OLR — Østre Landsret
AM2021.09.15Ø2
OL-2021-Ø-00059
[AM2021.09.15Ø] Retten i Holbæks
DOM
- 20. januar 2021 - 60-2347/2020 - 1200- 73241-00082-20
Anklagemyndigheden mod T , født oktober 1985
Der har medvirket nævninger ved behandlingen af denne sag.
Anklageskrift er modtaget den 1. juli 2020.
T er tiltalt for
1. psykisk vold efter straffelovens§ 243, ved i perioden fra den 22. juli 2019 til den 25. januar 2020 blandt andet på adressen Adresse1 , gentagne gange at have udsat sin samlever, F for groft nedværdigende, forulempende eller krænkende adfærd, der var egnet til utilbørligt at styre F idet tiltalte blandt andet kaldte hende fed og doven, sagde, at hun som kvinde skulle prostituere sig for at skaffe penge og pålagde hende skylden for forskellige hændelser i hjem- met, herunder blandt andet de forhold, der er beskrevet i forhold 2, hvilke krænkende og hånlige udtalelser blandt andet medførte, at F isolerede sig fra sin vennekreds og dækkede over situationen overfor sin fa- milie.
2. vold efter straffelovens § 244, stk. 2, jf. § 244, stk. 1, ved i perioden fra den 1. august 2019 til den 25. januar 2020, gentagne gange at have udsat sin samlever, F for vold, idet tiltalte: • den 1. august 2019 omkring kl. 15, på adressen Adresse1 , tildelte F et slag i ansigtet med flad hånd, tog fat om halsen på hende med en hånd og skubbede hende ud i haven så hun faldt ned og landede hårdt på den højre skulder, • den 30. december 2019 om eftermiddagen, i en bil på P-pladsen ved … Centeret i By1 , tildelte F flere knytnæveslag i hovedet, ligesom tiltalte, for at få F ud af bilen, sparkede hende på benene med sikkerhedssko, og • den 25. januar 2020 i tidsrummet fra ca. kl. 20.30 til kl. 20.45, på adressen Adresse1 tog hårdt fat i F’s arme, væltede hende om på sengen og fastholdt hende, ligesom han tildelte F flere knytnæve- slag i ansigtet og på armen.
• voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, nr. 2, ved i september og oktober 2019 på Adresse1 , ved mindst to lejligheder at have skaffet sig samleje med F , der på grund af medicinindtag sov tungt og dermed befandt sig i en tilstand, i hvilken hun var ude af stand til at modsætte sig handlingen. • voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, nr. 1 ved, gentagne gange i perioden september 2019 tiI starten af januar 2020 på adressen Adresse1 , ved vold eller trussel om vold, herunder den i situati- onen foreliggende trussel om vold, at have tiltvunget sig analt samleje med F , idet tiltalte pressede F ned i sengen og idet F græd og flere gange sagde nej og bad sigtede om at lade være, ligesom F på grund af den i situationen foreliggende trussel om vold, i slutningen af perioden undlod at prote- stere, hvilke overgreb medførte at F gentagne gange blødte fra anus. • overtrædelse af straffelovens § 235 stk. 2, ved i en ukendt periode frem til den 29. april 2020, på sin mobiltelefon at have været i besiddelse af et børnepornografisk billede i kategori 1.
Påstande
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om frihedsstraf.
Tiltalte har nægtet sig skyldig i forhold 1 og 3 til 5. I forhold 2 har tiltalte erkendt at have tildelt F et skub ud i haven den 1. august 2019 og erkendt at have tildelt hende et slag med flad hånd den 25. januar 2020. Tiltalte har i øvrigt nægtet sig skyldig i forhold 2.
F har påstået, at tiltalte skal betale en godtgørelse for tort på 250.000 kr. Kravet er modtaget i retten den 26. november 2020.
Tiltalte har bestridt erstatningspligten og kravets størrelse.
Forklaringer Der er afgivet forklaring af tiltalte og af vidnerne V1 , V2 , V3 , V4 , V5 , V6 , psykolog V7 , politiassistent V8 og overlæge V9 .
Endvidere er der afspillet videoafhøringer af F og V10 .
