39/2020

HØJESTERETS DOM

afsagt torsdag den 1. oktober 2020 Sag 39/2020 (1. afdeling)

Anklagemyndigheden mod T (advokat Tyge Trier, beskikket) I tidligere instanser er afsagt dom af Retten på Bornholm den 23. november 2018 (1- 507/2018) og af Østre Landsrets 8. afdeling den 7. januar 2020 (S-3517-18).

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Thomas Rørdam, Henrik Waaben, Oliver Talevski, Anne Louise Bormann og Kristian Korfits Nielsen.

Påstande

Dommen er anket af T med påstand om frifindelse, subsidiært strafbortfald og mere subsidi- ært formildelse. Anklagemyndigheden har påstået skærpelse. Retsgrundlag Beredskabslovens § 41, stk. 1 og 2, lyder:

”Enhver skal rette sig efter de påbud, der udstedes af redningsberedskabet. Stk. 2. Enhver skal overholde afspærringer i forbindelse med en indsats og efterkomme politiets eller redningsberedskabets opfordring til at forlade det afspærrede område eller vejene hertil.”

Anbringender

T har anført navnlig, at landsretten ikke har anvendt beredskabslovens § 41, stk. 2, korrekt. Han har ikke udvist en adfærd, som er strafbar efter § 41, stk. 2. Han befandt sig på ulykkes-

- 2 - stedet som medierepræsentant. § 41, stk. 2, er møntet på civile personer, som – modsat medie- repræsentanter – ikke har et lovligt ærinde bag en afspærring.

Han har i kraft af sit pressekort ret til at opholde sig bag afspærringer i forbindelse med en beredskabsmæssig indsats, jf. cir- kulære nr. 211 af 20. december 1995 om adgang for journalister og pressefotografer m.fl. til at passere gennem politiafspærringer.

Et strafferetligt ansvar efter § 41, stk. 2, må endvidere forudsætte, at der er opsat afspærringsbånd eller en anden tilsvarende entydig og tydelig af- mærkning af området. Desuden er det efter landsrettens præmisser ikke klart, hvor den påstå- ede afspærring med blå blink begyndte og navnlig sluttede. Han havde derfor ikke mulighed for at efterkomme en konkret opfordring til at forlade det afspærrede område.

Strafansvar ef- ter § 41, stk. 2, må forudsætte, at han reelt var i vejen i en sådan grad, at redningsmandskab og politi lovligt kunne opfordre ham til at forlade det afspærrede område, at opfordringen blev fremsat og fremstod tydeligt for ham som en opfordring til at forlade det afspærrede område, at det var tydeligt for ham, hvor det afspærrede område begyndte og sluttede, og at han ube- rettiget undlod at forlade dette område.

Disse betingelser er ikke opfyldt, navnlig når de for- skellige positioner, han befandt sig i under forløbet, tages i betragtning. Han har således ikke opfyldt strafbetingelserne i § 41, stk. 2. Uagtsomhedsvurderingen skal ske ud fra en vurdering af, om han objektivt har tilsidesat de handlenormer, som må anses for rimelige i forhold til medierepræsentanter.

Han har ageret ud fra en branchenorm om, at han havde ret til at udføre sit fotojournalistiske virke ”sur place”. Landsretten er ved domfældelsen gået ud over ordlyden af anklageskriftet. Anklageskriftet indeholder en angivelse af, at han havde pligt til at overholde en påstået afspærring, hvilket han qua sit pressekort netop ikke havde.

Desuden angiver anklageskriftet kun, at han skulle have undladt at efterkomme politiets opfordring til at forlade det afspærrede område, hvor- imod anklageskriftet ikke angår opfordringer fra andre personer. Landsretten har imidlertid straffet ham for at undlade at efterkomme opfordringer fra redningsmandskab.

Det var ikke påregneligt for ham og hans forsvarer, at landsretten ville straffe i relation til opfordringer fra redningsmandskabet. Hertil kommer, at landsretten straffer for, at han ”på skadestedet var i vejen”, hvorimod anklageskriftet angiver, at han skulle ”have lagt hindringer i vejen”. Ankla- gemyndigheden har ikke påvist, at han skulle have lagt hindringer i vejen.

Legalitetsprincip- pet fører tillige til, at der må ske frifindelse.

