92/2023

AM2024.02.23H Retten i Aarhus’

DOM

Dato: 8. november 2022 Rettens sagsnr.: 10-1418/2021 Politiets sagsnr.: 4200-74255-00077-20 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født maj 1971 Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag. Anklageskrift er modtaget den 17. februar 2021.

Tiltalte er tiltalt for overtrædelse af 1. straffelovens § 264 d, stk. 2, jf. stk. 1, ved den 30. oktober 2020 som ejer og administrator af Hjemmeside1 under særligt skærpende omstændigheder uberettiget at have videregivet meddelelser eller billeder vedrørende en andens private forhold eller i øvrigt billeder af den pågældende under omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden, idet han i en artikel på Hjemmeside1 med overskriften "By: …" offentliggjorde et billede optaget i Sted i By den 29. oktober 2020 visende en afdød person liggende på gulvet med overskåret hals. 2.

Retsplejelovens § 32b, stk. 2, jf. § 31, stk. 1, ved den 17. september 2020 kl. 21.51 på Netavisen Hjemmeside2 at have opgivet Person som navnet på en igtet i en straffesag, selvom retten i Frederiksberg den 16. september 2020 hvade nedlagt navneforbud.

Påstande

Anklagemyndigheden har påstået domfældelse i forhold 1 og frifindelse i forhold 2. Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængsel i 4 måneder. Tiltalte har nægtet sig skyldig.

Sagens oplysninger

Der er afgivet forklaring af tiltalte Tiltalte. Forklaringen fremgår af retsbogen fra den 23. august 2021.

Kriminalforsorgen har i en udtalelse af 11. marts 2021 oplyst følgende: ”… Kriminalforsorgens konklusion: Det er Kriminalforsorgens vurdering, at Tiltalte er egnet til at modtage en hel eller delvis betinget dom med vilkår om samfundstjeneste, hvortil det skal anbefales, at der fastsættes vilkår om tilsyn af Kriminalforsorgen i prøvetiden.

Finder retten, at sagen kan afgøres med en betinget dom uden vilkår om samfundstjeneste, skal det anbefales, at der alene fastsættes prøvetid. Kriminalforsorgens begrundelse: Det vurderes ud fra det oplyste, at Tiltalte har ordnede personlige og sociale forhold. Tiltalte er fysisk og psykisk rask, og har endvidere en stabil tilværelse med bolig, uddannelse, arbejde, familie og venner.

Det indstilles, at der alene fastsættes vilkår om tilsyn af Kriminalforsorgen i forbindelse med samfundstjeneste, og at tilsynet ophører, når samfundstjenesten er afviklet. …"

Rettens begrundelse

og afgørelse Det offentliggjorte billede, der viser en kvinde liggende på gulvet med overskåret hals, er af en sådan karakter, at det åbenbart kan forlanges unddraget en bredere offentlighed. Billedet, der er optaget den 29. oktober 2020, er den 30. oktober 2020 offentliggjort i en artikel på bloggen Hjemmeside1. Tiltalte har forklaret, at han har skrevet artiklen, der er såvel politisk som religionskritisk.

Han er altid omhyggelig med at lave kildehenvisninger, og i denne artikel var det bl.a. vigtigt at vise, at hovedet var forsøgt skilt fra kroppen, idet dette har et særligt religiøst indhold i islam. Spørgsmålet er herefter, om videregivelsen af billedet har været uberettiget.

Dette må bero på en afvejning af på den ene side tiltaltes frihed til at ytre sig som journalist og på den anden side hensynet til den afdøde kvinde og hendes familie. Efter tiltaltes forklaring og artiklens indhold må det lægges til grund, at videregivelsen skete som led i journalistisk virksomhed, og at billedet underbygger en vigtig pointe i artiklen.

Kvindens ansigt ses ikke ses på billedet, og hendes familie har ikke reageret på offentliggørelsen, idet sagen er rejst efter retsplejelovens § 727, stk. 2. På denne baggrund finder retten, at videregivelsen ikke været uberettiget. Retten har herved også lagt vægt på, at den afbillede kvinde er fransk, og offentliggørelsen er sket i blog, der henvender sig til danskere. Tiltalte frifindes herefter i forhold 1.

