Tilbage til sager

OLRØstre Landsret

AM2021.01.07Ø

OL-2021-Ø-00004

Dom
PDFKilde: Anklagemyndigheden →
Dato
07-01-2021
Sagsemne
udvisning ved dom, associeringsaftalen med Tyrkiet
Fuldtekst
Kilde: Anklagemyndigheden

1

UDSKRIFT AF ØSTRE LANDSRETS DOMBOG

____________ D O M

Afsagt den 7. januar 2021 af Østre Landsrets 5. afdeling (landsdommerne Ole Græsbøll Olesen, Birgitte Grønborg Juul og Kristian Porsager Seierøe med domsmænd).

5. afd. nr. S-1530-20:

Anklagemyndigheden mod T Født juni 1971 (advokat Claus Allan Bonnez, besk.)

Holbæk Rets dom af 2. juni 2020 (60-3687/2019) er anket af anklagemyndigheden med påstand om skærpelse, navnlig således at tiltalte udvises.

Landsretten har ved i forbindelse med hovedforhandlingen admitteret tiltaltes bevisanke.

Tiltalte har herefter påstået frifindelse, subsidiært formildelse, herunder frifindelse for udvisningspåstanden.

Tiltalte har til støtte for frifindelsespåstanden blandt andet gjort gældende, at tiltalte blev sigtet efter straffelovens § 232 for det forhold, der er omfattet af tiltalen. Da påtale for overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 1, nr. 2, jf. § 225, på den baggrund må anses for opgivet eller tiltale frafaldet, er retsplejelovens § 724 til hinder for domfældelse efter tiltalen.

F har påstået 15.000 kr. i godtgørelse for tort svarende til det, der blev tilkendt hende ved byrettens dom.

Tiltalte har bestridt kravet, men har ikke haft bemærkninger til kravets størrelse.

2

Forklaringer Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte og vidnet F.

De i byretten af vidnerne V1 og V2 afgivne forklaringer er dokumenteret i medfør af retsplejelovens § 923.

Tiltalte har supplerende forklaret blandt andet, at han lærte F at kende for 4-5 år siden. Hun tilhørte et misbrugsmiljø, og han var hjemløs. Deres venskab har været platonisk. Han genoptog kontakten, da han kom ud fra Vestre Fængsel i maj 2019. Hun blev på et tidspunkt ubehagelig og grov over for ham og ville have ham til at hente metadon osv. til hende. Når hun er normal, er hun stille og rolig.

I juli 2019 boede han på et bosted og kendte kun en anden veninde og F. Den 23. juli 2019 skulle han egentlig besøge den anden veninde, men hun var forhindret, og F tilbød så, at han kunne besøge hende. Hun sendte et billede af sig selv, som han anså for tvetydigt. Han gjorde sig ikke forhåbninger om noget seksuelt. Så langt tænkte han ikke.

Da han masserede hende, lavede hun bevægelser og sagde lyde, som om hun var seksuelt opstemt. Hun havde gstrengstrusser på. Hun var ude på toilettet for at fixe og kom tilbage uden bukser, men kun med en t-shirt på. Man kunne ikke se, om hun havde underbukser på. Hun havde lagt en madras frem til ham på gulvet, og den lå hun på, da hun kom tilbage fra toilettet efter at have fixet.

Han masserede hende, herunder også på yder- og indersiden af lårene. Han har ikke rørt hende på intime steder. Han havde nok sine hænder på hendes ben, da hun pludselig råbte op. Foreholdt sin forklaring ifølge politirapport af 2. oktober 2019 om, at hun døsede lidt hen og vågnede op på et tidspunkt, bekræftede tiltalte, at han har forklaret således. Det var svært at se på hende, om hun sov.

Forespurgt af forsvareren forklarede tiltalte, at der var en dag for nogle år siden, hvor han kørte F rundt i sin kærestes bil. Han havde ikke kørekort. Pludselig truede hun med at melde ham, hvis han ikke gav hende stoffer og en ring. F ringede flere gange til ham den 24. juli 2019 og truede ham. Han ringede selv til politiet.