- 3 - Han kan ikke straffes for overtrædelse af § 41, stk. 2, da det vil være i strid med hans ytrings- frihed efter artikel 10 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Landsrettens be- grundelse lever ikke op til det præcisions- og begrundelseskrav, som følger af artikel 10.

Det er bl.a. ikke angivet, hvor, hvornår og hvordan han konkret var i vejen for redningsmandska- bet, og hvornår han strafbart undlod at efterkomme opfordringerne til at flytte sig. En særlig indgående prøvelse fra Højesterets side er i lyset af artikel 10 påkrævet.

Det følger af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at nationale domstole skal være varsomme med at underkende mediernes skøn angående research og relevans af dækning, herunder valg af metoder. Myndighedspersoners utilfredshed med mediernes tilstedeværelse samt dækning og dokumentation kan ikke begrunde strafferetlige sanktioner.

Han har konkret ageret inden for de vide grænser, som følger af artikel 10, navnlig når det gælder mediernes adgang til at modtage og meddele information. Hans tilstedeværelse på ulykkesstedet havde væsentlig be- tydning for, at mediet Bornholm.nu kunne dække en væsentlig historie for lokalsamfundet, som interesserede sig for beredskabets responstider og håndtering af indsatsen ved ulykker.

Fotografierne og artiklen om bilulykken levede fuldt ud op til de medieretlige krav. Hvis Højesteret finder, at han med rette er dømt for overtrædelse af beredskabslovens § 41, stk. 2, bør straffen bortfalde i medfør af straffelovens § 83. Findes der ikke grundlag herfor, bør han alene tildeles en advarsel.

I hvert fald bør bøden under hensyn til bødeniveauet i sager om overtrædelse af ordensbekendtgørelsens § 4 udmåles i størrelsesordenen 1.000-1.500 kr.

Anklagemyndigheden har anført navnlig, at Højesterets vurdering af, om T har realiseret ger- ningsindholdet i beredskabslovens § 41, stk. 2, må ske på grundlag af det bevisresultat, som er fastlagt ved landsrettens dom, jf. retsplejelovens § 933, stk. 2, sammenholdt med § 912, stk. 1, nr. 4, modsætningsvis.

Landsretten har fundet det bevist, at han opholdt sig på skadestedet, som var afspærret, og at han i den forbindelse undlod at efterkomme politiets opfordring til at flytte sig. Han har her- ved realiseret gerningsindholdet i beredskabslovens § 41, stk. 2.

Det er korrekt, som anført af T, at landsretten ved at have dømt ham for ikke at efterkomme opfordringer fra såvel red- ningsmandskab som politi til at flytte sig, tilsyneladende har dømt for et forhold, der ikke er beskrevet i anklageskriftet.

Da dette imidlertid hverken har betydning for vurderingen af for- holdets strafbarhed eller for straffastsættelsen, er det ikke et forhold, der skal tillægges betyd- ning ved Højesterets prøvelse af sagen.

- 4 - Det er efter § 41, stk. 2, ikke et krav, for at et område kan anses for ”afspærret”, at der er op- sat afspærringsbånd eller anden tilsvarende afmærkning. En afspærring med redningskøretøjer med blå blink må efter en formålsfortolkning anses for at udgøre en ”afspærring” i § 41, stk. 2’s forstand. Afspærring med hjemmel i politiloven er i øvrigt heller ikke formbunden.

Det, som T har anført vedrørende manglende efterlevelse af politiets opfordring til at forlade det afspærrede område, er reelt rettet mod landsrettens bevisresultat og er udtryk for, at lands- retten efter hans opfattelse ikke har haft tilstrækkeligt grundlag for at bedømme beviserne som sket. Anbringendet kan derfor ikke prøves af Højesteret.

Beredskabslovens § 41, stk. 2, skal fortolkes og anvendes i lyset af artikel 10 i Den Europæi- ske Menneskerettighedskonvention. Der er tale om et indgreb i hans ytringsfrihed efter artikel 10, stk. 1. Indgrebet har dog været berettiget. Betingelserne i artikel 10, stk. 2, er således opfyldt.

