Tilbage til sager

OLRØstre Landsret

AM2024.12.16Ø

OL-2024-Ø-00073

Dom
PDFKilde: Anklagemyndigheden →
Dato
16-12-2024
Sagsemne
Tilståelse / § 82, stk. 1, nr. 9, EU-opholdsdirektivet, kokain, videreoverdragelse
Fuldtekst
Kilde: Anklagemyndigheden

AM2024.12.16Ø2 Retten på Frederiksbergs

DOM

Dato: 30. juli 2024 Rettens sagsnr.: 4311/2024 Politiets sagsnr.: 0100-71281-00131-24 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født juli 1998 Sagens baggrund og parternes påstande Denne sag er behandlet efter retsplejelovens § 831.

Retsmødebegæring er modtaget den 20. juni 2024 Tiltalte er tiltalt for 1. (0100-71281-00121-24) Overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 2. pkt., jf. lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 30, stk. 2, jf. stk. 1, jf. § 3, jf. bilag 1, liste B, nr. 70, ved i tidsrummet fra omkring den 18. til den 25. marts 2024, på og omkring adressen Adresse, i Valby, i forening med Person, hvis sag behandles særskilt, og med henblik på videreoverdragelse til et større antal personer eller mod betydeligt vederlag eller under andre særligt skærpende omstændigheder, at have været i besiddelse af i alt 2 kilo kokain, idet tiltalte i forening med flere medgerningsmænd modtog, opbevarede, afvejede og inddelte narkoen i salgsposer, som de herefter løbende overdrog til andre medgerningsmænd med henblik på salg og udbringning til kunderne. 2. (0100-71281-00131-24) Overtrædelse af lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 30, stk. 1, jf. § 3, jf. bilag 1, liste B, nr. 201, ved den 25. marts 2024, ca. kl. 16.50, på adressen Adresse, i Valby, at have været i besiddelse af 8,02 gram MDMA til dels med henblik på videreoverdragelse.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængsel i ikke under 4 år. Anklagemyndigheden har endvidere nedlagt pastand om, at tiltalte i medfør af udlændingelovens § 22, nr. 1 og 4, og § 32, stk. 2, nr. 7, udvises med indrejseforbud for bestandig.

Endelig har anklagemyndigheden nedlagt påstand om konfiskation, jf. straffelovens § 75, stk. 2, af en iPhone (koster 10), 2,72 gram kokain (koster 22) og emballagen hertil (koster 23) 8,02 gram MDMA (koster 24) og emballagen hertil (koster 25). Tiltalte har erkendt sig skyldig. Tiltalte har protesteret mod konfiskation af en iPhone (koster 10), men har ikke i øvrigt protesteret mod konfiskationspåstanden.

Tiltalte har påstået frifindelse for påstanden om udvisning, således at hun alene skal tildeles en advarsel om udvisning. Oplysningerne i sagen Tiltalte har afgivet forklaring i overensstemmelse med sin tilståelse. Personlige oplysninger Der er under hovedforhandlingen dokumenteret fra politiets § 26-afhøring af tiltalte den 20. juni 2024.

Af SIRIs udtalelse af 18. juli 2024 om udvisningsspørgsmålet fremgår bl.a.: "… Opholdsgrundlag og længde … Den 26. juli 2016 fik pågældende et bevis for ret til tidsubegrænset ophold i Danmark efter EU­ opholdsbekendtgørelsen.

Længden af Tiltaltes lovlige ophold i relation til udvisningsbestemmelserne regnes fra den 18. oktober 2001, hvor hun fik opholdstilladelse som familiesammenført frog blev tilmeldt CPR, jf. udlændingelovens § 27, stk. 1. … Tiltalte har således når den i udlændingelovens § 27, stk. 5 nævnte periode fratrækkes haft lovligt ophold i Danmark i ca. 22 år og 5 måneder, jf. udlændingelovens § 27. … Personlige forhold og tilknytning til Danmark Vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt en beslutning om udvisning af Tiltalte kan ske i overensstemmelse med de principper, der efter EU-reglerne gælder for begrænsning af retten til fri bevægelighed, skal SIRI henvise til politiets afhøringsrapport af 20. juni 2024.

Heraf fremgår, at Tiltalte blandt andet har oplyst, at hun: er født og opvokset i Danmark – hun har kroatisk statsborgerskab, men har aldrig boet i Kroatien, er ugift og har ingen børn, har psykiske problemer, som opstod efter et overfald i 2023, har udviklet et misbrug af alkohol og stoffer, tager sovemedicin. …” Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret bl.a., at hun har afsluttet folkeskolen i Danmark med 9. klasse.

