OLR — Østre Landsret
AM2025.04.01Ø
OL-2025-Ø-00025
AM2025.04.01Ø Retten på Frederiksbergs
DOM
Dato: 2. februar 2023 Rettens sagsnr.: 4747/2021 Politiets sagsnr.: 0100-73251-00072-21 Anklagemyndigheden mod Tiltalte1, født oktober 1995 og Tiltalte2, født marts 1962 Sagens baggrund og parternes påstande Denne sag er behandlet med domsmænd. Anklageskrift er modtaget den 7. maj 2021.
Tiltalte1 og Tiltalte2 er tiltalt for legemsangreb af særligt rå, brutal eller farlig karakter efter straffelovens § 245, stk. 1, og for så vidt angår Tiltalte1, jf.§ 247, stk. 1, ved den 6. april 2021 ca. kl. 22.20 ud for Adresse1 i København, som tidligere straffet for vold for så vidt angår Tiltalte1, i forening og efter forudgående aftale eller fælles forståelse, at have slået Forurettede flere gange i hovedet med et aluminiumsbaseballbat, til dels mens han lå ned samt trampet Forurettede i hovedet mens han lå ned.
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf. Anklagemyndigheden har endvidere nedlagt påstand om, at der hos de tiltalte i medfør af straffelovens § 75, stk. 2, konfiskeres et baseballbat (koster 2). Tiltalte Tiltalte1 har nægtet sig skyldig og nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært om rettens mildeste dom.
Tiltalte Tiltalte2 har erkendt sig skyldig i overtrædelse af straffelovens § 244 ved at have tildelt Forurettede et enkelt slag på kroppen. De tiltalte har ikke protesteret mod konfiskationspåstanden. Forklaringer Der er under hovedforhandlingen i sagen afgivet forklaring af de tiltalte og af vidnerne Forurettede og Vidne. Forklaringerne fremgår af retsbogen.
Oplysningerne i sagen Der er under sagen dokumenteret anmeldelsesrapport (bilag 1), hvoraf det fremgår, at Vidne indgav anmeldelse til politiet den 6. april 2021 kl. 22.22, og rapport Gerningssted (bilag 3) samt foto 4 og 5 i fotorapport med fotos af spor fra gerningsstedet (bilag 3-2).
Der er endvidere dokumenteret Rapport vedrørende besigtigelse af forurettede i forbindelse med politiets afhøring den 6. april 2021 kl. 23.15 (bilag 4-1) samt fotorapport med fotos optaget af forurettede efter episoden (bilag 4-2). Af politiattest af 21. april 2021 fra Forurettedes henvendelse på skadestuen den 6. april 2021 fremgår under pkt. 5 om objektive fund: "… Varm og tør. Pæne farver. GCS 14.
Øjne: Pupiller runde og egale, reagerer naturligt for lys. Frie øjenbevægelser. Cranium: På baghovedet over protuberantia occipitalis externa ses en ca. 3 cm lang åben flænge. Ingen fremmelegemer eller pus. Ingen sivende blødning. Collum: Diskret bevægeindskrænkning v. rotation i nakken. Fri ekstension og fleksion. Ansigt: Misfarvet på højre kind.
Der ses spor af jord på hø. kind (efter tramp i hovedet?) Direkte palpationsømhed og smerter inferiort for hø. orbita. St.p: Vesikulær respiration bilateralt. Ingen bilyde. St.c.: Regelmæssig aktion= perifer puls.
Ingen mislyde. …" Det fremgår af politiattesten endvidere, at flængen i baghovedet blev syet med 3 sting, og det skønnes, at tilskadekomne vil få lettere forbigående men i form af smerter, men ingen varige men.
Der er endelig dokumenteret foto 4 og 7 i fotorapport med fotos optaget i forbindelse med en ransagning af adressen Adresse2 (bilag 61), Rapport vedrørende besigtigelse af tiltalte Tiltalte1 (bilag 8-1-1) samt foto 5 og 6 i fotomappe med fotos af tiltalte Tiltalte1 (bilag 8-1-2) og Rapport vedrørende besigtigelse af tiltalte Tiltalte2 (bilag 8-2-1) samt foto 1 i fotomappe med fotos af tiltalte Tiltalte2 (bilag 8-2-2).
