29672/2024

A og B havde ikke dansk indfødsret som følge af bl.a. forventnings- og indrettelseshensyn Sagen drejede sig om, hvorvidt det var med rette, at Udlændinge- og Integrationsministeriet havde meddelt A og hans søn B, at de ikke er og aldrig har været danske statsborgere. A blev i 1979 meddelt dansk indfødsret ved lov på den betingelse, at han over for Indenrigsministeriet inden en bestemt dato godtgjorde, at han var løst fra sit egyptiske statsborgerskab. Ministeriet vurderede i 1980, at betingelsen var opfyldt, og udstedte et indfødsretsbevis til ham. B, der var født i 1989, var blevet registreret som dansk statsborger, som følge af at hans far var registreret som dansk statsborger, og de danske myndigheder havde udstedt pas til B i 1999 og 2009. I 2017 meddelte Udlændinge- og Integrationsministeriet A og B, at de ikke er og aldrig har været danske statsborgere. Ministeriet anførte bl.a., at ministeriet i 2016 havde modtaget oplysninger om, at A ikke var blevet løst fra sit egyptiske statsborgerskab og dermed ikke opfyldte betingelsen for at erhverve dansk indfødsret. Som konsekvens heraf havde B ikke erhvervet dansk statsborgerskab ved fødslen, idet hans far ikke var dansk statsborger, da B blev født. Højesteret udtalte, at der er fast og langvarig praksis for, at personer ved lov kan meddeles indfødsret på betingelser, og at det overlades til forvaltningen at tage stilling til, om betingelserne i loven er opfyldt. Højesteret udtalte endvidere, at det følger af almindelige forvaltningsretlige grundsætninger om ugyldighed, at en afgørelse om indfødsret som udgangspunkt skal omgøres (annulleres), hvis lovens betingelser for at erhverve dansk indfødsret viser sig ikke at være opfyldt. Højesteret udtalte videre, at det også følger af almindelige forvaltningsretlige grundsætninger, at udgangspunktet om omgørelse (annullation) efter omstændighederne skal fraviges i særlige tilfælde som følge af forventnings- og indrettelseshensyn. Højesteret fandt, at der ikke er grundlag for at fastslå, at grundlovens § 44, stk. 1, hvorefter ingen udlænding kan få indfødsret uden ved lov, indebærer, at disse almindelige retsgrundsætninger ikke finder anvendelse på indfødsretsområdet. Om EU-rettens regler om unionsborgerskab udtalte Højesteret, at myndighederne i almindelighed skal iagttage de EU-retlige regler om bl.a. unionsborgerskab, hvis myndighederne har anset en person for at have dansk indfødsret, uden at betingelserne for at opnå dansk indfødsret er opfyldt, og myndighederne derfor overvejer at meddele, at den pågældende aldrig gyldigt har erhvervet dansk indfødsret. Dette indebærer, at myndighederne skal overholde proportionalitetsprincippet. For så vidt angår A fandt Højesteret, at han ikke opfyldte betingelserne i loven fra 1979 for at erhverve dansk indfødsret. Efter en konkret vurdering fandt Højesteret endvidere, at der hverken som følge af forventnings- og indrettelseshensyn eller efter EU-retten var grundlag for at tilsidesætte Udlændinge- og Integrationsministeriets afgørelse om, at A ikke er og aldrig har været dansk statsborger. Højesteret anførte bl.a., at A siden 1980 eller 1981 havde boet i Egypten, at han i hvert fald i 1985 måtte have indset, at han ikke var blevet løst fra sit egyptiske statsborgerskab og derfor ikke havde opfyldt betingelsen for at opnå dansk indfødsret, og at det måtte lægges til grund, at ministeriets afgørelse kun havde haft begrænsede konsekvenser for ham. For så vidt angår B fandt Højesteret, at han ikke opfyldte betingelserne i indfødsretsloven for at erhverve dansk indfødsret. Efter en konkret vurdering fandt Højesteret endvidere, at der hverken som følge af forventnings- og indrettelseshensyn eller efter EU-retten var grundlag for at tilsidesætte Udlændinge- og Integrationsministeriets afgørelse om, at B ikke er og aldrig har været dansk statsborger. Højesteret anførte bl.a., at B er født og opvokset i Egypten, at det fremgår af hans fødselsattest, at begge hans forældre er egyptiske statsborgere, at han var 19 år, da han første gang var i Danmark, og at det måtte lægges til grund, at ministeriets afgørelse kun havde haft begrænsede konsekvenser for ham.