Han havde taget 8-10 gram hash med til besøget hos F, fordi han kun regnede med at skulle være der 1-2 dage. Da han forlod stedet den 24. juli 2019, sagde hun, at han skulle lade hashen ligge. Det er hans opfattelse, at hun har anmeldt ham i denne sag, fordi han ikke har skaffet hende tilstrækkeligt med stoffer ligesom den tidligere episode. Hun var meget aggressiv, da hun vågnede. Hun gik på toilettet.

Han spurgte, om hun var ok. Hun kom ud, mens hun råbte. Hun tog telefonen og sagde, hun ville ringe til politiet. Han tror, hun filmede ham på dette tidspunkt. Hun løb ind til naboen. Han gik først efter hende, men gik så tilbage og pakkede sine ting. Senere så han hende med en kniv i hånden. Hun havde hævet hånden med kniven. Da han forlod stedet, kom to vagter i skudsikker vest. Han var i chok og havde det varmt.

Vidnet F har supplerende forklaret blandt andet, at tiltalte var kokainpusher, da de mødte hinanden på herberget i .... De talte sammen en gang imellem, men hun købte ikke stoffer af han. Han boede ikke på herberget. Hun var bange for tiltalte.

På et tidspunkt havde tiltalte givet hende en ring og herefter stukket hånden ned i hendes bukser, men da hun ikke ville noget med ham, ville han have ringen tilbage, og der opstod en konflikt. Hun mødte igen tiltalte i fængselskirken, hvor han fortalte, at han var kommet ud af sit misbrug, og han virkede nu sødere. Han ringede den 23. juli 2019 og ville gerne besøge hende, da han var træt af at være på sit bosted.

Hun havde kl. 19.24 skrevet en sms til ham om, at hun gerne ville vente til dagen efter, da hun lige havde taget sin metadon til aftenen. Hun havde herefter ikke regnet med, at han ville tage af sted, men hun skrev så, at det var i orden, at han kom. Da han kom, røg de hash sammen. Hun røg dagligt hash på det tidspunkt. Hun tog desuden metadon tre gange om dagen. Han ville hele tiden

3

gerne massere hende. Hun ville gerne holde ham væk, men ville på den anden side gerne undgå en konflikt. Hun lavede blandt andet mad til sig selv for at komme væk fra ham. Hun havde redt op til sig selv på gulvet, da tanken var, at tiltalte skulle sove i hendes seng. Det sidste, hun husker, er, at de sad ved siden af hinanden på sengen. Hun var da fuldt påklædt.

Da hun vågnede igen, lå han på gulvet med hovedet på hendes mave og sine fingre oppe i hende. Foreholdt tiltaltes forklaring forklarede hun, at hun ikke har fixet, mens han var der, og hun er ikke kommet ud fra toilettet uden bukser. Hun har på grund af sin operation et ar og noget særligt støttende undertøj og ville aldrig gøre således. Hendes trusser, strømpebukser og bukser hang nede om anklerne, da hun vågnede.

Hun vågnede af smerter, fordi hun har meget tørre slimhinder på grund af sin sukkersyge, og det gjorde ondt. Hun mærkede, at han havde sine fingre i hende. Hun optog videoen, hvor hun spurgte ham, hvorfor hun ikke havde underbukser på, og han sagde ”undskyld”. Hun svarede: ”undskyld, fordi du har voldtaget mig?” Hun sendte ham også kl. 12.27 en sms om, at han havde voldtaget hende.

Forespurgt af forsvareren forklarede vidnet, at hun forud for tiltaltes besøg havde ringet og sagt, at det ikke var en invitation til noget, da hun ikke var seksuelt aktiv. Tiltalte havde grinet og spurgt, om hun ikke troede, han kunne være sammen med en kvinde, uden at der skulle foregå noget seksuelt. Tiltalte havde som allerede forklaret tidligere gjort tilnærmelser til hende.

