OLR — Østre Landsret
AM2026.01.15Ø
OL-2026-Ø-00001
AM2026.01.15Ø Retten på Frederiksberg
DOM
Dato: 28. juni 2024 Rettens sagsnr.: 387/2024 Politiets sagsnr.: 0100-73235-00001-21 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født januar 1967 Sagens baggrund og parternes påstande Denne sag er behandlet med domsmænd. Anklageskrift er modtaget den 18. januar 2024.
Tiltalte er tiltalt for 1. (0100-73235-00001-21) psykisk vold efter straffelovens § 243, ved i perioden fra den 1. april 2019 til den 6. maj 2020 på adresserne Adresse1 i København, Adresse2 i Guldborgsund og Adresse3 i København samt via SMS og telefonsamtaler, som en del af Forurettedes husstand, og fra den 3. december 2019 som tidligere en del af Forurettedes husstand, gentagne gange at have udsat Forurettede for groft nedværdigende, forulempende eller krænkende adfærd, der var egnet til utilbørligt at styre Forurettede, idet tiltalte som kæreste og samlever, og fra den 3. december 2019 som ekskæreste, fratog hendes selvbestemmelsesret i dagligdagen, idet han sagde, at hun var ”beskidt” eller lignende, hvilket bl.a. medførte: at hun dagligt, mens de boede sammen og mens tiltalte overvågede hele processen, skulle vaske sine hænder og gå i bad på en bestemt måde, ligesom hun skulle gøre rent på en bestemt måde, alt sammen ud fra tiltaltes instrukser, hvortil han fik vredesudbrud, såfremt hun begik fejl, ved bl.a. at råbe ”du lærer det aldrig”, ”du forstår det ikke, fordi du er så dum” og ”det var en stor fejltagelse vi flyttede sammen, for du kan ikke finde ud af noget som helst” eller lignende, alt sammen rettet mod Forurettede, at hun, mens de boede sammen, skulle overnatte på tæpper i køkkenet, da soveværelset var et ”rent” rum, som hun ikke måtte opholde sig i, at hun, mens de boede sammen, kun måtte tage makeup på, på specifikke steder i huset og kun efter, at hun havde taget et bad på den af tiltalte anviste måde, at hun, mens de boede sammen, ikke måtte hente sit tøj i soveværelset, da det var et ”rent” rum, hvorfor det var tiltalte, som hver dag hentede, og dermed også bestemte, hvilket tøj hun skulle have på den pågældende dag, at hun, mens de boede sammen, ikke måtte røre ved overflader og produkter i supermarkeder, da hun ellers ville blive ”beskidt”, at hun kun måtte opholde sig og færdes i bestemte ”beskidte” rum i hjemmet, hvis ikke hun havde været i bad på den måde som anvist af tiltalte, og hvor hun efterfølgende kun fik lov til at opholde sig i ”rene” rum under opsyn af tiltalte, ligesom han gennem nedværdigende, forulempende eller krænkende adfærd manipulerede hende og beskadigede hendes selvværd, herunder ved at tiltaltes udviste adfærd oplevedes af Forurettede som selvforskyldt, ved blandt andet: jævnligt at fortælle hende, at ”han var den eneste, som nogensinde havde elsket og respekteret hende, at hendes venner ikke holdt af hende og hendes familie aldrig havde elsket hende, hvilket tiltalte vidste, da han var psykolog og at det var hans job at vide den slags” eller lignende, jævnligt at omtale hende som ”respektløs”, ”egoistisk”, ”overfladisk”, ”monster”, ”forstyrret”, ”stupid bitch”, ”freak”, ” grim” og at hun havde ”psykopattendenser” eller var ”psykopat”, ligesom hendes mor og far, og ”en tyv”, ligesom hendes ekskæreste, eller lignende, samt bede hende om at opsøge psykolog, alt sammen hvis ikke hun gjorde som tiltalte ønskede, jævnligt at sige, at hun ignorerede ham og at det var det værste, man kunne gøre mod ham, eller lignende, hvis ikke hun svarede ham inden for kort tid, hvortil han efterfølgende bad hende om at undskylde, jævnligt at fortælle hende, at han ville ønske, at han aldrig havde mødt hende, at det var pinligt at kende en taber som hende og at hun ikke måtte sige til andre, at hun kendte ham, eller lignende, jævnligt at give hende skylden for, hvis han blev syg eller dårlig, samt give hende skylden for, hvis han måtte aflyse sine klienter som følge af dette, at fortælle hende, at han havde været involveret i en trafikulykke, og at det var hendes skyld, idet han forinden havde skrevet, at han var træt og bedt hende om at snakke med ham, hvilken besked hun ikke havde set og svaret på, ved flere lejligheder at fortælle hende, at han var kommet til skade, og derfor var indlagt på et hospital, herunder ved at have været involveret i en trafikulykke, ved at være faldet og slået hovedet samt ved at have cancer i maven og deraf også kastede blod op, hvor i hvert