af forholdsordren var berettiget.

Visitationerne opfyldte også kravet om proportionalitet i straffuldbyrdelseslo-vens § 60, stk. 4, herunder blandt andet i og med, at ordningen som beskrevet nærmere nedenfor blev ophævet, da der i en vis periode ikke blev fundet kon-trabande.

Det bemærkes dog samtidig, at vurderingen af den etablerede visitationsord-ning samt opretholdelsen af denne kræver og krævede en vurdering af alle rele-vante forhold.

Det forhold, om der konkret blev fundet kontrabande, kan såle-des ikke stå alene, men skal sammenholdes med de øvrige forhold, der gør sig gældende for Appellant, tidligere Sagsøger, herunder at han i perioden var sigtet for over-trædelse af straffelovens § 114 c, stk. 3 (hvervning til terror), og § 114 d, stk. 3 (træning til terror), at han også ved tidligere lejligheder har nægtet at afgive urinprøve, jf. bilag C, s. 9, at han ved flere lejligheder er disciplineret for over-trædelse af ordensreglerne, jf. bilag C, osv.

Ved Kriminalforsorgens vurdering

20

af at indføre, opretholde og til sidst ophæve den konkrete forholdsordre er alle disse forhold inddraget.

Sigtelsens meget alvorlige karakter havde den betydning, at Kriminalforsorgen måtte sikre sig, at Appellant, tidligere Sagsøger ikke kunne udøve indflydelse på retssagen eller skaffede sig adgang til materiale, der kunne medvirke til at foretage en ra-dikalisering af andre indsatte. Sådant materiale kan f.eks. være ganske små USB-stik, der kun kan afsløres i forbindelse med, at den sigtede inspiceres efter at have afført sig sit tøj.

De efterfølgende vurderinger om at opretholde forholdsordren Byretten fandt i dommen af 8. oktober 2019, at Kriminalforsorgen ikke havde godtgjort, at det var nødvendigt at opretholde de daglige kropsvisitationer den 23. september 2016 og senere (præmisserne, side 13). Byretten lagde i denne vurdering vægt på, at der ikke var skriftligt materiale om og begrundelser for, hvorfor forholdsordren blev forlænget.

Til brug for landsretssagen har Kriminalforsorgen på den baggrund fremlagt – og efter opfordring fra Appellant, tidligere Sagsøger – fristforlængelserne om Appellant, tidligere Sagsøger varetægtsfængsling (bilag I), som godtgør, at der blev foretaget sikkerheds-vurderinger i perioden efter forholdsordrens udløb den 23. september 2016. Det skal for en ordens skyld fremhæves, at disse oplysninger ikke var fremlagt for byretten.

I forbindelse med den løbende forlængelse af Appellants, tidligere Sagsøger varetægtsfængs-ling blev der nemlig foretaget sikkerhedsvurderinger af, om der fortsat var risi-ko for, at han ville foretage ulovlig kommunikation mv . (bilag J). Denne vurde-ring blev foretaget på nedenstående datoer, hvor der på fristforlængelsessedler-ne blev sat kryds i feltet ”særlige forholdsregler m.h.p. at undgå ulovlig kom-munikation” :

- Den 17. oktober - Den 14. november 2016 - Den 9. januar 2017 - Den 6. februar 2017 - Den 6. marts 2017 - Den 3. april 2017 - Den l. maj 2017 - Den 29. maj 2017 (visitationerne ophørte den 22. maj 2017)

I tillæg hertil blev der både den 18. oktober 2016 (bilag J, side 2) og 29. decem-ber 2016 (bilag I, side 4) udfyldt skemaer med en uddybende sikkerhedsvurde-ring. Der blev i disse skemaer konkret taget stilling til, om der for Appellant, tidligere Sagsøger var risiko for ulovlig kommunikation.

21

Visitationerne opfyldte også kravet om proportionalitet i straffuldbyrdelseslo-vens § 60, stk. 4, herunder blandt andet i og med, at ordningen blev ophævet, da der i en vis periode ikke blev fundet kontrabande.

Det bemærkes dog samtidig, at vurderingen af den etablerede visitationsord-ning samt opretholdelsen af denne kræver en vurdering af alle relevante for-hold.

Hvorvidt der konkret blev fundet kontrabande, kan således ikke stå alene, men skal sammenholdes med de øvrige forhold, der gør sig gældende for Appellant, tidligere Sagsøger, herunder at han i perioden var sigtet for overtrædelse af straffe-lovens § 114 c, stk. 3, og § 114 d, stk. 3.

Det må også i den forbindelse fremhæ-ves, at visitationerne virker forebyggende, og at Kriminalforsorgens styrkede indsats mod mobiltelefoner i Kriminalforsorgens institutioner, som den davæ-rende justitsminister lancerede den 4. marts 2016, har medført en drastisk ned-gang i fundne mobiltelefoner (bilag J, side 6).

Ved Kriminalforsorgens vurde-ring af at indføre, opretholde og til sidst ophæve den konkrete forholdsordre er alle disse forhold inddraget.

For så vidt angår det forhold, at der ikke er truffet egentlige afgørelser om at iværksætte og forlænge forholdsordren, bemærkes det, at proceduren for iværksættelsen af en forholdsordre er, at direktoratet meddeler områdekonto-ret, at en indsat skal underlægges skærpet opmærksomhed. Herefter udarbej-des en forholdsordre til den matrikel, hvor den indsatte er placeret.

Den indsat-te er underlagt den skærpede opmærksomhed, indtil den ikke længere vurde-res at være nødvendig. Beslutningen om etableringen og den fortsatte oprethol-delse af en særlig skærpet opmærksomhed på en indsat betragtes ikke som en afgørelse i forvaltningslovens forstand, da der er tale om faktisk forvaltning.

Den indsatte høres eller orienteres ikke i forbindelse med en sådan beslutning, ligesom der heller ikke ydes klagevejledning, jf. herved Justitsministeriets udta-lelse af 1. juni 2017 til Folketingets Ombudsmand om sikkerhedsklasser, visita-tionsstandarder og indsatte med særlig skærpet opmærksomhed (bilag J, side 7 nederst).