Hun var dengang blevet meget gal, men havde ikke meldt episoden til politiet. Hun lod ham alligevel komme den 23. juli 2019, da hun tænkte, at alle fortjente en chance. Hun aflyste besøget efter at have talt med X1, der er støttepersonale på et bosted, men fik så dårlig samvittighed, fordi hun selv har boet på gaden, og lod ham komme alligevel.

Han havde sendt et foto af sig selv i bar overkrop, men det var en varm dag, og hun lagde ikke noget i det. Han havde også bedt hende om et billede, og hun sendte et billede af sig selv, men blev så bange for, at det kunne misforstås, og skrev til ham, at det ikke skulle ligne porno. Hun talte også med ham i telefon om, at han ikke skulle komme.

Hun havde også talt med sin ven X2, som ligesom X1 havde frarådet, at tiltalte kom, men hun havde medlidenhed med tiltalte, fordi hun selv havde boet på gaden. Da tiltalte kom, røg de en joint. Hun vågnede ved, at det gjorde ondt i hendes slimhinder. Han havde fingrene i hendes tissekone.

Foreholdt afhøring ifølge politirapport af 24. juni 2019, hvoraf fremgår, at hun vågnede ved, at tiltalte pillede hende i skridtet, forklarede vidnet, at hun ikke husker afhøringen, men hun kan godt have forklaret noget i den retning. I hendes verden er ”skridtet” og ”tissekonen” synonymer.

Der var i forbindelse med afhøringen drøftelser med politiet, om hun skulle undersøges gynækologisk, men politimanden kom lidt efter afhøringen tilbage og sagde, at hun bare kunne gå i bad. Hun mener, at en gynækologisk undersøgelse ville have kunnet vise noget. Hun sagde til tiltalte, at der var overvågning på stedet, fordi hun håbede, at tiltalte så ville indrømme, hvad han havde gjort.

Hun optog kun den video, der har været vist i retten. Hun optog den med en lyserød iPhone 8. Dette var den eneste telefon, hun benyttede på daværende tidspunkt. Hun har talt med en betjent om videoen i forbindelse med, at den blev sikret. Telefonen er ødelagt, og der er ikke andet på den, der har med denne sag at gøre.

Personlige oplysninger Tiltalte er ud over de i byrettens dom nævnte afgørelser straffet ved blandt andet: − Ankedom af 1. maj 1996 med fængsel i 2 år og 6 måneder for overtrædelse af blandt andet straffelovens § 165, § 181, stk. 2, § 216, stk. 1, § 244, § 264, stk. 1, nr.1, § 266, § 284, jf. § 276, samt § 285, jf. § 276 og § 279, jf. til dels § 21, og § 293, stk. 1. − Ankedom af 8. oktober 2002 med fængsel i 30 dage for overtrædelse af straffelovens § 244.

4

− Ankedom af 21. maj 2003 med fængsel i 3 år og 9 måneder for overtrædelse af straffelovens § 216, stk.1, § 232, § 245, § 260, nr. 1, § 265 og § 266 samt våbenloven. − Dom af 14. juli 2003 med fængsel i 3 måneder for overtrædelse af straffelovens § 123. − Dom af 27. august 2007 med fængsel i 60 dage for overtrædelse af straffelovens § 244, jf. § 247, stk. 1. − Ankedom af 3. marts 2010 med fængsel i 10 måneder for overtrædelse af straffelovens § 260, stk. 1, nr. 1, og § 285, stk. 1, jf. § 281, nr. 1. − Ankedom af 9. maj 2012 med fængsel i 3 måneder for overtrædelse af blandt andet straffelovens § 119, stk. 1, og § 285, stk. 1, jf. § 276 og § 277. − Ankedom af 18. september 2012 med fængsel i 40 dage for overtrædelse af straffelovens § 266. − Dom af 11. december 2013 med fængsel i 40 dage for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1. − Dom af 10. oktober 2017 med fængsel i 3 måneder for overtrædelse af blandt andet straffelovens § 285, jf. stk. 1, jf. § 279 og § 279 a, jf. til dels § 21. − Dom af 10. januar 2020 med dagbøder for overtrædelse afstraffelovens § 291, stk. 1.