fald oplysningen om, at tiltalte havde cancer i maven var urigtig, og i den forbindelse holdt hende i uvished omkring, hvor tiltalte i givet fald skulle være indlagt, ved flere lejligheder at få hende til at udføre opgaver for sig, herunder rengøring, idet han oplyste, at han var for syg til at gøre det selv, at have skrevet ”of course your mom fukibg around with guy who also fucked you in sted of teaching you politeness” til Forurettede, at have skrevet ”I am completly sure that you not you farvers child your mom GOG you from Person1 that’s why he also fauvked you all the time other wise you were not like this” til Forurettede, at have skrevet ”I am also in dout that your dad had also.sexualvrelationship with you that you behave this way” til Forurettede, jævnligt at have forsøgt at få hendes nye adresse samt forsøgt at give hende dårlig samvittighed over ikke at udlevere den, efter hun fraflyttede Adresse3 i København den 3. december 2019, ved bl.a. at skrive ”it made mel ose my trust, felt horrible and can not describe how bad i felt”, samt i forlængelse af det, den 5. maj 2020 at have fulgt efter hende fra Adresse3 i København til Nørrebro i København, da hun var på vej hjem, hvorfor hun var nødsaget til at overnatte på sit arbejde, således at tiltalte ikke fik kendskab til Forurettedes nye adresse, samt jævnligt at have truet med at smide hendes ejendele ud fra lejligheden på Adresse3 i København, hvis ikke hun gjorde som tiltalte ønskede, herunder lave hans hjemmeside, betale huslejen og gøre rent.
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om ubetinget frihedsstraf. Tiltalte har nægtet sig skyldig og nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært om rettens mildeste dom. Forurettede har påstået, at tiltalte skal betale 10.000 kr. i tortgodtgørelse i medfør af erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, subsidiært krænkelsesgodtgørelse i medfør af erstatningsansvarslovens § 26, stk. 4.
Tiltalte har bestridt erstatningspligten og kravets størrelse. Forklaringer Der er under hovedforhandlingen i sagen afgivet forklaring af tiltalte og af vidnerne Vidne1, Forurettede og Vidne2. [FORKLARINGER UDELADT] Oplysningerne i sagen Der er under sagen dokumenteret fotos, sms-korrespondance mellem tiltalte og Forurettede, kontoudskrifter fra Forurettedes konto i Bank og udskrifter fra cpr-registret.
Personlige oplysninger Der er af Kriminalforsorgen foretaget en personundersøgelse vedrørende tiltalte, hvoraf det blandt andet fremgår, at det er Kriminalforsorgens vurdering, at Tiltalte er egnet til at modtage en hel eller delvis betinget dom med vilkår om samfundstjeneste, hvortil det anbefales, at der fastsættes vilkår om tilsyn af Kriminalforsorgen i prøvetiden.
Finder retten, at sagen kan afgøres med en betinget dom uden vilkår om samfundstjeneste, skal det anbefales, at der alene fastsættes prøvetid. Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at at han i dag bor i en lejelejlighed og søger arbejde som psykolog. Han har været syg de sidste fire måneder efter en stentoperation i maven. Han har afsluttet alle sine klienter. Tiltalte er ikke tidligere straffet.
Rettens begrundelse
og afgørelse Forurettede har afgivet en troværdig, detaljeret og sammenhængende forklaring om, at tiltalte under og i en periode efter deres samliv udsatte hende for groft nedværdigende, forulempende og krænkende adfærd, som var egnet til utilbørligt at styre hende.
Retten finder herefter at kunne lægge til grund, at tiltalte og Forurettede blev kærester i hvert fald i begyndelsen af marts 2019, og at tiltalte derefter ofte opholdt sig og overnattede i Forurettedes lejlighed på Adresse1, hvortil han også medbrage sit tøj, inden de flyttede sammen fra den 1. juli 2019 først i en lejlighed ved Nørreport og derefter på Adresse3 Der er enighed om, at de ikke har boet på Adresse2 i Guldborgsund.
Retten lægger endvidere til grund, at tiltalte kaldte Forurettede de i anklageskriftet anførte skældsord, at han sagde til hende, at han var den eneste, der nogensinde havde elsket hende, og at han opfordrede hende til at opsøge psykolog.
Yderligere lægger retten til grund, at tiltalte fratog Forurettede hendes selvbestemmelsesret, idet han blandt andet bestemte, hvor hun måtte opholde sig og sove i lejligheden på Adresse3, og hvilket tøj hun måtte have på, ligesom hun skulle vaske hænder, gå i bad og gøre rent efter tiltaltes anvisninger og under hans overvågning.