[ FORKLARINGER UDELADT ]
Øvrige oplysninger i sagen F henvendte sig den 27. januar 2020 kl. 20.58 på Akutmodtagelsen, Herlev Hospital. Det fremgår af politi- attesten, at der ved undersøgelse af hende blev gjort følgende objektive fund:
”
Ansigt: Der ses hævelse og blålig misfarvning over næseryggen og begge kindben. Mest udtalt over venstre kindben. Næsen: Ømhed af hele næsen ved undersøgelsen. Venstre arm: Der ses 1 x 2 cm stort blåt mærke på underarmen. Desuden ses der små blå mærker på 1 x 1 cm på overarmen. ”
F blev den 15. maj 2020 undersøgt på Retsmedicinsk Institut. Af erklæringen fra Retspatologisk afdeling, Retsmedicinsk Institut, fremgår følgende konklusion:
"Ved undersøgelsen den 15-05-2020 kl. 09:30 af F , cpr. nr. … fandtes en efter det oplyste 21-årig kvinde med alderssvarende udseende. Undersøgte fremstod rolig og medvirkede villigt til undersø- gelsen. Der var god kontakt. Legemsbygningen var kraftig, ernæringstilstanden over middel.
Der fandtes ingen punktformede blodudtrædninger i øjnenes bindehinder, i øjenlågshuden, i ansigts- huden i øvrigt, i huden bag ørerne eller i mundslimhinden.
Den i sagen oplyste vold var en lussing på venstre kind, et halsgreb samt et skub, hvor hun landede på sin højre arm den 01-08-2020, knytnæveslag i ansigtet den 30-12-2019 samt den 25-01-2020. Af politirapport fra undersøgelse på Gentofte Skadestue den 27-01-2020 fremgik, at der fandtes hæ- velse og blålig misfarvning over næseryggen og på begge kindben, mest udtalt over venstre kindben, og på venstre arm et 1 x 2 cm stort blåt mærke samt tre små blå mærker på 1 x 1 cm på overarmen.
Det fremgår at fundene kunne antages, at være fremkommet den 25-01-2020, som oplyst, ved slag.
Der blev ikke oplyst at have været sår med brud af huden som følge af den oplyste vold, og som kunne have helet ved ardannelse.
Af tegn på vold ved undersøgelsen den 15-05-2020 påvistes en hudafskrabning på højre bryst (1). Denne læsion var af ældre dato, opstået efter de i sagen oplyste hændelser, ved let stump vold, me- get vel ved krads fra en kat, som oplyst.
Aftegn på ældre vold/ar påvistes ar på højre arm (A-C), venstre håndled (D). venstre bryst (E) og forsi- den af højre knæ (F).
Disse ar var af varierende ældre dato. Arret på højre håndled (A), var af nyere dato, og kan være op- stået, som oplyst, ved kontakt med varm olie. Arret på højre knæ (F) var meget vel en følge af en korsbåndsoperation, som oplyst. De øvrige ar var ukarakteristiske og om opståelsesmåden kan intet sikkert siges. Arrenes antal og lokalisation overstiger ikke hvad der normalt ses hos en 21-årig kvinde.
Ved undersøgelse af kønsorganerne fandtes ingen læsioner eller ar af lårenes indsider, de ydre køns- organer, vaginalindgangen, hymen eller vagina.
Ved undersøgelse af endetarmsåbningen fandtes denne med normal lukkemuskelfunktion. Der var ingen friske eller ældre læsioner. Der var ingen afføringstilsmudsning.
Ved anoskopi (kikkertundersøgelse) fandtes ingen læsioner af de dybere dele.
De i sagen manglende fund ved undersøgelsen udelukker ikke, at anale og vaginale voldtægter eller den i sagen oplyste vold kan være opstået, som oplyst."
Der er under hovedforhandlingen forevist fotos af F . Der er også forevist et uddrag af hendes lægejour- nal og herunder dokumenteret oplysninger om den medicin, som hun var ordineret.
Der er desuden forevist sms- og messenger-korrespondance samt dokumenteret uddrag af tiltaltes søgehi- storik på internettet.
Oplysninger om tiltaltes personlige forhold Tiltalte er ikke tidligere straffet af betydning for sagen.
Kriminalforsorgen har udarbejdet en personundersøgelse af 25. maj 2020.
Tiltalte har vedstået oplysningerne i den af Kriminalforsorgen udarbejdede personundersøgelse og forkla- ret supplerende om sine personlige forhold, at han har set sine børn hver 14. dag under varetægtsfængslin- gen.
Tiltalte har under denne sag været frihedsberøvet fra den 29. april 2020.