Tiltalte har supplerende forklaret om sine personlige forhold blandt andet, at han har boet sammen med sin far i mere end 3 år, efter at han kom til Danmark som 5-årig, men han flyttede lidt frem og tilbage mellem 1987 og 1992. Hans far har haft forskellige beskæftigelser, men har altid haft arbejde.

Han har boet et år hos en onkel i Tyrkiet, der nu er død, og har flere gange senere besøgt familie eller holdt ferie i Tyrkiet. Kurdisk er hans modersmål, men han har lært tyrkisk ved at bo i Tyrkiet og har også i en årrække som barn modtaget modersmålsundervisning i tyrkisk. Han kan dog kun i begrænset omfang skrive tyrkisk.

Han har selv haft sporadisk beskæftigelse i Danmark blandt andet som mekaniker, taxachauffør og kok. Han er nu på førtidspension. Han har været boligløs siden 2015, men har ind imellem boet hos sin mor. Han har fået bevilget en bolig fra 1. februar 2021. De sidste 8-10 år har været hårde for ham, og han har siden sin brors død i 2016 og sin fars død i 2018 haft svært ved at bo i egen bolig.

Kommunen har støttet ham på forskellig måde, men han har været svær at placere på f.eks. et opholdssted. Han har det dog nu bedre fysisk og psykisk. Han er vigtig for sin mor, der bor alene, men han ser hende ikke dagligt. Han ryger i dag sjældent hash og har heller ikke i øvrigt et misbrug.

V3 har forklaret blandt andet, at han er ansat i det det botilbud, hvor tiltalte bor, indtil han flytter i egen bolig. Botilbuddet yder forskellig former for støtte til beboerne, herunder tiltalte.

Udlændinge- og Integrationsministeriet har afgivet udtalelse af 4. december 2019 og supplerende udtalelse af 18. marts 2020 om udvisningsspørgsmålet. Af erklæringerne fremgår blandt andet, at det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at tiltalte ikke er omfattet af artikel 6 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 af 19. september 1980.

Tiltalte kan være omfattet af Associeringsaftalens artikel 7, men vurderingen heraf afhænger af oplysninger om tiltaltes forældres beskæftigelse, og om tiltalte i relevante perioder har boet sammen med sine forældre i Danmark, hvilke oplysninger ministeriet ikke er i besiddelse af.

Landsrettens begrundelse og resultat

Skyldsspørgsmålet

5

Det fremgår, at tiltalte den 2. oktober 2019 blev gjort bekendt med, at han var sigtet for overtrædelse af straffelovens § 232 ved den 24. juli 2019 blandt andet at have befølt F, mens hun sov, og herunder stukket mindst en finger op i hendes skede. Det fremgår videre, at tiltalte blev afhørt til sagen, hvorunder han nægtede sig skyldig.

Ved anklageskrift modtaget i byretten den 6. november 2019 rejste anklagemyndigheden tiltale for overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 1, nr. 2, jf. § 225.

Landsretten finder ikke, at der ved sigtelsen den 2. oktober 2019 kan anses at være truffet afgørelse om opgivelse af påtale eller tiltalefrafald for overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 1, nr. 2, jf. § 225, eller at anklagemyndighedens behandling af sagen i øvrigt har været egnet til at fremkalde en berettiget forventning herom hos tiltalte.

Påstanden om frifindelse med henvisning til retsplejelovens § 724 af denne grund kan derfor ikke tages til følge.

Landsretten finder, at tiltalte også efter bevisførelsen for landsretten af de grunde, der er anført i dommen, er skyldig efter anklageskriftet. Landsretten har herved navnlig lagt vægt på den troværdige og detaljerede forklaring fra vidnet F.