Hun har efterfølgende prøvet at tage en uddannelse, men hun kunne ikke færdiggøre den, fordi hun havde det psykisk dårligt. Overfaldet i 2023 gjorde det værre. Hun har ikke haft fast arbejde. De taler roma i familien. Hun taler ikke serbokroatisk. Sigøjnere kommer fra mange lande, herunder også Kroatien. Mens hun har været varetægtsfængslet, er hun kommet i misbrugsbehandling. Det er gået godt.

Hendes misbrugsbehandler har taget kontakt til hendes kontaktperson med henblik på at få hende til udredning hos en psykiater. Under varetægtsfængslingen er hun også startet i skole. Hun har bestået 10. klasses samfundsfag og dansk. Hun skal tage nogle enkeltfag og starte maleruddannelsen under sin afsoning. Hun har stadig kontakt til hjemløseenheden.

Det er første gang, hun sidder i fængsel, og hun skal aldrig i fængsel igen. Hun vil med den rette hjælp forblive stoffri. Hun har et kroatisk pas, men har ingen anden tilknytning til Kroatien.

Tiltalte er tidligere straffet, herunder ved dom af 6. marts 2018 med betinget fængsel i 40 dage for overtrædelse af straffelovens § 244, og ved dom af 4. juli 2018 med en fællesstraf på betinget fængsel i 5 måneder med vilkår om samfundstjeneste for overtrædelse af straffelovens § 123, § 260, stk. 1, nr. 1, og § 291, stk. 1.

Derudover er tiltalte i perioden fra den 7. november 2014 til den 1. september 2020 straffet 7 gange med bøde eller dagbøder for overtrædelse af straffelovens § 276, jf. § 287, stk. 1. Tiltalte har under sagen været frihedsberøvet fra den 25. marts 2024.

Rettens begrundelse

og afgørelse Tiltalte har afgivet en uforbeholden tilståelse, hvis rigtighed er bestyrket af de i øvrigt foreliggende oplysninger. Retten finder derfor tiltalte skyldig i overensstemmelse med den rejste tiltale.

Strafudmåling Straffen fastsættes til fængsel i 3 år og 6 måneder, jf. straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 2. pkt., jf. lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 30, stk. 2, jf. stk. 1, jf. § 3, jf. bilag 1, liste B, nr. 70, og lov om euforiserende stoffer§ 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 30, stk. 1, jf. § 3, jf. bilag 1, liste B, nr. 201.

Retten har ved strafudmålingen lagt vægt på mængden og arten narkotika. Der er endvidere lagt vægt på karakteren af forhold 1, som er begået i forening med flere medgerningsmænd.

Som formildende omstændigheder har retten lagt vægt på, at tiltalte alene har haft en underordnet rolle i forhold 1, som er begået over en kort periode, og at tiltalte har aflagt tilståelse, jf. straffelovens § 82, nr. 9, som affattet ved lov nr. 661 af 11. juni 2024. Konfiskation Påstanden om konfiskation tages i medfør af den påberåbte bestemmelse til følge som nedenfor bestemt.

Udvisning Spørgsmålet om udvisning skal afgøres efter udlændingelovens § 22. Betingelserne for udvisning i medfør af udlændingelovens § 22, nr. 1 og 4, er opfyldt. Da tiltalte er kroatisk statsborger og dermed EU-borger, er spørgsmålet herefter, om udvisning af tiltalte vil være i overensstemmelse med de principper, der efter EU-reglerne gælder for begrænsning af retten til fri bevægelighed, jf.

EU-opholdsdirektivets artikel 27 sammenholdt med artikel 28, jf. udlændingelovens § 2, stk. 3, og § 26 b. Efter EU-opholdsdirektivets artikel 27, stk. 1, skal en begrænsning i retten til fri bevægelighed og ophold kunne begrundes i hensynet til bl.a. den offentlige orden og sikkerhed.

Efter artikel 27, stk. 2, skal udvisningen være i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet og kan udelukkende begrundes i vedkommendes personlige adfærd. En tidligere straffedom kan ikke i sig selv begrunde udvisning. Den personlige adfærd skal udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse.

Dette er i almindelighed ensbetydende med, at vedkommende vil være tilbøjelig til fortsat at udvise denne adfærd i fremtiden, jf. præmis 30 i EU-Domstolens dom af 22. maj 2012 i sag C-348/ 09 (P.I.). Retten finder, at den kriminalitet, som tiltalte nu er dømt for, må anses for at udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, jf.