For- buddet mod at opholde sig inden for det afspærrede område og politiets opfordring til at for- lade området følger af beredskabslovens § 41, stk. 2, og indgrebet forfulgte et legitimt formål, nemlig at sikre arbejdsro for redningsmandskabet, som var beskæftiget med forsøg på genop- livning af den svært tilskadekomne person. Indgrebet var endvidere nødvendigt i et demokra- tisk samfund.

Journalister er – som alle andre – forpligtet til at overholde den almindelige straffelovgivning, herunder efterkomme et lovligt påbud fra politiet begrundet i hensynet til enkeltpersoners sikkerhed.

Ved afvejningen af hensynet til redningsmandskabets arbejde over for hensynet til offentlighedens interesse i at modtage information om et emne af samfunds- mæssig interesse har det betydning, at politiets opfordring til T om at forlade skadestedet var baseret på en rimelig vurdering af, at han konkret var i vejen for redningsmandskabets arbej- de. I et sådant tilfælde må hensynet til dette arbejde veje tungest.

Også når henses til, at han ikke var afskåret fra at rapportere på rimelige vilkår om ulykken fra en position uden for ska- destedet. Landsretten har fastsat straffen til en bøde på 3.000 kr., hvilket må anses for at ligge inden for et rimeligt niveau, men påstanden om strafskærpelse er nedlagt for at stille Højesteret frit. Der er ikke grundlag for strafbortfald efter straffelovens § 83.

- 5 -

Højesterets begrundelse og resultat

Sagens baggrund og problemstillinger T er ved landsrettens dom fundet skyldig i at have overtrådt beredskabslovens § 41, stk. 2, i forbindelse med, at han som fotojournalist for mediet Bornholm.nu i december 2017 rapporte- rede fra og tog fotos på et ulykkessted. Han blev straffet med en bøde på 3.000 kr.

Sagen angår navnlig, om landsretten har anvendt beredskabslovens § 41, stk. 2, urigtigt ved domfældelsen af T, og om domfældelse for overtrædelse af § 41, stk. 2, er i strid med hans ret til ytringsfrihed efter artikel 10 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Hvis T med rette er dømt for overtrædelse af beredskabslovens § 41, stk. 2, er der endvidere spørgs- mål om strafudmålingen.

Beredskabslovens § 41, stk. 2 Af beredskabslovens § 41, stk. 2, fremgår, at enhver skal overholde afspærringer i forbindelse med en indsats og efterkomme politiets eller redningsberedskabets opfordring til at forlade det afspærrede område eller vejene hertil.

Landsretten har efter bevisførelsen lagt til grund, at T som pressefotograf var til stede på ulykkesstedet, hvor redningskøretøjer fungerede som afspærring, og hvor redningsmandskab bl.a. var beskæftiget med forsøg på genoplivning af den svært tilskadekomne, der senere afgik ved døden.

Endvidere har landsretten på baggrund af Ts egen forklaring lagt til grund, at han fotograferede bl.a. fra en placering på skadestedet ca. 6-7 meter fra den tilskadekomne.

Ende- lig er det efter vidneforklaringerne fra to politiassistenter og to ambulancereddere lagt til grund, at han på skadestedet var i vejen for redningsmandskabet, og at han i den forbindelse undlod at efterkomme opfordringer fra såvel redningsmandskab som politi til at flytte sig.

Landsrettens præmisser må på baggrund af brugen af ordet ”skadestedet” forstås sådan, at T er fundet skyldig i at have opholdt sig på et område inden for afspærringen, og at han, mens han opholdt sig på området, var i vejen for redningsmandskabet og undlod at efterkomme opfordringer til at flytte sig.

Højesteret kan ikke efterprøve den konkret foretagne bevisbedømmelse vedrørende skyld- spørgsmålet, jf. retsplejelovens § 933, stk. 2, sammenholdt med § 912, stk. 1, nr. 4, modsæt-

- 6 - ningsvis. Ts anbringende om, at han ikke har udvist en adfærd som den, landsretten har lagt til grund, kan således ikke prøves af Højesteret. Højesteret kan derimod tage stilling til, om landsretten har anvendt beredskabslovens § 41, stk. 2, urigtigt ved domfældelsen af T. Som nævnt påbyder § 41, stk. 2, ”enhver” at overholde afspærringer i forbindelse med en red- ningsindsats.