Straffens fastsættelse Straffen, der fastsættes som en tillægsstraf til dommen af 10. januar 2020 og dommen af 6. maj 2020, jf. straffelovens § 89, findes passende at kunne fastsættes til fængsel i 7 måneder. Landsretten har herved lagt vægt på kriminalitetens karakter samt det forhold, at tiltalte tidligere er straffet gentagne gange for personfarlig kriminalitet, og at forholdet er begået kort efter løsladelse for afsoning af en tidligere dom.

Udvisning Tiltalte, der er tyrkisk statsborger, indrejste i Danmark i 1977 og er i den foreliggende sag idømt en tillægsstraf på 7 måneders fængsel for overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 1, nr. 2, jf. § 225, jf. § 89.

Straffen er en tillægsstraf til blandt andet dommen af 6. maj 2020, hvor tiltalte blev idømt en fængselsstraf på 8 måneder samt en advarsel om udvisning for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, § 121, § 123, § 244, stk. 1, og § 266 samt lov euforiserende stoffer.

Det skal derfor ved afgørelsen om udvisning vurderes, om tiltalte ville være udvist ved dommen af 6. maj 2020, såfremt det nu foreliggende forhold var blevet påkendt under denne sag.

Betingelserne for udvisning efter udlændingelovens § 22, nr. 2 og 6, er herefter opfyldt. Dette indebærer, at tiltalte skal udvises, medmindre udvisning med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. udlændingelovens § 26, stk. 2. Efter udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 6, skal indrejseforbuddet fastsættes til 12 år.

Spørgsmålet er herefter, om udvisning med indrejseforbud i 12 år vil være i strid med artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention eller med artikel 14 i associeringsaftalen med Tyrkiet.

Tiltalte, der i dag er 49 år, har boet i Danmark siden 1977. Han er ugift og uden samlever. Han har to voksne børn i Danmark, som han kun har meget begrænset kontakt til. Han har jævnlig kontakt til sin mor, der er

6

dansk statsborger. Udvisning vil herefter udgøre et indgreb i hans ret til privatliv og familieliv, jf. artikel 8, stk. 1. Et sådant indgreb er kun berettiget, hvis betingelserne i artikel 8, stk. 2, er opfyldt.

Udvisning har som anført hjemmel i udlændingeloven og har til formål at forebygge uro eller forbrydelse. Der skal derfor tages stilling til, om det af hensyn til disse formål må anses for nødvendigt i et demokratisk samfund at udvise tiltalte med et indrejseforbud i 12 år. Dette beror på en proportionalitetsvurdering. Da tiltalte er opvokset i Danmark, skal der meget tungtvejende grunde til at udvise ham.

Det fremgår af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, jf. bl.a. dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig), at der ved afvejningen efter artikel 8, stk. 2, skal tages udgangspunkt i en række kriterier.

I dommens præmis 68 er opregnet følgende kriterier: • Den begåede kriminalitets art og grovhed, • varigheden af udlændingens ophold i bopælslandet, • tiden efter den begåede kriminalitet og den pågældendes adfærd i denne periode, • de berørte personers statsborgerskab, • udlændingens familiesituation, herunder ægteskabets varighed og andre faktorer, der viser familielivets effektivitet, • hvorvidt ægtefællen havde kendskab til kriminaliteten, da forholdet blev etableret, • hvorvidt der er børn i ægteskabet og i så fald deres alder, • alvorligheden af de vanskeligheder, den medfølgende ægtefælle med sandsynlighed vil møde i det land, som udlændingen udvises til, • børnenes bedste interesser og velbefindende, herunder navnlig alvorligheden af de vanskeligheder, som udlændingens børn med sandsynlighed vil møde i det land, som udlændingen udvises til, og • fastheden af sociale, kulturelle og familiemæssige bånd med værtslandet og med modtagerlandet.

Den vægt, der skal lægges på de enkelte kriterier, afhænger af den konkrete sags omstændigheder, jf. præmis 70 i den nævnte dom. Indrejseforbuddets varighed indgår som et element i proportionalitetsvurderingen, jf. præmis 98.