Efter bevisførelsen og i overensstemmelse med anklagemyndighedens påstand frifindes tiltalte i forhold 2.

Thi kendes for ret

: Tiltalte Tiltalte frifindes. Statskassen skal betale sagens omkostninger. :::::::::::::::::::::::::::::::: Vestre Landsrets 11. afdelings

DOM

(dommerne Cecilie Kabel Revsbech, Henrik Twilhøj og Lisette Ømskov Top (kst.) med domsmænd) Dato: 13. marts 2023 Rettens sagsnr.: S-2435-22 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født maj 1971, (advokat Peter Secher, Aarhus) Retten i Aarhus har den 8. november 2022 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. 10-1418/2021).

Påstande

Anklagemyndigheden har påstået dom i overensstemmelse med tiltalen i 1. instans i forhold 1. Tiltalte, Tiltalte, har påstået frifindelse. Forklaring Tiltalte har for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans. Tiltalte har supplerende forklaret, at Hjemmeside1 er en personlig webblog, som indeholder hans personlige holdninger.

Han har lukket bloggen sidste år, men bloggen havde gennemsnitligt 6.000 brugere i døgnet. Han slørede billedet i februar 2021, da han hørte fra politiet. Indtil da havde billedet været frit tilgængeligt. Der er også udenlandske brugere på siden. Han har formentlig fået billedet fra Facebook. Opslaget med billedet lå i starten på forsiden, men efterhånden som han postede nye artikler, rykkede billedet ned på siden.

Billedet og artiklen var nok alene på forsiden i 12 timer. Billedet var nok på grænsen. Terrorangrebet var på det tidspunkt næsten ikke beskrevet i danske medier. Han går til kanten, men aldrig videre. Artiklen virker bedre sammen med billedet. Billedet udtrykker kulturernes kamp. Han vil altid gerne have mange hits, men ikke for enhver pris. Han tjente ikke penge på bloggen.

Hjemmeside1 var meget markant blandt nationalkonservative, men i forhold til de landsdækkende aviser havde han ikke mange læsere. Inden for kritikken af islam er han en kendt person. Billedet har betydning, fordi det underbygger, at der er tale om en kulturkamp. Det er et symbolsk billede for hele debatten. Han kunne sagtens have omtalt historien uden billedet, men billedet giver lidt ekstra.

Da han startede med at skrive på bloggen, blev der altid sået tvivl, om det han skrev. Han ville derfor gerne dokumentere sandheden af det, han skrev. Artiklen ville ikke have samme tyngde, hvis billedet ikke var bragt. Han bruger sin uddannelse til at finde relevante kilder. Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at han arbejder på en chokoladefabrik med almindeligt fabriksarbejde.

Han skriver lidt for Hjemmeside3, ellers deltager han ikke i den offentlige debat.

Landsrettens begrundelse og resultat

Det tiltrædes, at det omhandlede billede er af en sådan karakter, at det åbenbart kan forlanges unddraget en bredere offentlighed, og at sagen herefter angår, om videregiveIse af billedet har været uberettiget.

Landsretten finder, at det har været muligt for tiltalte at beskrive og belyse sine politiske og religionskritiske holdninger i relation til terrorhandlingen i By uden at videregive billedet, der viser en afdød kvinde med overskåret hals. Videregivelsen af billedet har heller ikke betydning for tiltaltes mulighed for i tilstrækkeligt omfang at kunne dokumentere sine kilder.

Herefter og efter en samlet vurdering af sagens øvrige oplysninger finder landsretten, at beskyttelsen af den afdøde kvinde og hendes familie vejer tungere end tiltaltes frihed til at ytre sig politisk og religionskritisk, jf. herved tillige Menneskerettighedskonventionens artikel 10, og at videregivelsen af billedet derfor var uberettiget.

