VLR — Vestre Landsret
AM2021.11.10V
OL-2021-V-00044
[AM2021.11.10V] Retten i Aarhus’
DOM
- 15. april 2021 - 72-2300/2021 - 4200- 72317-00001-21
Anklagemyndigheden mod T , født maj 2001
Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag.
Anklageskrift er modtaget den 9. marts 2021.
T er tiltalt for overtrædelse af
straffelovens§ 216, stk. 1 og § 221, til dels jf. § 225 – voldtægt ved den 19. januar 2021 om natten i et sommerhus på Adresse1 ved Sted1 i By1 , at have stukket fingre op i skeden på F og haft samleje med hende, der ikke havde samtykket heri, idet F havde sagt nej til at have samleje med tiltalte, hvorefter tiltalte tilsneg sig samleje med F , der forvekslede tiltalte med V2 .
Påstande
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf i 2 år og 6 måneder.
Tiltalte har nægtet sig skyldig.
F har påstået, at tiltalte til hende skal betale 100.645 kr. med procesrente efter erstatningsansvarslovens § 16. Beløbet dækker godtgørelse for tort med 100.000 kr. og godtgørelse for svie og smerte med 645 kr.
Tiltalte har bestridt pligten til at betale godtgørelse og kravets størrelse.
Sagens oplysninger
Der er afgivet forklaring af tiltalte, T , og af vidnerne F (for lukkede døre), V1 , V2 , V3 , V4 og V5.
Forklaringer er lydoptaget og gengives ikke i dommen.
Der er den 19. januar 2021 kl. 13.30 foretaget en personundersøgelse af F , hvor der blev foretaget aftør- ring med vatping fra blandt andet skedeåbning og skedebund.
Det fremgår af erklæring vedrørende retsgenetiske undersøgelser af 17. februar 2021, at der fra materiale fra vaginalindgang og vagina blev påvist tegn på sædvæske, men ikke sædceller.
Det fremgår videre af erklæring vedrørende retsgenetiske undersøgelser af 17. februar 2021, at dna-profi- len for de påviste biologiske spor fra materiale fra vaginalindgang og vagina, taler for, at en del af det un- dersøgte dna i sædcellefraktionen stammer fra tiltalte, og at dna-profilen for sædcellefraktionen blev be- regnet til at være mere end 1.000 .000 gange mere sandsynlig at observere, hvis en del af det undersøgte dna stammer fra T , end hvis ikke en del af det undersøgte dna stammer fra T .
Beregningen er baseret på hyppigheder af dna-faktorer i den danske befolkning og forudsætter, at ingen af de påvis te dna-faktorer stammer fra nære slægtninge til T .
Dna-profilen for restcellefraktionen taler imod, at det undersøgte dna stammer fra T frem for en tilfældig anden person.
Kriminalforsorgen har i udtalelse af 15. marts 2021 blandt andet anført:
”... Kriminalforsorgens konklusion: Det er Kriminalforsorgens vurdering, at T er egnet til at modtage en hel eller delvis betinget dom med vilkår om samfundstjeneste, hvortil det skal anbefales, at der fastsættes vilkår om tilsyn af Kri- minalforsorgen i prøvetiden.
Finder retten, at sagen kan afgøres med en betinget dom uden vilkår om samfundstjeneste, skal det anbefales, at der fastsættes vilkår om 1 års tilsyn af Kriminalforsorgen . ...”
Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at han boede hjemme ved sine forældre før fængslingen. Hans forældre ville gerne have været med til retsmødet, men de accepterede på grund af corona og per- sonfølsomme oplysninger, at de ikke skulle møde. Han er butikselev, og der er kun tre i forretningen. Han elsker at arbejde i butikken.
Hans forældre har talt med indehaveren, og han kan vende tilbage til butikken, når han bliver løsladt. Der har været skoleophold, mens han har været fængslet, og han skal til eksamen i maj, hvorefter han er uddannet den 31. juli 2021. Han regner med at kunne fortsætte med at arbejde i bu- tik, men han ved ikke, om han kan få fast ansættelse i den butik, hvor han er i lærer, da de plejer at have elever.
Han går meget op i fodbold.
Tiltalte har under denne sag været frihedsberøvet fra den 19. januar 2021.