Rettens begrundelse
og afgørelse Der er under sagen afsagt følgende kendelse om skyldsspørgsmålet:
"Forhold 2, 3 og 4 Fire nævninger og tre dommere udtaler: F er diagnosticeret med atypisk autisme, ADHD og lav intelligens. Hun er som følge heraf afhørt via video to gange forud for hovedforhandlingen. Hendes forklaring er lang, detaljeret og sammenhængende og fremstår selvoplevet og troværdig.
Hendes forklaring om den nærmere karakter af forholdet mellem hende og tiltalte og navnlig om, at hun har været udsat for fysisk vold og seksuelle overgreb af tiltalte, er under- støttet af andre beviser i sagen, herunder lægelige oplysninger og fotos samt tiltaltes egen forklaring om, at han i et vist omfang har udsat hende for vold, og af vidneforklaringer i sagen som nedenfor beskrevet.
På denne baggrund lægges F’s forklaring til grund ved sagens bedømmelse.
F har således forklaret detaljeret om begivenhedsforløbene den 1. august 2019, den 30. december 2019 og den 25. januar 2020, og hun har herunder forklaret, at tiltalte udsatte hende for den i forhold 2 be- skrevne vold.
Tiltalte har erkendt at have skubbet F ud i haven den 1. august 2019, hvorved hun væltede. Han har også erkendt at have skubbet hende ned i sengen den 25.januar 2020 og tildelt hende en lussing. Herudover har tiltalte nægtet at have udøvet vold imod hende.
Det fremgår af sagens oplysninger, at F den 1. august 2019 på sin telefon skrev til både tiltaltes søster og til V1 , at tiltalte havde slået hende.
Af de lægelige oplysninger i sagen fremgår, at F blev tilset på skadestuen den 27. januar 2020, og at der i den forbindelse blev konstateret blå mærker i F’s ansigt og på hendes venstre arm. Skaderne på F er tillige belyst ved de fotografier, som politiet optog af hende i forbindelse med politianmeldelsen.
V1 har forklaret, at hun fra F på et tidspunkt modtog en besked om, at tiltalte havde været voldelig over for hende. Vidnet og hendes kæreste kørte derfor hen til tiltalte og F , der fortalte, at tiltalte havde skub- bet hende. F fortalte også på et tidspunkt, at tiltalte havde taget kvælertag på hende, hvilket muligvis var i forbindelse med den episode, hvor tiltalte havde skubbet hende. Endvidere fortalte F på et tidspunkt vidnet om en episode, hvor tiltalte havde været voldelig over for hende under en køretur og vist nok givet hende en flad i bilen.
V4 har om episoden den 25. januar 2020 forklaret, at F ringede oprevet og bange og bl.a. skreg i telefo- nen til V5 , at tiltalte havde sagt, at han ville slå hende ihjel. Vidnet kørte straks afsted og hentede F . I den forbindelse konstaterede han, at hun havde blå mærker i ansigtet, på armene og benene. V5 har om samme episode forklaret, at F i telefonen skreg, at tiltalte ville slå hende ihjel, og at han havde forsøgt at kvæle hende. Da V4 og F kom hjem, kunne vidnet se, at F havde mærker i ansigtet og på armen.
V2 og V3 har forklaret, at de den 27. januar 2020 bistod med at hente F’s ting hos tiltalte, og at de i den forbindelse bemærkede, at F havde blå mærker bl.a. i ansigtet. V3 har endvidere forklaret, at F ved en tidligere lejlighed havde fortalt vidnet, at tiltalte havde været voldelig over for hende.
Efter ovennævnte oplysninger og forklaringer er det bevist, at tiltalte har gjort sig skyldig i overtrædelse af straffelovens § 244, stk. 1, som beskrevet i den i forhold 2 rejste tiltale. Efter voldsepisodernes antal og ka- rakter sammenholdt med længden af den periode, hvori episoderne fandt sted, er der dog ikke fuldt til- strækkeligt grundlag for at anse voldsudøvelsen for omfattet af straffelovens § 244, stk. 2.
Disse voterende stemmer derfor for i forhold 2 at finde tiltalte skyldig i vold efter straffelovens § 244, stk. 1, som beskrevet i anklageskriftet.
F har også forklaret, at tiltalte en gang i september 2019 og en gang i oktober 2019 havde samleje med hende, mens hun sov og uden hendes samtykke.