Kriminaliteten i den sag, der er til pådømmelse, må anses for at være alvorlig, personfarlig kriminalitet, ligesom også kriminaliteten i dommen af 6. maj 2020 omfattede en række forhold af grovere personfarlig kriminalitet. Tiltalte er mange gange tidligere straffet for personfarlig kriminalitet og anden kriminalitet, herunder for voldtægt, grov vold og trusler.

Anklagemyndigheden har beregnet, at tiltalte tidligere har afsonet frihedsstraf af en samlet varighed af 3.388 dage.

Det må på baggrund af tiltaltes tidligere kriminalitet gennem mange år og tiltaltes personlige forhold anses for nærliggende, at tiltalte også i fremtiden vil begå personfarlig kriminalitet. Tiltalte er tyrkisk statsborger og har efter indrejsen i 1977 boet hos en onkel i Tyrkiet i et år og også holdt ferie i hjemlandet. Han taler kurdisk som modersmål og i et vist omfang tyrkisk. Han har familie, der bor i Tyrkiet. Landsretten finder, at

7

tiltalte derfor må anses for at have en vis tilknytning til Tyrkiet, og at tiltalte ikke er uden forudsætninger for at klare sig i hjemlandet.

Tiltalte er uddannet som sportsmassør, men har kun haft sporadisk kontakt til arbejdsmarkedet. Tiltalte har siden 2008 ikke haft lønindkomst og er nu førtidspensionist. Han har oplyst, at han har været hjemløs siden 2015. På denne baggrund finder landsretten, at tiltalte trods sit langvarige ophold i Danmark reelt kun i mindre grad er integreret i det danske samfund, og at han ud over sin herboende mor må anses at have en relativt begrænset tilknytning til herboende familiemedlemmer.

Efter arten og grovheden af tiltaltes kriminalitet sammenholdt med hans tilknytning til henholdsvis Tyrkiet og Danmark og henset til, at tiltalte forud for dommen af 6. maj 2020 en betinget udvist ved dommen af 27. juni 2018 med en prøvetid på 2 år og endvidere er meddelt en advarsel om udvisning ved dommen af 28. februar 2019, finder landsretten efter en samlet vurdering, at de samfundsmæssige hensyn, herunder forebyggelse af uro eller forbrydelse, som taler for udvisning af tiltalte med indrejseforbud i 12 år, er så tungtvejende, at de har større vægt end de hensyn til tiltaltes privatliv og familieliv, der taler imod udvisning.

På denne baggrund finder landsretten, at udvisning af tiltalte med indrejseforbud i 12 år ikke med sikkerhed vil udgøre et uproportionalt indgreb i strid med artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Der foreligger ikke oplysninger, som giver grundlag for at anse tiltalte for omfattet af Associeringsaftalen artikel 6. Efter oplysningerne i sagen kan det ikke med sikkerhed afgøres, om tiltalte er omfattet af Associeringsaftalens artikel 7.

Uanset om dette måtte være tilfældet, findes Associeringsaftalens artikel 14, stk. 1, dog ikke at være til hinder for udvisning, da det efter tiltaltes forstraffe og karakteren af den nu begåede kriminalitet må lægges til grund, at tiltalte udgør en reel og tilstrækkelig alvorlig trussel mod den offentlige orden eller den offentlige sikkerhed.

Heller ikke efter Associeringsaftalen må udvisning derfor anses at udgøre en uproportional foranstaltning.

Tiltalte udvises herefter med indrejseforbud i 12 år.

Tortgodtgørelse De juridiske dommer tiltræder, at F tilkendes tortgodtgørelse på 15.000 kr.

T h i k e n d e s f o r r e t:

Byrettens dom i sagen mod ændres, således at tillægsstraffen fastsættes til fængsel i 7 måneder, og at tiltalte udvises med indrejseforbud i 12 år.

8

I øvrigt stadfæstes dommen.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.