Personlige oplysninger Vedrørende tiltalte Tiltalte1 Tiltalte1 har om sine personlige forhold forklaret, at han er 27 år. Han bor hos sin far. Han har en kæreste, som har sin egen lejlighed, men som han ofte opholder sig hos. Han skal starte på teknisk skole i By den 2. marts 2023 med henblik på at blive uddannet vvs'er som sin far. Han har ikke nogen fysiske eller psykiske gener.
Han drikker måske lidt for meget, men han tager ikke narkotika. Hvis retten finder ham skyldig, vil han være indstillet på at udføre samfundstjeneste som vilkår til en betinget dom. Han har tidligere udført samfundstjeneste uden problemer.
Tiltalte1 er tidligere straffet af betydning for sagen ved Retten på Frederiksbergs dom af 18. januar 2013 med fængsel i 8 måneder for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, § 260, stk. 1, nr. 1, og § 288, stk. 1, nr. 1. 6 måneder af straffen blev gjort betinget med en prøvetid på 2 år blandt på vilkår, at tiltalte udfører 40 timers samfundstjeneste inden for en længstetid på 6 måneder. ved Retten på Frederiksbergs dom af 16. december 2013 med fængsel i 4 måneder for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, jf. til dels § 21 og§ 247, § 293, stk. 1, og§ 285, jf. § 276.
Tiltalte er senest straffet ved Københavns Byrets dom af 20. januar 2022 med en delvis tillægsstraf af fængsel i 3 måneder for overtrædelse af straffelovens § 276 og § 276 a, jf. til dels § 21, og lov om euforiserende stoffer § 1, stk. 3, jf. § 3, stk. 1, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 2, stk. 4, jf. § 27, stk. 1, jf. bilag 1, liste A, nr. 1.
Vedrørende tiltalte Tiltalte2 Der er af Kriminalforsorgen udarbejdet en personundersøgelse vedrørende Tiltalte2. Af personundersøgelsen fremgår, at Tiltalte2 er egnet til at modtage en hel eller delvis betinget dom med vilkår om samfundstjeneste, hvortil det anbefales, at der fastsættes vilkår om tilsyn af Kriminalforsorgen i prøvetiden.
Hvis retten finder, at sagen kan afgøres med en betinget dom uden vilkår om samfundstjeneste, anbefales det, at der alene fastættes prøvetid. Tiltalte2 har vedrørende sine personlige forhold vedstået det i personundersøgelsen anførte. Tiltalte2 er ikke tidligere straffet af betydning for sagen.
Rettens begrundelse
og afgørelse Retten lægger efter bevisførelsen til grund, at de to tiltalte sammen forlod den lejlighed, de opholdt sig i, efter at der var blevet kastet en sten igennem ruden til det værelse, hvor tiltalte Tiltalte1 opholdt sig sammen med sin kæreste, og at formålet hermed var at opsøge de to personer, som angiveligt havde kastet stenen igennem ruden.
Det lægges efter de tiltaltes egne forklaringer til grund, at de medbragte et baseballbat i aluminum. Forurettede Forurettede har som vidne forklaret, at han blev overfaldet af to personer, hvoraf den ene var ung og den anden ældre, og at den ældre mand tildelte ham i hvert fald et slag i hovedet med et bat, mens den unge mand trampede ham en enkelt gang i hovedet, mens han lå på jorden.
Forurettedes forklaring understøttes i vidt omfang af forklaringen afgivet af vidnet Vidne, der har forklaret, at der stod en ældre mand og en ung mand omkring en tredje mand, og at den unge mand tildelte den trejde mand et slag i hovedet med et bat, hvorefter han faldt ned på jorden.
Retten finder det ved forklaringerne afgivet af forurettede og vidnet Vidne sammenholdt med det oplyste om de skader, som blev konstateret på forurettede ved politiets fremkomst til stedet og i forbindelse med forurettedes efterfølgende henvendelse på skadesstuen, bevist, at tiltalte Tiltalte1 tildelte forurettede i hvert fald et slag i hovedet med det baseballbat i aluminium, som de tiltalte havde medbragt, hvilket førte til, at forurettede faldt ned på jorden.