Endelig lægger retten til grund, at tiltalte flere gange, herunder i perioden efter Forurettede var fraflyttet lejligheden på Adresse3, fortalte at han var kommet til skade eller var meget syg, fik hende til fortsat at komme og gøre rent i lejligheden, beskyldte hende for at ignorere ham, brugte de oplysninger, som han havde fået som psykolog for Forurettede mod hende, og truede med at smide hendes ejendele ud, ligesom han forsøgte at få Forurettedes nye adresse og i den forbindelse fulgte efter hende.
Forurettedes forklaring støttes af den fremlagte sms-korrespondance, som retten lægger til grund er en korrespondance mellem tiltalte og Forurettede, og af vidnerne Vidne1 og Vidne2, som begge har forklaret, at Forurettede ændrede sig både psykisk og fysisk under samlivet med tiltalte.
Uanset at det må lægges til grund, at den psykiske vold eskalerede, da tiltalte og Forurettede boede på Adresse3, finder retten, at der samlet set har været tale om et fast mønster af psykisk vold i hele den periode, der er anført i anklageskriftet. På den baggrund er det bevist, at tiltalte er skyldig i overensstemmelse med tiltalen. Straffen fastsættes til fængsel i 6 måneder, jf. straffelovens § 243.
Retten har ved strafudmålingen lagt vægt på gerningsperiodens udstrækning og karakteren af den psykiske vold, herunder at tiltalte har udnyttet de oplysninger, som han havde fået kendskab til som psykolog for Forurettede.
Herefter, og uanset oplysningerne om tiltaltes personlige forhold og den tid der er gået, siden den strafbare handling blev foretaget, findes der ikke grundlag for at gøre straffen helt eller delvist betinget. Uanset forholdets karakter finder retsformanden ikke, at betingelserne i erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, og stk. 4, for at tilkende Forurettede tortgodtgørelse er opfyldt.
Thi kendes for ret
: Tiltalte Tiltalte skal straffes med fængsel i 6 måneder. Tiltalte skal betale sagens omkostninger. ::::::::::::::::::::::::::::::: Østre Landsrets 20. afdelings
DOM
(landsdommerne Stine Fruergaard Andersen, Ib Hounsgaard Trabjerg og Camilla Boss (kst.) med domsmænd). Dato: 15. januar 2026 Rettens sagsnr.: S-2184-24 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født januar 1967, (advokat Kåre Traberg Smidt, beskikket) Dom afsagt af Retten på Frederiksberg den 28. juni 2024 (387/2024) er anket af tiltalte med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse.
Anklagemyndigheden har påstået skærpelse. Forurettede har gentaget den for byretten nedlagte påstand om, at tiltalte skal betale hende en godtgørelse på 10.000 kr. Tiltalte har også for landsretten bestridt betalingspligten og kravets størrelse. Forklaringer Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte og vidnet Forurettede.
De i byretten af vidnerne Vidne1 og Vidne2 afgivne forklaringer er dokumenteret i medfør af retsplejelovens § 923. [FORKLARINGER UDELADT] Personlige oplysninger Tiltalte har om sine personlige forhold supplerende forklaret, at han i dag er meget træt hele tiden. I 2024 fik han arbejde i Kommune.
Da hans kolleger fandt ud af, at han havde en verserende straffesag, mistede han imidlertid sin autoritet, og han opsagde derfor sin stilling. Han vil gerne have et nyt arbejde eller begynde på en ny uddannelse. Han vil ikke arbejde som psykolog. Han er indstillet på at udføre samfundstjeneste.
Landsrettens begrundelse og resultat
Også efter bevisførelsen for landsretten, herunder den supplerende forklaring afgivet af vidnet Forurettede, findes tiltalte af de grunde, der er anført i dommen, skyldig i at have udøvet psykisk vold efter straffelovens § 243 mod Forurettede som beskrevet i anklageskriftet.
Indholdet af de af Forurettede udarbejdede sms-beskeder til tiltalte som led i den omfattende sms-korrespondance mellem hende og tiltalte og det i øvrigt fremkomne om hendes adfærd kan ikke føre til en anden vurdering af strafbarheden af tiltaltes adfærd. Af de grunde, der er anført af byretten, findes straffen passende fastsat til fængsel i 6 måneder.
Efter oplysningerne om tiltaltes personlige forhold og henset til den tid, der er gået, siden de strafbare forhold blev begået, samt den lange sagsbehandlingstid findes det imidlertid forsvarligt at gøre straffen betinget på vilkår som fastsat nedenfor. Det tiltrædes, at der ikke er grundlag for at yde godtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, eller stk. 4.
Landsretten stadfæster herefter dommen med den anførte ændring vedrørende fuldbyrdelsen af fængselsstraffen.
Thi kendes for ret
: Byrettens dom i sagen mod Tiltalte stadfæstes med den ændring, at fuldbyrdelsen af straffen på fængsel i 6 måneder udsættes og bortfalder efter en prøvetid på 2 år på vilkår, at tiltalte i prøvetiden ikke begår strafbart forhold. Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.