(Sign.) ___ ___ ___ Udskriftens rigtighed bekræftes. Østre Landsret, den 14-01-2021

Hanne Jager Sørensen kontorfuldmægtig

1 RETTEN I HOLBÆK

Udskrift af dombogen

DOM

afsagt den 2. juni 2020

Rettens nr. 60-3687/2019 Politiets nr. l 200-72371-00054-l 9

Anklagemyndigheden mod T Født juni 1971

Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag.

Anklageskrift er modtaget den 6. november 2019.

T er tiltalt for voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje efter straffelovens § 216, stk. 1, nr. 2, jf. § 225, jf. straffelovens§ 89, ved den 24. juli 2019 på et tidspunkt i tidspunktet mellem kl. ca. 00.00 og kl. 07 .50 på ... ved Nykøbing Sjælland at have indført sine fingre i F’s skede, selvom F, på grund af søvn og indtagelse af medicin og/eller narkotika, var ude af stand til at modsætte sig handlingen.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om domfældelse i overensstemmelse med den rejste tiltale og om fængselsstraf.

Anklagemyndigheden har endvidere nedlagt påstand om, at tiltalte i medfør af udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. § 22, nr. 6, og § 32, stk. 2, nr. 2, udvises med indrejseforbud i et tidsrum, som retten fastsætter.

2 Tiltalte har nægtet sig skyldig.

F har påstået, at tiltalte skal betale 20.000 kr. i tortgodtgørelse i medfør af erstatningsansvarslovens § 26, stk. I, jf. stk. 2, subsidiært stk. 3.

Tiltalte har bestridt erstatningspligten og kravets størrelse.

Sagens oplysninger

Der er afgivet forklaring af tiltalte T og af vidnerne F, V1 og V2.

Forklaringerne er lydoptaget og gengives ikke i dommen.

F har af givet forklaring for lukkede døre.

Der er under hovedforhandlingen afspillet en video optaget af F.

Tiltalte er tidligere straffet gentagne gange, senest ved dom af 27. juni 2018 med fængsel i I år, betingelser indtil videre i 6 år fra den 27. juni 2018, betinget udvisning med en prøvetid på 2 år, jf. udlændingelovens § 24B, førerretsfrakendelse med 1 klip, for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. I, § 174, § 264, stk. I, nr. I, § 266, § 279, § 291, stk.

I, lov om euforiserende stoffer§ 3, jf. § t og § 2, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. I, jf. § 2 og § 3, jf. liste A, nr. 1 og liste B, nr. 16, lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning § 2 t, stk. 1 og 2, jf. § l, knivlovens § 7, stk. 2, jf. stk. 1, jf. § I og § 2, stk. I, nr. I, færdselslovens § 117, stk. 2, nr. 3, jf. § 54, stk. 1, nr.

I og 2 ( dagældende 54, stk. l, I. pkt.) og § 117D, stk. 2, jf. § 56, stk. I, I. pkt. og § 118, jf. § 4, stk. I samt lov om godkendelse og syn af køretøjer § 13, stk. 1, jf. § 3, stk. I, jf. tildels straffelovens § 89, , ved ankedorn af 28. februar 2019 med fængsel i 3 måneder, i medfør af udlændingelovens § 24B tildelt advarsel, for overtrædelse af straffelovens § 123 og § 119, stk. I, jf. § 89.

Den tildelte advarsel er endvidere i medfør af princippet i straffelovens§ 89. Løsladt den 29. maj 2019 ved dom af 6. maj 2020 med fængsel i 8 måneder, i medfør af udlændingelovens § 24B tildelt advarsel, for overtrædelse af straffelovens§ 119, stk. I, jf. § 121, § 123, § 244, stk. I, § 266, lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 1, stk. 3, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk.

I, jf. § 2, stk. 4, jf. bilag I, liste A, nr. I og§ 3, stk. 2, jf. bilag 1, liste B, nr. 43.