Det forhold, at der hverken skal eller er truffet forvaltningsretlige afgørelser om iværksættelsen eller forlængelsen af forholdsordren, medfører imidlertid ikke, at der ikke løbende er foretaget sikkerhedsvurderinger med henblik på at vur-dere, om foranstaltningen skulle opretholdes, jf. gennemgangen af bilag I oven-for.

Karakteren af visitationerne Visitationsordningen ophørte efter Direktoratet for Kriminalforsorgens konkre-te vurdering af Appellants, tidligere Sagsøger forhold den 22. maj 2017.

22

Visitationerne, der blev foretaget, indebar aldrig berøring af Appellants, tidligere Sagsøger legeme og foregik kun med deltagelse af det nødvendige antal mandlige fængselsbetjente og ud fra de af Kriminalforsorgen etablerede retningslinjer. De dage, hvor der ikke deltog mandlige fængselsbetjente i personundersøgelsen, blev Appellant, tidligere Sagsøger ikke bedt om at afklæde sig. Kropsvisitationerne var såle-des ikke i strid med EMRK art. 3 eller 8.

Det forhold, at Appellant, tidligere Sagsøger synes, at kropsvisitationerne i sig selv var ydmy-gende, udgør ikke en krænkelse af EMRK, jf. Frérot v. France para. 37 og 38.

Kropsvisitationer forudsætter for at være i strid med EMRK, at der ved visita-tionen indgår arbitrære elementer, ligesom visitationen skal indeholde elemen-ter, der har det specifikke formål at ydmyge eller nedværdige den visiterede, jf. Valašinas v. Lithuania (2001) og Iwanczuk v Poland (2001). Dette var ikke tilfældet for visitationerne etableret for Appellant, tidligere Sagsøger, ligesom visitationerne heller ik-ke var sammenlignelige med de situationer, hvor Den Europæiske Menneske-rettighedsdomstol har fundet, at en kropsvisitation var i strid med EMRK.

Hertil bemærkes i øvrigt, at i langt de fleste tilfælde, hvor Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har fundet, at der forelå en overtrædelse af be-stemmelser i EMRK i forhold til behandlingen af indsatte, har der været en kombination af forskellige forhold, herunder ydmygende kropsvisitationer, iso-lation osv. I nærværende sag er det alene kropsvisitationen, der hævdes at have været i strid med EMRK. Dertil er der ikke anført konkrete episoder, hvor krop-svisitationen har antaget anden karakter eller haft andet formål end at undersø-ge for eventuelle ulovlige effekter.

På baggrund af ovennævnte gøres det herefter sammenfattende gældende, at den etablerede visitationsordning for Appellant, tidligere Sagsøger ikke var i strid med EM-RK art. 3 og/eller art. 8, ligesom den er tilstrækkeligt hjemlet i straffuldbyrdel-seslovens § 60.

Appellant, tidligere Sagsøger blev ikke nøgenvisiteret af kvindeligt personale Kriminalforsorgen bestrider, at visitationerne blev foretaget af eller under over-værelse af kvindeligt fængselspersonale. Appellants, tidligere Sagsøger anbringender herom fremstår da også udokumenteret. Det samme gør sig gældende, for så vidt an-går Appellants, tidligere Sagsøger forklaring om øvrig nedværdigende behandling med bl.a. kommentarer om hans bagdel.

Kriminalforsorgen bestrider fortsat, at visitationerne blev foretaget af eller un-der overværelse af kvindeligt fængselspersonale. Det er fast praksis og i over-ensstemmelse med straffuldbyrdelseslovens § 60, stk. 6, at nøgenvisitationer al-drig foregår under overværelse af personer af det modsatte køn.

23

…

Celleransagninger Endelig gør Kriminalforsorgen gældende, at celleransagningerne ikke udgjorde en krænkelse af EMRK art. 8 og grundlovens § 72, idet forholdsordren og for-længelserne var lovlige, jf. de øvrige anbringender.

Appellants, tidligere Sagsøger påståede krav For så vidt angår Appellants, tidligere Sagsøger påstand 2 om erstatning, gøres det for det første gældende, at fordi den etablerede visitationsordning ikke er ulovlig eller i strid med EMRK art. 3 eller art. 8, er der i alle tilfælde heller ikke noget grund-lag for nogen erstatning.

Såfremt retten måtte finde, at Appellant, tidligere Sagsøger er berettiget til erstatning, gøres det gældende, at han ikke har påvist, at dansk retspraksis eller praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol skulle føre til en godtgørelse i det krævede omfang.

Appellants, tidligere Sagsøger krav om erstatning på 80.000 kr. er begrundet ”ud fra et sam-let skøn” foretaget af Appellant, tidligere Sagsøger selv. Det gøres hertil gældende, at dette ikke udgør dokumentation for berettigelsen af størrelsen af det fremsatte krav.

Det bemærkes i øvrigt, at der ikke ved opgørelsen af erstatningens størrelse er taget stilling til, hvor stor en erstatning det gøres gældende, at Appellant, tidligere Sagsøger har krav på for hver måned, han har været underlagt forholdsordren om særlig skærpet opmærksomhed eller i øvrigt nærmere, hvorledes beregningen er fore-taget. Dette er særligt uklart, da Appellant, tidligere Sagsøger kun har indbragt 3-måneders perioden i medfør af forholdsordren (bilag B) og også fordi, Appellant, tidligere Sagsøger under sagen har undladt at oplyse, at forholdsordren faktisk blev ophævet efter 11 måneder.

Appellants, tidligere Sagsøger henvisning til princippet i erstatningsansvarslovens § 26 sam-menholdt med EMRK art. 13 og 14 er desuden ubegrundet og uklar, ligesom henvisningen ikke på nogen måde bidrager til at vise de bagvedliggende bereg-ninger, som begrunder Appellants, tidligere Sagsøger skøn over størrelsen på den hævdede erstatning. Særligt for så vidt angår betydningen af EMRK art. 13 og art. 41, skal Kriminalforsorgen henvise til Højesterets dom i U.2017.2929H.

Hvis retten tiltræder, at der foreligger et ansvarsgrundlag og en konventions-krænkelse af Appellant, tidligere Sagsøger, bestrider Kriminalforsorgen ikke, at der kan til-kendes godtgørelse efter EMRK artikel 41. Kriminalforsorgen bestrider deri-mod, at en krænkelse automatisk medfører krav på godtgørelse efter EMRK ar-tikel 41, jf. Højesterets dom i U 2017.2929H.