EU-opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2. Retten finder endvidere, at der er tale om alvorlige hensyn til den offentlige sikkerhed, jf. direktivets artikel 28, stk. 2.

Efter EU-opholdsdirektivets artikel 28, stk. 3, litra a, er det en betingelse for udvisning af en EU-statsborger, som har haft ophold i værtsmedlemsstaten i de 10 forudgående år, således som det er tilfældet for tiltaltes vedkommende, at udvisning er bydende nødvendig af hensyn til den offentlige sikkerhed som fastlagt af medlemsstaten.

EU-Domstolen har bl.a. i dom af 22. maj 2012 i sag C-348/09 (P.I. mod Oberbürgermeisterin der Stadt Remscheid) fastslået, at udvisning på grundlag af artikel 28, stk. 3, er begrænset til »ekstraordinære tilfælde«, og at begrebet »bydende nødvendig af hensyn til den offentlige sikkerhed« ikke blot forudsætter eksistensen af en trussel mod den offentlige sikkerhed, men også, at en sådan trussel er endog særlig alvorlig, samt at adgangen til at gøre undtagelse fra det grundlæggende princip om fri bevægelighed skal fortolkes strengt, jf. dommens præmis 19, 20 og 23.

Af dommens præmis 28 fremgår, at det er tilladt medlemsstaterne at anse strafbare handlinger som dem, der er opregnet i Traktaten om Den Europæiske Funktionsmåde (TEUF) artikel 83, stk. 1, andet afsnit (herunder "ulovlig narkotikahandel"), for at indebære et særligt alvorligt indgreb i en grundlæggende samfundsinteresse, der kan udgøre en direkte trussel mod befolkningens tryghed og fysiske sikkerhed og dermed være omfattet af begrebet »bydende nødvendig af hensyn til den offentlige sikkerhed«.

En betingelse herfor er, at sådanne handlinger er begået på en måde, som er af særlig grov karakter, hvilket hører under den nationale domstol at efterprøve i den konkrete sag. Tiltalte er ved denne dom straffet for meget grov narkotikakriminalitet.

Hun har således under særligt skærpende omstændigheder været i besiddelse af 2 kg særligt farligt eller skadeligt stof (kokain) med henblik på videreoverdragelse, idet hun bl.a. i sin egen lejlighed og i forening med flere medgerningsmænd modtog, opbevarede, afvejede og inddelte kokain i salgsposer a 0,5 gram, som herefter løbende blev overdraget til andre medgerningsmænd med henblik på salg og udbringning til kunder.

Uanset at gerningsperioden kun strækker sig over ca. en uge, er der således ikke tale om spontan eller tilfældighedspræget kriminalitet.

Efter en samlet vurdering finder retten, at der i nærværende sag har været tale om ulovlig narkotikahandel af en særlig grov karakter, der udgør en direkte trussel mod befolkningens tryghed og fysiske sikkerhed, hvorfor udvisning er bydende nødvendig af hensyn til den offentlige sikkerhed, jf. EU-opholdsdirektivets artikel 28, stk. 3, litra a.

Spørgsmålet er herefter om udvisning af tiltalte vil være i strid med proportionalitetsprincippet, jf. EU-opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, 1. led, og artikel 28, stk. 1.

Ved denne vurdering skal der bl.a. tages hensyn til Menneskerettighedsdomstolens praksis vedrørende Menneskerettighedskonventionens artikel 8 om respekt for privat- og familieliv, jf. herved artikel 7 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder. Der foreligger en omfattende praksis fra Menneskerettighedsdomstolen om Menneskerettighedskonventionens artikel 8 om respekt for privat- og familieliv.

De kriterier, der indgår i vurderingen, fremgår blandt andet af Menneskerettighedsdomstolens dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig), præmis 68.

I tilfælde som det foreliggende, hvor der er tale om en udlænding, som ikke har etableret egen familie, skal der lægges vægt på karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet, varigheden af udlændingens ophold i værtslandet, tiden efter den begåede kriminalitet og udlændingens adfærd i denne periode samt fastheden af sociale, kulturelle og familiemæssige bånd til værtslandet og modtagerlandet ("the country of destination"), jf. dommens præmis 71.

Af dommens præmis 75 fremgår det, at der skal foreligge meget tungtvejende grunde for at retfærdiggøre en udvisning, nar der er tale om fastboende udlændinge, der er født i landet eller indrejst som børn og har tilbragt det meste af deres barndom og ungdom i landet.