På den anførte baggrund, og da der efter en samlet vurdering af videregivelsens karakter og omfang foreligger særligt skærpende omstændigheder, er det bevist, at tiltalte er skyldig i overensstemmelse med tiltalen. Straffen, der fastsættes efter straffelovens § 264 d, stk. 2, udmåles efter sagens omstændigheder til fængsel i 3 måneder.

Efter oplysningerne om tiltaltes gode personlige forhold er det forsvarligt at gøre straffen betinget med vilkår om samfundstjeneste som fastsat nedenfor.

Thi kendes for ret

: Tiltalte, Tiltalte, straffes med fængsel i 3 måneder, der gøres betinget, idet fuldbyrdelse af straffen udsættes og bortfalder efter en prøvetid på 1 år fra denne dom på betingelse af, at tiltalte i prøvetiden ikke begår strafbart forhold, at tiltalte i prøvetiden undergiver sig tilsyn af kriminalforsorgen, og at tiltalte udfører ulønnet samfundstjeneste i 80 timer efter kriminalforsorgens bestemmelse inden for en længstetid på 6 måneder. Tiltalte skal betale sagens omkostninger for begge retter. :::::::::::::::::::::::::::::::: Højesterets 2. afdelings

DOM

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Jens Peter Christensen, Poul Dahl Jensen, Michael Rekling, Kurt Rasmussen og Peter Mørk Thomsen. Dato: 23. februar 2024 Rettens sagsnr.: 92/2023 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, (advokat Peter Secher, beskikket) I tidligere instanser er afsagt dom af Retten i Aarhus den 8. november 2022 (10-1418/2021) og af Vestre Landsrets 11. afdeling den 13. marts 2023 (S-2435-22).

Påstande

Dommen er anket af Tiltalte med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse. Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om skærpelse.

Supplerende sagsfremstilling

Den 30. oktober 2020 offentliggjorde Tiltalte en tekst og et billede af en dræbt kvinde på onlinemediet Hjemmeside1. I den overliggende tekst til billedet er anført: ”By: … Reaktionerne efter halshugningen af 47-årig Person har vakt vrede i den muslimske verden, og hvor tyrkiske Erdogan kalder midtsøgende Macron for ”psykisk syg”, så går Malaysias tidligere premierminister Dr.

Mahathir Mohamad lige en tand længere: ”Muslims have a right to be angry and to kill millions of French people for the massacres of the past”. Tyrkiet og Malaysia fremhæves normalt, som to af de mest moderate islamiske lande. Sidstnævnte kommentar faldt efter formiddagens terrorangreb i Sted i By, der kostede tre personer livet, herunder en 60-årig kvinde, der blev forsøgt halshugget.

Senere fulgte en række mindre episoder rundt omkring i Frankrig, blandt andet i Lyon, Avignon og Paris. Torsdag var i øvrigt ikke en tilfældig dag, men mawild al-nabi, ”profeten” Muhammeds fødselsdag.

Det svarer til at kristne fejrer juleaften med mord på tilfældige ikke-kristne.” Under billedet er anført følgende tekst: ”(…)” Retsgrundlag Praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol I Menneskerettighedsdomstolens dom af 31. oktober 2023 i sagen Bild GmbH og Co. mod Tyskland (sag 9206/18) opsummeres de kriterier, der skal afvejes over for hinanden i sager, der angår retten til respekt for privatliv efter artikel 8 og retten til ytringsfrihed efter artikel 10 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

I præmis 27-30 hedder det: ”… 3. The Court’s assessment … (a) General principles 27. The general principles concerning the question whether an interference is “necessary in a democratic society” are well established in the Court’s case-law and have recently been summarised in NIT S.R.L. v. the Republic of Moldova ([GC], no. 28470/12, § 177, 5 April 2022).

The general principles applicable to cases in which the right to freedom of expression under Article 10 of the Convention has to be balanced against the right to respect for private life under Article 8 of the Convention were set out by the Grand Chamber in Axel Springer AG v. Germany ([GC], no. 39954/08, §§ 78-95, ECHR 2012) and Von Hannover v.