24

Spørgsmålet om, hvorvidt en krænkelse medfører krav på godtgørelse, afhæn-

ger derimod af en konkret vurdering af den enkelte sag. I sagen Varnava and ot-

hers v. Turkey, sag 16064/90(…) og 16073/90 udtaler Menneskerettighedsdomsto-len, i para 225 følgende:

” […] Its guiding principle is equity, which above all involves flexibility and an objective consideration of what is just, fair and reasonable in all the circum-stances of the case, including not only the position of the applicant but the overall context in which the breach occurred.

Its non-pecuniary awards serve to give recognition to the fact that moral damage occurred as a result of a breach of a fundamental human right and reflect in the broadest of terms the severity of the damage; they are not, nor should they be, intended to give finan-cial comfort or sympathetic enrichment at the expense of the Contracting Party concerned” .

Der henvises i øvrigt til følgende domme fra Europæiske Menneskerettigheds-domstol, hvor storkammeraet har fundet, at selve anerkendelsen af en krænkel-se udgør ”just satisfaction” , jf. EMRK artikel 41.

…”

Retsgrundlaget

Grundlovens § 72 er sålydende:

”§ 72. Boligen er ukrænkelig. Husundersøgelse, beslaglæggelse og un-dersøgelse af breve og andre papirer samt brud på post-, telegraf- og te-lefonhemmeligheden må, hvor ingen lov hjemler en særegen undtagel-se, alene ske efter en retskendelse.”

Straffuldbyrdelseslovens § 60 er sålydende:

” § 60 . Direktoratet for Kriminalforsorgen og kriminalforsorgsområdet kan uden retskendelse undersøge, hvilke effekter en indsat har i sin be-siddelse i sit opholdsrum eller på sin person, hvis en sådan undersøgel-se er nødvendig for at sikre, at ordensbestemmelser overholdes eller sikkerhedshensyn iagttages, herunder,

1) når den indsatte indsættes i institutionen,

2) hvis den indsatte mistænkes for uretmæssig besiddelse af effekter, 3) før og efter besøg eller

4) før og efter fravær fra institutionen eller opholdsafdelingen.

Stk . 2. Undersøgelse af den indsatte kan ligeledes finde sted efter regler-ne i kapitel 10 a.

Stk . 3. Endvidere kan kriminalforsorgsområdet af ordens- eller sikker-hedsmæssige hensyn træffe bestemmelse om en nærmere undersøgelse

25

af den indsattes person, hvis der er bestemte grunde til at antage, at den indsatte er i uretmæssig besiddelse af effekter. Stk . 4. Undersøgelse må dog ikke gennemføres, hvis det efter indgre-bets formål og den krænkelse og det ubehag, som indgrebet må antages at forvolde, ville være et uforholdsmæssigt indgreb. Stk . 5. Undersøgelse skal foretages så skånsomt, som omstændigheder-ne tillader. Stk . 6.

Undersøgelse, der indebærer afklædning, må kun foretages og overværes af personer af samme køn som den indsatte. Dette gælder dog ikke for sundhedspersonale. Stk . 7. En undersøgelse som nævnt i stk. 3 må kun foretages under med-virken af en læge. Lægen tager stilling til, om indgrebets gennemførelse under hensyn til den hermed forbundne smerte og risiko samt den ind-sattes tilstand er lægeligt forsvarligt. Stk . 8.

Kriminalforsorgsområdet kan træffe bestemmelse om tilbagehol-delse af effekter, der findes i den indsattes besiddelse, hvis det skønnes påkrævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn. Stk . 9.

Endvidere kan kriminalforsorgsområdet uden retskendelse gen-nemlæse og træffe bestemmelse om tilbageholdelse af breve og andre optegnelser, som findes i den indsattes besiddelse, hvis det skønnes på-krævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn. § 56 finder tilsva-rende anvendelse. Stk . 10.

Kriminalforsorgsområdet kan uden retskendelse gøre sig be-kendt med indholdet af elektroniske effekter, som en indsat har i sin be-siddelse, eller som i øvrigt forefindes i kriminalforsorgens institutioner, og som indsatte efter lovgivningen ikke må besidde. Stk . 11. Justitsministeren fastsætter regler om gennemførelsen af under-søgelser af den indsattes person og opholdsrum.”

I forarbejderne til bestemmelsen i straffuldbyrdelseslovens § 60 anføres det i de specielle bemærkninger til bestemmelsen i lovforslaget (LFF 1999-12-08 nr. 145):

”Bestemmelsen vedrører spørgsmålet om institutionens adgang til at undersøge den indsattes person og opholdsrum (visitation). Bestem-melsen svarer til § 60 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.8.1. i de al-mindelige bemærkninger til lovforslaget. I stk. 1 angives, under hvilke betingelser institutionen kan undersøge, hvilke effekter en indsat har i sin besiddelse i sit opholdsrum eller på sin person.

Den grundlæggende betingelse for sådan undersøgelse er, at den er nødvendig for at sikre, at ordensbestemmelser overholdes el-ler sikkerhedshensyn iagttages. Stk. 1 indeholder på den baggrund en ikke udtømmende opregning af nogle praktisk forekommende tilfælde, hvor undersøgelse kan komme på tale.

Bestemmelsen er således ikke til hinder for, at institutionen til varetagelse af sine ordens- og sikkerhedsmæssige opgaver undersøger andre lokaliteter for effekter eller gennemgår den indsattes opholdsrum for eksempelvis beskadigelse af vinduesarmatur og andre bygningsde-le. Endvidere vil der være mulighed for at undersøge grupper af indsat-te på tilfældige tidspunkter og steder.

Med udtrykket »undersøge, hvilke effekter en indsat har i sin besiddel-se på sin person« sigtes til indgreb, der har karakter af legemsbesigti-

26

gelse, dvs. de former for indgreb, hvor der ikke sker nogen indtrængen i det menneskelige legeme eller nogen egentlig beføling af legemet i un-dersøgelsesøjemed. Der tænkes bl.a. på besigtigelse, der ikke kræver egentlig afklædning, men f.eks. opknapning af en skjorte eller opsmøg-ning af et ærme for at se efter skjulte effekter.