Bestemmelsen omfatter således efter ordlyden også medierepræsentanter, og der er ingen holdepunkter i lovforarbejderne for, at disse ikke skulle være omfattet af § 41, stk. 2.

Det kan dog følge af artikel 10 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, at mediere- præsentanter har ret til at opholde sig inden for et afspærret område, jf. herom nærmere ne- denfor om denne bestemmelses betydning for den foreliggende sag.

Efter ordlyden af § 41, stk. 2, er det ikke en betingelse, for at et område kan anses for afspær- ret i bestemmelsens forstand, at der er opsat afspærringsbånd eller anden tilsvarende afmærk- ning. Der er heller ikke holdepunkter i forarbejderne for en sådan forståelse.

Højesteret finder herefter, at der ikke efter § 41, stk. 2, gælder bestemte krav til, hvordan et område afspærres i forbindelse med en redningsindsats, og at dette f.eks. også kan ske ved – som i denne sag – at lade redningskøretøjer med blå blink markere det område, hvor det ikke er tilladt at opholde sig.

Højesteret har efter landsrettens bevisresultat ikke grundlag for at fastslå, at T ikke har haft den fornødne tilregnelse i form af uagtsomhed. Højesteret finder på denne baggrund, at landsretten ikke har anvendt beredskabslovens § 41, stk. 2, urigtigt ved domfældelsen af T.

Da landsretten imidlertid ud over manglende efterlevelse af opfordringer fra politiet har dømt T for ikke at have efterlevet opfordringer fra redningsmandskabet til at flytte sig, uanset at dette ikke er omfattet af tiltalen, frifinder Højesteret T herfor, jf. retsplejelovens § 883, stk. 3. tringsfrihed efter Menneskerettighedskonventionens artikel 10 Spørgsmålet er herefter, om domfældelse for overtrædelse af beredskabslovens § 41, stk. 2, må anses for at være i strid med artikel 10 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

- 7 -

Det fremgår af artikel 10, stk. 1, at enhver har ret til ytringsfrihed. Denne ret omfatter bl.a. frihed til at modtage eller meddele oplysninger uden indblanding fra offentlig myndighed. Ytringsfriheden er ikke ubetinget.

Efter stk. 2 kan den således underkastes sådanne formalite- ter, betingelser, restriktioner eller straffebestemmelser, som er foreskrevet ved lov og er nød- vendige i et demokratisk samfund af hensyn til nærmere opregnede interesser.

Højesteret finder, at de begrænsninger, T som fotojournalist var undergivet i forbindelse med sin dækning af ulykken, indebar et indgreb i hans ret til ytringsfrihed efter artikel 10, stk. 1. Indgrebet har hjemmel i beredskabslovens § 41, stk. 2.

Afspærringen af ulykkesstedet og det heraf følgende forbud mod at opholde sig inden for afspærringen havde til formål at sikre, at redningsmandskabet uhindret kunne foretage arbejdet med at forsøge at redde den tilskade- komnes liv. Indgrebet havde dermed et legitimt formål som nævnt i artikel 10, stk. 2. Spørgsmålet er herefter, om proportionalitetskravet i artikel 10, stk. 2, er opfyldt.

Landsretten har efter bevisførelsen lagt til grund, at T på skadestedet var i vejen for red- ningsmandskabet, der var i færd med at forsøge at redde den tilskadekomnes liv. Der er ikke oplyst om omstændigheder, som gjorde, at han ikke kunne udføre sit arbejde som fotojourna- list fra placeringer uden for det afspærrede område.

Højesteret tiltræder på denne baggrund, at T – når bortses fra domfældelsen for at have und- ladt at efterkomme opfordringer fra redningsmandskabet til at flytte sig – er fundet skyldig i overtrædelse af beredskabslovens § 41, stk. 2, således som denne bestemmelse må forstås i lyset af artikel 10 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Strafudmålingen Højesteret tiltræder, at bøden er fastsat som sket, og at der ikke er grundlag for at lade den bortfalde efter straffelovens § 83. Konklusion og sagsomkostninger Højesteret stadfæster dommen.

- 8 -

Efter sage ns principielle karakter og under hensyn til, at T blev frifundet for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 3 (nu stk. 4), finder Højesteret, at statskassen skal betale sagens om- kostninger for alle tre instanser.