Rettens begrundelse
og afgørelse Retten lægger efter tiltaltes og Fs forklaring til grund, at F havde haft samleje med tiltaltes ven V2 på et værelse i sommerhuset, og at tiltalte efterfølgende, mens F var ude at ryge en cigaret, lagde sig ind i sengen på det værelse, som F og V2 havde benyttet. Retten lægger videre til grund, at F efterføl- gende lagde sig ind i værelset ved siden af tiltalte, og at lyset var slukket.
Tiltalte har forklaret, at han og F herefter lå og talte sammen i sengen med ansigterne mod hinanden, og at han ikke var i tvivl om, at F vidste, hvem han var, og at hun blandt andet rørte hans hår, som var læn- gere end V2s . Han følte, at hun var med på at have sex, da hun kyssede igen. Han har ikke haft en finger op i skeden på hende, men de forsøgte at have samleje, hvilket dog mislykkedes, fordi han ikke kunne få rejsning. Han har videre forklaret, at F herefter satte sig op i sengen og sagde "er det dig", hvilket han un- drede sig over, fordi de lige havde kysset og snakket sammen.
F har heroverfor forklaret, at hun lå med ryggen mod tiltalte, og at hun ikke kunne se, at det var tiltalte, der lå i sengen og ikke V2 , som tidligere havde ligget i sengen.
Hun har videre forklaret, at de ikke talte sammen, og at tiltalte havde sin hånd nede i hendes trusser, hvor han havde en finger oppe i hendes skede, og at han rørte hende på brysterne og tog hendes trøje af, hvorefter de begyndte at have samleje, alt imens hun troede, at hun havde sex med V2 . Hun havde sin hånd på hans lår imens.
Det var først da hun på et tidspunkt vendte sig, at det gik op for hende, at det var tiltalte, hvorefter hun satte sig op og afbrød samle- jet, alt imens hun sagde, "hvad fanden - er det dig".
Det fremgår af erklæring vedrørende retsgenetiske undersøgelser af 17. februar 2021, at dna-profilen for de påviste biologiske spor fra materiale fra vaginalindgang og vagina, taler for, at en del af det undersøgte dna i sædcellefraktionen stammer fra tiltalte, og at dna-profilen for sædcellefraktionen blev beregnet til at være mere end 1.000.000 gange mere sandsynlig at observere, hvis en del af det undersøgte dna stammer fra T , end hvis ikke en del af det undersøgte dna stammer fra T .
Fs forklaring støttes således af den retsgenetiske undersøgelse, hvorfor retten tilsidesætter tiltaltes forkla- ring og lægger til grund, at tiltalte stak en finger op i skeden på F , og at de herefter havde samleje.
Spørgsmålet er herefter, om der er tale om voldtægt, herunder om F havde samtykket.
Der er i bemærkningerne til § 1, nr. 1, i forslag til lov om ændring af straffeloven (Samtykkebaseret vold- tægtsbestemmelse) lovforslag nr. 85 af 11. november 2020, anført:
"... Det er personernes adfærd umiddelbart i sammenhæng med og på tidspunktet for samlejet, som er afgørende for vurderingen af, om der foreligger samtykke. Flirtende adfærd, kys tidligere på aftenen, eller det forhold, at en person er gået med en anden person hjem, kan ikke i sig selv anses som sam- tykke til et samleje.
Et samtykke må - navnlig ud fra retssikkerhedshensyn - vurderes objektivt ud fra oplysningerne om personens deltagelse i samlejet, herunder personens ord og handlinger, og ikke ud fra personens in- dre overbevisning. Dette indebærer f.eks., at en person, som efter sin indre overbevisning ikke øn- sker et samleje, men som alligevel vælger at gå med til samlejet, vil skulle anses for at have samtyk- ket i samlejet.
Det indebærer endvidere, at det forhold, at en person ikke har haft fuld viden om eller indsigt i en række forhold, der kan have haft betydning for, at vedkommende valgte at deltage i samlejet, ikke udelukker, at der er samtykket i samlejet.
I de tilfælde, hvor en person f.eks. er blevet "snydt" til samleje gennem usande påstande om, at den anden person var en berømthed eller havde en særlig alder, status, beskæftigelse eller lignende, må samlejet anses for gennemført med samtykke. Er der tale om tilsnigelse af samleje med en person, som forveksler gerningsmanden med en anden, vil for- holdet dog kunne være strafbart efter straffelovens § 221. ..."