Om fotografering og op-tagelse af fingeraftryk af den indsatte i identifikationsøjemed henvises til lovforslagets § 61 og bemærkningerne til denne bestemmelse. Stk. 2 indebærer en lovfæstelse af adgangen til at foretage en nærmere undersøgelse af den indsattes person, dvs. indgreb, hvor beføling af le-gemet er et led i selve undersøgelsen.

Der tænkes bl.a. på ydre undersø-gelser, der består i en beføling af legemets overflade, f.eks. for at finde kapsler skjult under huden, udtagelse af blodprøver og ultralyd- og røntgenundersøgelser. Omfattet er også undersøgelse af legemets hul-rum og andre undersøgelser af legemets indre, f.eks. rectoskopi og gy-nækologisk undersøgelse.

Under hensyn til den indgribende karakter er adgangen til at undersø-ge i de her omhandlede tilfælde betinget af, at der kan påvises bestemte grunde til at antage, at den indsatte er i uretmæssig besiddelse af effek-ter. Endvidere kan bestemmelse om gennemførelse af en sådan nærme-re undersøgelse alene træffes af institutionens leder eller den, der be-myndiges hertil.

Stk. 3 indeholder den såkaldte proportionalitetsgrundsætning, hvoref-ter det er en forudsætning for undersøgelse efter såvel stk. 1 som stk. 2, at andre og lempeligere midler har været forsøgt eller åbenbart vil være utilstrækkelige. Stk. 4 indeholder den såkaldte skånsomhedsgrundsætning, hvorefter visitation skal foretages så skånsomt, som omstændighederne tillader.

I stk. 5 fastsættes det, at undersøgelse, der indebærer afklædning af den indsatte, kun undtagelsesvis må foretages og overværes af andre end personer af samme køn som den indsatte eller sundhedspersonale.

I stk. 6 fastsættes det, at undersøgelse som nævnt i stk. 2, jf. ovenfor, kun må foretages under medvirken af en læge, og at lægen tager stilling til, om indgrebets gennemførelse under hensyn til den hermed forbund-ne smerte og risiko samt den indsattes tilstand er lægeligt forsvarlig.

Reglerne om medvirken af læge ved visse undersøgelser af den indsatte svarer til reglerne om medvirken af læge ved legemsundersøgelse i retsplejelovens § 792 e, stk. 3, jf. § 792, stk. 1, nr. 2. Det indebærer bl.a., at der for lægers foretagelse af legemsundersøgelser også gælder de al-mindelige lægelige regler, herunder etiske regler og principper, jf. Fol-ketingstidende 1988-89, tillæg A, sp. 2252.

Stk. 7 indebærer en lovfæstelse af adgangen til efter bestemmelse af in-stitutionens leder eller den, der bemyndiges hertil, at tilbageholde ef-fekter, der findes i den indsattes besiddelse, i tilfælde, hvor det skønnes påkrævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn.

Stk. 8 medfører en lovfæstelse af adgangen til at gennemlæse og efter bestemmelse af institutionens leder eller den, der bemyndiges hertil, at tilbageholde breve og andre optegnelser i den indsattes besiddelse, hvis det skønnes påkrævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn.

Hen-visningen til lovforslagets § 56 indebærer, at reglerne om ukontrolleret brevveksling finder tilsvarende anvendelse på breve, der findes ved un-dersøgelse i medfør af lovforslagets § 60. Endelig indeholder stk. 9 en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om gennemførelsen af undersøgelser af den indsattes

27

person og opholdsrum. Det forudsættes herved, at institutionen i de til-fælde, hvor undersøgelsen indebærer en fuldstændig gennemgang af den indsattes effekter i opholdsrummet, som hidtil enten lader den ind-satte overvære undersøgelsen eller gennemgår undersøgelsen og dens resultat med den indsatte umiddelbart efter dens foretagelse.”

Ved lov nr. 113 af 3. februar 2012, der trådte i kraft den 1. april 2012, blev straf-fuldbyrdelseslovens § 60 ændret, så det kom til at fremgå udtrykkeligt af lov-teksten, at indgreb efter § 60, stk. 1 og stk. 8, kan foretages uden retskendelse.

I de almindelige bemærkninger i lovforslaget (LFF 2011-11-09 nr. 9) anføres det blandt andet:

”3.7. Undersøgelse af den indsattes person og opholdsrum

3.7.1.

Gældende ret Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 60, stk. 1, at Direktoratet for Kriminalforsorgen og institutionen kan undersøge, hvilke effekter en indsat har i sin besiddelse i sit opholdsrum eller på sin person, hvis en sådan undersøgelse er nødvendig for at sikre, at ordensbestemmelser overholdes eller sikkerhedshensyn iagttages, herunder 1) når den ind-satte indsættes i institutionen, 2) hvis den indsatte mistænkes for uret-mæssig besiddelse af effekter, 3) før og efter besøg eller 4) før og efter fravær fra institutionen eller opholdsafdelingen.

Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 60, stk. 8, at institutionen endvidere kan gennemlæse og institutionens leder eller den, der be-myndiges dertil, træffe bestemmelse om tilbageholdelse af breve og an-dre optegnelser, som findes i den indsattes besiddelse, hvis det skønnes påkrævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn.

3.7.2. Justitsministeriets overvejelser Det fremgår af grundlovens § 72, at boligen er ukrænkelig. Husunder-søgelse, beslaglæggelse og undersøgelse af breve og andre papirer samt brud på post-, telegraf- og telefonhemmeligheden må, hvor ingen lov hjemler en særegen undtagelse, alene ske efter en retskendelse.

Retssikkerhedskommissionen har i betænkning nr. 1428/2003, side 27, anført, at fravigelse af kravet om forudgående retskendelse kan fremgå udtrykkeligt af loven, men at det imidlertid er antaget, at en undtagelse fra grundlovens hovedregel om, at et indgreb kræver retskendelse, også kan støttes på en fortolkning af loven.

Det er imidlertid sædvanligt, at det i nyere lovgivning er udtrykkeligt bestemt, hvis der skal kunne foretages et indgreb omfattet af grund-lovens § 72 uden retskendelse.