Germany (no. 2) ([GC], nos. 40660/08 and 60641/08, §§ 95-113, ECHR 2012). Notably, the Court has identified a number of criteria, including: contribution to a debate of public interest, how well known the person affected is, the prior conduct of the person concerned, and the content, form and consequences of the publication.

Where it examines an application lodged under Article 10, the Court will also examine the way in which the information was obtained and its veracity, and the gravity of the penalty imposed on the journalists or publishers.

Where the balancing exercise has been undertaken by the national authorities in conformity with the criteria laid down in the Court’s case-law, the Court would require strong reasons to substitute its view for that of the domestic courts (see Couderc and Hachette Filipacchi Associés v. France [GC], no. 40454/07, §§ 92-93, ECHR 2015 (extracts), with further references). 28.

With respect to audiovisual media, the Court has held that the task of service providers to impart information necessarily includes “duties and responsibilities”, as well as limits which the media must impose on itself spontaneously, and that wherever information bringing into play the image of a person is at stake, journalists are required to take into account, in so far as possible, the impact of the information, pictures or video recordings to be published prior to their dissemination (see I.V.Ț. v.

Romania, no. 35582/15, § 48, 1 March 2022, with further reference). Where the “duties and responsibilities” of journalists are concerned, the potential impact of the medium of ex-pression involved is an important factor in assessing the proportionality of the interference.

In this context, the Court has acknowledged that account must be taken of the fact that the audiovisual media have a more immediate and powerful effect than the print media. The former have means of conveying through images meanings which the print media are not able to impart (see NIT S.R.L., cited above, § 182, with further references).

This applies a fortiori to publications on the Internet, since the capacity to store and transmit information, and the risk of harm posed by content and communications on the Internet to the exercise and enjoyment of human rights and freedoms – particularly the right to respect for private life – is certainly higher than that posed by the press (see, for instance, M.L. and W.W. v.

Germany, nos. 60798/10 and 65599/10, § 91, 28 June 2018, and the cases cited therein). 29. The concept of private life includes elements relating to a person’s right to his or her image, and the publication of a photograph falls within the scope of private life.

A person’s image constitutes one of the chief attributes of his or her personality, as it reveals the person’s unique characteristics and distinguishes the person from his or her peers. The right of each person to the protection of his or her image is thus one of the essential components of personal development and presupposes the right to control the use of that image.

Whilst in most cases the right to control such use involves the possibility for an individual to refuse publication of his or her image, it also covers the individual’s right to object to the recording, conservation and reproduction of the image by another person (see, for instance, López Ribalda and Others v. Spain [GC], nos. 1874/13 and 8567/13, § 89, 17 October 2019, with further references). 30.

In assessing the relevance and sufficiency of the national courts’ findings, the Court, in accordance with the principle of subsidiarity, takes into account the extent to which those courts balanced the conflicting rights involved in the case, in the light of the Court’s established case-law in the relevant area.

The Court emphasises that the quality of the judicial examination regarding the necessity of the measure is of particular importance in the context of assessing the proportionality under Article 10 of the Convention. Thus, the absence of an effective judicial review may justify a finding of a violation of Article 10 (see Pretorian v.

Romania, no. 45014/16, § 60, 24 May 2022, with further references). …” Menneskerettighedsdomstolen har i dom af 8. november 2016 i sagen Magyar Helsinki Bizottság mod Ungarn (sag 18030/11) udtalt sig om beskyttelsen i henhold til Menneskerettighedskonventionens artikel 10 for ”bloggers and popular users of the social media”. I præmis 164-168 hedder det: ”2. The Court’s assessment … (y) The role of the applicant 164.

A logical consequence of the two criteria set out above – one regarding the purpose of the information request and the other concerning the nature of the information requested – is that the particular role of the seeker of the information in “receiving and imparting” it to the public assumes special importance.