Thi kendes for ret

: Landsrettens dom stadfæstes.

Statskassen skal betale sagens omkostninger for byret, landsret og Højesteret.

D O M

Afsagt den 7. januar 2020 af Østre Landsrets 8. afdeling (landsdommerne Bo Østergaard, Jan Uffe Rasmussen og Inge Birgitte Møberg (kst.) med domsmænd). 8. afd. nr. S-3517-18: Anklagemyndigheden mod T (cpr.nr…) (advokat Tyge Trier, besk.) Retten på Bornholms dom af 23. november 2018 (1-507/2018) er anket af anklagemyndigheden med påstand om domfældelse efter anklageskriftet.

Tiltalte har påstået stadfæstelse af byrettens frifindende dom. Forklaringer Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte og vidnerne V1, V2, V3, V4, V5 og V7. Der er endvidere afgivet forklaring af vidnerne V8 og V9. Den i byretten af vidnet V6 afgivne forklaring er dokumenteret i medfør af retsplejelovens § 923.

Tiltalte har supplerende forklaret blandt andet, at han kun anvendte sit 24-70 mm zoomobjektiv. Der var ingen afspærring med strimler. Der var ingen der henvendte sig til ham, da han bevægede sig hen til positionen ved siden af brandbilen. Han var ikke tættere end 6-7 meter på ulykkesstedet svarende til stedet, hvor den tilskadekomne befandt sig. Han stod måske 5 meter fra ambulancens bagende.

Han gik ikke på noget tidspunkt i vejen for

- 2 - redningsfolkene. Ingen var nødt til at gå rundt om ham for at komme hen til ambulancen. Redningsfolkene var travlt optaget med at prøve at redde livet for en meget alvorligt tilskadekommen, og han ville derfor ikke forstyrre indsatslederen ved at rette henvendelse til ham.

Da redningsfolkene skulle flytte den tilskadekomne, havde han ikke behov for at tage flere fotos og gik venstre om udrykningskøretøjerne om på den anden side af dem ca. 30 meter fra ulykkesstedet. Det var på dette sted, politifolkene henvendte sig til ham. Vidnet V1 har supplerende forklaret blandt andet, at han havde behandlingsansvaret på stedet.

Det stod hurtigt klart, at den tilskadekomne udover forsøg på genoplivning ikke kunne hjælpes på stedet, men hurtigst muligt skulle til sygehuset. De var mange redningsfolk omkring båren, dels til at bære den, og dels til at holde den tilskadekomnes legemsdele på plads. De fik ham relativt hurtigt på plads i ambulancen, men afventede en akutbil.

Vidnet V2 har supplerende forklaret blandt andet, at han gik bagerst til højre ved båren, da den skulle ind i ambulancen. Tiltalte stod og fotograferede ud for ambulancens bagende og var i vejen. Der blev flere gange råbt noget i retning af ”flyt dig for helvede” til tiltalte. Han husker ikke hvem, der råbte. Han forklarede også i byretten, at det blev påtalt over for tiltalte, at han var i vejen for dem.

Redningsfolkene på venstre side af båren gik i rabatten. Det var de under alle omstændigheder nødt til. Vidnet V3 har supplerende forklaret blandt andet, at udrykningsblink var aktiveret på alle de udrykningskøretøjer, der holdt ved ulykkesstedet. Tiltalte befandt sig ikke særlig langt foran ambulancen, da vidnet rettede henvendelse til ham.

Han sad på hug og fotograferede hen imod det sted, hvor den tilskadekomne befandt sig. Sagen mod vidnet ved Den Uafhængige Politiklagemyndighed er endeligt afsluttet uden kritik. Vidnet V4 har supplerende forklaret blandt andet, at de blev opmærksomme på tiltalte 2-3 minutter efter, at de ankom til stedet.

Vidnet så redningsmandskab arbejde med tilskadekomne, der hang ud af ulykkesbilen, mens tiltalte stod foran ambulancen og fotograferede ganske få meter derfra. Redningsfolkene må have taget fejl med hensyn til tiltaltes placering. Han kan ikke have nået at placere sig som forklaret af dem. Vidnet overværede ikke forløbet, da redningsfolkene flyttede båren hen til og ind i ambulancen.

Der var hverken tid eller anledning til at sætte minestrimler op omkring uheldsstedet.