Andre steder i straffuldbyrdelsesloven - bl.a. i § 55, stk. 2, om mulighe-den for at åbne og lukke breve til og fra den indsatte samt i § 57, stk. 3, om adgangen til at påhøre og aflytte telefonsamtaler, som indsatte i luk-kede institutioner fører - fremgår det direkte af lovteksten, at sådanne indgreb kan foretages uden retskendelse.

28

Justitsministeriet finder det på den baggrund rigtigst, at det kommer til at fremgå udtrykkeligt af straffuldbyrdelseslovens § 60, stk. 1 og stk. 8, at institutionen kan foretage de nævnte indgreb uden retskendelse. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 14 og 15.”

Artikel 3 og artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention har føl-gende ordlyd:

”Artikel 3 Ingen må underkastes tortur og ej heller umenneskelig eller nedværdi-gende behandling eller straf.”

”Artikel 8 Stk. 1. Enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance. Stk. 2. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødven-digt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebyg-ge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder.”

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i dom af 4. februar 2003 i sag 52750/99 (Lorsé m.fl. mod Holland) vedrørende rutinemæssige ugentlige un-dersøgelser af en indsat i et fængsel (”EBI”) gennem mere end 6 år udtalt bl.a. følgende:

” …

I. ALLEGED VIOLATION OF ARTICLE 3 OF THE CONVENTION

…

2. The Court’s assessment

…

70. The applicants also submitted that, if not inhuman, the treatment to which Mr Lorsé had been subjected was at the very least degrading. In this respect the Court observes that pursuant to the EBI house rules, Mr Lorsé was strip-searched prior to and following an »open« visit as well as after visits to the clinic, the dentist´s surgery or the hairdresser´s.

In addition to this, for more than six years he was also obliged to submit to a strip-search, including an anal inspection, at the time of the weekly cell-inspection …, even if in the week pre-ceding that inspection he had had no contact with the outside world … and de-spite the fact that he would already have been strip-searched had he received an »open« visit or visited the clinic, dentist or hairdresser´s.

Thus, this weekly

29

strip-search was carried out as a matter of routine and was not based on any concrete security need or Mr Lorse´’s behavior.

The strip-search as practiced in the EBI obliged Mr Lorsé to undress in the pres-ence of prison staff and to have his rectum inspected, which required of him to adopt embarrassing positions.

71. For Mr Lorsé, this was one of the features of the regime which was hardest to endure, but the Government maintained that the strip-searches were neces-sary and justified.

…

73. In the present case, the Court is struck by the fact that Mr Lorsé was submit-ted to the weekly strip-search in addition to all the other strict security mea-sures within the EBI.

In view of the fact that the domestic authorities, through the reports drawn up by the Psychological Department of their Penitentiary Se-lection Centre, were all aware that Mr Lorsé was experiencing serious difficul-ties coping with the regime, and bearing in mind that at no time during Mr Lorsé’s stay in the EBI did it appear that anything untoward was found in the course of a strip-search, the Court is of the view that the systematic strip-search-ing of Mr Lorsé required more justification than has been put forward by the Government in the present case.

74. The Court considers that in the situation where Mr Lorsé was already sub-jected to a great number of control measures, and in the absence of convincing security needs, the practice of weekly strip-searches that was applied to Mr Lorsé for a period of more than six years diminished his human dignity and must have given rise to feelings of anguish and inferiority capable of humiliat-ing and debasing him.

Accordingly, the Court concludes that the combination of routine strip-search-ing with the other stringent security measures in the EBI amounted to inhuman or degrading treatment in violation of Article 3 of the Convention. There has thus been a breach of this provision.”

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol traf også ved dom af 4. februar 2003 en lignende afgørelse i sag 50901/99 (Van der Ven mod Holland) vedrøren-de rutinemæssige ugentlige undersøgelser af en indsat i fængslet EBI gennem cirka tre et halvt år.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i dom af 26. september 2006 i sag 12350/04 (Wainwright mod Storbritannien) udtalt bl.a. følgende om artikel 3 og artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention:

30

” …

I. ALLEGED VIOLATION OF ARTICLES 3 AND 8 OF THE CONVENTION

…

B. The Court’s assessment

1. General principles

41. Ill-treatment must attain a minimum level of severity if it is to fall within the scope of Article 3 of the Convention. The assessment of this minimum level of severity is relative; it depends on all the circumstances of the case, such as the duration of the treatment, its physical and mental effects and, in some cases, the sex, age and health of the victim.

In considering whether a treatment is »de-grading« within the meaning of Article 3, the Court will have regard to whether its object is to humiliate and debase the person concerned and whether, as far as the consequences are concerned, it adversely affected his or her personality in a manner incompatible with Article 3.

Though it may be noted that the absence of such a purpose does not conclusively rule out a finding of a violation … Fur-thermore, the suffering and humiliation must in any event go beyond the in-evitable element of suffering or humiliation connected with a given form of le-gitimate treatment or punishment, as in, for example, measures depriving a per-son of their liberty …

42. The Court has already had occasion to apply these principles in the context of strip and intimate body searches. A search carried out in an appropriate manner with due respect for human dignity and for a legitimate purpose … may be compatible with Article 3.

However, where the manner in which a search is carried out has debasing elements which significantly aggravate the inevitable humiliation of the procedure, Article 3 has been engaged: for exam-ple, where a prisoner was obliged to strip in the presence of a female officer, and his sexual organs and food were touched with bare hands …, and where a search was conducted before four guards who derided and verbally abused the prisoner … .

Similarly, where the search has no established connection with the preservation of prison security and prevention of crime or disorder, issues may arise (see, for example, Iwańczuk, cited above, §§ 58-59, where the search of the applicant, a model remand prisoner, was conducted on him when he wished to exercise his right to vote, and Van der Ven v. the Netherlands, no. 50901/99, §§ 61-62, ECHR 2003-II, where the strip-searching was systematic and long term with-out convincing security needs).

