VLR — Vestre Landsret
AM2024.05.23V
OL-2024-V-00022
AM2024.05.23V Retten i Aarhus’
KENDELSE
Dato: 10. april 2024 Rettens sagsnr.: 72-402/2024 Politiets sagsnr.: 4200-76313-00001-23 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født juli 1984 Anklagemyndigheden har ved anmodning om retsmøde modtaget ved retten den 12. januar 2024 anmodet om, at retten afsiger kendelse om, at Tiltalte skal mentalundersøges under indlæggelse, jf. retsplejelovens § 809, stk. 2, med bilag.
Påstande
Anklagemyndigheden har påstået, at Tiltalte skal indlægges til mentalundersøgelse. Tiltalte har påstået, at der ikke skal ske indlæggelse til mentalundersøgelse.
Sagens oplysninger
Tiltalte har forklaret, at han tidligere har været indlagt på psykiatisk afdeling på et tidspunkt, hvor han fik at vide, at det ikke var nødvendigt, at han var der. Han har været til i hvert fald to samtaler på retspsykiatrisk, men er usikker på, om det var i forbindelse med mentalundersøgelse.
Tiltalte blev foreholdt, at det fremgår af papirerne, at man gerne vil foretage visitation inden samtale, hvortil han forklarede, at han blev tjekket, sidst han var der. Han går ikke med kniv. Sidst han var på psykiatrisk afdeling, blev han kørt af politiet. Han havde en kniv på sig for at blive sendt ud. Han gjorde det med vilje for at lave ballade, men har fortrudt, at han havde den på sig.
Det er okay med ham, hvis retspsykiatrisk afdeling vil tjekke ham, inden han kan komme ind.
Tiltalte er ved anklageskrift af 24. marts 2023 tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 288, stk. 1, nr. 2, straffelovens § 119, stk. 1, og knivloven ved at have truet personel på Misbrugscenter og i den forbindelse have båret en kniv, samt straffelovens § 119, stk. 1, ved efterfølgende at have fremsat trusler mod en politibetjent.
Kriminalforsorgen har den 15. maj 2023 udtalt, at de på baggrund af de foreliggende oplysninger skal anbefale, at der indhentes mentalundersøgelse forud for endelig dom. Kriminalforsorgens speciallægekonsulent har herved udtalt, at Tiltalte kan være omfattet af straffelovens § 16. Ledende overlæge Person1 og socialrådgiver Person2 har den 4. december 2023 udtalt følgende: "...
Sagen returneres af sikkerhedshensyn med henblik på mentalundersøgelse under indlæggelse. Beslutningen er truffet på følgende baggrund: Observandens kriminalitet, som inkluderer trusler om "at skære hoved af" med kniv mod offentlig ansatte, som følge af et ønske om at blive udvist. Det fremgå af sagsakterne, at han går med en 17 cm lang kniv.
Erfaring fra socialrådgivers indledende samtale med observanden, hvor han fremstår uforudsigelig og med fastlåste religiøse overbevisninger, hvor fokus er, at han er en del af en større plan, og at ikke troende vil komme til at stå til regnskab.
Han fastholder ligeledes sit ønske om at blive udvist til et muslimsk land og kan ikke mobilisere en alternativ plan for at komme ud af Danmark, da han ikke ved, hvordan han skaffer et Irakisk pas.
Person1, ledende overlæge med funktionsledelse, speciallæge i psykiatri vurderer efter drøftelse med Person3, lægekonsulent, speciallæge i psykiatri, at der er et sikkerhedsmæssigt behov for visitering inden samtale med observanden. Da dette ikke er muligt ambulant, returneres sagen med henblik på mentalundersøgelse under indlæggelse, hvor visitation er muligt. ..."
Rettens begrundelse og resultat
Retten finder det efter udtalelsen fra Kriminalforsorgens speciallægekonsulent at være af betydning for sagen, at Tiltalte skal underkastes mentalundersøgelse, og retten bemærker i den forbindelse, at Tiltalte såvel via sin advokat som ved retsmøde den 3. april 2024 har meddelt samtykke hertil. Retsplejelovens § 809, stk. 2, finder herefter anvendelse, når det er påkrævet, at sigtede indlægges til mentalundersøgelse.
Bestemmelsen må imidlertid ses i den sammenhæng, at det må bero på en vurdering af tiltaltes forhold, om det er påkrævet, at denne indlægges til mentalundersøgelse, herunder for eksempel på grund af, at det ikke er, eller ikke har vist sig muligt at gennemføre en mentalundersøgelse ambulant.
Som sagen er oplyst, er det retspsykiatrisk afdelings ønske om at kunne varetage egen sikkerhed, der har afstedkommet dennes udtalelse om, at det er påkrævet, at Tiltalte skal indlægges til mentalundersøgelse.
Retten finder ikke, at der foreligger holdepunkter for at antage, at retsplejelovens § 809, stk. 2, finder anvendelse i en situation som den foreliggende, hvor der ikke i øvrigt er grundlag for at anse det for påkrævet, at Tiltalte skal indlægges til mentalundersøgelse. Derfor bestemmes Anklagemyndighedens anmodning om, at Tiltalte skal indlægges til mentalundersøgelse, tages ikke til følge.
Statskassen skal betale sagens omkostninger. ::::::::::::::::::::::::: Vestre Landsrets 12. afdelings
KENDELSE
Som dommere fungerede landsdommerne Stig Glent-Madsen, Kim Rasmussen og Jakob Herborg (kst.). Dato: 23. maj 2024 Rettens sagsnr.: S–0791–24 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født juli 1984 Fremlagte bilag: mail af 2. maj 2024 fra forsvareren advokat Michael Egholm brev af 15. maj 2024 fra Statsadvokaten i Viborg med bilag.
Den 10. april 2024 har byretten afsagt kendelse om, at anklagemyndighedens anmodning om, at Tiltalte skal indlægges til mentalundersøgelse, ikke tages til følge. Kendelsen er kæret af anklagemyndigheden.
Landsretten afsagde Kendelse: Under hensyn til kriminalitetens art og de øvrige foreliggende oplysninger om sigtede og dennes adfærd, og da en mentalundersøgelse under indlæggelse ikke vil stå i misforhold til sagens karakter, finder landsretten, at det er påkrævet, at tiltalte indlægges til mentalundersøgelse på psykiatrisk afdeling, jf. retsplejelovens § 809, stk. 2.
Thi bestemmes
: Tiltalte Tiltalte skal underkastes mentalundersøgelse under indlæggelse på psykiatrisk afdeling. Sagen skal forelægges byretten, såfremt den nødvendige frihedsberøvelse udstrækkes ud over 4 uger fra frihedsberøvelsens iværksættelse. Sagen sluttet.