Det er oplyst, at F i august 20I9 var indlagt på hospital på grund af stærke smerter. Af et lægejournalnotat af 30. august 2019 fremgår bl.a. en liste over de præparater, som F var ordineret i forbindelse med be- handlingen af en hovedpinelidelse. Af listen fremgår bl.a. præparaterne Amitriptylin, Nozinan og Tramadol.
Overlæge V9 har om Amitriptylin og Nozinan forklaret, at disse præparater er sløvende, og at der ved samtidig brug kan opnås en vis, mindre forøgelse af denne effekt. Overlægen har videre forklaret, at det ikke kan udelukkes, at medicinering med disse præparater kan medføre, at man ville kunne gennemføre et samleje, uden at personen vågnede. Overlægen har om Tramadol forklaret, at han ikke mindes selv at have ordineret dette præparat til F , men at en anden læge kan have ordineret dette til hende, og at præpara- tet i høj grad er sløvende.
V5 har forklaret, at F på et tidspunkt under samlivet med tiltalte spurgte hende, om man kunne blive så døsig af den medicin, som hun fik, at man kunne have sex uden at opdage det.
Efter F’s forklaring, der støttes af oplysningerne om den medicin, som hun tog, og af forklaringerne fra V9 og V5 , er det herefter bevist, at tiltalte to gange skaffede sig samleje med F , mens hun befandt sig i en situation, hvor hun var ude af stand til at modsætte sig handlingen, hvilket tiltalte, der var samlevende med hende og bekendt med hendes hovedpinelidelse og medicinindtag, indså.
Tiltalte har herefter gjort sig skyldig i to tilfælde af voldtægt efter straffelovens dagældende § 216, stk. 1, nr. 2, som beskrevet i forhold 3.
Disse voterende stemmer derfor for at finde tiltalte skyldig i forhold 3 i overensstemmelse med den rejste tiltale.
F har endvidere forklaret, at tiltalte flere gange tiltvang sig analt samleje med hende, selvom hun sagde nej og stop, og selvom hun græd. Hun har detaljeret og konkret forklaret om forløbet af nogle af voldtæg- terne. Bl.a. har hun forklaret, at tiltalte holdt hende nede, trængte ind i hendes anus uden glidecreme, og at hun skreg i smerte og græd og måtte bide i sin pude eller dyne.
Hun har også forklaret, at det en af gangene var som om, at tiltalte ramte en knogle eller sene. Hun har herudover forklaret, at voldtægterne generelt var voldsomme, gjorde ondt og bevirkede, at hun efterfølgende blødte fra anus og havde rifter.
V5 har forklaret, at F ikke havde været seksuelt aktiv, før hun mødte tiltalte, og at hun stillede mange spørgsmål om sex til vidnet. Vidnet har også forklaret, at F klagede over smerter i anus og rifter og blod fra anus, og at vidnet købte noget creme, som F kunne smøre på.
Efter F’s forklaring, der støttes af forklaringen fra V5 , er det bevist, at tiltalte har gjort sig skyldig i vold- tægt efter straffelovens dagældende § 216, stk. 1, nr. 1, som beskrevet i forhold 4.
Disse voterende stemmer derfor for at finde tiltalte skyldig i forhold 4 i overensstemmelse med den rejste tiltale.
To nævninger udtaler: Efter F’s forklaring sammenholdt med de lægelige oplysninger i sagen, de af politiet optagne fotografier af hende, sms-beskederne, de ovennævnte vidneforklaringer og til dels tiltaltes forklaring er det bevist, at tiltalte har gjort sig skyldig i overtrædelse af straffelovens § 244, stk. 1, som beskrevet i den i forhold 2 rej- ste tiltale, idet en voterende dog ikke finder det bevist, at tiltalte tillige tildelte F et spark under episoden den 30. december 2019.
Efter voldsepisodemes antal og karakter sammenholdt med længden af den peri- ode, hvori episoderne fandt sted, er der dog ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at anse voldsudøvelsen for omfattet af straffelovens § 244, stk. 2.
Disse voterende stemmer derfor for at anse tiltalte for skyldig i forhold 2, dog således at en voterende stemmer for at frifinde for et spark under episoden den 30. december 2019.
Det er ikke på baggrund af forklaringen fra F og beviserne i øvrigt bevist, at tiltalte har skaffet sig samleje med F , mens hun befandt sig i en tilstand, hvor hun var ude af stand til at modsætte sig handlingen.
Disse voterende stemmer derfor for at frifinde tiltalte i forhold 3.