Det afgørende er herefter om F ved sin adfærd umiddelbart i sammenhæng med og tidspunktet for sam- lejet ud fra en objektiv vurdering samtykkede i at have samleje.
Efter Fs forklaring finder retten det bevist, at hun ved sine handlinger i tilknytning til samlejet samtyk- kede i at have samleje, og at tiltalte stoppede sine handlinger, da F rejste sig op og konstaterede, at han var en anden, end hun havde forudsat. Det er herefter ikke bevist, at tiltalte voldtog F , hvorfor tiltalte ikke er skyldig i overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 1.
Det forhold, at F ikke vidste, at det var tiltalte, hun havde samleje med, at hun tidligere havde givet udtryk for, at hun ikke ville bytte partner, og at hun ikke ville have samtykket, hvis hun havde fået at vide, at det var tiltalte, der lå i sengen, kan ikke føre til et andet resultat.
Efter oplysningerne om, at tiltalte havde lagt sig i den seng, hvor F kort forinden havde haft samleje med V2 uden at give sig til kende, selvom lyset var slukket, og efter F og V1s forklaring om, at de tidligere havde afvist at bytte partner, har tiltalte ikke haft grund til at tro, at F ville have et seksuelt forhold med ham.
Som følge heraf, og efter vidnerne V1 , V4 og V5s* ) forklaringer om Fs reaktion umiddelbart efter episoden, er det bevist, at tiltalte er skyldig i at have tilsneget sig samleje med F , der forvekslede ham med V2 . Tiltalte er herefter skyldig i overtrædelse af straffelovens § 225, jf. til dels § 221.
Tiltalte straffes med fængsel i 6 måneder, jf. straffelovens § 221, jf. til dels § 225.
Retten har lagt vægt på grovheden af forholdet. Retten har uanset tiltaltes gode personlige forhold ikke fundet grundlag for at gøre nogen del af straffen betinget.
Fs påstand om godtgørelse for svie og smerte - 3 dage, tages til følge. Efter karakteren af den krænkelse som F har været udsat for, tager retsformanden påstanden om godtgørelse for tort til følge med 20.000 kr.
Thi kendes for ret
: Tiltalte straffe med fængsel i 6 måneder.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger.
Tiltalte skal inden 14 dage til F betale 20.645 kr. med tillæg af procesrente fra den 15. april 2021.
Mette Vinding
*) Rettet i medfør af retsplejelovens § 221, stk. 1, således at " V3s " er erstattet med " V5s ".
Retten i Århus, den 21. april 2021.
Mette Vinding Udskriftens rigtighed bekræftes. Retten i Aarhus, den 22. april 2021
:::::::::::::::::::::::::::::::
Vestre Landsrets 12. afdeling
DOM
- 10 . november 2021 - V.L.S- 0840-21 (dommerne Stig Glent Madsen, Malene Værum Westmark og Niels Deichmann (kst.) med domsmænd)
Anklagemyndigheden mod T , født maj 2001, (advokat Henrik Garlik, Aarhus C)
Retten i Aarhus har den 15. april 2021 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. 72-2300/2021).
Påstande
Anklagemyndigheden har påstået dom i overensstemmelse med tiltalen i 1. instans og skærpelse.
Tiltalte T har påstået frifindelse, subsidiært formildelse.
Advokat Hanne Sølgaard har på vegne F påstået stadfæstelse af byrettens dom om erstatning og godtgø- relse.
Tiltalte har påstået frifindelse for kravet om erstatning og godtgørelse, men har ikke bestridt kravet størrel- sesmæssigt.
Forklaringer Tiltalte og vidnerne F , V1 og V2 har for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans.
Tiltalte har supplerende forklaret, at han var beruset, da han var i sommerhuset den 18. og 19. januar 2021. Han tror, klokken var ca. 1.00, da han havde et samleje med V1 . I løbet af aftenen havde der vist været et kys mellem ham og V1 . Han og V1 gik ind på et værelse for at sove, og de snakkede om, at de skulle have sex.
Foreholdt SMS-korrespondance mellem ham og V2 , ekstrakten side 175, har han forkla- ret, at det er V2 , der om V1 skrev, at: "Hun vil gerne bolle". Denne korrespondance gik forud for, at han og V1 have sex på værelset. Det var på værelse 1, han og V1 var sammen. Da han og V1 havde været sammen på værelse 1, gik de hen til værelse 3, hvor de mødtes med V2 og F .