Thus, in assessing whether the respondent State had interfered with the applicants’ Article 10 rights by denying access to certain documents, the Court has previously attached particular weight to the applicant’s role as a journalist (see Roşiianu, cited above, § 61) or as a social watchdog or non-governmental organisation whose activities related to matters of public interest (see Társaság, § 36; Österreichische Vereinigung, § 35; Youth Initiative for Human Rights, § 20; and Guseva, § 41, all cited above). 165.

While Article 10 guarantees freedom of expression to “everyone”, it has been the Court’s practice to recognise the essential role played by the press in a democratic society (see De Haes and Gijsels v. Belgium, 24 February 1997, § 37, Reports 1997-I) and the special position of journalists in this context.

It has held that the safeguards to be afforded to the press are of particular importance (see Goodwin, cited above, § 39, and Observer and Guardian v. the United Kingdom, 26 November 1991, § 59, Series A no. 216).

The vital role of the media in facilitating and fostering the public’s right to receive and impart information and ideas has been repeatedly recognised by the Court, as follows: “The duty of the press is to impart – in a manner consistent with its obligations and responsibilities – information and ideas on all matters of public interest.

Not only does it have the task of imparting such information and ideas: the public also has a right to receive them. Were it otherwise, the press would be unable to play its vital role of ‘public watchdog’ (see Bladet Tromsø and Stensaas v. Norway [GC], no. 21980/93, §§ 59 and 62, ECHR 1999-III).” 166.

The Court has also acknowledged that the function of creating various platforms for public debate is not limited to the press but may also be exercised by, among others, non-governmental organisations, whose activities are an essential element of informed public debate.

The Court has accepted that when an NGO draws attention to matters of public interest, it is exercising a public watchdog role of similar importance to that of the press (see Animal Defenders International v. the United Kingdom [GC], no. 48876/08, § 103, ECHR 2013 (extracts)) and may be characterised as a social “watchdog” warranting similar protection under the Convention as that afforded to the press (ibid.; Társaság, cited above, § 27; and Youth Initiative for Human Rights, cited above, § 20).

It has recognised that civil society makes an important contribution to the discussion of public affairs (see, for instance, Steel and Morris v. the United Kingdom, no. 68416/01, § 89, ECHR 2005-II; and Társaság, § 38, cited above). 167. The manner in which public watchdogs carry out their activities may have a significant impact on the proper functioning of a democratic society.

It is in the interest of democratic society to enable the press to exercise its vital role of “public watchdog” in imparting information on matters of public concern (see Bladet Tromsø and Stensaas, cited above, § 59), just as it is to enable NGOs scrutinising the State to do the same thing.

Given that accurate information is a tool of their trade, it will often be necessary for persons and organisations exercising watchdog functions to gain access to information in order to perform their role of reporting on matters of public interest.

Obstacles created in order to hinder access to information may result in those working in the media or related fields no longer being able to assume their “watchdog” role effectively, and their ability to provide accurate and reliable information may be adversely affected (see Társaság, cited above, § 38). 168.

Thus, the Court considers that an important consideration is whether the person seeking access to the information in question does so with a view to informing the public in the capacity of a public “watchdog”. This does not mean, however, that a right of access to information ought to apply exclusively to NGOs and the press.

It reiterates that a high level of protection also extends to academic researchers (see Başkaya and Okçuoğlu v. Turkey [GC], nos. 23536/94 and 24408/94, §§ 61-67, ECHR 1999-IV; Kenedi, cited above, § 42; and Gillberg, cited above, § 93) and authors of literature on matters of public concern (see Chauvy and Others v. France, no. 64915/01, § 68, ECHR 2004-VI, and Lindon, Otchakovsky-Laurens and July v.

France [GC], nos. 21279/02 and 36448/02, § 48, ECHR 2007-IV). The Court would also note that given the important role played by the Internet in enhancing the public’s access to news and facilitating the dissemination of information (see Delfi AS v.

