223/2015

Et selskab var objektivt ansvarlig i medfør af miljøskadeerstatningsloven for en forurening forårsaget af en brand i selskabets modtageanlæg. Erstatningsbyrden mellem selskabet og den kunde, hvis culpøse adfærd havde været årsag til branden, skulle fordeles med halvdelen til hver. Et selskab drev virksomhed med bl.a. behandling af flydende affald. En af selskabets kunder afleverede en tankvogn med benzinholdigt skyllevand til selskabets modtageanlæg, uagtet at anlægget ikke var godkendt til at modtage affald indeholdende benzin. Det medførte en brandulykke på anlægget. I forbindelse med slukningsarbejdet blev slukningsvandet opblandet med spildolie, som flød via en regnvandsledning til et regnvandsanlæg, der blev stærkt forurenet, med også forurening af de omkringliggende grunde til følge Højesteret fandt, at selskabet efter miljøskadeerstatningsloven på objektivt grundlag var erstatningsansvarlig over for kommunen - der var ejer af de forurenede grunde - for de forureningsskader, der var forvoldt. Højesteret fandt herefter, at den indbyrdes fordeling af erstatningsbyrden mellem selskabet, der ikke var forsikringsdækket, og selskabets kunde, der var forsikringsdækket, og som ved sin culpøse adfærd havde forvoldt branden, i medfør af erstatningsansvarslovens § 25, jf. § 19, stk. 2, nr. 2, skulle foretages efter, hvad der under hensyn til ansvarets beskaffenhed og omstændighederne i øvrigt måtte anses for rimeligt, idet der herved kunne tages hensyn til ansvarsforsikringen hos Tryg. Højesteret bemærkede, at Højesteret ved dom af 30. juni 2000 (UfR 2000.2058) har fastslået, at erstatningsbyrden for en skade forvoldt ved udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed af flere solidarisk ansvarlige skadevoldere, hvoraf kun den ene er dækket af en ansvarsforsikring, i det indbyrdes forhold mellem skadevolderne skal bæres af den ansvarsforsikringsdækkede skadevolder - som i dette tilfælde ville være selskabets kunde - medmindre der foreligger særlige omstændigheder. Da baggrunden for det strenge ansvar, som påhvilede selskabet i medfør af miljøskadeerstatningsloven, var den væsentlige risiko for forurening, som virksomhedens aktiviteter indebar, og da det objektive ansvar efter lovens forarbejder bl.a. er begrundet i en afvejning af, hvem der bør bære den økonomiske risiko ved miljøskader, samt i præventive hensyn, idet virksomhederne med baggrund i risikoen for forureningsskade vil have en særlig tilskyndelse til at foretage foranstaltninger, der skal afværge, at skade overhovedet indtræffer, fandt Højesteret, at der forelå særlige omstændigheder, som talte for at pålægge selskabet en del af erstatningsbyrden i det indbyrdes forhold mellem selskabet og kundens forsikringsselskab, og at erstatningsbyrden i den konkrete sag skulle fordeles med halvdelen til hver. Landsretten var nået til et andet resultat fsva. fordelingen af erstatningsbyrden.