43. Where a measure falls short of Article 3 treatment, it may, however, fall foul of Article 8 of the Convention which, inter alia, provides protection of physical and moral integrity under the respect for private life head … . There is no doubt

31

that the requirement to submit to a stripsearch will generally constitute an in-terference under the first paragraph of Article 8 and require to be justified in terms of the second paragraph, namely as being »in accordance with the law« and »necessary in a democratic society« for one or more of the legitimate aims listed therein. According to settled case-law, the notion of necessity implies that the interference corresponds to a pressing social need and, in particular, that it is proportionate to the legitimate aim pursued … .

…”

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i dom af 12. juni 2007 i sag 70204/01 (Frérot mod Frankrig) udtalt bl.a. følgende om artikel 3 i Den Europæ-iske Menneskerettighedskonvention:

” …

I. ALLEGED VIOLATION OF ARTICLES 3 AND 8 OF THE CONVENTION ON ACCOUNT OF THE FULL BODY SEARCHES TO WHICH THE APPLI-CANT WAS SUBJECTED

…

B. The Court’s assessment

35. …

Ill-treatment must also attain a minimum level of severity if it is to fall within the scope of Article 3. The assessment of this minimum is, in the nature of things, relative; it depends on all the circumstances of the case, such as the du-ration of the treatment, its physical and mental effects and, in some cases, the sex, age and state of health of the victim … . In order for punishment or treat-ment to be »inhuman« or »degrading«, the suffering or humiliation involved must in any event go beyond that inevitable element of suffering or humiliation connected with a given form of legitimate treatment or punishment…

…

37. Measures depriving a person of his liberty inevitably involve an element of suffering and humiliation.

Although this is an unavoidable state of affairs which, in itself as such, does not infringe Article 3, that provision nevertheless requires the State to ensure that all prisoners are detained in conditions which are compatible with respect for their human dignity, that the manner of their detention does not subject them to distress or hardship of an intensity exceed-ing the unavoidable level of suffering inherent in such a measure and that, given the practical demands of imprisonment, their health an well-being are ad-

32

equately secured …; furthermore, the measures taken in connection with the detention must be necessary to attain the legitimate aim pursued… .

38. With regard to the specific issue of strip-searches of prisoners, the Court has no difficulty in accepting that a person obliged to submit to treatment of this na-ture might view that procedure in itself as undermining his privacy and dig-nity, particularly where the measure involves undressing in front of others, and even more so where he has to place himself in embarrassing positions.

Such treatment, however, is not in itself illegal: strip-searches, and even full body searches, may be necessary on occasion to ensure prison security - includ-ing the prisoner’s own safety - or to prevent disorder or crime… .

Nevertheless, while strip-searches may be »necessary« to achieve one of those aims …, they must also be conducted in an »appropriate manner« …, so that the prisoner’s suffering or humiliation does not go beyond the inevitable element of suffering or humiliation connected with this form of legitimate treatment. Oth-erwise, they will infringe Article 3 of the Convention.

It is also self-evident that the greater the invasion of the privacy of a prisoner being strip-searched (particularly where the procedure involves having to un-dress in front of others, and even more so where the prisoner has to adopt em-barrassing positions), the greater the caution required.

…

40. …

…

The »practical procedure« for full body searches is set out in the technical note. The prisoner must undress completely. The officer in charge of the search exam-ines the prisoner´s hair, ears and mouth; the prisoner has to open his mouth, cough, lift his tongue and »where necessary« remove any false teeth.

The officer also checks the prisoner´s armpits by making him raise and lower his arms, be-fore inspecting the hands, asking him to keep the fingers apart; the feet are also examined, in particular the arch of the foot and the toes. The prisoner must also spread his legs apart so that the officer can ensure that no objects are being con-cealed in the crotch area.

Lastly, »in the specific case of searches for prohibited objects or substances«, the prisoner may be required to bend over and cough (with the buttocks facing the officer carrying out the search, clearly in order to permit a visual inspection of the anus); the note adds that a doctor may also be called upon to assess whether the prisoner should undergo an X-ray or a medi-cal examination in order to detect any foreign bodies.

33

As the Government stated, the procedure for full body searches includes pre-cautions designed to preserve prisoner´s dignity. …

…

41. The Court can accept that despite these precautions, prisoners who are strip-searched in this way might feel that their dignity has been undermined. It con-siders it equally obvious that the more intrusive the invasion of prisoners’ pri-vacy, the stronger this feeling is likely to be; it thus finds it entirely understand-able that the applicant should complain vehemently that he was ordered on cer-tain occasions to undergo oral or anal inspections.

The Court considers, however, that the procedure described above is generally appropriate.

Viewed in isolation, a strip-search conducted in that manner, which in practical terms is necessary to ensure prison security or prevent disor-der or crime, is not incompatible with Article 3 of the Convention; unless there are special circumstances relating to the situation of the person undergoing them, it cannot be said that in principle such searches involve an element of suf-fering or humiliation going beyond what is inevitable … . .

The Court would add that this applies even where the prisoner is obliged to bend over and cough in order to permit a visual inspection of the anus »in the specific case of a search for prohibited objects or substances«, provided that such a measure is permitted only where absolutely necessary in the light of the special circumstances and where there are strong and specific reasons to suspect that the prisoner might be hiding such an object or substance in that part of his body.

Accordingly, the Court is not persuaded by the applicant’s argument that the procedure applied is inhuman or degrading in general terms.

42. The Court further notes that the applicant did not claim that the full body searches he had undergone had failed to follow the procedure outlined above or that their purpose, or that of any other search, had been to humiliate or de-base him. In particular, he did not allege that the warders had been disrespect-ful towards him or had behaved in a manner indicating any such intention.

In that respect his case differs from those of the applicants in Valasinas and Iwańczuk …

Nevertheless, that cannot conclusively rule out a finding of violation of Article 3 … : as was reiterated above, in accessing whether the level of severity beyond which treatment falls within the scope of Article 3 has been attained, regard must be had to all the circumstances of the case. Thus, the Court concluded that that level had been exceeded in the cases of Van der Ven and Lorsé …, concerning strip-searches which were each carried out in a »normal« manner, on the ground that such searches had been »performed systematically on a weekly ba-

34

sis as a matter of practice which lacked clear justification in the particular case of the applicant«; it held that the practice of strip-searching in such circum-stances »had a degrading effect and violated Article 3 of the Convention« … .

43. In the instant case, no precise information is available as to the frequency of the searches (both rub-down and full) which the applicant underwent, the pro-portion that were full body searches, or the number of such searches during which he was ordered to »bend over and cough«.