Det er endvidere ikke på baggrund af forklaringen fra F og beviserne i øvrigt bevist, at tiltalte ved vold eller trussel om vold har tiltvunget sig analt samleje med F .
Disse voterende stemmer derfor for at frifinde tiltalte i forhold 4.
Forhold 1 Alle voterende udtaler: Som beskrevet ovenfor er det fundet bevist, at tiltalte har udsat F for fysisk vold. Der er imidlertid ikke ført det fornødne bevis for, at tiltalte under samlivet har udsat F for en adfærd, der er omfattet af straffe- lovens § 243. Det er uomtvistet, at tiltalte under samlivet har anvendt ukvemsord over for F , men det er ikke bevist, at disse udtalelser er fremkommet som led i en mere systematisk eller gentagen forulempelse, der var egnet til utilbørligt at styre hende, ligesom det ikke er bevist, at hun som følge af tiltaltes adfærd isolerede sig.
Alle voterende stemmer derfor for at frifinde tiltalte i forhold 1.
Forhold 5 Fem nævninger og tre dommere udtaler: På tiltaltes telefon er der fundet et foto af en piges underliv. Tiltalte har forklaret, at han har downloadet billedet fra Facebook, og at billedet efter hans opfattelse forestillede en ung dame, som han ikke kunne vurdere alderen på.
Disse voterende finder det bevist, at det omhandlede foto er omfattet af straffelovens § 235 om børnepor- nografi, og at tiltalte henset til fotoets karakter og indhold indså dette.
Tiltalte har således ved besiddelsen af fotoet gjort sig skyldig i overtrædelse af straffelovens § 235, stk. 2, som beskrevet i forhold 5.
Disse voterende stemmer derfor for at finde tiltalte skyldig i forhold 5.
En nævning udtaler: Det er ikke godtgjort, at billedet viser en person under 18 år. Denne voterende stemmer derfor for at fri- finde tiltalte i forhold 5.
Sammenfatning Efter stemmeafgivningen frifindes tiltalte i forhold 1. I forhold 2 findes tiltalte skyldig i overtrædelse af straffelovens § 244, stk. 1, som beskrevet i den rejste tiltale. Tiltalte findes skyldig i forhold 3, 4 og 5.
Tiltalte er således skyldig i overtrædelse af straffelovens § 244, stk. 1, dagældende § 216, stk. 1, nr. 1 og nr. 2, og § 235, stk. 2.
Thi bestemmes
: Tiltalte, T , er ikke skyldig i forhold 1.
Tiltalte er i forhold 2 skyldig i overtrædelse af straffelovens § 244, stk. 1.
Tiltalte er skyldig i forhold 3, 4 og 5.
Sanktionsspørgsmålet Der er afgivet 12 stemmer for at fastsætte straffen til fængsel i 5 år.
Retten har ved straffastsættelsen lagt vægt på forholdenes karakter og grovhed, herunder navnlig antallet af voldtægter, der er begået over en længere periode. Der er endvidere lagt vægt på oplysningerne om par- ternes indbyrdes relation og forskellen i psykisk formåen.
Straffen fastsættes derfor til fængsel i 5 år efter straffelovens § 244, stk. 1, dagældende § 216, stk. 1, nr. 1 og nr. 2, og § 235, stk. 2.
Erstatning Henset til omfanget, karakteren og grovheden af voldtægtsforholdene, der blev begået over en længere periode i parternes samlivsforhold, og til, at F i to tilfælde befandt sig i en tilstand, hvor hun var ude af stand til at modsætte sig tiltaltes handlinger, tager de juridiske dommere F’s påstand om godtgørelse for tort til følge med 120.000 kr.
Kravet forrentes med procesrente fra den 26. december 2020, jf. erstatningsansvarslovens § 16.
Thi kendes for ret
: Tiltalte T skal straffes med fængsel i 5 år.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger.
Tiltalte skal inden 14 dage betale 120.000 kr. til F v/bistandsadvokat Nina Nielsen. Beløbet forrentes med procesrente fra den 26. december 2020.
Marianne T. Øllgaard dommer
:::::::::::::::::::::::::::::::::
Østre Landsrets 3. afdelings
DOM
- 15. september 2021 - S-268-21 (landsdommerne Bo Østergaard, Bodil Dalgaard Hammer og Mette Kjølby (kst.) med nævninger).
Anklagemyndigheden mod T , født oktober 1985, (advokat Eigil Strand, besk.)
