OLR — Østre Landsret
AM2024.03.14Ø
OL-2024-Ø-00013
AM2024.03.14Ø2 Retten i Roskildes
DOM
Dato: 30. maj 2023 Rettens sagsnr.: 18E-1477/2022 Politiets sagsnr.: 1200-81270-00020-22 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født oktober 1999 Anklageskrift er modtaget den 24. februar 2022. Tiltalte, … er tiltalt for overtrædelse af færdselslovens § 118, stk. 11, nr. 3, jf. § 42, stk. 1 nr. 1, ved fredag den 28. januar 2022 kl. 21.50 at have ført personbil … ad Industrivej i vestlig retning 75,5 meter efter nr. … i Roskilde Kommune med mindst 102 km/t, selv om hastigheden i tættere bebygget område ikke må overstige 50 km/t, hvilket udgjorde en overskridelse på mere end 100 procent af den tilladte hastighed.
Påstande
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf. Anklagemyndigheden har påstået, at tiltalte skal frakendes retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, bortset fra lille knallert, og at frakendelsen skal ske ubetinget, jf. færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 11, jf. § 128, stk. 1. Anklagemyndigheden har påstået konfiskation af personbil … , mrk. BMW model 1’er, årgang 2004, stelnr. … , som ejes af tiltalte, jf. færdselslovens § 133 a, stk. 2. Tiltalte har nægtet sig skyldig.
Sagens oplysninger
[FORKLARINGER UDELADT] Sagen har været udsat på anklagemyndighedens fremlæggelse af Rigspolitiets brugervejledning for brugen af LTI 20/20 TruSpeed LR dc. Af anklagemyndighedens bemærkninger af den 20. marts 2023 fremgår det, at: "Under restmødet den 15. marts 2023 fremlagde forsvaret en dom, hvori der henvistes til manualer vedr. måleinstrumenterne, der benyttes til lasermåling.
Dommen omhandlede måling foretaget med laser LTI 20.20 UltraLyte 100 LR. Der er forskellige modeller af LTI 20/20, med deraf følgende forskellige retningslinjer. I den "gamle" LTI 20.20 var det ikke "tilladt" at måle igennem forruden.
Hvilket fremgår af de vedhæftede retningslinjer for LTI 20.20 (s. 6). "Laser LTI 20.20 UltraLyte" henviser til "LTI 20.20" retningslinjerne (s.2) Med de nye LTI TruSpeed, må man gerne må måle gennem forruden. Hvilket fremgår af de vedhæftede retningslinjer for TruSpeed version 107 (s. 24). Det instrument, der blev benyttet i den aktuelle sag, er LTI 20/20 TruSpeed LR dc.
Af instruksens side 24 fremgår: "Målinger fra et køretøj ud gennem forruden eller siderude kan give anledning til uforholdsmæssige mange fejlmeldinger. Fejlmeldinger skal forstås på den måde, at der ikke kunne måles og der således ikke vises en målt hastighed på displayet. Modsat, vises der en målt hastighed på displayet, skal det forstås på den måde, at målingen blev foretaget korrekt.
Det er derfor fortsat Anklagemyndighedens påstand, at den aktuelle måling med LTI 20/20 TruSpeed LR dc, blev foretaget forskriftsmæssigt korrekt".
Forsvaren, advokat Lene Østerberg, har den 9. maj 2023 fremsendt sine bemærkninger, hvoraf fremgår, at: "Det af anklagemyndigheden fremsendte materiale giver mig anledning til følgende bemærkninger: Jeg vedlægger Østre Landsrets dom af 6. januar 2023 offentligt gjort i U.2023.1355 2 Ø som omhandler samme problemstillinger og henviser i det hele til Landsrettens konklusion: Kravet om forbud imod måling gennem ruden er ikke gentaget ved typegodkendelsen, men da tjenesteforskriften ikke er ændret og da der ikke er ført bevis for at måling gennem ruden ikke påvirker målingens nøjagtighed, har anklagemyndigen ikke løftet den samlede bevisbyrde.
Jeg fastholder derfor min påstand om frifindelse og mener ikke det er nødvendigt med yderligere retsmøder." Af Rigspolitiets brugervejledning til Laser LTI 20.20 TS/KM fremgår det af s. 6 under "Opstilling", at: "Måling fra et køretøj ud gennemforruden eller de øvrige ruder er ikke tilladt, men kan i givet fald kun ske fra åbnede døre eller nedrullede vinduer".
Af Rigspolitiets brugervejledning til Laser LTI 20.20 TS/KM fremgår det af s. 7 under "Måling", at: "Et godkendt måleresultat eller fejlmelding bliver stående på displayet indtil man forsøger en ny måling. Et måleresultat, som danner grundlag for rapportoptagelse, skal derfor nedskrives medens det stadig står i displayet".
Af Rigspolitiets brugervejledning for Laser Hastighedsmåleudstyr LTI 20.20 UltraLyte 100 LR fremgår det af s. 2, at: "Med hensyn til tekniske data, opbygning og virkemåde, funktionskontrol, opstilling, måling, måleværdiernes tilhørsforhold, operatør, vinkelfejl, vedligeholdelse, udfyldelse af kontrol-log måleskema, rapporttekst og tolerancetabel henvises til rigspolitiets tjenesteforskrifter for hastighedsmåling med Laser LTI 20.20 TS/KM".