…

45. These considerations bear out the applicant’s assertion that he was often re-quired to undergo a full body search.

However, as the Government pointed out, that cannot be seen as a »routine« comparable to the one criticised by the Court in the cases of Van der Ven and Lorsé …, in which the applicants were systematically strip-searched on a weekly basis, on each occasion undergoing a rectal inspection.

In the instant case, the applicant was required to undergo full body searches in the context of events where they were clearly necessary in order to maintain se-curity or prevent crime. They took place either prior to his placement in a pun-ishment cell, to make sure that he had nothing on his person with which he might harm himself, or after he had been in contact with the outside world or other prisoners - in other words, in a position where he might have been handed prohibited objects or substances. Furthermore, they did not systemati-cally include an anal inspection.

46. …

…

Although the precise number and frequency of the full body searches during which the applicant was ordered to open his mouth or to »bend over and cough« are not known, the Government acknowledged that there had been at least eleven such incidents, on 15 March 1993, 28 June, 9 August, 13 September and 19 and 21 December 1994, 25 March and 13 and 20 May 1995 and 26 and 27 May 1996, after visits, when he was temporarily removed from the facility, fol-lowing exercise or when he was placed in a punishment cell; on six of those oc-casions (19 and 21 December 1994, 25 March and 13 and 20 May 1995 and 27 May 1996) the applicant had refused to »bend over and cough«.

It is therefore plausible - having regard also to the observations set out above (see paragraph 44) - that, during the period of the applicant’s detention between the start of 1993 and the end of 1996, the number and frequency of the searches were con-siderable.

35

47. The Court observes in particular that the applicant was required to undergo anal inspections in only one of the many facilities in which he was held, namely Fresnes Prison.

It further notes that the Government did not claim that, in the particular circumstances in which such measures had been taken, they had been based each time on strong and specific suspicions that the applicant had »pro-hibited objects or substances« concealed in his anus, or even that a change in the applicant’s behaviour had rendered him particularly suspect in that regard.

In fact, it appears from the applicant’s undisputed submissions that in the prison concerned, when detainees were searched after each visit, they were systemati-cally ordered to »bend over and cough«. In other words, there was a presump-tion in that prison that any prisoner returning from the visiting room was con-cealing objects or substances in the most intimate parts of his body.

The performance of anal inspections in such conditions cannot be said to have been duly based on »convincing security needs« … or on the need to prevent disorder or crime. The Court therefore finds it understandable that the prison-ers concerned, such as the applicant, might feel that they are the victims of arbi-trary measures on that account.

It can accept that this feeling might be aggra-vated by the fact that the rules on prisoner searches in general, and full body searches in particular, are mainly set out in an instruction issued by the Prison Service itself - the circular of 14 March 1986 - and, moreover, allow each prison governor a large measure of discretion.

In the Court’s view, the combination of that feeling of arbitrariness, the feelings of inferiority and anxiety often associated with it, and the feeling of a serious af-front to dignity indisputably prompted by the obligation to undress in front of another person and submit to a visual inspection of the anus, in addition to the other intrusively intimate measures entailed by full body searches, results in a degree of humiliation exceeding the - unavoidable and hence tolerable - level that strip-searches of prisoners inevitably involve.

Moreover, the humiliation felt by the applicant was aggravated by the fact that on a number of occasions his refusal to comply with such measures led to his being placed in a punish-ment cell.

48. The Court accordingly concludes that the full body searches to which the applicant was subjected in Fresnes Prison between September 1994 and Decem-ber 1996 amounted to degrading treatment within the meaning of Article 3. There has therefore been a violation of that Article.

However, it considers that the level of severity required to constitute »inhu-man« treatment has not been attained in the instant case.

49. Lastly, seeing that the Court has considered the issue of the full body searches to which the applicant was subjected under Article 3 of the Convention

36

and has found a violation of that provision, it is unnecessary to examine it also under Article 8 of the Convention.

…”

Landsrettens begrundelse og resultat

Kriminalforsorgen anførte i sin vejledning af 20. maj 2016 om ”Håndtering af klienter med særligt skærpet opmærksomhed” blandt andet, at klienten dagligt skulle underkastes personvisitation (med afklædning) og cellevisitation.

I overensstemmelse hermed fremgik det af Kriminalforsorgens afgørelse af 23. juni 2016 om, at Appellant, tidligere Sagsøger skulle ”underkastes forholdsordre om særlig skærpet opmærksomhed” , at der dagligt skulle foretages personundersøgelse og celleundersøgelse. Begrundelsen for afgørelsen var kortfattet og af generel karakter, idet der alene blev henvist til ”stor risiko for ulovlig kommunikation og at klienten er indsat, jf. § 114” . I et brev af 3. marts 2017 til Appellants, tidligere Sagsøger advokat fastholdt Kriminalforsorgen sin afgørelse.

Afgørelsen af 23. juni 2016 var efter sin ordlyd gældende ”ind til videre i 3 må-neder” , men Appellant, tidligere Sagsøger vedblev med at være underkastet ”særligt skær-pet opmærksomhed” indtil den 22. maj 2017. Afgørelsen blev i det væsentlige ført ud i livet, idet Appellant, tidligere Sagsøger i en periode på godt 11 måneder fra og med den 10. juni 2016 til og med den 21. maj 2017 fik sin person undersøgt 301 gan-ge, og hans celle blev undersøgt 318 gange. Ingen af undersøgelserne af ham el-ler cellen førte til fund af effekter, som han uretmæssigt var i besiddelse af.

Straffuldbyrdelseslovens § 60, stk. 1, indeholder hjemmel til i konkrete tilfælde at undersøge, hvilke effekter en indsat har i sin besiddelse i sin celle, hvis en så-dan undersøgelse er nødvendig for at sikre, at ordensbestemmelser overholdes, eller sikkerhedshensyn iagttages. Undersøgelse må dog ikke gennemføres, hvis det efter indgrebets formål og den krænkelse og det ubehag, som indgrebet må antages at forvolde, ville være et uforholdsmæssigt indgreb, jf. § 60, stk. 4, og undersøgelse skal foretages så skånsomt, som omstændighederne tillader, jf. § 60, stk. 5.