- 3 - Vidnet V5 har supplerende forklaret blandt andet, at redningsmandskab og politi var til stede, da han ankom til stedet. Vidnet så tiltalte bevæge sig rundt inde på skadestedet mellem ambulancen og den forulykkede bil. Tiltalte stod ved ambulancens højre side tættere på den forulykkede bil end vist på tiltaltes skitse.

Tiltalte var alt for tæt på – tættere end 6 meter – og var i vejen for redningsmandskabets arbejde. Vidnet V8 har forklaret blandt andet, at han er brandmand og indsatsleder. Han var med til at skære den forulykkede fri. De var seks brandmænd og to ambulancefolk på stedet. Han bistod også med at få den forulykkede på båre og ind i ambulancen, hvilket foregik som det plejede.

Han så tiltalte befinde sig ud for ambulancens skydedør. Han blev bedt om at flytte sig, hvilket han efterkom ved at trække sig baglæns. De måtte på ny bede ham flytte sig for at kunne kom hen bag ambulancen med båren. Vidnet husker ikke, hvordan han reagerede på dette. Han så senere tiltalte stå sammen med de to betjente ca. 10 meter foran ambulancen.

Vidnet V7 har supplerende forklaret blandt andet, at billeder, der viser omfanget af og tidspunktet for redningsmandskabs tilstedeværelse i forbindelse med ulykker er meget relevante for pressens dækning af dette stofområde. Vidnet V9 har forklaret blandt andet, at hun er formand for Dansk Journalistforbund.

Hun kan tilslutte sig indholdet af den forklaring, som V6 har afgivet i forbindelse med sagens behandling i byretten. Oftest er ulykkessteder tydeligt markeret, og ellers vil der normalt være en udmærket dialog med politi og redningsmandskab. Efter hendes opfattelse knytter der sig ikke presseetiske problemer til tiltaltes billeder fra ulykkesstedet.

Det er forbundets opfordring, at et medlem, der bliver bedt om at forlade et ulykkessted, beder om en begrundelse.

Landsrettens begrundelse og resultat

Landsretten lægger efter bevisførelsen til grund, at tiltalte som pressefotograf i forbindelse med en alvorlig færdselsulykke var til stede på ulykkesstedet, hvor redningskøretøjer fungerede som afspærring, og hvor redningsmandskab blandt andet var beskæftiget med forsøg på genoplivning af den svært tilskadekomne, der senere afgik ved døden. Efter tiltaltes egen forklaring lægges det endvidere til grund, at tiltalte fotograferede blandt andet fra en

- 4 - placering på skadestedet ca. 6-7 meter fra den tilskadekomne. Endelig lægges det efter forklaringerne afgivet af vidnerne V1, V2, V3, V4 til grund, at tiltalte på skadestedet var i vejen for redningsmandskabet, og at han i den forbindelse undlod at efterkomme opfordringer fra såvel redningsmandskab som politi til at flytte sig. Tiltalte findes herved skyldig i overtrædelse af beredskabslovens § 41, stk. 2.

Menneskerettighedskonventionens artikel 10, stk. 1, hvorefter enhver har ret til ytringsfrihed, kan ikke føre til et andet resultat. Der er efter bevisførelsen ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at tiltalte har handlet med forsæt til at lægge politi eller redningsmandskab hindringer i vejen for udførelsen af deres tjeneste eller hverv.

Tiltalte frifindes derfor for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 4 (tidligere § 119, stk. 3). Der er ikke grundlag for at lade straffen bortfalde i medfør af straffelovens § 83. Straffen fastsættes efter beredskabslovens § 70, stk. 1, jf. § 41, stk. 2, til en bøde på 3.000 kr. Forvandlingsstraffen er fængsel i 6 dage.

T h i k e n d e s f o r r e t : Byrettens dom i sagen mod T ændres, således at han straffes med en bøde på 3.000 kr.

Forvandlingsstraffen er fængsel i 6 dage.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger.

Retten på Bornholm

D O M afsagt den 23. november 2018 Rettens nr. 1-507/2018 Politiets nr. 2200-70303-00003-17 Anklagemyndigheden mod T cpr-nummer… Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag. Anklageskrift er modtaget den 9. august 2018. T er tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 3, og beredskabslovens § 70, stk. 1, jf. § 41, stk. 2, ved den 17. december 2017 ca. kl. 23.40 på X-vej ved nr. 1 i Y-by.