Retten i Holbæks dom af 20. januar 2021 er anket af tiltalte med påstand om frifindelse i det ikke erkendte omfang, subsidiært formildelse.
Anklagemyndigheden har påstået domfældelse efter anklageskriftet samt skærpelse.
F har nedlagt påstand om, at tiltalte skal betale 82.000 kr. i erstatning for svie og smerte og 250.000 kr. i godtgørelse for tort med forrentning efter erstatningsansvarslovens § 16.
Tiltalte har bestridt erstatningspligten og størrelsen af kravet.
Forklaringer Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte og vidnerne V1 , V4 , V5 , overlæge V9 og V6 . Der er endvidere afgivet forklaring af V11 og V12 .
Der er afspillet videoafhøringer af F og V10 .
De i byretten af vidnerne V2 , V3 og psykolog V7 afgivne forklaringer er dokumenteret i medfør af retsplejelovens § 923.
Tiltalte har supplerende forklaret, at det godt kunne være irriterende, at F ikke kom i gang med noget, f.eks. skole eller arbejde, men gik hjemme, mens han arbejdede. Det gav anledning til diskussioner, når han kom fra arbejde, hvis der skulle ordnes ting, f.eks. indkøb, som hun kunne have klaret i løbet af dagen. Hun så sine venner mindre, efter hun flyttede sammen med ham, og han opfordrede hende til at se dem noget mere. Han kan godt have kaldt hende ”fed” eller ”ko”, mens der var andre til stede, f.eks. hans børn. Han har nok taget sit sprog fra arbejdspladsen med hjem.
Da F var indlagt 5 dage på Roskilde Hospital, kørte han hende til hospitalet og besøgte hende under ind- læggelsen. Han hentede hende også, da hun blev udskrevet.
Vedrørende forhold 2 har tiltalte forklaret, at han den 1. august 2019 kastede F’s telefon væk, efter han havde skubbet hende ud ad døren, idet hun truede med at ringe til alle mulige. Hun truede ikke med at ringe til politiet. Hun lå nede på græsset, da han kastede telefonen væk. Han så, at hun ringede til V1 . F’s sms til V1 kl. 16.24 er sendt lige efter, at han havde skubbet hende.
Han slog ikke F den 1. august 2019. F var ikke selv skyld i, at han skubbede hende ud af huset, og han har ikke sagt til hende, at hun selv var skyld i, at hun lå på græsset. Han oplevede ikke nogen ændring i deres forhold efter den 1. august 2019.
Den 30. december 2019 var F helt oppe i hovedet på ham, mens de sad inde i bilen. Han har kaldt hende en dum kælling, men husker ikke, om han kaldte hende det ved den lejlighed.
F havde forud for den 25. januar 2020 været hjemme hos sin mor. Hun skulle til en udredning for noget. Der var ikke nogen grund til, at han skulle slå hende, men hun sagde, ”jamen, så slå mig” til ham. Han skub- bede hende, fordi han var frustreret.
Vedrørende forhold 3 har tiltalte forklaret, at han vidste, at F fik forskellig medicin. Han har ikke været med til møder med læger og har ikke hørt tale om, hvorvidt hun skulle have noget andet medicin. F’s mor har været med hende til læge. Han lagde ikke mærke til, om F sov tungere efter indlæggelsen. F har aldrig været ked af det, efter de havde haft sex. Han har aldrig haft samleje med hende, mens hun sov, og han har aldrig sagt til hende, at han havde haft samleje med hende, mens hun sov. De havde tøj på, når de sov.
Vedrørende forhold 4 har tiltalte forklaret, at han og F også havde anale samlejer, inden de flyttede sam- men. De brugte ikke altid glidecreme, men havde det tilgængeligt. De har ikke haft hård sex, og han har ikke holdt F fast, når de havde sex. Han og F har talt om, at det havde blødt ved anale samlejer, men det er ikke noget, han har set.
Vedrørende forhold 5 har tiltalte forklaret, at det er hans opfattelse, at pigen på billedet er over 18 år. Han fandt billedet den dag, han blev anholdt.
Det er korrekt, at han har haft et forbrug af alkohol og hash. F havde et stort forbrug af hash. F var ind- lagt over to gange i august 2019. Han kørte hende begge gange. F var tit hjemme hos sin mor, efter hun flyttede hjem til ham.
V1 har forklaret, at hun har kendt tiltalte, siden de var 15 år. Tiltaltes og F’s forhold var meget op og ned, men på en eller anden måde var de glade for hinanden. Det er hendes opfattelse, at tiltalte og F havde et åbent og ligeværdigt forhold.