Det må lægges til grund, at det i en række tilfælde under varetægtsfængslingen af Appellant, tidligere Sagsøger var berettiget at undersøge hans celle i medfør af straffuld-byrdelseslovens § 60. De mere end 300 undersøgelser af cellen blev imidlertid gennemført rutinemæssigt over en meget lang periode, uden at der i de enkelte tilfælde blev foretaget en konkret vurdering af nødvendigheden af indgrebet.

Der var efter ordlyden af straffuldbyrdelseslovens § 60 og bestemmelsens forar-bejder ikke hjemmel til rutinemæssigt at gennemføre undersøgelser af cellen som sket. Dette gælder, uanset at § 60, stk. 1, ikke indeholder en udtømmende opregning af de tilfælde, hvor en undersøgelse af cellen kan komme på tale.

37

Der var tale om undersøgelser af en celle i et fængsel og ikke om husundersø-gelser af en privat bolig eller lignende. Undersøgelserne af cellen uden retsken-delse kan ikke anses for stridende mod grundlovens § 72 om boligens ukrænke-lighed. Undersøgelserne af cellen kan heller ikke anses for at have indebåret en krænkelse af bestemmelsen i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om, at enhver har ret til respekt for sit hjem.

Straffuldbyrdelseslovens § 60, stk. 1, indeholder ligeledes hjemmel til i konkrete tilfælde at foretage undersøgelser i form af legemsbesigtigelse, der indebærer fuldstændig afklædning af en indsat, hvis en sådan undersøgelse er nødvendig for at sikre, at ordensbestemmelser overholdes, eller sikkerhedshensyn iagtta-ges, jf. herved også bestemmelsen i § 60, stk. 6.

Undersøgelse må dog ikke gen-nemføres, hvis det efter indgrebets formål og den krænkelse og det ubehag, som indgrebet må antages at forvolde, ville være et uforholdsmæssigt indgreb, jf. § 60, stk. 4, og undersøgelse skal foretages så skånsomt, som omstændighe-derne tillader, jf. § 60, stk. 5.

Det lægges til grund, at Appellant, tidligere Sagsøger i forbindelse med undersøgelserne af sin person som regel skulle tage alt sit tøj af, og at han derefter skulle dreje sig rundt og i nogle tilfælde også gå ned i hugsiddende stilling og eventuelt sprede ballerne. Det kan efter bevisførelsen ikke lægges til grund, at der medvirkede kvindeligt personale ved disse undersøgelser af Appellant, tidligere Sagsøger, eller at der i forbindelse med undersøgelserne blev fremsat nedladende kommentarer.

Det må lægges til grund, at det i en række tilfælde under varetægtsfængslingen af Appellant, tidligere Sagsøger var berettiget at foretage undersøgelser af ham i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 60. De mere end 300 undersøgelser af hans person blev imidlertid gennemført rutinemæssigt over en meget lang periode, uden at der i de enkelte tilfælde blev foretaget en konkret vurdering af nødvendigheden af indgrebet.

Der var efter ordlyden af straffuldbyrdelseslovens § 60 og bestemmelsens forar-bejder ikke hjemmel til rutinemæssigt at gennemføre undersøgelser af Appellant, tidligere Sagsøger som sket. Dette gælder, uanset at § 60, stk. 1, ikke indeholder en udtømmende opregning af de tilfælde, hvor en undersøgelse af indsatte kan komme på tale. I forarbejderne omtales det f.eks., at der vil være mulighed for at undersøge grupper af indsatte på tilfældige tidspunkter og steder, men heller ikke denne bemærkning i forarbejderne kan berettige, at der rutinemæssigt gen-nemføres undersøgelser af en bestemt indsat næsten på daglig basis.

Landsretten finder efter en samlet vurdering, at der efter karakteren og omfan-get af undersøgelserne af Appellant, tidligere Sagsøger var tale om en nedværdigende be-handling, som indebar en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettigheds-konventions artikel 3. Landsretten har herved navnlig lagt vægt på, at der gen-

38

nem næsten et år rutinemæssigt blev foretaget et meget stort antal personun-dersøgelser, der indebar fuldstændig afklædning, uden at det var nødvendigt.

Kriminalforsorgens afgørelse af 23. juni 2016, som fastholdt ved brev af 3. marts 2017, må herefter anses for ugyldig.

Landsretten tager derfor Appellants, tidligere Sagsøger påstand 1 delvist til følge som neden-for anført.

Landsretten finder, at Appellant, tidligere Sagsøger har krav på en godtgørelse for de skete krænkelser, jf. princippet i erstatningsansvarslovens § 26 sammenholdt med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 13. Godtgørelsen fast-sættes efter et skøn over sagens samlede omstændigheder og under hensynta-gen til Menneskerettighedsdomstolens praksis, jf. konventionens artikel 41. Landsretten har herved navnlig lagt vægt på krænkelsernes karakter og antal, og at undersøgelserne af hans person fandt sted gennem næsten et år.

Landsretten tager herefter Appellants, tidligere Sagsøger påstand 2 delvist til følge med 30.000 kr.

Efter sagens udfald skal Direktoratet for Kriminalforsorgen i sagsomkostninger for begge retter betale i alt 91.250 kr. til statskassen. 90.000 kr. af beløbet er til dækning af udgifter til advokatbistand inkl. moms, og 1.250 kr. svarer til den retsafgift, der skulle have været betalt, hvis der ikke var givet fri proces, jf. rets-plejelovens § 332, stk. 1. Ved fastsættelsen af beløbet til dækning af udgifter til advokat er der taget hensyn til sagens værdi og omfang samt dens betydning.

THI KENDES FOR RET:

Direktoratet for Kriminalforsorgen skal anerkende, at Kriminalforsorgens afgø-relse af 23. juni 2016 vedrørende Appellant, tidligere Sagsøger som fastholdt ved brev af 3. marts 2017 er ugyldig.

Direktoratet for Kriminalforsorgen skal inden 14 dage til Appellant, tidligere Sagsøger betale 30.000 kr. med procesrente fra den 13. april 2018.

I sagsomkostninger for begge retter skal Direktoratet for Kriminalforsorgen in-den 14 dage betale 91.250 kr. til statskassen.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.