- at have lagt hindringer i vejen for udførelse af de tjenestegørende ambulancereddere og politiassistenters arbejde, - at have undladt at overholde afspærringer i forbindelse med en indsats, og - at have undladt at efterkomme politiets opfordring til at forlade det afspærrede område, idet tiltalte undlod at overholde en afspærring, som var etableret ved redningskøretøjer med blå blink, af et ulykkessted efter et færdselsuheld, og stillede sig i vejen for ambulanceredderene V1 og V2, som derfor måtte gå en omvej for at bringe den tilskadekomne person hen til ambulancen, hvorefter tiltalte flere gange nægtede at følge politiassistenterne V3 og V4 anvisninger om at forlade det spærrede ulykkessted, hvorfor politiassistenterne måtte føre tiltalte væk fra det afspærrede område og fortsat holde tiltalte væk fra området og dermed blev forhindret i at udføre deres arbejde på gerningsstedet i form af afsøgning for yderligere tilskadekomne, afhøringer og lignende.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf. Tiltalte har nægtet sig skyldig.

Sagens oplysninger

Der er afgivet forklaring af tiltalte og af vidnerne V1, V2, pa. V3, pa. V4, V5, V6 og V7.

- 2 - Forklaringerne er lydoptaget og gengives ikke i dommen.

Af en af Kriminalforsorgen den 27. august 2018 udarbejdet personundersøgelse fremgår blandt andet: Tiltalte er ikke tidligere straffet. "Kriminalforsorgens konklusion: Det er Kriminalforsorgens vurdering, at T er egnet til at modtage en hel eller delvis betinget dom med vilkår om samfundstjeneste, hvortil det skal anbefales, at der fastsættes vilkår om tilsyn af Kriminalforsorgen i prøvetiden.

Kriminalforsorgens begrundelse: Der ses ikke noget i Ts forhold, som skulle tilsige, at han ikke er egnet til at afvikle samfundstjeneste, ligesom han er motiveret for at deltage, hvorfor der vurderes at være en rimelig udsigt til at han kan gennemføre samfundstjeneste. Der skønnes ikke behov for yderligere vilkår udover det tilsyn af Kriminalforsorgen, som følger med en afvikling af samfundstjeneste"

Rettens begrundelse

og afgørelse Det lægges til grund, at der var sket en alvorlig ulykke, og at brandvæsenet og en ambulance var kommet til ulykkesstedet og holdt med "blå blink" da tiltalte kom til stedet. Også politiet kom til stede. Der var ingen afspærring ved ulykkesstedet men ifølge vidnet V5 dannede "de blå blink" afspærring. Tiltalte er fotojournalist og har pressekort.

Han var på stedet for at tage billeder, som skulle bringes i Bornholm.nu. Efter vidnerne V1 og V2s forklaringer lægges det til grund, at tiltalte stod bagerst til højre ved den ambulance, som den forulykkede person skulle i ind i, og tog billeder derfra.

Det lægges ligeledes til grund, at redningsfolkene måtte gå uden om tiltalte da, de kørte med båren langs ambulancen for at få den ind i ambulancen, hvilket medførte nogle få sekunders forsinkelse. Tiltalte gik herefter om på den anden side af ambulancen for at tage fotos derfra.

Da politiassistenterne mente, at tiltalte gik for tæt på redningsarbejdet og var i vejen herfor, bad de tiltalte om at gå væk fra stedet, og da han ikke gjorde det, førte de ham væk fra stedet. På den baggrund finder retten, at tiltalte ikke stillede sig de mest hensigtsmæssige steder men tiltalte lagde ikke hindringer i vejen for ambulancereddernes og politiassistenternes arbejde.

Journalister har generelt en videre adgang til at gå tæt på et ulykkessted og gå bag en afspærring, hvorfor han ikke skulle overholde en afspærring. Retten finder heller ikke, at tiltalte havde pligt til at forlade stedet. Tiltalte frifindes derfor for den rejste tiltale.

Thi kendes for ret

: Tiltalte T frifindes. Statskassen skal betale sagens omkostninger.