De grinede alle sammen lidt og talte om, hvorvidt de var færdige. V2 og F havde på dette tidspunkt også haft sex. Han og V2 foreslog, at de skulle have en firkant, men det blev skudt til jorden. Det var ikke noget, han og V2 forinden havde snakket om. Herefter gik han og V1 op på hemsen, hvor de igen havde sex, og efterføl- gende gik de tilbage til værelse 1, hvor de havde sex igen.
V1 gik derefter ud for at ryge, og han gik ind i stuen eller køkkenet, hvor han og V2 talte hurtigt sammen.
Foreholdt sin forklaring i byretten om, at han og V2 talte sammen om at bytte værelse for at bytte partner, har han forklaret, at som han husker det i dag, talte han og V2 alene om at bytte værelse, idet det hele tiden havde været meningen, at han skulle sove på et andet værelse, som var det det største værelse, og der han havde redt op.
Han lagde sig ind på det værelse, V2 oprindeligt havde været på. Det var værelset ved stuen. Han husker ikke, om der kom lys fra badeværelset. Han kunne godt se, at det var F , der kom ind. Han havde ikke svært ved at se, at det var F og ikke V1 . Han lå selv i siden mod badeværelset. Da V1 kom ind, lå de med hovederne mod hinanden og snakkede. De snakkede om hverdags ting og skole. De kyssede.
Det var nok ham, der tog initiativ til kyssene, da han syntes, der var en god stemning mellem dem. F reagerede ikke på, at det nu var ham og ikke V2 , der lå i sengen. Det virkede som om, at F var OK med, at det var tilfældet, for de lå og snakkede sammen. De prøvede at have samleje. Han tror, han rørte hende på ryggen og brystet. Han havde ikke fingre i hendes skede.
Han husker ikke, om det var hende eller ham, der tog hen- des trusser af.
Hun havde også en hoodie på, og den tog hun af. Han er ikke i dag sikker på, om det var hende selv, der tog hoodien af. Han lå ovenpå hende. Det lykkedes ikke at have samleje, idet han ikke kunne få rejsning. Han kan ikke forklare, hvorfor hans DNA er havnet i Fs skede, men han tror, at det skyldtes, at de forsøgte. Hans penis var ikke oppe i F .
De forsøgte at have samleje i 2-3 minutter, hvorefter de lagde sig om på ryg- gen, hvor de lå i ca. 1 minut. Herefter satte F sig pludselig op og sagde: "Nej, er det dig?" Dette undrede ham, da de lige havde ligget og snakket sammen og kysset. Hendes toneleje var normalt. Han tror ikke, han
sagde noget til hende. F blev på værelset i ca. 5 minutter, hvor de talte sammen, og hvor F sagde, at hun ikke var den største nusser. Herefter forlod F værelset. Han havde hele tiden gået ud fra, at F vid- ste, at det var ham. Han gik ud fra, at hun gerne ville være sammen med ham, idet de talte sammen, og hun kyssede ham tilbage. Mens de kyssede, rørte hun ham også på låret og baghovedet. Han tror, at lyset var slukket hele tiden. Det var ikke bare et kys, idet de snavede. De kiggede imens hinanden i øjnene.
F gik ud fra værelset, og efter 15-20 minutter kom hun ind igen og fortalte, at hun og V1 kørte, idet de skulle i skole den efterfølgende dag. Han tror, at klokken var ca. 4.00 på dette tidspunkt. Det havde hele tiden været meningen, at F og V1 skulle køre derfra, og de havde ikke aftalt med ham, at de skulle overnatte i sommerhuset.
Sommerhuset har været i hans mors familie i mange år, og han var vant til at komme der. Tanken var, at de skulle drikke og hygge sig og have det sjovt. Det var ikke ham, der havde aftalt med pigerne, at de skulle komme. Han og V1 var seksuelt sammen i 30-40 minutter de forskellige steder, hvor det foregik. Han tror ikke, at han fik udløsning. Da han og V1 gik hen til værelse 3, stod V2 og F på værelset, mens han og V1 stod i døren. Pigerne gik ud for at ryge, og han talte med V2 . Han og V2 talte ikke om, at de skulle have en firkant, eller at han gerne ville være sammen med F .