Særligt med hensyn til betydningen af tilknytning til modtagerlandet bemærkes, at Menneskerettighedsdomstolens praksis må forstås således, at udvisning ikke er udelukket, selv om den pågældendes tilknytning til modtagerlandet reelt er ikke-eksisterende ("virtually non-existent").

Der må også i sådanne tilfælde foretages en samlet vurdering, jf. herved domme af 5. september 2023 i sag 31434/21 (Sharifi mod Danmark), præmis 37 og 38, og sag 44810/20 (Noorzae mod Danmark), ligeledes præmis 37 og 38. Udlændingeloven og dens forarbejder må forstås i overensstemmelse hermed, jf. herved UtR 2023.5549 H.

Det fremgår af Menneskerettighedsdomstolens praksis, at varigheden af et indrejseforbud har betydning ved vurderingen af, om udvisning vil udgøre et uproportionalt indgreb i privatlivet og familielivet, jf. bl.a. dommen af 23. juni 2008 i sagen Maslov mod Østrig, præmis 98, og dom af 14. september 2021 i sagen Abdi mod Danmark, præmis 38.

Om proportionalitetsvurderingen i den foreliggende sag bemærker retten herefter: Tiltalte er 26 år og kroatisk statsborger. Hun er født og opvokset i Danmark, hvor også hele hendes familie bor. Hun har danske venner. Hun har gået i dansk folkeskole og afsluttet 9. klasse, og hun taler og skriver dansk. Hun er på kontanthjælp og har aldrig haft fast arbejde i Danmark.

Tiltalte har ikke familie, venner eller bekendte i Kroatien. Familien ejer ikke noget i Kroatien, og hun har heller ikke i øvrigt nogen tilknytning til Kroatien. Hun har været i Kroatien en enkelt gang, da hun var baby. Hun taler ikke kroatisk. I tiltaltes familie taler de "sigøjnsk", dvs. romani, ligesom andre sigøjnere, herunder sigøjnere i Kroatien. Hun er ugift og har ikke kæreste eller børn.

Retten finder efter det anførte, at tiltalte har en særdeles stærk tilknytning til Danmark, og at hendes tilknytning til Kroatien reelt er ikke-eksisterende.

Efter navnlig arten og grovheden af den begåede kriminalitet, der som nævnt er straffet med fængsel i 3 år og 6 måneder, finder retten efter en samlet vurdering, at styrken af tiltaltes tilknytning til Danmark hvor hun dog ikke har stiftet egen familie og hendes manglende tilknytning til Kroatien ikke har en sådan vægt, at udvisning af tiltalte med henblik på at forebygge offentlig orden og sikkerhed i sig selv kan anses for at stride mod proportionalitetsprincippet, jf.

Menneskerettighedskonventionens artikel 8, stk. 2, og EU-opholdsdirektivets artikel 27, stk. 1, 1. led, og stk. 2, sammenholdt med artikel 28, stk. 1.

Retten finder i den forbindelse, at tiltalte ikke er fuldstændig uden forudsætninger for at klare sig i oprindelseslandet, idet hun efter sin egen forklaring taler romani med sin familie i Danmark, ligesom hun gennem sin familie i Danmark ma antages at have et vist kendskab til skik og kultur i Kroatien.

Der er endvidere lagt vægt på, at der efter baggrunden for og karakteren af den begåede kriminalitet sammenholdt med tiltaltes egen forklaring om, at hun kun har gennemført 9. klasse, er på kontanthjælp og aldrig har haft fast arbejde i Danmark, må antages at bestå en risiko for, at tiltalte også fremover vil begå ny kriminalitet i Danmark, hvis hun ikke udvises.

Det ma endvidere lægges til grund, at hendes familie vil have mulighed for at opretholde kontakten med hende, herunder ved besøg i Kroatien og ved at kommunikere via telefon og internet. EU-opholdsdirektivet er derfor ikke til hinder for, at der sker udvisning af tiltalte, jf. herved udlændingelovens § 2, stk. 3, og § 26 b.

På den baggrund tages påstanden om udvisning til følge, jf. udlændingelovens § § 22, nr. 1 og 4. Da tiltalte er idømt en ubetinget fængselsstraf på mere end 1 år og 6 måneder, skal der som udgangspunkt fastsættes et indrejseforbud for bestandig, jf. udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 7.