Estonia [GC], no. 64569/09, § 133, ECHR 2015), the function of bloggers and popular users of the social media may be also assimilated to that of “public watchdogs” in so far as the protection afforded by Article 10 is concerned. …”

Anbringender

Tiltalte har anført, at det er ubestridt, at det billede, der indgår i sagen, vedrører en andens private forhold og viser en afdød under omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget en bredere offentlighed. Der skal imidlertid ske frifindelse, da offentliggørelsen af billedet ikke var uberettiget. Straffesagen mod ham er ikke et udslag af berørte enkeltpersoners anmeldelse eller ønske.

Der er heller ikke i sagen oplysninger om, at almene hensyn har krævet offentlig påtale, jf. retsplejelovens § 727, stk. 2. Om hensynet til afdøde bemærkes, at det pågældende indlæg på Hjemmeside1.net ikke indeholder andre oplysninger om afdødes identitet end hendes alder.

Hertil kommer, at afdødes venstre arm dækker den øverste del af ansigtet, hvorfor kvinden ikke vil kunne genkendes ud fra billedet af andre end hendes nærmeste pårørende. Derudover er offentliggørelsen sket på en dansksproget blog på et dansk domæne. Det kan derfor ikke lægges til grund, at afdødes pårørende ved en simpel internetsøgning risikerede at støde på billedet.

På den baggrund vejer hensynet til afdøde mindre tungt end i sager som f.eks. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 25. februar 2016 i Société de Conception de Presse et d’Edition mod Frankrig (sag 4683/11) og dom af 14. juni 2007 i Hachette Filipacchi Associés mod Frankrig (sag 71111/01).

Med hensyn til hans ret til ytringsfrihed skal det tillægges vægt, at han på tidspunktet for offentliggørelsen var en central og væsentlig del af den offentlige danske debat om islam og terrorisme. Han var god til at dokumentere sine påstande, og tusinder læste dagligt og debatterede på Hjemmeside1.net.

Han blev også i andre sammenhænge inviteret til at deltage i den offentlige debat i radio, aviser og til arrangementer. Hjemmeside1.net var et journalistisk medie, der dækkede begivenheder rundt om i verden af betydning for mediets islamkritiske vinkel. Religionskritik og politisk debat nyder særlig beskyttelse efter praksis om artikel 10 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Hensynet til hans deltagelse i debatten vejer derfor tungt. Når fjernsyns- og pressebilleder af sultofre, terrorofre, krigsofre og drabsofre kan have deres berettigelse, skyldes det dels behovet for dokumentation, dels at billeder har større gennemslagskraft i mediedækningen og den offentlige debat.

Landsrettens begrundelse

om, at det vil være muligt for ham at beskrive og belyse sine politiske og religionskritiske holdninger uden at vise billedet, vil kunne bruges til generelt at kriminalisere en sådan mediedækning.

Hvis Højesteret finder, at det var uberettiget at bringe billedet, gøres det gældende, at en fængselsstraf, herunder betinget fængsel, vil være så indgribende, at sanktionen er uproportional i forhold til den krænkelse, som han eventuelt har forårsaget. Også i den vurdering bør det indgå, at ingen pårørende eller påtaleberettigede har andel i sagen.

Anklagemyndigheden har anført, at det kan lægges til grund, at billedet åbenbart kan forlanges unddraget en bredere offentlighed, og at der ikke er givet samtykke til videregivelsen af billedet. Offentliggørelsen af billedet sammen med artiklen kan derfor ikke af disse grunde anses for berettiget.

Identifikationsbetingelsen i straffelovens § 264 d er opfyldt i den konkrete sag, da kvinden vil kunne identificeres ud fra billedet sammen med beskrivelsen af hendes alder samt tid og sted for drabet.

Når Tiltalte vælger at offentliggøre et sådant billede på internettet med det formål at skabe mere bevågenhed om terrorangrebet i By, må han have indset, at den dræbte ville kunne identificeres af hendes familie og bekendte. Tiltalte har en kandidatgrad i historie med speciale i islam.

Det kan ikke lægges til grund, at han på tidspunktet for offentliggørelsen af artiklen og billedet var journalist eller havde virke som journalist. Tiltaltes egne forklaringer om Hjemmeside1s daværende kendetegn og udbredelse samt materiale fra hjemmesiden kan pege i retning af, at siden i et eller andet omfang har formidlet synspunkter og informationer om visse samfundsmæssige emner til en bredere kreds af personer.