Han og F var sammen på værelse 3, og han lå i venstre side af sengen - tættest på badeværelset. F kravlede op i sengen fra fodenden. De talte om Fs skole. Hun gik på … i By2 . Tidligere på aftenen havde de talt om noget skolearbejde, men det var først i sengen, de talte detaljeret om, hvad det var for en skoleopgave, hun var i gang med, og det var også på det tidspunkt, han fortalte, at han også havde gået på … . De talte ikke om, hvorvidt F og V1 havde drukket så meget, at de ikke kunne køre. Han fik ikke op- lysninger om, at F og V1 i løbet af aftenen var i kontakt med en veninde.
Han mener, at det er en mulighed, at hans sædvæske i F kan stamme fra hans penis i forbindelse med, at de forsøgte at have samleje. Det har ikke været hans hensigt at have samleje med hende, såfremt hun ikke var klar over, at det var ham. Hele forløbet har været forfærdeligt.
Han har om sine personlige forhold supplerende forklaret, at han nu bor sammen med sin far og søster, idet hans forældre er blevet skilt. Han er blevet udlært. Efter en fodboldskade er han blevet opereret i sit knæ. Han arbejder nu på kontor. Han har været til jobsamtale hos en ejendomsmægler og har fået tilbudt et job, men ansættelsesaftalen annulleres, hvis han bliver dømt i denne sag.
F har supplerende forklaret, at hun og V2 nok havde skrevet sammen en uge før, de mødtes i sommer- huset. Hun kendte ikke de øvrige. Hun og V2 have haft en lille flirt i løbet af aftenen, før de havde sex. Der havde ikke været en flirt mellem hende og nogen af de andre. Hun er selv ikke god til at tale med frem- mede og til at flirte. Det var T , hun og V1 talte mindst med.
Hun og V2 havde sex på det værelse, der var lige ved stuen, og hvor der var et badeværelse ved siden af. V1 og T kom hen til værelset, og hun og V2 stoppede samlejet. Som hun husker det, var det T , der
foreslog, at de byttede partnere, hvilket både hun og V1 afslog. Hun husker ikke, at der blev talt om en firkant, hvor de alle sammen havde sex. Da V1 og T gik fra værelset, blev hun og V2 på værelset i ca. 10 minutter. Da de var færdige, gik hun ud på terrassen for at ryge med V1 . Hun havde på det tidspunkt trusser og en hoodie på og en dyne omkring sig. Hun og V1 var udenfor i ca. 5-10 minutter.
Hun og V1 gik ind på de værelser, de tidligere havde været på. Alle var på dette tidspunkt inde på værelserne for at sove. På det værelse, hun tidligere havde været på, var lyset slukket, og der lå en person med en dyne truk- ket op til halsen. Hun tænkte, at det var V2 , der lå i sengen. Sengen stod i midten af rummet, og hun lagde sig op i sengen fra fodenden.
Hun tror, at hun følte sig mere frem til sengen, end hun kunne se den. Hun lagde sig til at sove med ryggen mod personen og var stadig iført trusser og en hoodie. T rykkede da over til hende og begyndte at pille ved hende og stikke en hånd ned i hendes trusser og fingre i hendes skede. Han rørte hende også ved brystet. De talte overhovedet ikke sammen imens.
Som hun husker det, var det T , der tog hendes trusser og hoodie af. Mens de nærmest lå i ske, begyndte de at have samleje. Han havde sin penis oppe i hende, og det havde han i ca. 2-3 minutter. Hun havde sin hånd på hans lår. Hun gjorde ikke andet ved ham. Først da hun vendte sig om, og de havde hovederne mod hinanden, så hun, at det var T og ikke V2 .
Hun satte sig op i sengen og sagde: "Hvad fanden, er det dig?" T spurgte, om ikke V2 havde sagt, at de havde byttet plads. Dette havde V2 ikke fortalt, og V2 havde heller ikke haft lejlighed til at fortælle det, da han ikke havde været udenfor hos hende og V1 . Hun skrev beskeden til V1 , og på dette tidspunkt havde hun nok været på værelset i ca. 20 minutter. Hun tog sine trusser og hoo- die på og gik fra værelset.
Hun gik ind til V1 og vækkede hende. Hun var ked af det på dette tidspunkt og græd. Hun havde en klam og ubehagelig følelse.
