198/2009

Om fortolkning af lokalplan og servitut. Passivitet. Sagen handlede om, hvorvidt anvendelsen af en ejendom i lokalplanens forstand var lovlig på tidspunktet for planens ikrafttræden og dermed kunne opretholdes i medfør af en bestemmelse herom i planen (lokalplanens § 12), selv om anvendelsen stred mod lokalplanen. Spørgsmålet om, hvorvidt der på tidspunktet for lokalplanens ikrafttræden var tale om lovlig anvendelse, vedrørte bl.a. fortolkning af en servitut, som blev tinglyst på ejendommen i 1892 og ophævet ved lokalplanens ikrafttræden. Kommunen var ikke påtaleberettiget i henhold til servitutten. Den omhandlede ejendom lå i området ved Bjerregårdsvej i København. Ejendommen blev før lokalplanens ikrafttræden langt overvejende anvendt til erhverv og derudover til beboelse. Københavns Kommune var af den opfattelse, at anvendelsen af ejendommen ikke var lovlig på tidspunktet for lokalplanens ikrafttræden, og havde på denne baggrund truffet en afgørelse om den fremtidige anvendelse af ejendommen i overensstemmelse med lokalplanen. Afgørelsen indebar, at der skulle retableres boliger i hele ejendommen, idet der dog kunne indrettes 100 m2 erhverv i kælder eller stueetage. Naturklagenævnet havde ophævet kommunens afgørelse. Højesteret frifandt Natur- og Miljøklagenævnet og ejendommens ejer for kommunens påstand om, at de skulle anerkende, at kommunens afgørelse var gyldig. Det fremgår af Højesterets begrundelse bl.a., at lokalplanens § 12 måtte forstås således, at anvendelsen af en bygning ikke var lovlig i bestemmelsens forstand, hvis anvendelsen på tidspunktet for lokalplanens ikrafttræden var i strid med den omhandlede servitut, således at kommunen kunne have sikret overholdelsen heraf ved påbud eller forbud efter planlovens § 43. Højesterets flertal udtalte bl.a., at anvendelsen af ejendommen var i strid med servitutten. Endvidere, at kommunen under nærmere angivne omstændigheder havde udvist en sådan passivitet, at den ved lokalplanens ikrafttræden havde fortabt sin adgang til at håndhæve servitutten i relation til den omhandlede ejendom, således at den erhvervsmæssige anvendelse af ejendommen måtte betragtes som lovlig på tidspunktet for lokalplanens ikrafttræden. (Dissens for så vidt angik denne del af begrundelsen). Landsretten var kommet til det samme resultat.