Tilbage til sager

BRByretterne

AM2025.09.16B

Dom
Kilde: Anklagemyndigheden →
Dato
16-09-2025
Sagsemne
stalking
Fuldtekst
Kilde: Anklagemyndigheden

AM2025.09.16B Retten i Esbjergs

DOM

Dato: 16. september 2025 Rettens sagsnr.: 99-2078/2025 Politiets sagsnr.: 3300-73232-00044-23 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født juli 1988 Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag. Anklageskrift er modtaget den 20. juni 2025.

Tiltalte er tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 242, stalking, ved i en periode fra den 7. august 2023 til den 10. oktober 2023 fra ukendte steder på en måde, der var egnet til at krænke Forurettede, systematisk og vedvarende at have kontaktet, forfulgt eller på anden måde chikaneret Forurettede, idet sigtede kontaktede Forurettede telefonisk ikke under 825 gange fra forskellige telefonnumre, ligesom sigtede i samme periode i ikke mindre end 27 tilfælde personligt opsøgte eller observerede og forfulgte Forurettede, uagtet Forurettede havde givet udtryk for, at hun ikke ønskede kontakt til sigtede.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf. Tiltalte har nægtet sig skyldig. Forurettede har påstået, at tiltalte skal betale 10.000 kr. i godtgørelse for tort. Tiltalte har påstået frifindelse over for dette krav.

Sagens oplysninger

Der er afgivet forklaring af tiltalte Tiltalte og af vidnet Forurettede. Afhøringen af vidnet Forurettede måtte afbrydes under anklagerens afhøring af vidnet, da vidnet ikke var i stand til at fortsætte afhøringen. Forsvareren har således ikke haft mulighed for at afhøre vidnet. Forklaringer er lydoptaget og gengives ikke i dommen.

Rettens begrundelse

og afgørelse Tiltalte har forklaret, at telefonnummeret Telefonnummer1 er hans, men han ikke kender nummeret Telefonnummer2. Efter forklaringen fra Forurettede om, at tiltalte også ringede fra Telefonnummer2 den første gang, hvor hun tog den, og efter sammenhængen i mønsteret af opkaldene fra de to numre lægger retten til grund, at tiltalte har foretaget opkaldene i opkaldsloggen fra disse to numre.

Retten bemærker, at der i alt er tale om 780 opkald. Efter tiltaltes forklaring om, at han og Forurettede kom op at skændes, og at hun dagen efter havde blokeret ham, og efter hans forklaring om, at hun havde fået en ny kæreste, lægger retten til grund, at tiltalte var klar over, at hans kontakt var uønsket. Størstedelen af opkaldene har fundet sted i perioden fra den 8. august 2023 til den 21. august 2023.

Efter intensiteten og antallet af opkaldene finder retten, at kontakten har været systematisk og vedvarende, og at kontakten efter de anførte omstændigheder var egnet til at krænke Forurettedes fred. Det er derfor bevist, at tiltalte i dette omfang er skyldig. Straffen fastsættes til fængsel i 40 dage, jf. straffeloven § 242.

Straffen skal ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder de betingelser, som er angivet nedenfor, jf. straffelovens § 62 og § 63, jf. § 56, stk. 1. Tiltalte skal herunder udføre samfundstjeneste i 60 timer. Retten har lagt vægt på karakteren af overtrædelsen.

Under hensyn til, at der nu er forløbet ca. to år, siden forholdet blev begået, finder retten uanset det i forarbejderne anførte om, at stalking i udgangspunktet straffes med ubetinget fængsel at straffen kan gøres betinget som sket med vilkår om samfundstjeneste.

Thi kendes for ret

: Tiltalte Tiltalte skal straffes med fængsel i 40 dage. Straffen skal ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder følgende betingelser: Tiltalte må ikke begå noget strafbart i en prøvetid på 1 år fra endelig dom. Tiltalte skal inden for en længstetid på 6 måneder fra endelig dom udføre ulønnet samfundstjeneste i 60 timer. Tiltalte skal være under tilsyn af Kriminalforsorgen i prøvetiden. Tiltalte skal betale sagens omkostninger.

AM2025.09.16B
Retten fandt, at kontakten efter intensiteten og antallet af opkaldene var systematisk og vedvarende. Straffen blev undtagelsesvist gjort betinget med henvisning til lang sagsbehandlingstid (ca. 2 år).
KilderAnklagemyndigheden
Kilde: https://vidensbasen.anklagemyndigheden.dk/h/6dfa19d8-18cc-47d6-b4c4-3bd07bc15ec0/VB/2cfedd94-d5c1-406d-bc1e-7cba11b660f6