Udlændingestyrelsens udtalelse af den 4. december 2019 og supplerende udtalelse af den 18. marts 2020 om udvisningsspørgsmålet er blevet dokumenteret under hovedforhandlingen.

3 Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at han er boligsøgende. Han er førtidspensionist. Han taler kurdisk med sin mor. Tyrkisk er ikke hans sprog. Han har ikke familie i Tyrkiet. Han havde ikke problemer i forbindelse med sine tidligere besøg i Tyrkiet.

Rettens begrundelse

og afgørelse Tiltalte har forklaret, at han var klar over, at F havde fikset og taget medicin, inden han ankom til hendes bopæl. I løbet af aftenen så han hende fikse igen, og de røg en joint sammen. Efter hans opfattelse var hun meget påvirket, og hun blev meget træt ud på morgenen.

F har forklaret, at hun omkring kl. 20 tog sin metadon ved at fikse denne, og at hun bliver meget træt af dette efter nogle timer. Hun afviste flere gange tiltalte, da han ville massere hende, og hun havde på forhånd ringet til ham og fortalt, at hun ikke var seksuelt aktiv, og at han ikke skulle forvente noget seksuelt.

Retten lægger efter F’s forklaring til grund, at hun tidligt om morgenen vågnede med tiltaltes fingre i sin skede, og det gjorde ondt. Hendes bukser og trusser var trukket ned om den ene ankel. Forklaringen er til dels understøttet af forklaringen fra F’s nabo, V1, der har forklaret, at F kom ind og vækkede ham. Hun var ikke iført trusser og bukser, og hun fortalte grædende, at hun var blevet voldtaget.

Retten finder, at det på denne baggrund må have stået tiltalte klart, at F i situationen var ude af stand til at modsætte sig tiltaltes handling på grund af søvn og forudgående indtagelse af medicin og euforiserende stoffer. Tiltalte er derfor skyldig i den rejste tiltale.

Straffen fastsættes som en tillægsstraf til fængsel i 6 måneder, jf. § 2 I 6, stk. I, nr. 2, jf. § 225,jf. § 89.

Retten har ved fastsættelsen af straffen lagt vægt på kriminalitetens karakter. Der er ikke grundlag for at gøre straffen hverken helt eller delvist betinget.

Betingelserne i udlændingelovens § 22, nr. 6, jf. § 26, stk. 1, for at udvise tiltalte er opfyldt. Af de grunde, der er anført i Hillerød rets dom af 6. maj 2020, vil udvisning imidlertid med sikkerhed være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. udlændingelovens § 26, stk. 2. Tiltalte tildeles derfor alene en advarsel, jf. udlændingelovens § 24 b, stk. 1, jf. princippet i straffelovens§ 89.

Retsformanden tager erstatningspåstanden til følge som nedenfor bestemt, idet bemærkes, at der henset til krænkelsens karakter er grundlag for godtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26, stk. I, og at godtgørelsen fastsættes til 15.000 kr. Beløbet forrentes i medfør af erstatningsansvarslovens § 16, stk. 1.

Thi kendes for ret

: Tiltalte T skal straffes med en tillægsstraf på fængsel i 6 måneder.

4

Tiltalte tildeles en advarsel om udvisning.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger.

Tiltalte skal inden 14 dage til F, c/o advokat Esben Roslev, Kalundborgvej 4, 2., 4300 Holbæk, betale 15.000 kr. med tillæg af procesrente fra den 3. juli 2020.

Gry Berdiin dommer /heaj

Udskriftens rigtighed bekræftes RETTEN I HOLBÆK, den 9. juni 2020

Helle Alstrup Kristensen kontorfuldmægtig

AM2021.01.07Ø · TfK: TfK2021.397/2
KilderAnklagemyndighedenAnklagemyndigheden (PDF)
Kilde: https://vidensbasen.anklagemyndigheden.dk/h/6dfa19d8-18cc-47d6-b4c4-3bd07bc15ec0/VB/68a4d3dd-d688-4fc0-84e1-11134935135c