Efter anklagemyndighedens opfattelse er det dog ikke tilstrækkeligt til, at han med hensyn til offentliggørelsen af artiklen med billedet må anses for en ”blogger” i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols forstand med den virkning, at han ved offentliggørelsen helt eller delvist nyder samme beskyttelse efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10 som en journalist.

Uanset den beskyttelse af sin ytringsfrihed, som Tiltalte måtte have, er hans offentliggørelse af billedet af afdøde sket på bekostning af en anden grundlæggende rettighed om hensynet til afdødes eftermæle og de efterladte, jf. Menneskerettighedskonventionens artikel 8.

Det er anklagemyndighedens opfattelse, at afvejningen af de relevante momenter i den foreliggende sag fører til, at videregivelsen af billedet var uberettiget, og at landsrettens domfældelse og straffastsættelse ikke indebar en krænkelse af Tiltaltes beskyttelse efter artikel 10.

En straf på 4 måneders fængsel vil være passende i den konkrete sag, da der foreligger særligt skærpende omstændigheder ved Tiltaltes uberettigede videregivelse af billedet. Landsretten har derfor med rette henført forholdet under straffelovens § 264 d, stk. 2. Anklagemyndigheden har ikke bemærkninger til, at straffen gøres betinget med vilkår om samfundstjeneste.

Højesterets begrundelse og resultat

Sagens baggrund og problemstilling Den 30. oktober 2020 lagde Tiltalte en artikel vedrørende en terrorhandling i Frankrig op på internetsiden Hjemmeside1.net. I artiklen, der havde overskriften ”By: …”, var indsat et billede af en kvinde med overskåret hals.

Der blev rejst tiltale mod Tiltalte for overtrædelse af straffelovens § 264 d, stk. 2, jf. stk. 1, ved under særligt skærpende omstændigheder uberettiget at have offentliggjort billedet. Tiltalte blev frifundet i byretten, men blev ved landsrettens dom fundet skyldig i tiltalen og straffet med 3 måneders betinget fængsel med vilkår om samfundstjeneste i 80 timer.

For Højesteret angår sagen navnlig, om landsretten har anvendt straffelovens § 264 d korrekt, herunder om domfældelsen og straffastsættelsen er i overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis om afvejning af retten til privatliv efter artikel 8 over for retten til ytringsfrihed efter artikel 10 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Påtalen er rejst af anklagemyndigheden efter retsplejelovens § 727, stk. 2, 1. pkt., om almene hensyn. Højesteret bemærker, at grundlaget for påtalerejsningen efter denne bestemmelse ikke er en del af domstolsprøvelsen under en efterfølgende straffesag.

Straffelovens § 264 d Efter straffelovens § 264 d, stk. 1, straffes den, som uberettiget videregiver meddelelser eller billeder vedrørende en andens private forhold eller i øvrigt billeder af den pågældende under omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget en bredere offentlighed. Bestemmelsen finder også anvendelse, hvor meddelelsen eller billedet vedrører en afdød person.

Det følger af forarbejderne til bestemmelsen, at beskyttelsen efter § 264 d angår identificerbare enkeltpersoner, jf. Folketingstidende 2018-19, tillæg A, lovforslag nr. L 20, pkt. 2.7.1.1. Identifikation kan ske ud fra selve meddelelsen eller billedet, tilhørende tekst eller andre omstændigheder i forbindelse med videregivelse.

Straffelovens § 264 d skal fortolkes i lyset af Menneskerettighedskonventionens artikel 8 om beskyttelse af privatlivets fred og artikel 10 om ytringsfrihed. Offentliggørelse eller videregivelse af billeder omfattet af § 264 d er herefter uberettiget og strafbart efter bestemmelsen, når videregivelsen indebærer en krænkelse, der overstiger hensynet til ytringsfriheden.