V4 har forklaret, at det, der triggede ham ved tiltalte, var, at tiltalte virkede overglad og overcharmerende, og at det var ham, der styrede i rummet. F var aktiv og deltog i familiearrangementer, inden hun flyttede sammen med tiltalte. I foråret 2018 deltog F i en facebookgruppe og fik derigennem nogle venner, som hun så.
Efter F var flyttet sammen med tiltalte, deltog hun ikke længere i familiearrangementer, og hun blev indelukket. Det er korrekt, at han har forklaret til politiet, at F slog hånden af sine venner, og at alt drejede sig om tiltalte. Det var i sensommeren 2019, at F fortalte, at hun var faldet igennem et terrasse- bord. F blev diagnosticeret med forhøjet tryk i kraniet, da hun var 15-16 år.
Autismediagnosen fik hun i efteråret 2019.
V5 har forklaret, at de ekstremt nedladende telefonsamtaler, hun overhørte, fandt sted, efter F var flyt- tet sammen med tiltalte. Fra efteråret 2019 fik F en medicincocktail, der medførte, at hun sov meget
tungt, når hun sov hjemme hos dem. Hun kunne f.eks. sove fra en hylende røgalarm, og hun var meget sløv, når hun vågnede. På et tidspunkt lukkede hun katten ud på altanen uden at kunne huske det. Vidnet var ikke med til lægesamtaler, da F var indlagt i efteråret 2019. Psykolog V7 stillede i januar 2020 en diag- nose. Det var F’s praktiserende læge, der havde taget initiativ til, at der skulle foretages en udredning, som blev påbegyndt i sommeren 2019.
F boede to måneder i lejligheden på Amager, inden hun flyttede hjem til dem i Gladsaxe. Tiltalte kunne overnatte flere gange om ugen hos F , mens hun boede hos dem i Gladsaxe. I perioden fra august til jul 2019 besøgte F og tiltalte dem kun en gang, men hun ved, at de så andre familiemedlemmer. Da hun og F den 21. januar 2020 var på hjem fra psykiatrien, sagde F , at hun var ved at være klar til at gå fra til- talte, men F talte ikke om det, da hun tog hjem til ham den 25. januar 2020. Hun besøgte ikke F , da hun var indlagt, idet tiltalte ikke ville have det.
V9 har forklaret, at han har fulgt F siden 2015/16. Hun er blevet fulgt af mange læger. Præparatet Lyrica kan virke sløvende i høje doser. Der vil være en vis additiv effekt af præparatet sammen med de andre præ- parater. Gabapentin kan også virke sløvende sammen med de andre præparater. Individuelle forhold hos den enkelte patient kan spille ind på, hvor stor den additive effekt er.
Medicinoplysningerne dateret den 6. september 2019 er den medicin, der var ordineret ved udskrivelsen af F . Tradolan er det samme som Tramadol. Han ordinerede den 2. september 2019 Tradolan i to dage, og den 4. september 2019 forlæn- gede han behandlingen i yderligere to dage. Det er ikke typisk, at man får dette præparat med hjem, men F fik det med hjem på grund af hendes smertetilstand og for en begrænset periode.
Man tilstræber i be- handlingen den sløvende effekt af medicinen, fordi man ikke har andre midler mod hovedpinen. Det er mu- ligt, at F har kunnet være i en tilstand, hvor hun har ageret, men ingen erindring har haft om det bagef- ter.
V11 har forklaret, at hun er tiltaltes søster. Hun boede i en skurvogn hos tiltalte, og brugte samme køkken og bad som tiltalte og F . F var sød, men hun var tit påvirket af alkohol og hash. F sagde, at hun havde smerter og derfor røg hash. F lå i sengen hele dagen. Hun og F var gode venner. F talte meget om sig selv og sin barndom, og hun fortalte meget om sin mor, som hun tit var uvenner med.
F og tiltalte var meget glade for hinanden. De kunne godt blive uvenner, men så gik tiltalte ud og arbejdede i haven. F blokerede hende, efter hun flyttede fra tiltalte. Det er korrekt, at F den 1. august 2019 kl. 16.24 skrev til hende, at tiltalte havde slået hende. Hun prøvede forgæves at ringe til hende, og de skrev efterfølgende nogle beskeder sammen. F har ikke talt om det efterfølgende.