Efter tiltaltes særdeles stærke tilknytning til Danmark og hendes manglende tilknytning til Kroatien finder retten imidlertid, at et indrejseforbud for bestandig vil være uproportionalt, og at indrejseforbuddets varighed passende kan fastsættes til 6 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 1.

Retten har herved også lagt vægt på, at tiltalte ikke tidligere er betinget udvist af Danmark eller tildelt en advarsel om udvisning. Indrejseforbuddet regnes fra datoen for udrejsen eller udsendelsen, jf. udlændingelovens § 32, stk. 6, 1. pkt.

Thi kendes for ret

: Tiltalte Tiltalte skal straffes med fængsel i 3 år og 6 måneder. Hos tiltalte konfiskeres en iPhone (koster 10), 2,72 gram kokain (koster 22) og emballagen hertil (koster 23) 8,02 gram MDMA (koster 24) og emballagen hertil (koster 25). Tiltalte udvises af Danmark. Tiltalte pålægges indrejseforbud i 6 år. Indrejseforbuddet har gyldighed fra tidspunktet for udrejsen eller udsendelsen Tiltalte skal betale sagens omkostninger. ::::::::::::::::::::::::: Østre Landsrets 20. afdelings

DOM

(landsdommerne Bodil Dalgaard Hammer, Bjarke Gano og Daniella Gabris (kst.) med domsmænd). Dato: 16. december 2024 Rettens sagsnr.: S-2381-24 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født juli 1998, (advokat Danni Richter Larsen, beskikket) Dom afsagt af Retten på Frederiksberg den 30. juli 2024 (4311/2024) er anket af Tiltalte med påstand om formildelse af straffen og frifindelse for påstanden om udvisning.

Anklagemyndigheden har påstået skærpelse, herunder at Tiltalte udvises med et indrejseforbud for bestandig. Spørgsmålet om konfiskation er ikke omfattet af anken. Personlige forhold Tiltalte er ved Retten på Frederiksbergs dom af 22. juli 2015 yderligere straffet for overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer med dagbøder. Tiltalte har været fortsat frihedsberøvet under anken.

Landsrettens begrundelse og resultat

Straffastsættelse Tiltalte har i byretten forklaret vedrørende forhold 1, at hun for at afdrage på egen narkogæld stillede sin lejlighed til rådighed til modtagelse og opbevaring af to kilo kokain og deltog i afvejning og opdeling heraf i mindre salgsposer med henblik på videredistribution til kunder.

Under hensyn til hendes rolle i forhold 1, der blev begået i forening med flere medgerningsmænd, og karakteren og grovheden af den begåede kriminalitet, herunder mængden af narkotika, finder landsretten, at straffen skal forhøjes til fængsel i 4 år. Ved længden af den udmålte straf har landsretten endvidere ligesom byretten taget hensyn til, at Tiltalte har aflagt tilståelse, jf. straffelovens § 82, stk. 1, nr. 9.

Udvisning Fem voterende udtaler: Tiltalte er som anført ovenfor straffet med fængsel i 4 år for grov narkotikakriminalitet.

Under hensyn hertil, og af de grunde, der er anført af byretten, tiltræder vi, at det ikke med sikkerhed er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, og artikel 28, og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, at udvise Tiltalte.

Dog har vi herved ikke tillagt det betydning, at Tiltalte, der er roma, taler romani ligesom antageligvis andre personer med samme baggrund, som er bosat i Kroatien. Vi tiltræder endvidere af de af byretten anførte grunde, at indrejseforbuddets længde skal fastsættes til 6 år. På denne baggrund stemmer vi for at stadfæste byrettens bestemmelse om udvisning.

En voterende udtaler: Jeg finder under hensyn til Tiltalte’ stærke tilknytning til Danmark og hendes reelt ikke-eksisterende tilknytning til Kroatien, at udvisning med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Jeg stemmer derfor for at meddele Tiltalte en advarsel om udvisning, jf. udlændingelovens § 24 b, stk. 1.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet, således at Tiltalte udvises med et indrejseforbud i 6 år. Med den ovenfor anførte ændring stadfæster landsretten således byrettens dom i det omfang, den er anket.

Thi kendes for ret

: Byrettens dom i sagen mod Tiltalte stadfæstes med den ændring, at straffen forhøjes til fængsel i 4 år. Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.

AM2024.12.16Ø2
KilderAnklagemyndigheden
Kilde: https://vidensbasen.anklagemyndigheden.dk/h/6dfa19d8-18cc-47d6-b4c4-3bd07bc15ec0/VB/b2e0d6c5-f390-4936-bef1-3a46d5b538ce