207/2010

I en sag, hvor samværsforælderen var udstationeret i Bruxelles, og bopælsforælderen boede i Danmark, skulle sidstnævnte stadig betale udgifterne ved afhentning af barnet I sommeren 2007 flyttede ægteparret M og H og deres fællesbarn C til Bruxelles. I påsken 2008 flyttede H sammen med C tilbage til Danmark. Herefter rejste M hjem til Danmark hver weekend, men i efteråret 2008 ophævede parret endeligt samlivet. M anlagde sag ved domstolene med påstand om bl.a., at C skulle have bopæl hos ham, subsidiært hos H, og at parterne skulle dele transportudgifterne i forbindelse med samværet. H påstod, at C skulle have bopæl hos hende. Landsretten stadfæstede byrettens afgørelse om, at C skulle have bopæl hos H, og at parterne skulle dele transportudgifterne, idet der ikke var fremsat en anmodning om at fravige udgangspunktet i § 14, stk. 1, i bekendtgørelse om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær mv. Ifølge denne bestemmelse skal samværsforælderen sørge for afhentning af barnet ved samværets begyndelse, og bopælsforælderen skal sørge for afhentning af barnet ved afslutningen af samværet. Endvidere skal hver af forældrene afholde udgiften til den del af transporten, som den pågældende er ansvarlig for. For Højesteret angik sagen alene, om der var grundlag for at fravige udgangspunktet i § 14, stk. 1, idet H gjorde gældende, at betingelserne for en sådan fravigelse var opfyldt, jf. § 14, stk. 2. Højesteret udtalte, at der ikke var grundlag for at fravige udgangspunktet under henvisning til forskellen i parternes indkomstforhold, jf. § 14, stk. 2, nr. 1, og bemærkede, at M’s udetillæg, der ydes til dækning af merudgifter ved M’s udstationering i Bruxelles, ikke skulle indgå i vurderingen. Højesteret fandt endvidere, at M ikke kunne anses for at være flyttet efter bestemmelsen i § 14, stk. 2, nr. 2, eller dennes analogi. Heller ikke det forhold, at M forlængede sin udstationering i Bruxelles, begrundede en fravigelse af udgangspunktet i § 14, stk. 1. Højesteret fandt heller ikke, at den fastsatte ordning med hensyn til transport af C til og fra samvær var mere besværlig for H end for M, jf. § 14, stk. 2, nr. 3. Endelig forelå der ikke oplysninger om andre særlige omstændig¬heder, der kunne begrunde en fravigelse i medfør af § 14, stk. 2, nr. 4. Med denne begrundelse stadfæstede Højesteret landsrettens dom.