BS-499/2023-HJR

Landmænd have ikke retlig interesse i spørgsmålet om gyldigheden af en række regler vedrørende bl.a. beskyttelse af grundvandet i Danmark Efter miljøbeskyttelseslovens § 26 a, stk. 1, kan kommunalbestyrelsen – endeligt eller midlertidigt mod fuldstændig erstatning – pålægge ejeren af en ejendom i et område rådighedsindskrænkninger. Det gælder under betingelse af, at der er vedtaget en indsatsplan for området efter vandforsyningsloven, og at der ikke med ejeren af ejendommen kan opnås en aftale om rådighedsindskrænkninger. Indsatsplanbekendtgørelsens § 7, stk. 2, bestemmer, at kommunalbestyrelsens afgørelse om rådighedsindskrænkninger skal ske ud fra en samlet vurdering af de hydrogeologiske forhold samt arealanvendelsen. Efter miljøbeskyttelseslovens § 21 b må der ikke anvendes pesticider eller ske dyrkning og gødskning inden for en radius på 25 meter fra en boring, der indvinder grundvand til almene vandforsyninger. Appellanterne, der bestod af en forening som mandatar for 17 landmænd, ønskede i hovedsagen for landsretten at nedlægge en række principale og subsidiære påstande om, at bestemmelserne i indsatsplanbekendtgørelsens § 7, stk. 2, og miljøbeskyttelseslovens § 21 b var retsstridige. Sagen angik for Højesteret, om appellanterne havde retlig interesse i at få prøvet påstandene. Højesteret afviste sagen for en række af appellanterne med henvisning til bl.a. det forhold, at det ikke kunne lægges til grund, at de ejede ejendomme eller arealer, der var omfattet af en indsatsplan eller omfattet af miljøbeskyttelseslovens § 21 b. Vedrørende indsatsplanbekendtgørelsens § 7, stk. 2, udtalte Højesteret, at de øvrige appellanters principale påstand skulle afvises som følge af dens generelle udformning, hvorefter Miljøministeriet skulle anerkende, at bestemmelsen ville være retsstridig i forhold til alle og enhver. Med hensyn til de subsidiære påstande henviste Højesteret til, at der ikke over for nogen af appellanterne var truffet en afgørelse om rådighedsindskrænkninger eller andre foranstaltninger. Appellanterne havde således heller ikke den fornødne retlige interesse i disse påstande. Højesteret udtalte endvidere, at de øvrige appellanters påstande om miljøbeskyttelseslovens § 21 b skulle afvises som følge af deres generelle udformning, hvorefter Miljøministeriet skulle anerkende, at bestemmelsen ville være retsstridig i forhold til alle og enhver. Landsretten var nået til samme resultat. Læs landsrettens afgørelse i domsdatabasen.