Retten finder det endvidere bevist, at tiltalte Tiltalte1 herefter trampede forurettede i hvert fald en gang i ansigtet, mens han lå på jorden. Spørgsmålet er herefter, om tiltalte Tiltalte2, som det ikke findes bevist selv deltog aktivt i voldshandlingen, kan straffes for at have medvirket til denne.
Det lægges som anført oven for til grund, at de tiltalte sammen opsøgte de to personer, der havde kastet en sten igennem ruden, og at de i den forbindelse medbragte det pågældende bat. Det lægges endvidere efter forklaringen afgivet af vidnet Vidne til grund, at tiltalte Tiltalte2 stod få meter fra gerningsstedet under hele voldsudøvelsen, og at han herefter forlod stedet sammen med tiltalte Tiltalte1.
Retten finder under disse omstændigheder, at tiltalte Tiltalte2 har tilsluttet sig og understøttet den vold, der blev udøvet af tiltalte Tiltalte1 mod forurettede, og at volden ikke gik ud over det påregnelige. De tiltalte er herefter i det anførte omfang skyldige i den rejste tiltalte.
Straffastsættelse Straffen fastsættes for så vidt angår tiltalte Tiltalte1 i medfør af straffelovens§ 89 som en tillægsstraf til dom af 20. januar 2022 på fængsel i 6 måneder, jf. straffelovens§ 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1. Retten har ved strafudmålingen lagt vægt på voldens karakter, herunder at der under voldsudøvelsen er anvendt et baseballbat i aluminum, og at der er tildelt et slag i hovedet på forurettede.
Retten har endvidere lagt vægt på, at tiltalte tidligere er straffet for grov vold. For så vidt angår Tiltalte2 fastsættes straffen til fængsel i 4 måneder, jf. straffelovens § 245, stk. 1. Retten har ved strafudmålingen lagt vægt på voldens karakter, herunder at der under voldsudøvelsen er anvendt et baseballbat i aluminium, og at der er tildelt et slag i hovedet på forurettede.
Retten har dog samtidig lagt vægt på, at tiltalte ikke tidligere er straffet, og at tiltalte ikke har deltaget aktivt i voldsudøvelsen.
Efter voldens karakter og de i øvrigt foreliggende omstændigheder finder retten ikke, at der foreligger sådanne helt særlige omstændigheder, at straffen for nogen af de tiltalte kan gøres betinget med vilkår om samfundstjeneste, jf. herved forarbejderne til lov nr. 1426 af 17. december 2019 om begrænsning af brugen af betinget dom med vilkår om samfundstjeneste i sager om vold.
Oplysningerne om de tiltaltes personlige forhold og den tid, der er gået, siden volden blev udøvet, kan ikke føre til et andet resultat. Påstanden om konfiskation tages i medfør af den påberåbte bestemmelse til følge som nedenfor bestemt.
Thi kendes for ret
: Tiltalte Tiltalte1 skal straffes med en tillægsstraf på fængsel i 6 måneder. Tiltalte skal betale delvise sagsomkostninger. Tiltalte Tiltalte2 skal straffes med fængsel i 4 måneder. Tiltalte skal betale delvise sagsomkostninger. Hos de tiltalte konfiskeres et aluminiums baseballbat (koster 2). ::::::::::::::::::::::::: Østre Landsrets 24. afdelings
DOM
(landsdommerne Thomas Lohse, Mikael Friis Rasmussen og Selina Sejer Grolin (kst.) med domsmænd). Dato: 1. april 2025 Rettens sagsnr.: S-461-23 Anklagemyndigheden mod Tiltalte1, født oktober 1995, (advokat Jacob Kiil, besk.) og Tiltalte2, født marts 1962, (advokat Henrik Juel Monigatti Halberg, besk.) Dom afsagt af Retten på Frederiksberg den 2. februar 2023 (4747/2021) er anket af begge de tiltalte.
Tiltalte2 har påstået frifindelse i det ikke erkendte omfang og i øvrigt formildelse. Tiltalte1 har påstået frifindelse, subsidiært formildelse. Anklagemyndigheden har tillige anket med endelig påstand om stadfæstelse. Forklaringer Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af de tiltalte og vidnerne Forurettede og Vidne.
Tiltalte Tiltalte1 har forklaret blandt andet, at han ikke ved, om de to mænd i gården var bevæbnede. Han og hans far var usikre på, hvad de to mænd kunne finde på, idet de lige havde kastet en sten gennem ruden. Han havde på intet tidspunkt battet i hænderne. Han og hans far talte ikke om at medbringe battet, da de forlod lejligheden. Han og hans far gik ned i gården og ud af en port.