V6 har forklaret, at hun mødte tiltalte i 2013. Når tiltalte kunne sige, ”Gå væk, ellers slår jeg”, skyldtes det, at hun havde ”presset citronen” for meget, når de diskuterede. Hun vidste ikke, at tiltalte røg hash, før hun fik det fortalt af en veninde, der havde holdt nytårsaften med tiltalte og F . Vidnet blev sur og syntes, at det var uansvarligt over for børnene. Tiltalte var hjemme hos hende den 23. og 24. december 2019, men kørte hjem til sig selv og overnattede. Det er korrekt, at hun har forklaret til politiet, at tiltalte kunne finde på at sige ting, han ikke mente, og at han var meget impulsstyret.
V11 har forklaret, at hun har kendt tiltalte siden 2017. Hun er veninde til V6 , og kender tiltalte gennem hende. Tiltalte fortalte, at han var blevet kæreste med F , som hun mødte første gang i efteråret 2018.
Hun så tiltalte og F ca. hver 14. dag. Det var hendes indtryk, at F boede hos tiltalte fra november eller december 2018. Tiltaltes og F’s forhold var godt, men fra nytår 2018 ændrede det karakter, idet F var jaloux, og der opstod uoverensstemmelser mellem dem. Hun blev bekendt med, at tiltalte og F røg hash, og fortalte det til V6 .
Landsrettens begrundelse og resultat
Af landsrettens kendelse vedrørende skyldspørgsmålet fremgår:
”Forhold 1 Alle nævninger og dommere finder det af de grunde, der er anført af byretten, ikke godtgjort, at til- talte er skyldig i overtrædelse af straffelovens § 243. Tiltalte frifindes derfor.
Forhold 2 Af de grunde, der er anført af flertallet i byretten, finder alle nævninger og dommere det bevist, at tiltalte er skyldig i forhold 2 som fastslået af byretten, idet det tiltrædes, at der ikke er grundlag for at henføre voldsudøvelsen under straffelovens § 244, stk. 2.
Forhold 3 Også efter bevisførelsen for landsretten finder 6 nævninger og 3 dommere af de grunde, der er an- ført af flertallet i byretten, at tiltalte er skyldig i overensstemmelse med tiltalen i forhold 3.
3 nævninger finder det ikke med den til domfældelse fornødne sikkerhed godtgjort, at tiltalte er skyl- dig i forhold 3, og stemmer derfor for at frifinde tiltalte i dette forhold.
Efter udfaldet af afstemningen, jf. retsplejelovens § 931, stk. 2, findes tiltalte herefter skyldig i for- hold 3.
Forhold 4 Også efter bevisførelsen for landsretten finder 7 nævninger og 3 dommere af de grunde, der er an- ført af flertallet i byretten, at tiltalte er skyldig i overensstemmelse med tiltalen i forhold 4.
2 nævninger finder det ikke med den til domfældelse fornødne sikkerhed godtgjort, at tiltalte er skyl- dig i forhold 4, og stemmer derfor for at frifinde tiltalte i dette forhold.
Efter udfaldet af afstemningen, jf. retsplejelovens § 931, stk. 2, findes tiltalte herefter skyldig i for- hold 4.
Forhold 5 Af de grunde, der er anført af flertallet i byretten, finder 3 nævninger og 3 dommere, at tiltalte er skyldig i forhold 5.
6 nævninger finder det ikke bevist, at personen på billedet er under 18 år, og stemmer derfor for at frifinde tiltalte.
Efter udfaldet af afstemningen, jf. retsplejelovens § 931, stk. 2, frifindes tiltalte herefter i forhold 5.
Thi bestemmes
: Byrettens skyldkendelse stadfæstes med den ændring, at tiltalte frifindes i forhold 5.”
Der er afgivet 12 stemmer for at fastsætte straffen til fængsel i 5 år, 5 stemmer for fængsel i 4 år og 1 stemme for fængsel i 5 år og 6 måneder.
Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet, således at straffen fastsættes til fængsel i 5 år.
Efter de juridiske dommeres bestemmelse stadfæstes byrettens afgørelse om godtgørelse for tort til F . Påstanden om erstatningen for svie og smerte tages ikke under påkendelse, retsplejelovens § 992.
Tiltalte har fortsat været frihedsberøvet under anken.
Thi kendes for ret
: Byrettens dom i sagen mod T stadfæstes.
Tiltalte betaler sagens omkostninger for landsretten,
Mitzi Lou Pranger-Rasmussen retsassistent