T er højere end hende og spinkel. V2 er også højere end hende. Ts hår havde "mellemlængde " og gik lidt ned over ørene. V2s hår var kortere. Det undrede hende ikke, at V2 var klar til at have sex igen.
Da de kørte til rastepladsen, var det hele overvældende for hende, og både hun og V1 græd. Hun kørte selv påvirket derfra. Da hun bor i By2 , og da de havde drukket, opfattede hun det som en selvfølge, at hun og V1 skulle overnatte der. Det var først da V4 nævnte det, at det faldt hende ind at anmelde epi- soden til politiet. Det var V4 , der anmeldte forholdet. Hun var selv chokeret.
Også V4 var i chok, da hun ikke regnede med, at noget sådant ville ske for en veninde. V4 havde selv været udsat for en episode 1 år forinden, men V4s anmeldelse havde ikke ført til noget. Da hun kørte fra sommerhuset, tænkte hun ikke, at det var en voldtægt, idet hun opfatter en voldtægt som noget andet. Hun føler ikke, at hun har samtykket i at have samleje med T .
Episoden påvirker hende stadig og har gået ud over hendes koncentration i skolen. Hun har haft mange tan- ker om, hvad hun kunne have gjort anderledes, og om hun selv er skyld i, hvad der skete. Hun går til psyko- log og er i et udrednings forløb.
V1 har supplerende forklaret, at hun og T havde sex på det første værelse til venstre i forhold til en- treen. Hun og T stod i døren til V2 og Fs værelse, da T eller V2 foreslog, at de alle havde sex sam- men eller byttede partnere. Det blev sagt med et lille smil på læben, og hun antager derfor, at det blev sagt i sjov. Hun og F afslog med det samme, og der blev herefter ikke talt mere om emnet.
Hun husker ikke, hvorfor hun og T gik hen til døren. De var alle trætte og var på dette tidspunkt gået i seng. Hun og T stod i døren i højst et par minutter. Hun og T havde sex på hemsen, og det var nok lige efter, de havde snakket sammen i døren. Efter hun og T igen havde været på værelset, gik hun og F ud for at ryge. Hun
og F gik tilbage til værelserne, og hun gik ind på det værelse, hun og T hele tiden havde været på. Hun lagde sig til at sove og regnede med, at personen, der sov ved siden af, var T . Hun blev vækket, da F ru- skede i hende. F virkede meget forvirret og ked af det. Det var først efter, de havde været på terrassen, at hun så, at det var V2 , der lå i sengen, og at T og V2 have byttet værelse. På terrassen græd F .
De besluttede sig for at køre. Det var meningen, at de skulle overnatte i sommerhuset. De fortalte V2 , V5 og V3 , at de kørte, og til T sagde de, at de bare ville ud og snakke. Der havde ikke i løbet af aftenen været en flirt mellem F og T . F havde heller ikke til hende sagt, at hun gerne ville være sammen med T .
V2 har supplerende forklaret, at han i dag ikke husker, hvad der blev talt om i døren. Det huskede han hel- ler ikke i byretten. Ud fra det, F tidligere havde sagt om antallet af fyre, hun havde været sammen med, og at hun også havde været sammen med flere på en aften, tænker han, at det måske kunne være en invi- tation til at være sammen med flere denne aften, men han husker ikke, at det var noget, de talte om.
Han mødte T lige uden for døren til soveværelset, da pigerne var ude at ryge. Han forklarede T , at han ville gå i seng, men han husker ikke, hvad de i øvrigt talte om. Når han gik ind på et andet værelse end der, hvor han havde haft sex med F , skyldtes det, at det var det bagerste værelse, og at der var høj musik i stuen. Han husker ikke at han og T skulle have talt om at bytte partner.
Han tænkte ikke rigtigt på at for- tælle pigerne, at han og T havde byttet værelse. Han havde lige inden fortalt F , at han var træt og ville gå i seng. Han husker ikke, at der var nogen flirt i løbet af aftenen mellem T og F . Han husker heller ikke, at han og T talte om, at T gerne ville være sammen med F . Om morgenen skulle han på toilet, og han så T ligge på sofaen i stuen.
Han gik derfor tilbage til det oprindelige værelse, hvor der var var- mere, og hvor også toilettet lå.
Han og F havde inden denne aften skrevet sammen, og de havde også skrevet om, at sommerhusturen var blevet rykket. Det var ikke noget problem for pigerne at komme en mandag aften til sommerhuset. Det undrede ham ikke, at pigerne om morgenen var taget afsted, da de skulle i skole den følgende dag.