Ude på gaden fik de øje på de to mænd. Han fulgte efter den ene mand mod Vej. Han løb ca. 100 meter hen af Vej på den fjerne side, før han faldt. Herefter opgav han at indhente manden. Den anden mand, der lå ned, var ved at rejse sig op, da han kan kom tilbage til ham. Han tog stenen i hånden, da de kom tilbage til lejligheden. Stenen vejede 2-3 kg.
Tiltalte Tiltalte2 har forklaret blandt andet, at han medtog battet, som er hans. Han talte ikke med Tiltalte1 om at medtage battet. Det var af frygt, at han slog manden. Manden var større, hidsig og voldelig. Manden gik frem mod ham og råbte et eller andet. Han holdt battet i venstre hånd. Han slog manden med en knytnæve. Han ramte manden på venstre skulder. Han slog efter kroppen. Efter slaget satte manden sig ned.
Manden sagde vist ikke noget i den forbindelse. Han brugte ikke på noget tidspunkt battet. Hvis han har sagt noget andet til politiet, er det fordi, han var rystet efter episoden med stenkastet. Han vejede stenen i hånden, da de kom tilbage til lejligheden. Den vejede vel 2 kg. Vidnet Forurettede har forklaret blandt andet, at han faldt, da han blev slået med battet.
Det var den ældste af mændene, der slog med battet, og den yngste af mændene, der trampede ham i hovedet. Det skete lige efter hinanden. De to mænd var i nærheden af ham hele tiden. Det er han helt sikker på. Han havde nok været i Istedgade tidligere på aftenen. Der var han vist ikke kommet til skade. Manden, der slog med battet, holdt det vist i sin højre hånd.
Han husker ikke, om slaget kom fra højre eller venstre side. Episoden fandt sted ikke langt fra porten. Han blev overfaldet på en cykelsti. Han blev slået med battet én gang. Vidnet Vidne har forklaret blandt andet, at det var den yngste af mændene, der slog med battet. Hun husker ikke, om de tre mænd stod lige tæt på hinanden, men de stod alle relativt tæt på hinanden.
Foreholdt forurettedes forklaring om, at det var den ældste af mændene, der slog med battet, har hun fastholdt, at det var den yngste af mændene, der slog med battet. Dette står helt klart i hendes erindring. Ham, der slog med battet, var klædt helt i sort og formummet, således at man kun kunne se hans øjne. Hun ved ikke, om han havde en halsedisse foran munden.
Efter hun havde råbt ned til dem, så hun ikke mere vold. Hun gik ned på gaden. Hun husker ikke, om den forurettede stod op, da han blev slået. Personlige oplysninger Tiltalte1 Tiltalte1 har om sine personlige forhold forklaret supplerende, at han fortsat bor hos sin far. Han er droppet ud af vvs-uddannelsen og har nu job som arbejdsmand. Han er fortsat indstillet på og i stand til at udføre samfundstjeneste.
Tiltalte2 Den personundersøgelse, som kriminalforsorgen i medfør af retsplejelovens § 808 har udarbejdet vedrørende tiltalte Tiltalte2, er dateret den 24. august 2021. Tiltalte2 har om sine personlige forhold forklaret supplerende, at hans forhold er uændrede.
Landsrettens begrundelse og resultat
Også efter bevisførelsen for landsretten findes de tiltalte af de grunde, der er anført i dommen, skyldige i overensstemmelse med byrettens bevisresultat. De udmålte straffe findes passende. Det tiltrædes, at der ikke for nogen af de tiltalte foreligger sådanne helt særlige omstændigheder, at der er grundlag for at gøre straffen betinget med vilkår om samfundstjeneste. Den tid, der er gået siden de strafbare handlinger, kan under hensyn til voldens grove karakter ikke føre til en anden bedømmelse. Landsretten stadfæster derfor dommen i det omfang, den er anket.
Thi kendes for ret
: Byrettens dom i sagen mod de tiltalte, Tiltalte1 og Tiltalte2, stadfæstes i det omfang, den er anket. De tiltalte skal betale de dem hver især vedrørende omkostninger for landsretten.