De momenter, der efter Menneskerettighedsdomstolens praksis skal afvejes over for hinanden, er opsummeret i Domstolens dom af 31. oktober 2023 i sagen Bild GmbH og Co. mod Tyskland (sag 9206/18), præmis 27-30.

I afvejningen af hensynet til ytringsfriheden over for andre hensyn, herunder hensynet til beskyttelse af privatlivets fred, indgår herudover særligt, at der ikke må opstilles begrænsninger, som hindrer medierne i på rimelig måde at udfylde rollen som offentlighedens kontrol- og informationsorgan.

Det følger af Menneskerettighedsdomstolens praksis, at den funktion, som bl.a. bloggere udfører på internettet, efter omstændighederne kan sidestilles med de traditionelle mediers for så vidt angår beskyttelsen i henhold til artikel 10, jf. Menneskerettighedsdomstolens dom af 8. november 2016 i Magyar Helsinki Bizottság mod Ungarn (sag 18030/11), præmis 164-168.

Brug af billeder kan have til formål at dokumentere begivenheder, og billeder kan i øvrigt have en meget mere umiddelbar og kraftig effekt end det skrevne ord. Brugen af billeder kan således være beskyttet ud fra de hensyn, der ligger bag artikel 10 på grund af den gennemslagskraft, billeder kan have.

På den anden side kan billeder af en voldsom begivenhed bidrage til at forstærke den krænkelse, der ligger i offentliggørelsen.

Den konkrete sag Det må på baggrund af landsrettens dom lægges til grund, at selv om den afdøde kvindes ansigt er delvist skjult på billedet, og at hun derfor ikke umiddelbart vil kunne identificeres af en bredere offentlighed, vil hun i kraft af billedet og den ledsagende tekst kunne identificeres af sine nærmeste.

Billedet viser kvinden under omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget en bredere offentlighed, hvilket der også er enighed om mellem parterne. Spørgsmålet er herefter, om videregivelsen af billedet var uberettiget.

Om det er tilfældet, beror som nævnt på en afvejning af, om videregivelsen af billedet indebærer en krænkelse af hensynet til beskyttelse af privatlivet, der overstiger hensynet til ytringsfriheden.

Højesteret finder, at artiklens funktion med det ledsagende billede kan sidestilles med den, de traditionelle medier udøver, således at beskyttelsen af artiklen skal vurderes efter samme målestok som den, der gælder for den traditionelle presse, jf. herved den førnævnte dom af 8. november 2016 fra Menneskerettighedsdomstolen.

Billedet indgik i en artikel på nyhedsmediet Hjemmeside1.net med omtale af en terrorhandling begået dagen forinden i en Sted i By, hvor tre personer var blevet myrdet. Billedet viste et af de tre ofre, en 60-årig kvinde liggende på gulvet med overskåret hals.

Ved vurderingen af hensynet til ytringsfriheden lægger Højesteret betydelig vægt på, at artiklen angik islamistisk terrorisme og således et emne, som har væsentlig samfundsmæssig interesse, og at billedet i den forbindelse blev brugt til at illustrere den bestialske måde, som terrordrabet på kvinden var blevet begået på.

Heroverfor står hensynet til den myrdede kvindes eftermæle og hensynet til efterladte, jf. artikel 8 om beskyttelse af privatliv. Ved vurderingen af krænkelsen må der lægges vægt på, at kvinden ikke umiddelbart er genkendelig på billedet, idet hendes venstre arm dækker den øverste del af ansigtet. Der er ikke omstændigheder ved billedet, der er egnede til at belaste kvindens eftermæle.

Tilbage står afvejningen i forhold til eventuelle efterladte. Under de anførte omstændigheder finder Højesteret, at hensynet til ytringsfriheden vejer tungere end hensynet til privatlivet. Videregivelsen af billedet kan herefter ikke anses for uberettiget. Konklusion Højesteret stadfæster byrettens dom, således at Tiltalte frifindes.

Thi kendes for ret

: Tiltalte frifindes. Statskassen skal betale sagens omkostninger for byret, landsret og Højesteret.