Af Rigspolitiets brugervejledning for LTI 20/20 TruSpeed LR de, fremgår det afs. 24 under "Opstilling", at: "Målinger fra el køretøj gennem forruden eller siderude kan give anledning til uforholdsmæssige mange fejlmeldinger".
Af Rigspolitiets brugervejledning for LTI 20/20 TruSpeed LR dc fremgår det af s. 24 under "Måling", at: "Et godkendt måleresultat eller fejlmelding bliver stående på displayet, indtil der forsøges med en ny måling. Et måleresultat, som danner grundlag for rapportoptagelse, skal derfor nedskrives, medens det stadig står i displayet".
Af Rigspolitiets brugervejledning for LTI 20/20 TruSpeed LR dc fremgår det afs. 15 under "Forklaring af fejlkoder", at: "For at sikre, at der aldrig opstår en fejlbehæftet hastighedsaflæsning, overvåger TruSpeed både systemhardware og måling.
Når indstrumentet registrerer en fejltilstand, viser det en fejlkode i stedet for en måling Laseren er designet ud fra en Error Trapping funktion, som sikrer, at alle parametre for korrekt hastighedsmåling skal være opfyldt for at opnå et måleresultat.
Andet vil medfører en fejlkode.” Tiltalte er tidligere straffet ved udenretligt at have vedtaget Nordsjællands Politis bødeforelæg og førerretsfrakendelse af 6. november 2022 med bøde på 1.750 kr. samt betinget frakendelse af førerretten i 3 år fra 6. november 2020 indtil 5. november 2023 for overtrædelse af færdselslovens § 4, stk. 1, jf. § 119a. Tiltaltes førerret blev administrativt inddraget den 28. januar 2022.
Rettens begrundelse
og afgørelse Tiltalte har nægtet sig skyldig og forklaret, at han kørte 90 km/t. Vidnet Vidne har afgivet en sikker og detaljeret forklaring om, at han målte tiltaltes hastighed til 106 km/t., som med fratrækkelse af fejlmargen ved hastigheder over 100 km/t., blev til 102 km/t.
Vidnet har forklaret, at han foretog målingen ved brug af korrekt kalibreret LTI 20/20 TruSpeed LR dc lasermåler, og at målingen blev foretaget igennem forruden af politibilen. Vidnet har endvidere forklaret, at denne type laser godt må foretage målingen igennem forruden, og at dette følger af uddannelsesplanen.
Retten lægger herefter samt efter kontrolskemaet til grund, at tiltaltes hastighed blev målt med laserhastighedsmåler af typen LTI 20/20 TruSpeed LR dc gennem forruden på politibilen.
Det fremgår af Rigspolitiets vejledninger til LTI 20/20 TruSpeed LR dc, som efter det oplyste var gældende op tidspunktet for hanstighedsmålingen, at "Målinger fra et køretøj gennem forruden eller siderude kan give anledning til uforholdsmæssige mange fejlmeldinger". Det følger videre af Rigspolitiets brugervejledning til LTI 20/20 TruSpeed LR dc, at en ikke korrekt hastighedsmåling ved resultere i en fejlkode.
Herefter, og da vidnet har forklaret, at der fremkom en gyldig hastighedsmåling finder retten, at det er bevist, at tiltalte er skyldig i at have ført personbil ... med mindst 102 km/t, hvor hastighedsbegrænsningen var 50 km/t. Straffen fastsættes til fængsel i 20 dage, jf. færdselslovens § 118, stk. 11, nr. 3, jf. § 42, stk. 1 nr. 1.
Tiltalte har ved kørsel med en hastighed på mere end 100 km i timen overskredet den tilladte hastighed på 50 km i timen. Tiltalte frakendes derfor retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, bortset fra lille knallert, i 3 år fra den 28. januar 2022. jf. færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 11, jf. § 128, stk. 1.
Retten tager påstanden om konfiskation til følge, jf. færdselslovens § 133 a, stk. 2.
Thi kendes for ret
: Tiltalte skal straffes med fængsel i 20 dage. Tiltalte skal frakendes retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, bortset fra lille knallert, i 3 år fra den 28. januar 2022. Hos tiltalte konfiskeres personbil … , mrk. BMW, model 1’er, årgang 2004, stelnr. … . Tiltalte skal betale sagens omkostninger. ::::::::::::::::::::::::: Østre Landsrets 8. afdelings
DOM
(landsdommerne Beth von Tabouillot, Frosell og Jacob Waage) Dato: 14. marts 2024 Rettens sagsnr.: S-1735-23 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født oktober 1999, (advokat Lene Østerberg, besk.) Retten i Roskildes dom af 30. maj 2023 (18E-1477/2022) er anket af tiltalte med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse. Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.
Forklaringer Tiltaltes forklaring for byretten er dokumenteret. Den i byretten af vidnet politiassistent Vidne afgivne forklaring er dokumenteret i medfør af retsplejelovens § 923. Personlige oplysninger Der er ikke for landsretten fremkommet yderligere om den tiltaltes personlige forhold.
Landsrettens begrundelse og resultat
Også efter bevisførelsen for landsretten findes tiltalte af de grunde, der er anført i dommen, skyldig efter anklageskriftet. Det for landsretten anførte kan ikke føre til et andet resultat. Landsretten tiltræder det, som byretten har anført om straf, førerretsfrakendelse og konfiskation. Landsretten stadfæster derfor dommen.
Thi kendes for ret
: Byrettens dom i sagen mod Tiltalte stadfæstes. Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.