Landsrettens begrundelse og resultat
Efter tiltalte og Fs forklaringer lægges det til grund, at tiltalte, mens F var gået ud for at ryge, lagde sig ind i sengen på det værelse, som F og V2 tidligere havde benyttet, og at lyset var slukket, da F kom tilbage til værelset og lagde sig i sengen. Det lægges endvidere efter bevisførelsen til grund, at der ikke i løbet af aftenen havde været flirt mellem tiltalte og F .
F har for landsretten afgivet en sikker og troværdig forklaring om, at tiltalte havde fingrene op i hendes skede, og at de begyndte at have sex, mens hun lå med ryggen til tiltalte. Forklaringen om, at de havde samleje, støttes af den retsgenetiske undersøgelse, og til dels af, at både V3 og V5 har forklaret, at til- talte den efterfølgende dag havde fortalt, at han havde været sammen med også F .
Som følge heraf og i øvrigt af de grunde, som byretten har anført, er det bevist, at tiltalte stak fingre op i skeden på F , og at de herefter havde samleje. På baggrund af Fs forklaring lægges det endvidere til grund, at tiltalte og F , mens de var i sengen, og inden samlejet blev påbegyndt, ikke talte sammen.
Som følge heraf, og idet både tiltalte og F har forklaret, at F efterfølgende satte sig op i sengen og sagde: "Er det dig?", lægges det til
grund, at F ikke var klar over, at det var tiltalte, og ikke V2 , hun nu havde samleje med. Af de grunde, som byretten har anført, har tiltalte ikke haft grund til at tro, at F ville have et seksuelt forhold med ham, og han har derfor haft forsæt til at udnytte Fs vildfarelse. Som følge heraf er det bevist, at tiltalte er skyl- dig i at have overtrådt straffelovens § 221, jf. til dels § 225.
Ved lov nr. 2228 af 29. december 2020 blev straffelovens § 216, stk. 1, ændret til en samtykkebaseret vold- tægtsbestemmelse. Ved lovændringen blev kriminaliseringen i straffelovens § 221 opretholdt. Det fremgår af forarbejderne til denne lov, at spørgsmålet om, hvorvidt der er samtykket i et samleje, beror på, om per- sonen deltager i samlejet af egen fri vilje. Efter indholdet af forarbejderne er det, som anført af byretten, afgørende, om F ved sin adfærd umiddelbart i sammenhæng med og på tidspunktet for samlejet ud fra en objektiv vurdering samtykkede i at have samleje.
Som anført af byretten, fremgår det af forarbejderne til lovændringen, at selv om en person ikke har fuld viden om en række forhold af betydning for, at vedkommende valgte at deltage i samlejet, udelukker det ikke, at der er givet samtykke.
Det er samtidig angivet, at en person må anses for at have givet samtykke, hvor vedkommende er blevet "snydt" til samleje gennem usande påstande, men at forholdet dog kan være strafbart efter straffelovens § 221.
Af betænkning 2020 nr. 1574 fremgår i punkt 5.5 bl.a.: "Straffelovrådet finder, at tilsnigelse af samleje med en person, som forveksler gerningsmanden med en anden, ikke nød- vendigvis vil være udtryk for, at samlejet var ufrivilligt eller gennemført uden samtykke."
Landsretten lægger efter bevisførelsen til grund, at F har samtykket til det seksuelle forhold ved bl.a. at medvirke til at tage tøjet af. Efter indholdet af forarbejderne, og idet kriminaliseringen i straffelovens § 221 blev opretholdt ved lovændringen, og i øvrigt af de grunde, som byretten har anført, tiltrædes det herefter, at det ikke er bevist, at tiltalte har overtrådt straffelovens § 216, stk. 1.
Det tiltrædes derfor, at tiltalte er fundet skyldig som sket.
Det tiltrædes endvidere, at straffen er udmålt som sket, og at der efter forholdets karakter ikke er grundlag for at gøre straffen helt eller delvist betinget.
De juridiske dommere tiltræder dommens afgørelse om erstatning og godtgørelse.
Landsretten stadfæster derfor dommen.
Thi kendes for ret
: Byrettens dom stadfæstes.
Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.
Stig Glent-Madsen Malene Værum Westmark Niels Deichmann (kst.)
